Det Gamle Testamente 2022
Sådan anvendes Kom og følg mig – Enkeltpersoner og familier


»Sådan anvendes Kom og følg mig – Enkeltpersoner og familier«, Kom og følg mig – Enkeltpersoner og familier: Det Gamle Testamente 2022 (2021)

»Sådan anvendes Kom og følg mig – Enkeltpersoner og familier«, Kom og følg mig – Enkeltpersoner og familier: 2022

Sådan anvendes Kom og følg mig – Enkeltpersoner og familier

Hvem er denne ressource til?

Denne ressource er til alle enkeltpersoner og familier i Kirken. Den er sammensat for at hjælpe jer med at lære om evangeliet – enten på egen hånd eller sammen med jeres familie. Hvis I ikke tidligere har studeret evangeliet regelmæssigt, kan denne ressource hjælpe jer til at komme i gang. Hvis I allerede har en god vane med at studere evangeliet, kan denne ressource hjælpe jer til at få en bedre oplevelse af jer studium.

Hvordan bør jeg bruge denne ressource?

Brug denne ressource på den måde, som er nyttig for jer. Den kan være en nyttig vejledning til eller støtte i både personligt studium og familieskriftstudium. I kan også bruge den til hjemmeaften. Oplæggene lægger vægt på vigtige principper i Det Gamle Testamente, rummer forslag til studie og aktiviteter for enkeltpersoner og familier og rummer plads til, at I kan notere jeres indtryk.

Kom og følg mig – Enkeltpersoner og familier skal ikke erstatte eller konkurrere med alt det gode, I allerede gør. Følg Åndens vejledning for at afgøre, hvordan I griber jeres studium af Guds ord bedst an.

Billede
et par studerer skriften hjemme

Hvordan relaterer denne ressource til det, der sker i Kirken?

Oplæggene i denne ressource er opdelt i ugentlige læseskemaer. Kom og følg mig-ressourcerne for klasserne i Primary, Søndagsskolen og Det Aronske Præstedømme og Unge Kvinder følger den samme plan. For at underbygge jeres bestræbelser på at efterleve evangeliet hjemme, vil jeres lærere i kirken give jer mulighed for at tale om jeres oplevelser, tanker og spørgsmål om passager i skriften, som I har studeret derhjemme.

Da Søndagsskolen kun afholdes to gange om måneden, kan søndagsskolelærere vælge at springe et oplæg over eller kombinere oplæg for at følge den ugentlige plan. Det kan også være nødvendigt (for både Søndagsskolen og Primary) i uger, hvor de almindelige kirkemøder ikke bliver afholdt på grund af stavskonference eller af andre grunde. I disse uger opfordres I til at fortsætte med at studere Det Gamle Testamente derhjemme.

Behøver jeg at følge skemaet?

Planen vil hjælpe jer til at have læst dele af Det Gamle Testamente og Den Kostelige Perle ved årets slutning. Samtidig kan det at følge den samme plan som andre lede til meningsfulde oplevelser derhjemme, i kirken og andre steder. Men I må ikke føle jer bundet af planen eller tvunget til at læse alle vers; planen er ganske enkelt en vejledning for at hjælpe jer med at holde jer i gang. Det vigtigste er, at I og jeres familie lærer om evangeliet.

Bemærkning om læseplanen for Det Gamle Testamente

Den foreslåede læseplan for Kom og følg mig i 2022 omfatter ikke hvert kapitel i Det Gamle Testamente. Fordi Det Gamle Testamente er større end andre skrifter, er nogle kapitler og bøger udeladt for at gøre læseplanen mere overskuelig for jer og jeres familie.

Kapitler og bøger er blevet udvalgt for at fremhæve skriftsteder, der vidner om Jesus Kristus, rummer mange vigtige læresætninger og er særligt relevante for vor tid. Den foreslåede læseplan omfatter f.eks. ikke 1 og 2 Krønikebog, fordi meget af indholdet i disse bøger svarer til det, der findes i 1 og 2 Kongebog. Planen omfatter heller ikke Højsangen, fordi profeten Joseph Smith sagde, at den ikke er et inspireret skrift (se Guide til skrifterne, »Højsangen«, ChurchofJesusChrist.org/study/scriptures/gs/song-of-solomon?lang=dan). Husk, at dette kun er en foreslået studieplan. Jeres personlige skriftstudium og jeres familieskriftstudium bør være vejledt af personlig åbenbaring.