Det Nye Testamente 2023
31. juli - 6. august. Apostlenes Gerninger 22-28: »Tjener og … vidne«


»31. juli - 6. august. Apostlenes Gerninger 22-28: ›Tjener og … vidne‹«, Kom og følg mig – Enkeltpersoner og familier: Det Nye Testamente 2023 (2022)

»31. juli - 6. august. Apostlenes gerninger 22-28«, Kom og følg mig – Enkeltpersoner og familier: 2023

Billede
Paulus i fængsel

31. juli - 6. august

Apostlenes Gerninger 22-28

»Tjener og … vidne«

Indtryk fra Helligånden er ofte stille og nogle gange flygtige. Når du nedskriver dine indtryk, får du mulighed for at reflektere over dem mere indgående. Når du læser Apostlenes Gerninger 22-28, så nedskriv de tanker og indtryk, som du modtager, og brug tid på at tænke over dem.

Nedskriv dine indtryk

»Når vi går Herrens ærinde, så er vi berettiget til Herrens hjælp« lovede præsident Thomas S. Monson (»At lære, at gøre, at være«, Liahona, nov. 2008, s. 62). Men vi er ikke berettigede til en nem vej eller en endeløs strøm af succes. Som bevis på det behøver vi ikke at se længere væk end til apostlen Paulus. Hans ærinde for Frelseren var at »bringe mit navn frem for hedninger og konger og Israels børn« (ApG 9:15). I kapitel 22-28 i Apostlenes Gerninger ser vi Paulus udføre dette ærinde og møde stor modstand – lænker, fængsling, fysisk mishandling, et skibbrud og endda et angreb af slanger. Men vi ser også, at Jesus »stod … foran Paulus og sagde: ›Vær ved godt mod!‹« (ApG 23:11). Paulus’ oplevelser er en inspirerende påmindelse om, at Herrens kald til at »kundgøre [sit] evangelium med fryderåb« kommer med dette løfte: »Opløft jeres hjerte og vær glade, for jeg er midt iblandt jer« (L&P 29:4-5; se også Matt 28:19-20).

Billede
personligt studieikon

Forslag til personligt skriftstudium

Apostlenes Gerninger 22:1-21; 26:1-29

Jesu Kristi disciple bærer frimodigt deres vidnesbyrd.

Da Paulus bar sine stærke vidnesbyrd i Apostlenes Gerninger 22 og 26, blev han holdt fanget af romerske soldater. De mennesker, han talte til, havde magt til at dømme ham til døden. Alligevel valgte han frimodigt at bære det vidnesbyrd om Jesus Kristus og »det himmelske syn« (ApG 26:19), han havde modtaget. Hvilke af hans ord inspirerer dig? Tænk på de muligheder, du har for at bære dit vidnesbyrd. Ved dine venner for eksempel, hvordan du har det med Jesus Kristus? Eller hvornår fortalte du sidst din familie, hvordan du fik dit vidnesbyrd om evangeliet?

Da den unge Joseph Smith blev latterliggjort for at fortælle om sit første syn, blev han inspireret af den måde Paulus vidnede om sit syn på (se Joseph Smith – Historie 1:24-25). Hvordan vil du opsummere, hvad Joseph Smith lærte af Paulus? Hvad kan du lære af disse to vidner om Jesus Kristus?

Se også, Neil L. Andersen, »Vi taler om Kristus«, Liahona, nov. 2020, s. 88-91.

Apostlenes Gerninger 23:10-11; 27:13-25, 40-44

Herren står ved dem, der stræber efter at tjene ham.

Som Paulus’ tjenestegerning tydeligt viser, så er vanskeligheder i vores liv ikke et tegn på, at Gud misbilliger det arbejde, vi udfører. Faktisk er det nogle gange midt i vanskeligheder, at vi stærkest føler hans støtte. Det kan være interessant at gennemgå, hvad du for nylig har læst om Paulus, og nedskrive nogle af de ting, han udholdt (se for eksempel ApG 14:19-20; 16:19-27; 21:31-34; 23:10-11; 27:13-25, 40-44). Hvordan stod Herren ved hans side? Hvordan har han stået ved din side?

Apostlenes Gerninger 24:24-27; 26:1-3, 24-29; 27

Der er tryghed og fred i at lytte til Guds tjeneres ord.

Paulus bar i løbet af sin tjenestegerning stærke vidnesbyrd om Jesus Kristus og hans evangelium. Mange folk tog imod hans vidnesbyrd, men det var ikke alle. Når du læser Apostlenes Gerninger 24:24-27 og Apostlenes Gerninger 26:1-3, 24-29, så kig efter ord og vendinger, der viser, hvordan følgende romerske ledere i Judæa reagerede på Paulus’ lærdomme:

  • Felix

  • Festus

  • Kong Agrippa

Da Paulus sejlede mod Rom for at få sin sag ført for kejseren, profeterede han, at der ville ske »ulykke og stort tab« med skibet og dets passagerer (ApG 27:10). Læs kapitel 27 for at finde ud af, hvordan Paulus’ skibskammerater reagerede på hans advarsler. Finder du nogle lektier i denne oplevelse, som du kan bruge?

Har du nogensinde reageret ligesom nogle af disse folk, når du har hørt Kirkens lederes lærdomme? Hvilke mulige følger er der ved at reagere på disse måder? Hvad lærer du af disse beretninger om at lytte til Herrens råd gennem hans tjenere?

Se også 2 Nefi 33:1-2; D. Todd Christofferson, »Den advarende røst, Liahona, maj 2017, s. 108-111; »Følg den levende profet«, Kirkens præsidenters lærdomme: Ezra Taft Benson, 2014, s. 147-155.

Billede
familiestudiumikon

Forslag til familieskriftstudium og hjemmeaften

Apostlenes Gerninger 24:16.Før Paulus’ omvendelse havde han en lang forhistorie, hvor han havde krænket Gud. Men fordi han var villig til at omvende sig, kunne han sige: »Derfor stræber jeg også selv efter altid at have en uplettet samvittighed over for Gud og mennesker« (se også L&P 135:4-5). Hvordan kan vi få en ren samvittighed over for Gud og andre?

Apostlenes Gerninger 26:16-18.Hvad kaldte Herren i disse vers Paulus til at gøre? Hvilke muligheder har vi for at gøre noget lignende?

Apostlenes Gerninger 28:1-9.Er der nogen i jeres familie, der kan lide slanger? I kan eventuelt bede den person eller en anden i familien om at fortælle historierne i Apostlenes Gerninger 28:1-9. Jeres børn vil måske synes om at tegne en tegning af disse historier eller rollespille dem. Hvad kan vi lære af disse beretninger? Et kunne være, at Herren holder sine løfter til sine tjenere. I kunne for eksempel sammenligne løfterne i Markus 16:18 med deres opfyldelse i Paulus’ oplevelser. I kunne også i en nylig generalkonferencetale finde et løfte afgivet af en af Herrens tjenere – måske en, der betyder noget for jeres familie – og hænge det op i jeres hjem. Hvordan kan vi vise vores tro på, at dette løfte vil blive opfyldt?

Billede
giftig slange

Gud beskyttede Paulus, da en giftig slange bed ham.

Apostlenes Gerninger 28:22-24.Ligesom kirken på Paulus’ tid (kaldet »parti« i vers 22) bliver der også ofte talt imod Kirken i vore dage. Når folk talte imod Frelseren og hans kirke, hvordan reagerede Paulus så? Hvad kan vi lære af Paulus’ oplevelse?

Find flere forslag til, hvordan man kan undervise børn, i denne uges oplæg i Kom og følg mig – Primary.

Forslag til sang: »Jeg ved, at min Forløser er Guds Søn«, Salmer og sange, nr. 81.

Gør undervisningen bedre

Fokuser på principper, der vil velsigne jeres familie. Når du studerer skrifterne, spørg da dig selv: »Hvad finder jeg heri, som vil være særligt betydningsfuldt for min familie?« (Se Undervisning på Frelserens måde, s. 17).

Billede
Paulus for kong Agrippa

Paulus for kong Agrippa. Tapre i vidnesbyrdet om Jesus Kristus, af Daniel A. Lewis.