2023
Forberede os til at høre apostle og profeter
April 2023


Nyheder

Kvindekonference i Københavns Stav

En stor opgave

Som nykaldet stavshjælpeforeningspræsidentskab var vores første større opgave at afholde en kvindekonference, som det tidligere præsidentskab havde sat i kalenderen. Min bekymring var, om vi på så kort tid ville kunne nå at arrangere dagen. Vi ville gerne finde et tema, der ville gøre det til en værdifuld dag for søstrene.

Derudover skulle vi finde undervisere, arrangere mad og alt det praktiske.

En tilskyndelse

Jeg fik en klar tilskyndelse til, hvad dagens tema skulle være:

»Omsorg for mig og mine – Fysisk, psykisk, åndeligt og socialt.«

Ud fra dette tema ville vi gerne have en klasse om at lave en 72-timers beredskabstaske. En klasse om programmet for børn og unge, der blandt andet omhandler målsætning. Nogle klasser, der skulle være fysiske, hvilket blev til yoga, zumba og walk and talk. Endelig ville vi have en klasse, hvor søstrene kunne hygge, tale frit og lave håndarbejde.

Hvilken velsignelse at få inspiration til, hvem der kunne undervise klasserne, alle de adspurgte sagde ja, og ingen blev forhindret i at komme på selve dagen.

Vi fik sendt invitationer ud, og havde også inviteret unge kvinder fra 14 år med til dagen.

Uventet hjælp og en dejlig dag

En undersøger, der har en dåbsdato, fortalte at han er kok, og han ville gerne lave maden til os. Vi er meget taknemmelige for hans store arbejde og det lækre måltid, vi kunne spise.

Det blev en rigtig dejlig dag med kvinder i alle aldre. Vi glæder os over alle de søstre, som kom, men håber at se endnu flere næste gang.

Det er vidunderligt at være sammen omkring den fælles tro, vi har på, at vi er vor himmelske Faders døtre. Vi kan styrke og støtte os selv og hinanden ved at vise kærlighed, være sammen, drage omsorg for og dele trosfremmende oplevelser med hinanden.

Vi er og har lys

En af de åndelige tanker fra dagen handlede om, at vi ikke behøver vandre i mørke. Herren har sendt lyset i kraft af sin Søn Jesus Kristus. Vi kan have hans lys hos os, hvis vi vil række hånden ud efter ham.

Vi kan hjælpe hinanden ved at være tjenende engle for hinanden.

En stor tak til alle, der deltog og til alle, der hjalp med at gøre det til en mindeværdig dag. Det var en åndelig tilkendegivelse for os, at vor himmelske Fader elsker os og hjælper os, når vi er villige til at gøre det, vi kan. Det var en stor glæde at se den store kærlighed og omsorg, der var blandt søstrene.

Vi glæder os som præsidentskab over jeres støtte, tro og bønner. Vi glæder os over at arbejde i vores del af Herrens vingård.