Arken – sejlede igen
Lidt forhistorie
Omkring 2003-2004 opførtes på foranledning og underledelse af bror Tomas Kofod en musical ved navn »The Garden« af bror Michael McLean, der er en anerkendt komponist, medlem af Kirken og baseret i Utah. Den opførtes på engelsk og gav på en eller anden måde lyst til mere.
Et års tid senere blev det klart, at bror McLean havde skrevet en musical ved navn The Ark, der var blevet opført på et »off-Broadway« teater i New York. Jeg fik fat i en CD og blev omgående forelsket i historien og musikken. Det var en travl tid og jeg fik i et års tid eller to ikke gjort andet end lytte og lytte.
Det lykkedes at få stavspræsidentskabet tilstrækkelig interesseret til at give grønt lys, så oversættelsen gik i gang, tilladelse til at opføre blev indhentet fra MiracleOr2 Production i New York og et antal interesserede sagde ja til at deltage. Enkelte faldt fra, da omfanget gik op for dem, men heldigvis fik vi i stedet Tanja og Nicolei med og hurra for det.
Musikken – et kapitel for sig
Vi havde fået noderne og gik i gang med at oprette et lille band, der kunne spille. Det viste sig at være sværere end som så, men – igen – fik vi hjælp fra højere magter, for sammen med en stav i Canada lykkedes det at få det hele indspillet af et orkester i Salt Lake City for en beskeden sum. Samtidig fik vi kontakt til Michael McLean, der skaffede os en disk med alle andre lyde – regn, storm, torden, brølen mm. Så i løbet af 2007/8 gik vi så småt i gang med prøver og det hele endte med, at vi opførte den danske version af Arken i efteråret 2009.
Siden da blev det en opførelse af en anden af Michaels værker – The Forgotten Carols – som min hustru og jeg havde lejlighed til at se i Las Vegas julen 2010. Her fik vi musikken af Michael og oversatte stykket, der ligeledes kørte 3 gange. Også »The Garden« – nu »Haven« og på dansk blev opført igen, nu med »Arken« besætningen.
I 2020 rykkede det i os igen, og midt i den vinters coronabølge fik vi grønt lys for en opførelse i efteråret 2021.
Udfordringer
Meget var sket siden 2009. Selvom den oprindelige besætning i mellemtiden havde deltaget i flere opførelser, så så tingene lidt anderledes ud nu. Nogle havde med familie med mere ikke helt overskuddet, så vi stod med en halv besætning. Noa manglede en kone, en søn og to svigerdøtre og vores tidligere så velfungerende tekniske gruppe var stort set flyttet væk. Vores normale kontakt til leje af diverse udstyr meldte fra på grund af andre opgaver, så alt i alt var vi lidt »skibbrudne« endnu før vi fik sat sejl. MEN – som så ofte før blev vi velsignet med hjælp. Vores hæderkronede instruktør og tovholder accepterede efter grundig overvejelse at springe ind som Eliza, hendes søn fulgte med som ny »teater-søn« og hendes datter – der første gang spillede en fræk abe – som ny »teater-svigerdatter« og endnu en af stavens herlige unge kvinder sagde ja til rollen som den anden manglende svigerdatter. Bent og Charlotte Leit kom med igen – denne gang med scenografi og mange praktiske opgaver og det lykkedes at finde skønne brødre i staven for det tekniske – ovenikøbet med masser af udstyr.
Gode venners pekuniære assistance gjorde det muligt at anskaffe nye headsets, så pludselig så alt lyst ud – bortset fra at coronaen atter var på vej frem – så kunne vi spille? Jo, det kunne vi – lige nøjagtig, så den 26. og 27. november spillede forestillingen – som vi plejer – 3 gange. Omkring 325-350 tilskuere nød – tilsyneladende – de tre forestillinger og de involverede nød hvert eneste minut.
Lidt om historien
Som så ofte før med teaterproduktioner er der tale om en forfatters frie ide om, hvad der skete på et givet tidspunkt. Her Michael McLeans forsøg på at beskrive, hvad der foregik ombord på Arken i den tid, den sejlede dels i regnvejret, dels indtil der var tørt land.
Jeg tror ikke, at Mike – min ven – havde forestillet sig at aktualitetsniveauet i Arken ville være så stort som det i virkeligheden var i efteråret 2021 – 2. vinter med corona – med isolation med mere.
Ingen tvivl om, at når 8 mennesker – selvom de er familie – er lukket inde i så lang tid som her, vil der opstå spændinger mellem de forskellige, og det bærer stykket tydeligt præg af. Men det var en fornøjelse at være en del af.
Vores håb var og er, at de, der overværede stykket, ikke alene vil huske med glæde over en række skønne sange, fremragende skuespilpræstationer og masser af humor, men også at stykkets budskab var klart – har du problemer og er livet lidt for gråt, så vil »vores skib uden kaptajn altid få dig frem« til en bedre dag.