2021
Kvindernes vigtige rolle
Marts 2021


Kvindernes vigtige rolle

Fra talen »Women of Dedication, Faith, Determination, and Action«, holdt ved en kvindekonference på Brigham Young University den 1. maj 2015.

Guds riges værk kan ikke opfylde sin sande skæbne uden at gå fremad hånd i hånd med Kirkens trofaste, vidunderlige søstre.

Billede
photos of women in various settings

Kvinder har en fantastisk indflydelse. Ingen kan hjælpe med at fremme evangeliets rige og gøre verden til et bedre sted, som de kan.

Når I søstre slutter jer sammen med andre pagtskvinder i enighed og harmoni, er der ingen grænse for jeres gode indflydelse. Jeg har været vidne til jeres betydelige og evige indflydelse i individuelle liv såvel som i familier, og jeg har set det i utallige kulturer og lande over hele kloden.

Jeg har set, hvad I kan udrette i grene, menigheder, stave, missioner, templer og i forskellige opgaver i Kirken. Jeres bidrag – i små og store virksomheder og velgørenhedsorganisationer såvel som i samfunds-, uddannelses-, sundheds- og sportsorganisationer – er umålelige.

Kvinder i råd

I årevis har jeg talt om den kraft, der er i de råd, hvor trofaste kvinder deltager. Jeres indsigt og rådgivning er helt essentielt. I dag har Herren velsignet Kirken og verden i rigt mål, fordi flere søstermissionærer tjener trofast i missionslederpositioner og deltager i missionslederråd. Flere modtager deres begavelser tidligere og dermed udvides antallet af tempelpagtskvinder, der tjener i Kirken. Søstre i hovedpræsidentskaber beder og taler ved generalkonferencen.

Kvinder i skrifterne

Nogle kvinder vil gerne finde flere historier om kvinder i skrifterne og i Kirkens historie. Vi er nødt til at udvikle en evne til at finde deres indflydelse, ligesom en ung søster gjorde. Hun sagde: »Mormon må have haft en fantastisk kone, siden de opdragede en så bemærkelsesværdig søn som Moroni!«

Hvis I ser godt efter og med den rette ånd, kan I finde lignende eksempler i skrifterne på god opfostring.

Kirken har nu i en række år fokuseret på de trofaste søstre i Kirken og deres bidrag. For eksempel opfordrer jeg jer til at undersøge emnet »Women of Conviction«, der findes på history.ChurchofJesusChrist.org

De søstre, der var pionerer, spillede en bemærkelsesværdig rolle. En forfatter, der ikke var medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, skrev dette om pionererne: »Deres kvinder var utrolige.«1

Når vi leder efter og finder omtale af kvinder i vores skrifter og i vores historie, kan vi bedre se den magt og indflydelse, kvinder har i vores familie, samfund, Kirken og verden.

Afvejer mulighederne

Billede
eye doctor examining a woman’s eyes

I min levetid har vi set adskillige kvinder blive udnævnt og valgt til offentlige embeder, besætte stillinger som administrerende direktører for større virksomheder og organisationer og i stigende antal blive optaget på respekterede handelshøjskoler og uddannelser inden for jura og medicin.

Joseph Smith fortalte Hjælpeforeningen i 1842: »Jeg giver jer nu nøglen i Guds navn, og denne forening skal glæde sig, og kundskab og intelligens skal tilflyde den fra nu af – dette er begyndelsen til bedre dage for denne forening [for kvinder].«2

Vi ser opfyldelsen af denne profetiske vision, idet nye muligheder og fremskridt for kvinder udfolder sig på en hidtil uset måde. At balancere alt i forhold til de tilgængelige muligheder kan være en udfordring. I sidste ende er de fleste af os nødt til at vælge mellem flere konkurrerende muligheder.

Naturligvis har vi et guddommeligt mønster at følge, som er angivet i »Familien: En proklamation til verden«, men vi ved, at livet på jorden kan være kompliceret. Mange kvinder er enlige i lange perioder. Nogle kvinder er gift. Andre bliver enlige, når en ægtefælle dør, eller når de bliver skilt. Og nogle kvinder gifter sig aldrig.

Ikke desto mindre, vil intet retfærdigt ønske blive nægtet, og i sidste ende vil vi modtage alle velsignelser, hvis vi er trofaste og holder ud til enden. Hver af jer bør søge vished om, hvad Herren ønsker for jer i forhold til de valg, I står overfor.

Når man engang kender Herrens vilje, kan man bevæge sig fremad i tro for at opfylde sine personlige mål.

Velsignelser i vente

Hvis medlemmer af Kirken, der tilbeder i templet, er lydhøre, vil de indse, at Herren har fantastiske velsignelser i vente for sine trofaste døtre og sønner i al evighed.

Og hvad består disse velsignelser i? Denne kontekstuelle indsigt fra præsident Dallin H. Oaks, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, forklarer dem: »Formålet med det jordiske liv og Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges mission er at berede Guds sønner og døtre på deres evige skæbne, nemlig at blive som vore himmelske forældre.«3

Evangeliets historie er en families historie – hverken mere eller mindre. Den begynder med himmelske forældre, og den slutter med, at børnene finder vej igennem de til tider spændende og undertiden overvældende udfordringer ved livet på jorden, og tilbage til deres himmelske hjem, efter de har modtaget alle de essentielle ordinancer til evig ophøjelse.

Det er historien om vores liv. Gud har givet os mønsteret, men han overlader det til os at konkretisere detaljerne gennem vores valg og trofasthed. Der er en ekstraordinær lykkelig afslutning for alle, der ønsker det. Men inden vi kan få den, er vi nødt til at blive mere end blot hans børn – vi må blive hans disciple.

Kvinder er Kristi disciple

Livet er fyldt med distraktioner, der har potentiale til at føre os væk fra Kirkens centrale lære – især Jesu Kristi forsoning.

Profeten Joseph Smith sagde: »De fundamentale principper og grundsætninger i vores religion er apostlenes og profeternes vidnesbyrd om Jesus Kristus, at han døde, blev begravet og igen opstod den tredje dag og fór til himlen; og alt andet, som falder ind under vores religion, er kun tillæg dertil.«4

Jesu Kristi forsoning er kernen i vores budskab! Den er vores kerneværdi. Den er vores doktrinære midtpunkt. Det er Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges hjerte og sjæl.

Hvis I endnu ikke har følt sandheden og kraften i Frelserens forsoning i jeres liv, opfordrer jeg jer til at fokusere på det centrale budskab i genoprettelsen – et budskab, der erklærer, at vi kan gøres »fuldkomne ved Jesus, den nye pagts formidler, som udvirkede denne fuldkomne forsoning ved udgydelsen af sit eget blod« (L&P 76:69).

Søstre, gør venligst, hvad som helst der er nødvendigt for at holde fokus på genoprettelsens enkle og centrale budskab. Acceptér det. Forstå det. Omfavn det. Elsk det. Fortæl andre om det. Forsvar det.

Kvinder med pagtens kraft

Billede
woman in wheelchair teaching a class

Nu vil jeg bede jer om at gøre det samme, som profeten Joseph Smith bad Hjælpeforeningens søstre om at gøre: »Hjælpeforeningens opgave er ikke kun at hjælpe de fattige, men også at frelse sjæle,« sagde han.5

»Enhver søster i denne kirke, som har indgået pagter med Herren, har en guddommelig forpligtelse til at medvirke til at frelse sjæle, til at lede verdens kvinder, til at styrke Zions hjem og til at opbygge Guds rige«.6 Hjælp os med fortsat at føre Kirken fremad ved at bidrage med at styrke troen blandt vores medlemmer.

Retfærdige og trofaste kvinder har altid spillet en vigtig rolle i at frelse sjæle og forsvare Guds rige. Imidlertid har I kvinder, som lever her i denne sidste uddelings dage, særligt vigtige roller og ansvar at udføre. I er kvinder med beslutsomhed, tro, hengivenhed og handlekraft.

Ligesom trofaste søstre i fortiden må I lære at bruge den præstedømmemyndighed, som I har modtaget, til at opnå alle jeres evige velsignelser.

Jeg beder vor himmelske Fader om at velsigne jer, så I kan have den fred og den sikre forvisning om, at det I gør i Kirkens regi, er afgørende for denne verdens vækst og forberedelse til den dag, hvor Herren og Frelseren siger: »Det er nok« og kommer for at herske og regere.

Guds riges værk vil bevæge sig fremad, men det kan ikke opfylde sin sande skæbne uden at gå fremad hånd i hånd med jer, Kirkens trofaste, vidunderlige søstre.

Noter

  1. Wallace Stegner, The Gathering of Zion: The Story of the Mormon Trail, 1964, s. 13.

  2. Se Joseph Smith, Døtre i mit rige: Hjælpeforeningens historie og virke, 2017, s. 14-15.

  3. Dallin H. Oaks, »Tiltrukket af sit eget køn«, Stjernen, marts 1996, s. 14.

  4. Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 49.

  5. Lærdomme: Joseph Smith, s. 453.

  6. M. Russell Ballard, »Retskafne kvinder«, Liahona, dec. 2002, s. 39.