En bid af missionærhimlen
Forfatteren bor i Utah i USA.
Da vi bankede på døren hos familien Bautista, anede vi ikke, hvilke velsignelser vi ville komme til at opleve de følgende år.
Illustrationer: Dilleen Marsh
En regnfuld aften i slutningen af november 1973, da min ledsager og jeg bankede på døre i Manila i Filippinerne, bankede vi på døren til Romeo og Naty Bautista. De lukkede os ind og lyttede høfligt til vores korte budskab. Naty talte ikke engelsk (og vi underviste kun på engelsk på det tidspunkt), men det gjorde Romeo, og han var interesseret i, at vi kom tilbage. Han sagde også, at hans yngre søster, Avelia, der boede hos dem, mens hun gik på college i Manila, sandsynligvis også ville være interesseret.
Så begejstrede som unge missionærer kan blive over nye interesserede, ventede vi ivrigt på vores aftale om at vende tilbage nogle dage senere. Lektionen gik så godt, at vi næppe kunne tro det. Romeo og Avelia lyttede opmærksomt og stillede spørgsmål. Naty lyttede, men forstod ikke meget af det, vi sagde. De var alle modtagelige lige fra begyndelsen – enhver missionærs drøm!
Når vi havde afsluttet en lektion, underviste Romeo sin hustru i lektionen på tagalog. De læste sig langsomt igennem Mormons Bog på engelsk. De havde to små piger på det tidspunkt: Ruth, en tumling, og Namie, en nyfødt.
I december 1973 var jeg så heldig at døbe og bekræfte Romeo og hans søster Avelia. Min kammerat og jeg var begejstrede for familiens tro og interesse for evangeliet, men vi kunne aldrig have forudsagt den evige virkning af deres beslutning og de utallige liv, der umiddelbart og længere henne ad vejen ville blive velsignet.
Romeo og Avelia blev trofaste og stærke medlemmer af grenen i Makati fra starten. Kort tid efter deres dåb vendte jeg hjem til Salt Lake City i Utah. I min begejstring over at komme hjem fik jeg ikke engang Romeos adresse, så jeg kunne skrive til ham. Der var hverken internet eller mobiltelefoner dengang.
Snart efter mødte jeg Susan, min evige hjertenskære. Jeg underviste, døbte og giftede mig med hende i 1975, og vi blev beseglet i templet i Salt Lake City i 1976. Vi fik tre børn og blev involveret i forskellige kirkekald. Jeg var også meget involveret i vores familievirksomhed. Jeg tænkte ofte på familien Bautista og på, hvordan de mon havde det, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme i kontakt med dem.
Men så modtog jeg en helt særlig dag i 1997 et brev fra en mrs. Avelia Wijtenberg, det var poststemplet i Mackay i Queensland i Australien. Jeg kendte ikke nogen med det navn i Australien, men da jeg læste brevet, fandt jeg ud af, at Romeos søster, Avelia, havde mødt og giftet sig med en hollandsk-australsk mand og havde boet i Queensland i nogle år. Hun havde fundet min gamle adresse i sin notesbog en dag, mens hun var i gang med forårsrengøring.
Avelia og jeg begyndte at skrive sammen, ivrige efter at vide, hvad der var sket med hinanden i løbet af de sidste årtier. Hun var også i stand til at give mig adressen til Romeo, der var flyttet til Tiwi i den sydlige del af Luzon Island på Filippinerne.
Efter 24 år uden kontakt skrev Romeo og jeg det år frem og tilbage og genoptog vores gamle venskab. Romeo fortalte, at han og Naty nu havde fem børn. Naty og resten af familien var blevet døbt, i årene efter jeg var vendt hjem. Deres ældste datter, Ruth, havde tjent som missionær i Davao Missionen i Filippinerne, og deres anden datter, Namie, og tredje datter, Joan, tjente som missionærer i henholdsvis det nordlige Luzon og Guam. De havde også fået en fjerde datter, Lyn, der senere tjente i Baguio-Missionen i Filippinerne, og endelig en søn, John, som senere tjente i Cagayan de Oro-Missionen i Filippinerne.
Min hustru og jeg bad om adresserne til Namie og Joan og skrev til dem på deres missioner. Vi havde aldrig mødt dem og kendte dem slet ikke, men følte øjeblikkeligt et bånd, der er vanskeligt at beskrive med ord. Det var næsten, som om de var vores egne døtre. Gennem vores breve genopvakte vi en kærlighed til familien Bautista og især for Namie og Joan, som var fulde af Ånden og arbejdede hårdt som fuldtidsmissionærer. I et brev spurgte Namie, om hun måtte ringe til os første juledag, da hendes forældre ikke havde en telefon på det tidspunkt. Med godkendelse fra hendes missionspræsident ringede hun juledag i 1997, og vi græd bare begge to i flere minutter. Så mindede jeg hende om, at et international langdistanceopkald var for dyrt til at bruge på kun at sidde og græde. Vi lo og havde så en vidunderlig samtale, selv med hendes begrænsede engelskkundskaber. Hun inviterede os til at komme til Filippinerne den følgende sommer, når hun skulle holde sin hjemkomsttale.
I sommeren 1998, da Namie vendte hjem fra sin mission, planlagde jeg sammen med min 16-årige datter at rejse til Filippinerne. Vi ankom til Manila og mødtes med Ruth. Vi gik i templet i Manila sammen. Derefter fløj vi sydpå til hendes families hjem i Tiwi. Det er umuligt at beskrive den glæde, det var at se Romeo og hans familie igen. Den dybe bånd af broderskab blev øjeblikkeligt fornyet. Vi talte og mindedes og omfavnede hinanden, vi spiste sammen og læste skrifterne sammen med hans familie hver aften, mens vi var der. De var meget stærke klipper med deres vidnesbyrd i deres lille gren. Vi deltog i nadvermødet i Tiwi-grenen og lyttede til Namie, da hun fortalte om sin mission. Det var utroligt. Det var næsten celestialt. Dette var virkelig himlen for missionærer.
På det tidspunkt tjente Romeo som grenspræsident for Tiwi-grenen. Han havde været medvirkende til at bringe evangeliet ud til sin slægt i det nordlige Luzon. Romeo tog sin familie med i templet, hvor Naty og deres børn blev beseglet. Nu er alle fem børn blevet gift og beseglet i templet i Manila. Flere af dem har giftet sig med hjemvendte missionærer. Joan var medvirkende til, at hendes kæreste konverterede. Hun ventede et år efter hans dåb og giftede sig derefter med ham i templet i Manila. Naty døde pludselig i 2007, men familien forblev stærkt forankret i evangeliet. De er taknemmelige for beseglingspagten og ved, at de vil se deres smukke mor og hustru igen, hvis de holder fast i troen.
Nu er flere end 70 medlemmer af familien Bautista aktive i Kirken. Familien og slægten tegner sig for 17 fuldtidsmissioner og 14 tempelægteskaber. Familiens medlemmer har også fungeret som biskopper og grenspræsidenter; stavs- og distriktspræsidenter og præsidenter og rådgivere i Hjælpeforeningen, Unge Kvinder og Primary. Romeos søn, John, var biskop i Quezon City-området. Ruths mand var højrådsmedlem i den samme stav. Lyns mand blev også grenspræsident i Tiwi. Familien Bautista er helt sikkert i gang med at opbygge en stærk arv af tjeneste og styrke i Filippinerne.
Min kone og jeg tjente som seniormissionærer i San Pablo Missionen i Filippinerne fra 2008 til 2010. En dag var det meste af familien Bautista samlet i templet i Manila til vielsen af John Bautista (Romeos søn) med søster Victorino, en af søstermissionærerne fra vores San Pablo-mission, der havde afsluttet sin mission og for nylig var vendt hjem.
Vores missionspræsident spurgte, om vi gerne ville deltage i den glædelige begivenhed, og vi lagde straks planer om at komme og deltage. Min hustru kendte til mit forhold til familien Bautista, men hun blev helt overvældet af, hvor mange familiemedlemmer der var, og hvor stor kærlighed de viste hende. Hun fik 70 nye venner for livet.
Jeg har ofte tænkt på Lære og Pagter 18:15: »Og dersom I skulle arbejde alle jeres dage med at råbe omvendelse til dette folk og kun føre én sjæl til mig, hvor stor skal da ikke jeres glæde være sammen med ham i min Faders rige!« Som en krusning i en sø har den ene sjæl, Romeo, sendt bølger af stærke vidnesbyrd og kirketjeneste rundt på Filippinerne.
Jeg var så heldig at få lov til at hjælpe med at kaste en lille sten i søen for fire årtier siden med Romeos og Avelias dåb. Jeg har oplevet en ubeskrivelig glæde i mit forhold til denne store familie, og nu med tredje generation, der lever efter evangeliet. Det er i sandhed den store glæde ved at missionere at se arven gå videre. Det er en lille bid af missionærhimlen!