Religionsfrihed: Fredens hjørnesten
Ældste D. Todd Christofferson
De Tolv Apostles Kvorum
Talen kan læses i sin fulde længde på mormonnewsroom.org.
Ældste Christofferson kom med disse bemærkninger under en konference for forskellige trosretninger, der blev afholdt i São Paulo i Brasilien den 29. april 2015.
Må vi stræbe efter fred ved at arbejde sammen om at bevare og beskytte alle menneskers frihed til at have og udvise en religion eller tro efter eget valg.
Illustration: Joshua Dennis
Jeg er meget taknemmelig for invitationen til at være sammen med jer denne aften ved denne tværreligiøse samling af muslimer, sikher, katolikker, adventister, jøder, evangelister, mormoner, naturspirituelle, ikke-troende og mange andre, der alle står skulder ved skulder med regerings- og forretningsledere, der er samlet for at drøfte og fejre religionsfrihed. Selve det, at vi mødes her i disse unikke rammer, er et stærkt symbol på den.
Jeg er især glad for at være her i Brasilien, en nation der er rig på diversitet og mennesker. Ved at favne denne diversitet, deriblandt den religiøse diversitet, har Brasilien oplevet fremgang og vil fortsætte med at nyde fremgang. Brasilien er for nylig blevet udnævnt som det land i verden med færrest offentlige restriktioner på religion.1 Jeg lykønsker Brasilien med denne fine udmærkelse. Brasilien har nu et ansvar for at lede den globale bevægelse for at promovere denne frihed. Som Jesus Kristus siger i Det Nye Testamente:
»I er verdens lys. En by [eller i dette tilfælde et land], der ligger på et bjerg, kan ikke skjules …
Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene« (Matt 5:1416).
Ærede kolleger, verden har brug for, at Brasiliens lys skinner klart og længe. I aften vil vi fejre, hvad der kan komme ud af den vision.
Baggrund og basale principper
Religionsfrihed er fredens hjørnesten i en verden med mange modstridende filosofier. Den giver alle plads til selv at afgøre, hvad vi tænker og tror – og følge den sandhed, Gud indgyder i vores hjerte. Det tillader forskellige overbevisninger at sameksistere, beskytter de sårbare og hjælper os til forhandling og konfliktløsning. Som Den Europæiske Menneskeretsdomstol klogt har konkluderet i adskillige sager, er religionsfrihed afgørende for troende mennesker, og »den er også et værdifuldt aktiv for ateister, agnostikere, skeptikere og den uengagerede.« Dette skyldes, at »den pluralisme, der er uløseligt forbundet med et demokratisk samfund og er vundet dyrt gennem århundrede, afhænger af den.«2
En robust frihed er ikke det, som politiske filosoffer har omtalt som den »negative frihed« til at måtte passe sig selv, hvor vigtig den end er. Det er snarere en langt fyldigere »positiv« frihed – en frihed til at efterleve ens religion eller tro i et lovmæssigt, politisk og socialt miljø, der er tolerant, respektfuldt og imødekommende for diverse overbevisninger.
Vi bruger vores religionsfrihed til at grundlægge vores inderste overbevisninger, uden hvilken alle andre menneskerettigheder ville være meningsløse. Hvordan kan vi hævde ytringsfrihed uden at kunne sige, hvad vi virkelig tror? Hvordan kan vi hævde foreningsfrihed, medmindre vi samles med andre, der deler vores idealer? Hvordan kan vi nyde pressefrihed, medmindre vi offentligt kan trykke eller udgive, hvem vi virkelig er?
Den gode nyhed er, at der har været bemærkelsesværdig fremgang i udbredelsen af religionsfrihed. Jeg har set denne fremgang i min levetid. Et eksempel er fra 1948, hvor jeg kun var tre år gammel, og FN’s generalforsamling vedtog Menneskerettighedserklæringen, hvor der står, at »enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed.«3
Da jeg var 21, blev der forhandlet en folkeretligt bindende traktat frem i FN. Denne traktat, der er kendt som den Internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, fremhævede tanken om, at ethvert menneske bør have »frihed til at bekende sig til eller antage en religion eller tro efter eget valg samt frihed til, alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at give udtryk for sin religion eller tro ved gudsdyrkelse, udførelse af rituelle handlinger, overholdelse af religiøse sædvaner samt undervisning.«4 Traktaten trådte i kraft 10 år senere i 1976 [i USA, i Danmark skete det i 1971].
I 2017 har 169 lande tilsluttet sig konventionen – næsten alle udviklede lande i verden.5 Den amerikanske menneskerettighedskonvention (the Pact of San José, Costa Rica), som blev tilpasset i 1969 og trådte i kraft 1978, beskytter religionsfrihed med næsten tilsvarende ordlyd.6
Der ligger stærke årsager bag denne fremgang, og det bør motivere os til at gøre endnu mere. Religionsfrihed har en stærk korrelation med et hav af positive økonomiske, helbredsmæssige og borgerlige goder.7 Generelt har religiøse mennesker et bedre familieliv, stærkere ægteskaber, færre problemer med misbrug og kriminalitet, højere uddannelsesniveau, større villighed til frivilligt arbejde og donationer til velgørende organisationer, bedre arbejdsvaner, længere levetid, højere indkomst og større velbefindende og følelse af lykke.8 Religionsfrihed styrker tydeligvis samfundet.
Behovet for årvågenhed og samarbejde
Desværre er den beskyttelse, der afsættes til religion og tro ofte svag, upåagtet og under angreb. Der er et stærkt pres for at begrænse religionsfrihed, selvom den også bliver mere udbredt – også fra lande, der historisk set har beskyttet den mest ivrigt. Dette pres har føringen eller vinder udbredelse i mange lande. I store dele af verden ville det være utænkeligt med den slags fejring, vi nyder her i Brasilien.
Det er bemærkelsesværdigt, at i 2013 boede omkring 5,5 milliarder mennesker – 77 procent af verdens befolkning – i lande med høje eller meget høje restriktioner for religionsfrihed, hvor det blot seks år tidligere var 68 procent.9
Så godt som alle vestlige demokratier hævder at tro på princippet om religionsfrihed. Det er omkring anvendelsen af princippet, at kontroverserne kan opstå. Trusler mod religionsfrihed opstår typisk, når religiøse mennesker og institutioner forsøger at sige eller gøre noget – eller nægter at sige eller gøre noget – der strider imod magthavernes eller det politiske flertals idealer eller mål. Religion er ofte en modkultur og således upopulær. Af denne årsag støder religionsfrihed, selv hvor den generelt støttes principielt, ofte i praksis på hård modstand.
I Europa og Nordamerika er kontroverserne opstået over emner som, hvorvidt kirker selv kan bestemme, hvem de vil ansætte (og ikke ansætte) som præster, hvorvidt personer kan bære religiøse klæder eller symboler på jobbet og i skolen, hvorvidt arbejdsgivere skal betale for medarbejdernes prævention og abort, hvorvidt enkeltpersoner kan tvinges til at yde tjenester, der går imod deres overbevisning, hvorvidt akkreditering fra erhvervsskoler eller universitet kan nægtes eller tilbagetrækkes på grund af moralske standarder eller overbevisninger, og hvorvidt religiøse studenterorganisationer kan påkræves at optage medlemmer af en anden tro.
Brasilien bakser i al sin religiøse diversitet også med lignende problemstillinger, som lukkelov og hvorvidt butikker har åbent om søndagen, religiøse klædedragter og beskyttelse af de afro-brasilianske traditioner. Vi er taknemmelige for, at mange af disse sager er blevet løst til fordel for religionsfriheden. Den prompte og passende løsning af sager, der involverer fri udøvelse af ens religion, vil være uvurderlig for Brasiliens fortsatte respekt for sin mangfoldighed. Ved at lade religiøse mennesker og organisationer efterleve deres tro offentligt og uden modbeskyldninger vil Brasilien fortsat være et klart og håbefuldt eksempel på religionsfrihed for hele verden.
Jeg opfordrer jer til at holde fast ved de frihedsrettigheder, I har udformet, og lede modigt an for at fremme religionsfrihed på verdensplan. Behovet for at beskytte og bevare religionsfriheden – på en fair og afbalanceret måde, der også beskytter andres fundamentale rettigheder – er akut.
Det glæder Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige at stå sammen med jer og andre om denne vigtige indsats. Selvom vi er fortrøstningsfulde omkring, at vores indsats vil gøre en forskel, må vi stå sammen om denne indsats, for ingen af os kan vinde denne kamp alene. Jeg gentager det, min kollega ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum sagde ved et lignende forum for nylig:
»Det er bydende nødvendigt, at de af os, der tror på Gud og på, at noget er rigtigt og forkert, forener os for mere effektivt at beskytte vores religionsfrihed til at prædike og praktisere vores tro på Gud og de principper for rigtigt og forkert, han har grundlagt … Alt, der er nødvendigt for enighed og en bred koalition omkring de linjer, jeg har foreslået, er en fælles tro på, at noget er rigtigt og noget er forkert i menneskelig adfærd, og det er fastlagt af det allerhøjeste væsen. Alle, som tror på dette fundamentale princip, bør forene sig for at bevare og styrke friheden til at tale for og udøve vores religiøse tro, hvad end den er. Vi må vandre sammen ad samme sti for at sikre vores frihed til at følge den vej, vi hver især finder nødvendig i henhold til vores egen overbevisning.«10
Vores opgave vil være svær og kræve konstant årvågenhed, men den er yderst vigtig.
Jeg vil afslutte med en passage fra Lære og Pagter. Denne passage indeholder en åbenbaring fra 1835, på et tidspunkt, hvor mine forfædre trods forfatningsmæssig beskyttelse blev fordrevet fra deres hjem, fordi de favnede det, der for andre virkede som en ny og anderledes overbevisning. Det er en tankevækkende påmindelse i vor tid, især da mange af tidens restriktioner på religionsfrihed også forekommer i lande, der går ind for princippet, men sommetider fejler, når det kommer til at anvende det i praksis.
I vores hellige skrift står der: »Intet styre kan eksistere i fred, medmindre man udformer og håndhæver sådanne love, som sikrer hvert menneske fri udøvelse af sin samvittighed.« Et styre kan »begrænse kriminalitet, men aldrig kontrollere samvittigheden; [det] bør straffe forbrydelsen, men aldrig undertrykke sjælens frihed« (L&P 134:2, 4).
Må vi tilstræbe fred ved at arbejde sammen om at bevare og beskytte alle menneskers frihed til at have og udvise en religion eller tro efter eget valg, uanset om det er individuelt eller i fællesskab med andre, hjemme eller ude, offentligt eller privat og det være sig i gudsdyrkelse, iagttagelse, udøvelse og lære.