På Herrens side: Læren af Zions hær
Ældste David A. Bednar
De Tolv Apostles Kvorum
Fra en tale i forbindelse med Education Week – »Hvem er for Herrens sag? Nu vil det vise sig« – der blev holdt på Brigham Young University-Idaho den 30. juli 2010.
Ekspeditionen Zions hær, der blev anført af profeten Joseph Smith i 1834, er et slående eksempel på at vælge at stå på Herrens side. En gennemgang af historien bag Zions hær kan give os værdifuld og tidløs lærdom fra denne signifikante tid i Kirkens historie, som vi kan anvende i vores liv i dag.
Hvad var Zions hær?
Profeten Joseph Smith modtog en åbenbaring i 1831, der udpegede Independence i Jackson County i Missouri som stedet for Zion, det centrale indsamlingssted for de sidste dages hellige og stedet for Det Ny Jerusalem, som omtales i både Bibelen og Mormons Bog (se L&P 57:1-3; se også Åb 21:1-2; Eter 13:4-6). I sommeren 1833 udgjorde mormonske nybyggere omkring en tredjedel af befolkningen i Jackson County. Det hastigt stigende antal, den potentielle politiske indflydelse og den særprægede religiøse og politiske overbevisning blandt disse nytilkomne vakte bekymring blandt de andre nybyggere i området, og det førte i sidste ende til, at Kirkens medlemmer blev beordret til at forlade deres hjem og ejendom. Da der ikke blevet handlet på denne ordre, angreb missourianerne i november 1833 bosættelserne og tvang de hellige væk.
Fremad, altid fremad, af Glen Hopkinson.
Dannelsen af Zions hær skete ved, at den blev befalet gennem åbenbaring i februar 1834 (se L&P 103). Herrens primære formål med denne hær var at beskytte mormonerne i Jackson County mod yderligere overgreb – efter Missouri-militsen havde opfyldt sin pligt til at eskortere nybyggerne sikkert tilbage til deres hjem og jord. Hæren skulle også bringe penge, fornødenheder og moralsk støtte til de forarmede hellige. Så i løbet af maj og juni 1834 rejste et kompagni på flere end 200 hellige frivillige anført af profeten Joseph Smith omtrent 1.450 km fra Kirtland i Ohio til Clay County i Missouri. Hyrum Smith og Lyman Wight rekrutterede også en mindre gruppe af frivillige fra Michigan-territoriet, og de stødte til profetens gruppe i Missouri. Deltagerne i Zions hær talte også Brigham Young, Heber C. Kimball, Wilford Woodruff, Parley P. Pratt, Orson Hyde og mange andre letgenkendelige personer fra Kirkens historie.
Mit formål er ikke at beskrive detaljerne omkring denne krævende rejse eller fortælle om alle de åndeligt afgørende episoder, der fandt sted. Lad mig bare opsummere nogle få store begivenheder fra Zions hærs ekspedition:
-
Guvernøren for Missouri, Daniel Dunklin, klarede ikke at skaffe den lovede milits-assistance til de mormonske nybyggere, så de kunne få deres jord tilbage.
-
Forhandlinger mellem Kirkens ledere, embedsmænd fra Missouri og indbyggere i Jackson County for at undgå væbnet konflikt og løse stridigheder over ejendom brød sammen, uden at man nåede frem til en tilfredsstillende aftale.
-
I sidste ende gav Herren Joseph Smith besked på at opløse Zions hær og indikerede, hvorfor Herrens hær ikke havde opnået, hvad de troede var målet (se L&P 105:6-13, 19).
-
Herren rådede de hellige til at opbygge velvilje i området for at forberede sig på en tid, hvor Zion snarere kunne genoprejses ad juridisk vej og ikke med militære midler (se L&P 105:23-26, 38-41).
Zions hær blev delt i mindre grupper sidst i juni 1834, og de endelige afmønstringspapirer blev udstedt i de første dage i juli 1834. De fleste frivillige vendte tilbage til Ohio.
Hvad kan vi lære af Zions hær?
Fordi det ikke lykkedes de hellige at få deres jord i Jackson County tilbage, var der nogle, der betragtede Zions hær som et fejlagtigt og unyttigt forehavende. En bror i Kirtland – der ikke havde haft tro nok til at melde sig som frivillig i hæren – mødte Brigham Young, da han vendte hjem fra Missouri og spurgte: »›Nå, hvad fik du så ud af denne nyttesløse rejse til Missouri med Joseph Smith?‹ ›Alt vi tog af sted for,‹ svarede Brigham Young prompte. ›Jeg ville ikke bytte den erfaring, jeg har fået på denne ekspedition for alle rigdomme i Geauga County,‹« det amt, hvori Kirtland lå.1
Jeg opfordrer jer til at tænke alvorligt over Brigham Youngs svar: »Alt vi tog af sted for.« Hvad er de hovedpunkter, vi kan indsamle om det forehavende, der ikke opfyldte det erklærede formål, men som ikke desto mindre gav disse tidlige hellige og tilbyder os livslange velsignelser?
Jeg tror, at der mindst er to overordnede lektier at uddrage af Brigham Youngs svar på det hånlige spørgsmål: (1) Lektien om at afprøve, sigte og forberede, og (2) lektien om at observere, lære af og følge brødrene. Jeg vil gerne fremhæve, at disse lektier er lige så vigtige, om ikke vigtigere, for os at lære og anvende i dag, som de var for mere end 180 år siden for de frivillige i Zions hær.
Lektien om at afprøve, sigte og forberede
De trofaste hellige, der marcherede med i Herrens hær, blev prøvet og afprøvet. Som Herren sagde: »Jeg har hørt deres bønner og vil antage deres offer; og jeg anser det for nødvendigt, at de skulle blive bragt hertil, for at deres tro kunne blive prøvet« (L&P 105:19).
På meget bogstavelig vis blev de fysiske og åndelige udfordringer for Zions hær en sigtning af hveden fra ukrudtet (se Matt 13:25, 29-30; L&P 101:65), en udskillelse af fårene fra bukkene (se Matt 25:32-33), en adskillelse af den åndeligt stærke fra den svage. Derfor mødte og besvarede enhver mand og kvinde, der lod sig indrullere til Herrens hær, det gennemborende spørgsmål: »Hvem er for Herrens sag?«2
Da Wilford Woodruff prøvede at bygge sin forretning op og forberedte sig på at slutte sig til Zions hær, advarede venner og naboer ham mod at tage ud på en så hasarderet rejse. De sagde: »Tag ikke af sted, gør du det, sætter du livet til.« Han svarede: »Selv om jeg vidste, at jeg ville få skudt en kugle i hjertet, når jeg tog det første skridt ind i Missouri, ville jeg tage af sted.«3 Wilford Woodruff vidste, at han ikke behøvede at frygte farlige konsekvenser, så længe han var trofast og lydig. Han stod helt klart på Herrens side.
Ja, »nu vil det vise sig«4 gjorde sig gældende for de trofaste mænd og kvinder i sommeren 1834. Men beslutningen om at marchere med profeten Joseph til Missouri var ikke nødvendigvis et en gang for alle-svar, et alt inklusive-svar eller et her og nu-svar på spørgsmålet »Hvem er for Herrens sag?« Det blev ofte og gentagne gange tid til at vise det for disse hellige gennem den mentale og fysiske udmattelse, de blodige vabler på deres fødder, den utilstrækkelige mad og det urene vand, utallige skuffelser, stridigheder og oprør i hæren og udefrakommende trusler fra ondskabsfulde fjender.
Tiden til at vise det kom på alle ugens dage og hver en time i form af oplevelser og prøvelser. Det var den store kombination af mange tilsyneladende små valg og handlinger hos disse hengivne hellige, der udgjorde det afgørende svar på spørgsmålet: »Hvem er for Herrens sag?«
Hvordan tjente den afprøvning og sigtning, der fandt sted blandt deltagerne i Zions hær, som forberedelse? Det er interessant, at otte af de brødre, der var kaldet til De Tolv Apostles Kvorum i 1835, såvel som alle halvfjerdsere, der var kaldet på samme tid, var veteraner fra Zions hær. Ved et møde, der fulgte efter kaldelsen af halvfjerdserne, sagde profeten Joseph Smith:
»Brødre, nogle af jer er vrede på mig, fordi I ikke kæmpede i Missouri, men lad mig sige jer dette, Gud ønskede ikke, at I kæmpede. Han kunne ikke organisere sit rige med tolv mænd til at åbne evangeliets dør for jordens nationer og med halvfjerds mænd under de tolvs ledelse, der fulgte i deres spor, medmindre han tog dem fra det korps af mænd, der havde tilbudt deres liv, og som havde ydet lige så store ofre, som Abraham gjorde.
Nu har Herren sine tolv og sine halvfjerds, og der vil blive kaldet andre kvorummer med halvfjerdsere.«5
Ja, Zions hær var smelterens ild for alle de frivillige generelt og i særdeleshed for mange af de fremtidige ledere i Herrens kirke.
De erfaringer, de frivillige i Herrens hær gjorde sig, blev også en forberedelse til de større forestående migrationer af Kirkens medlemmer. Flere end 20 af deltagerne i Zions hær blev kaptajner og løjtnanter i to store folkevandringer – hvoraf den første blot lå fire år ude i fremtiden og omfattede, at 8.000 til 10.000 mennesker blev flyttet fra Missouri til Illinois6; og den anden, der lå 12 år ude i fremtiden, var det store træk vestpå, hvor i omegnen af 15.000 sidste dages hellige tog fra Illinois til Salt Lake og andre dale i Rocky Mountains. Som en forberedende træning var Zions hær af stor værdi for Kirken. I år 1834 var tiden inde til at vise det og forberede sig på 1838 og 1846.
Som individer og familie vil vi også blive afprøvet, sigtet og forberedt ligesom medlemmerne af Zions hær. Skrifterne og brødrenes lærdomme er fyldt med løfter om at tro på Herren Jesus Kristus, om at indgåelse, æren og ihukommelse af hellige pagter og lydighed mod Guds bud vil styrke og forberede os til at møde, overkomme og lære af livets prøvelser og modgang.
Lederne i Kirken har tydeligt fremhævet nogle af de almene eller generelle prøvelser, vi kan forvente i vores tid og generation. Som præsident for De Tolv Apostles Kvorum opløftede præsident Ezra Taft Benson (1899-1994) i 1977 en advarende profetisk røst ved et møde for regionalrepræsentanter. Jeg citerer nu et længere stykke af præsident Bensons budskab og opfordrer jer til at være opmærksomme på hans betimelige råd:
»Enhver generation har sine prøvelser og sin chance for at rejse sig og vise sit værd. Vil I gerne vide mere om en af vores sværeste prøvelser? Hør disse advarende ord fra Brigham Young: ›Min værste frygt om dette folk er, at de vil blive rige i dette land, glemme Gud og hans folk, blive lade og sparke sig selv ud af Kirken og lige rakt i helvede. Dette folk vil modstå overfald, røveri, fattigdom og al slags forfølgelse og være trofaste. Men min største frygt er, at de ikke kan modstå rigdom.‹«
Præsident Benson fortsætter: »Vores synes så at være den sværeste prøvelse af alle, for onderne ved den er mere subtile og smarte. Den synes mindre faretruende, og den er sværere at opdage. Selvom enhver test af retfærdighed udgør en kamp, så synes denne særlige prøvelse ikke at være nogen prøvelse overhovedet, intet problem og kan således være den mest lumske af alle prøvelser.
Ved I, hvad fred og fremgang kan gøre ved et folk – det kan lulle dem i søvn. Mormons Bog advarer os om, hvordan Satan i de sidste dage nøje vil føre os til helvede. Herren har sat nogle potentielt åndelige giganter på denne jord, som han har gemt i mere end 6.000 år for at hjælpe med at sikre riget triumf, og djævelen prøver at lulle dem i søvn. Modstanderen ved, at han sandsynligvis ikke vil få den store succes med at få dem til at begå mange store og ondartede synder. Så han luller dem i en dyb søvn ligesom Gulliver, så de strander på små undladelsessynder. Og hvad godt gør en søvndrukken, neutraliseret, lunken gigant som leder?
Vi har for mange potentielt åndelige giganter, som burde være mere ivrige efter at løfte deres hjem, riget og landet. Vi har mange, som føler, at de er gode mænd og kvinder, men de er nødt til at gøre gavn – som stærke patriarker, modige missionærer, tapre slægtsforskere og tempeltjenere, pligtopfyldende patrioter og hengivne kvorumsmedlemmer. Vi er kort sagt nødt til at ryste den åndelige søvn af os.«7
Overvej, hvilken velstand, fremgang og bekvemmelighed der kan være prøvelser i vore dage i samme eller større grad som den forfølgelse og fysiske modgang, de hellige, der meldte sig til at marchere i Zions hær, udholdt. Som profeten Mormon beskrev det i den storladne opsummering om stolthedens onde cirkel i Helaman 12:
»Og således kan vi se, hvor falske og også hvor ustadige menneskenes børns hjerte er, ja, vi kan se, at Herren i sin mægtige, grænseløse godhed velsigner og giver fremgang til dem, der sætter deres lid til ham.
Ja, og vi kan se, at på selv samme tid, som han giver sit folk fremgang, ja, ved vækst på deres marker, i deres flokke og deres hjorde og i guld og i sølv og i alle slags kostbarheder af enhver art og type, ved at skåne deres liv og udfri dem af deres fjenders hænder, ved at blødgøre deres fjenders hjerte, så de ikke erklærer krige mod dem, ja, og ved kort sagt at gøre alt for sit folks velfærd og lykke, ja, da er det, at de forhærder hjertet og glemmer Herren deres Gud og tramper den Hellige under fode – ja, og dette på grund af deres medgang og deres overordentlig store velstand« (Hel 12:1-2).
Jeg opfordrer jer til at bemærke den sidste sætning i det sidste vers: »og dette på grund af deres medgang og deres overordentlig store velstand.«
Præsident Harold B. Lee (1899-1973) underviste på tilsvarende vis om den almene bekvemmelighedsprøvelse, vi står over for i dag: »Vi bliver prøvet, vi bliver afprøvet, vi går igennem nogle af de sværeste prøvelser i dag, og vi indser måske ikke alvoren af, hvad vi går igennem. I de dage var der myrderier, der var overfald, og der var fordrivelser. De blev drevet ud i ørkenen, de sultede, de var dårligt påklædt og de frøs. De kom her til det forjættede land. Vi er arvtagere til det, de gav os. Men hvordan forvalter vi det? I dag soler vi os i en luksus, som vi aldrig tidligere har set i verdens historie. Det kan se ud som om, at dette måske er den mest alvorlige prøvelse blandt prøvelser, vi nogensinde har set i Kirkens historie.«8
Disse lærdomme fra nutidige og fortidige profeter om prøvelser i de sidste dage maner til alvor og omtanke. Men de bør ikke gøre os mismodige, og vi bør ikke blive bange. For de, der har øjne til at se og ører til at høre, fører åndelige advarsler til mere årvågenhed. Vi lever i »en dag til at advare på« (L&P 63:58). Og fordi vi er blevet og vil blive advaret, må vi som apostlen Paulus formanede os til »vågne … og altid være udholdende« (Ef 6:18). Når vi er vågne og forberedt, har vi sandelig ingen grund til at frygte (se L&P 38:30).
Hvem er for Herrens sag? Nu vil det vise sig, om vi har sind og hjerte til at acceptere og være modtagelige for disse inspirerede advarsler. Nu vil det vise sig, om vi er årvågne og forberedt til at bestå velstands- og stolthedsprøven i de sidste dage, prøvelsen der består i overflod og bekvemmelighed og af hårdhjertethed og i at glemme Herren vor Gud. Nu vil det vise sig, om vi til alle tider vil være trofaste over for alt, der er blevet os betroet af vor himmelske Fader og hans elskede Søn – og om vi vil holde Guds bud og altid vandre retsindigt for ham (se Alma 53:20-21).
Lektien om at observere, lære af og følge brødrene
De stålsatte hellige i Herrens hær blev velsignet for at observere, lære af og følge brødrene. Og i dag kan vi nyde godt af det eksempel og den trofasthed, som disse hengivne medlemmer af Zions hær viste.
Som svar på et råd fra Parley P. Pratt rejste Wilford Woodruff til Kirtland i Ohio i april 1834 for at slutte sig til Zions hær. Broder Woodruffs beretning om det første møde, han havde med profeten Joseph Smith, rummer noget, vi alle kan lære noget af:
»Her mødte og talte jeg for første gang med vores elskede profet Joseph Smith, den mand Gud havde udvalgt til at frembringe sine åbenbaringer i disse sidste dage. Min første introduktion var ikke den slags, der indfriede forudfattede forestillinger i et sekterisk sind om, hvad en profet skulle være, eller hvordan han skulle fremstå. Det kunne nok have rystet troen hos nogle mænd. Jeg så ham og hans bror Hyrum stå og skyde med pistoler på en mark. Da de holdt op med at skyde, blev jeg præsenteret for bror Joseph, og han gav mig et hjerteligt håndtryk. Han inviterede mig til at bo hos sig, mens jeg var i Kirtland. Denne invitation tog jeg gladeligt imod, og jeg blev meget opløftet og velsignet under mit ophold hos ham.«9
Jeg finder det bemærkelsesværdigt, at bror Woodruff, som boede et stykke tid i profetens hjem og utvivlsomt har haft mulighed for at se ham i dagligdags gøremål, blev velsignet med evnen til at se bagom »forudfattede forestillinger i et sekterisk sind om, hvad en profet skulle være eller hvordan han skulle fremstå.« Sådanne fejlagtige forestillinger hindrer mange i dagens verden i at se, det gælder både indeni og uden for Herrens genoprettede kirke.
Som følge af mit kald til at tjene i De Tolv Apostles Kvorum i 2004 har jeg afgjort en særlig opfattelse af, hvad det betyder at observere, lære af og følge brødrene. Jeg ser dagligt de individuelle personligheder, de forskellige præferencer og ædle karaktertræk hos disse ledere i Kirken. Nogle mennesker finder menneskelige begrænsninger og mangler hos brødrene bekymrende og trossvækkende. For mig er disse svagheder trosfremmende. Herrens åbenbarede mønster for ledelse af Kirken tager højde for og mindsker betydningen af menneskelig skrøbelighed. Det virkelig mirakuløse for mig er at være vidne til, hvordan Herren udfører sin vilje gennem sine tjenere til trods for sine udvalgte lederes brister og mangler. Disse mænd har aldrig hævdet at være og er heller ikke fuldkomne, men de er dog helt sikkert kaldet af Gud.
Wilford Woodruff var præst, da han gik til Missouri med Herrens hær, og da han senere tjente som medlem af De Tolv Apostles Kvorum, erklærede han: »Vi fik en erfaring, vi aldrig kunne have fået på nogen anden måde. Vi havde det privilegium … at rejse mange mil med [profeten] og se, hvordan Guds Ånd arbejdede med ham, og hvordan Jesu Kristi åbenbaringer kom til ham, og hvordan de blev opfyldt … Var jeg ikke taget af sted med Zions hær, havde jeg ikke stået her i dag.«10
Den sidste søndag i april 1834 inviterede Joseph Smith et antal ledere fra Kirken til at tale til de frivillige fra Zions hær, der var samlet i et skolehus. Da brødrene havde givet deres budskab, rejste profeten sig og indikerede, at han var blevet opløftet af talerne. Derefter profeterede han:
»For Herren vil jeg gerne sige jer, at I ikke kender mere til denne kirkes og dette riges skæbne end et spædbarn på sin mors skød. I fatter det ikke … Det er kun en lille håndfuld præstedømmebærere, I ser her i aften, men denne kirke kommer til at opfylde Nord- og Sydamerika – den kommer til at opfylde hele verden.«11
Mænd som Brigham Young, Heber C. Kimball, Orson Pratt og Wilford Woodruff lyttede til og lærte meget af profeten den aften – og år senere hjalp de med at opfylde hans profetiske udtalelse. Det var glorværdige muligheder, disse mænd havde for at observere, lære af og følge profeten.
Det er vigtigt for os alle at huske, at vi både kan lære af brødrenes lærdomme og det eksempel, de viser. Overvej nu i lyset af den majestætiske vision om Kirkens fremtidige vækst, som profeten formulerede, hvilken kraft der lå i Joseph Smiths personlige eksempel i udførelsen af dagligdagsrutiner og nødvendige opgaver. George A. Smith beskrev profetens reaktion på de daglige udfordringer under marchen til Missouri i sin dagbog.
»Profeten Joseph Smith bar sin del af udmattelsen på hele rejsen. Udover at sørge for hæren og ledelsen af den gik han det meste af tiden, og han havde lige så mange blodige vabler og lige så trætte fødder som de andre. Men under hele turen lød der aldrig brok eller klage fra hans mund, selvom de fleste af mændene i hæren klagede til ham om ømme tæer, vabler, lange ture, sparsomme rationer, dårligt brød, dårlige majskager, harsk smør, stærk honning, maddiker i bacon og ost og så videre – ja gøede en hund af nogle af mændene, klagede de også over det til Joseph. Hvis de skulle have slået lejr ved dårligt vand, ville det nok have vakt oprør, men vi var Zions hær, og mange af os var bønneløse, tankeløse, skødesløse, hensynsløse, tåbelige eller djævelske, og alligevel vidste vi det ikke. Joseph måtte bære over med os og undervise os som børn.«12
Joseph var et godt eksempel på det, Alma belærer om: »For prædikeren var ikke bedre end tilhøreren, ej heller var læreren bedre end eleven … og de arbejdede alle, enhver i forhold til sin styrke« (Alma 1:26).
Siden jeg blev kaldet som generalautoritet, har jeg prøvet på at observere og lære af nogle af mine brødre, som har oplevet alderen tynge eller skånselsløse fysiske begrænsninger og konstant smerte. I kan og kommer aldrig til at vide, hvilken personlig og stille lidelse nogle af disse mænd gennemlever, samtidig med at de tjener offentligt af hele deres hjerte, sjæl, sind og styrke. Jeg har tjent med og iagttaget præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008), præsident James E. Faust (1920-2007), ældste Joseph B. Wirthlin (1917-2008), præsident Boyd K. Packer (1924-2015), ældste L. Tom Perry (1922-2015), ældste Richard G. Scott (1928-2015) og andre apostelkolleger, hvilket har givet mig styrke til tydeligt og myndigt at sige, at de brødre, jeg tjener med, er krigere – ædle og store åndelige krigere – i ordets mest sande og beundringsværdige betydning. Deres tålmodighed, udholdenhed og mod gør dem i stand til at »trænge [sig] frem med standhaftighed i Kristus« (2 Ne 31:20) og det er et eksempel til efterlevelse.
Præsident Lee advarede også om en anden generel prøvelse, der griber om sig i denne generation: »Vi gennemgår også en anden prøvelse nu – en periode med det vi kan kalde sofisteri. Det er en tid, hvor der er mange dygtige mennesker, der ikke er villige til at lytte til Herrens ydmyge profeter … Det er en ret alvorlig prøve.«13
Prøvelsen med sofisteri er en følgesvend til velstands- og bekvemmelighedsprøven. Det er så vigtigt for enhver af os at observere, lære af og følge brødrene.
»Hvem er for Herrens sag?« Nu er tiden inde til at høre og give agt på de levende apostles og profeters råd, de er kaldet af Gud i disse sidste dage til at føre tilsyn med og lede hans værk på jorden. Nu er tiden inde til at vise, at vi tror på, at Guds »ord ikke [skal] forgå, men de skal alle blive opfyldt, hvad enten det er ved [hans] egen røst eller ved [hans] tjeneres røst, det er det samme« (L&P 1:38). Nu er tiden inde. Nu vil det vise sig!
Vores egen Zions hær
På et vist punkt i vores liv vil vi hver især blive opfordret til at marchere med i vores Zions hær. Tidspunktet for invitationerne kan variere, og de forhindringer, vi vil møde på turen, vil heller ikke være ens. Men vores vedholdende og fortsatte svar på dette uundgåelige kald vil i sidste ende besvare spørgsmålet: »Hvem er for Herrens sag?«
Tiden er inde til at vise det i dag, i morgen og for evigt. Må vi altid huske de relevante lektier om at afprøve, sigte og forberede sig og at observere, lære af og følge brødrene.