Murilo Vicente Leite Ribeiro

Goiânia i Brasilien

Da Murilo blev døbt som 16-årig, var hele hans familie imod det. Da han modtog en missionskaldelse, smed hans forældre hans kirketøj ud og forhindrede ham i at tjene på en mission. Han hjalp med tiden sin familie til at tilslutte sig Kirken, men han følte sig stadig uværdig, fordi han ikke tjente på en mission.

Cody Bell, fotograf

Jeg blev præsenteret for Kirken, da jeg var 14 år gammel. Mine venner var medlemmer og præsenterede mig for missionærerne. Til at begynde med accepterede jeg ikke deres budskab, fordi min familie allerede tilhørte en anden kirke.

To år senere blev jeg spurgt om, jeg havde lyst til at spille fodbold ved siden af kirken. Jeg kunne virkelig godt lide fodbold, og jeg ønskede at spille. Jeg blev også inviteret til at deltage i seminar. Jeg blev interesseret i Kirken.

Jeg talte med missionærerne, og de underviste mig om det første syn. Dette ændrede mit liv. Jeg blev bevæget, lige så snart de begyndte at tale om det. Jeg græd foran dem. Jeg blev rørt og følte en dejlig ånd. Jeg accepterede deres invitation til at blive døbt efter den første lektion.

Mine forældre var imod Kirken og overværede ikke min dåben. Det var en meget svær tid for mig. Min bror Joaquim var den eneste i min familie, der var med mig den dag.

Efter min dåb gennemgik jeg mange vanskeligheder. Jeg troede på det gengivne evangelium, men min familie havde endnu ikke samme forståelse. Jeg forsøgte at forklare det for dem, men mine forældre forstod det ikke. Jeg fortsatte med at komme i kirke, selvom mine forældre mente, at jeg glemte familien. Sandheden var, at jeg ønskede, at de kom i kirke med mig.

Da tiden for min mission kom, følte jeg mig forberedt. Jeg havde deltaget i seminar i to år, jeg deltog i en missionærforberedelsesklasse, og jeg gik til institut. Jeg følte mig åndeligt stærk på det tidspunkt, men mine forældres modstand tog til. Hele min familie var involveret i at prøve på at få mig væk fra Kirken.

Jeg indsendte mine missionspapirer, og jeg blev kaldet til at tjene i Recife-missionen i Brasilien. Jeg fortalte mine forældre, at jeg skulle til Recife og repræsentere Jesus Kristus som missionær. Min far skændes med mig, og min mor gik så langt, at hun smed mit søndagstøj og mine bøger ud. De var meget vrede.

Jeg tog ikke på mission. Det var den sværeste tid i mit liv. Jeg havde et ønske om at tage på mission, men jeg stod overfor stor modstand. Jeg gjorde intet forkert, men jeg blev mismodig og deprimeret, og jeg led stadig under forfølgelse derhjemme. Mine forældre håbede på, at jeg ville give op og ikke gå i kirke mere.

Det var svært for mig at være en ung mand og ikke være på mission. Jeg følte mig ringere end mine venner, der allerede var taget af sted på mission, og jeg følte mig alene i Kirken. Nogle troede, at jeg ikke var taget af sted, fordi jeg ikke var værdig. Men jeg gjorde mit bedste for at forblive fast i troen.

I den periode mødte jeg Kelly, som ville blive min hustru. Da jeg mødte hende, aftog min depression og jeg var i stand til at se mig selv som Guds barn. Kelly var ikke medlem af Kirken, da vi begyndte at date. Vi blev snart gift, og efter en måned døbte jeg hende. Vi blev beseglet i templet et år efter. Det var et særligt og helligt øjeblik for mig.

Da vores første barn Rafael blev født, navngav vi ham i kirken. Mine forældre kom til navngivelsen. Det var første gang, de nogensinde var i kirken. De begyndte at få missionærlektionerne i deres hjem. Jeg fik til sidst privilegiet at døbe mine forældre og min lillebror.

Det var sjovt, fordi min far var meget systematisk omkring det. Han sagde: »Min søn, hvornår døber du mig?« Da han blev døbt, førte jeg ham op fra vandet, og han gav mig et kram. Det var et meget særligt øjeblik i mit liv!

Nogle år senere mødte jeg ældste Jairo Mazzagardi fra De Halvfjerds, da han kom for at reorganisere vores stav. Han spurgte mig om min mission.

Ældste Mazzagardi sagde: »Bror Murilo, jeg kan se, at du blev døbt, da du var 16, men du var ikke på mission.«

»Jeg var ikke på mission,« sagde jeg og begyndte at græde.

»Men jeg gør alt for, at Herren vil tilgive mig. Jeg har tjent som grenspræsident i syv måneder, og jeg forsøger at være missionær og yde mit bedste. Jeg arbejder hårdt på at hjælpe andre. Jeg ønsker, at Herren tilgiver mig. Jeg ønsker ikke, at dette skal være en skamplet på den yderste dag.«

»Bror Murilo,« sagde han, »se dig ikke tilbage, kig fremad. Den, som ser tilbage, går baglæns, og den, der kigger fremad, går fremad. Du er ren.«

Jeg blev lykkelig over at høre dette, og jeg kunne ikke holde glædestårerne tilbage. Da var det, at jeg efter mange år kunne mærke Herrens fred.

Det føltes som om, at en kæmpe vægt blev løftet fra mine skuldre.

Han sagde, at jeg skulle komme tilbage sammen med min hustru, og han kaldte mig som stavspræsident.

Ældste Mazzagardi sagde så: »Dine oplevelser vil hjælpe dig i kaldelsen som stavspræsident. Du vil være i stand til at hjælpe unge, der har vanskeligheder, eller som ikke har deres forældres støtte. Du fik ikke muligheden for at tjene på en mission, men dette er din mission nu. Du vil hjælpe unge med at tage på mission.«

Som stavspræsident er det et af mine primære mål at hjælpe unge mænd og unge piger til at forberede sig på at tage på mission. Herren har givet mig de rette ord på de rigtige tidspunkter for at tale med disse unge. Jeg er taknemlig for, at Herren har givet mig mulighed for at hjælpe andre med at vælge at tage på mission.