Hjertesorg og håb: Når en ægtefælle ser pornografi
Syv fremgangsmåder, hvorved en ægtefælle til en pornografiafhængig ikke blot kan overleve hjertesorg, men også se et løfte om håb.
Udsnit af De finder det tabte og Minders mål, af Brian Kershisnik
Amy traf de valg, enhver forælder ønsker for sine børn. Hun blev beseglet i templet, efter hun havde fået en stærk åndelig tilkendegivelse om at gifte sig med ham, der blev hendes mand.
Inden de blev gift, havde hendes kommende mand også truffet et modigt valg og tilstået overfor hende, at han havde gjort brug af pornografi.
Der gik mindre end et år, inden Amy fandt ud af, at hans kamp med pornografien ikke var noget, der blot hørte fortiden til. Da de havde været gift i tre år – og havde en otte måneder gammel baby – led Amy den tort og ubegribelige smerte, at hendes mand havde en affære og derfor blev udelukket af Kirken.
Hvordan overlevede Amy den hjertesorg? Hvad gør de mange andre kvinder og mænd, der står i lignende omstændigheder for at overvinde smerten?
Mange ægtefæller og andre familiemedlemmer til pornografiafhængige har haft nytte af og fundet håb i visse fremgangsmåder på deres egen og andres rejse. Og de har modigt delt deres historier.
Kirkens hjemmeside OvercomingPornography.org betegner syv af disse fremgangsmåder som »afgørende fremgangsmåder«. Disse fremgangsmåder – der anvendes i folks egen takt og på deres egen personlige måde – har for mange vist sig at være afgørende for en følelsesmæssig, psykisk og åndelig heling.
1. afgørende fremgangsmåde: Italesæt traumet ved at blive svigtet
Handler om at lære om og italesætte traumet, selvbebrejdelsen og andre reaktioner en person kan have, når man opdager, at ens ægtefælle benytter sig af pornografi.
Da Eva opdagede, at hendes mand beskæftigede sig med pornografi, fik hun en »dyb følelse af smerte, vrede, hjertesorg, depression og besættelse«. Besættelse er faktisk en udbredt følelse for alle, der oplever svigtet ved, at ens ægtefælle benytter sig af pornografi, og Evas reaktionsmønster på disse stærke følelser er ikke ualmindeligt. Hun blev besat af tanken om, hvad hendes mand gjorde. Hvor var han? Hvem talte han med? Hvad lavede han? Hans afhængighed af pornografi og sex blev kernen i hendes liv, og hun ønskede desperat at reparere ham i den tro, at kunne hun få alle hans problemer under kontrol, så ville de være lykkelige.
Da Jamie fandt ud af, at hendes mand brugte pornografi, reagerede hun med et forståeligt ønske om at kunne kontrollere, hvad end hun kunne. Hun tænkte, at kunne hun bare arrangere sin mands liv, så ville han ikke søge umiddelbar tilfredsstillelse gennem pornografi, og han ville derfor ikke have andet valg end at vælge retfærdighed. Hun lavede daglige lister til ham over, hvad han kunne gøre for at have det sjovt, og hvilke opgaver han skulle udføre.
Det blev et afgørende øjeblik på Jamies rejse, da hendes biskop blev inspireret til at fremhæve dette og sagde: »Jamie, det er ikke din skyld. Du gør ikke noget, som gør, at han ser pornografi. Det er noget, han vælger.« Og akkurat som hun ikke var årsagen til, at han så pornografi, kunne hun heller ikke være årsagen til, at han holdt op med det. Intellektuelt vidste Jamie godt, hvad hendes biskop sagde, men efter hans påmindelse stoppede hun med listerne. »Jeg opgav at prøve at kontrollere hans adfærd og prøve at tvinge ham til at være retfærdig – og jeg fokuserede på mig selv.« Som følge deraf tillod Jamie sig selv at mærke sin smerte og arbejde på sin egen bedring.
Da Jamie var nået frem til den indsigt, kæmpede og faldt Jon ofte, men han tog ansvar for sine egne handlinger. Og efterhånden som de begge arbejdede på deres egen heling, opdagede Jon og Jamie, at de kom sig bedre både hver for sig og som par.
2. afgørende fremgangsmåde: Find et trygt sted at tale om det
Handler om at finde forståelse, støtte og godkendelse ved at tale om det de rigtige steder.
Et andet vendepunkt for Jamie og Jon kom, da et af deres børn havde brug for en velsignelse. De ringede til deres hjemmelærer, som modigt fortalte, at han selv søgte hjælp for at overvinde sin afhængighed af pornografi. Han tilbød at finde en anden, der kunne give den velsignelse. Den åbenhed gjorde den skam, som Jon og Jamie følte over deres situation, lettere at bære, og Jon følte sig endelig tryg nok ved at tale med en anden end Jamie om sin afhængighed.
Da hjemmelærerens hustru tilbød at tale med Jamie, kunne Jamie ikke se pointen med det, eftersom det ikke ville helbrede Jon – for på det tidspunkt var det hendes mål. Men da Jamie havde mødtes med hjemmelærerens hustru, følte hun sig alligevel lettere til mode. Ingenting havde ændret sig. Jon kæmpede stadig, men hun var lettet over, at der var en anden, der vidste, hvad hun gik igennem, og at hendes verden var ikke sunket i grus.
3. afgørende fremgangsmåde: Genopbyg den åndelige tillid
Handler om at føle og følge Helligåndens tilskyndelser og forny sin tillid til Gud.
Da Amy måtte se i øjnene, at hendes mand blev udelukket, vidste hun, at Frelseren ville afbøde den knusende byrde, hun følte. Men, som hun siger, vidste hun ikke, hvordan hun »skulle bygge bro over den kløft, der var imellem det sted, hvor jeg stod, og Jesu Kristi helende kraft.« Hvordan skulle hun overhovedet kunne finde – endsige bygge – en bro?
Til at begynde med prøvede hun at dulme sin smerte ved at holde et årvågent øje med sin mand og trygle Herren om at helbrede ham. Men en dag ændrede en åndelig tilskyndelse alt: Amy indså, at det ikke er en del af vor himmelske Faders plan at kontrollere andres adfærd, og det hjalp hende heller ikke med at komme Frelseren nærmere. Så det største, hun var nødt til at gøre, var, som hun siger, at begynde på sin egen helingsrejse – og lade sin mand ordne sin. Hun kom gennem inspiration fra Ånden til at forstå, at hun var nødt til at lade være med at leve sit liv som en reaktion mod pornografi og stole på Jesu Kristi muliggørende kraft og på, at hans forsoning kunne styrke og velsigne hende.
Når Amy ser tilbage, kan hun se, at hendes gransken af sin mands gøren og laden på intet tidspunkt bidrog med en følelse af fred. Livet »var en konstant uro,« siger hun. »Og den eneste fred, jeg fandt, var, da jeg indså, at vor himmelske Fader havde en plan for min mand og jeg.« Da hun brugte sin handlefrihed til at vende sig til Gud og søge hans hjælp, »kom hjælpen« og den kløft, hun havde følt, at der var mellem hendes smerte og Frelserens hjælp, føltes ikke længere så bred, og smerten ej heller så tung mere.
4. afgørende fremgangsmåde: Søg hjælp
Det gælder om at finde en vej til heling ved hjælp af ressourcer som faglitteratur, en kvalificeret terapeut, en mentor eller et anerkendt rehabiliteringsprogram.
Udsnit af Hun finder det tabte, af Brian Kershisnik
Efter 25 års ægteskab fandt Gina ud af, at hendes mand benyttede sig af pornografi og var hende utro. Gina ringede rystet til sin biskop. Hun opdagede snart, at han var en forstående lytter, som lod hende græde, når hun havde brug for det – det var en velsignelse, som hun godt vidste, at det ikke var alle i hendes situation, der havde.
Gina husker, at hendes biskop ved et af deres første møder rådede hende til »straks at få terapi, ikke på grund af mit ægteskab eller min mand, men for at jeg havde en solid støtte, når jeg skulle tackle de udfordringer, der lå forude. Han ønskede, at jeg følte, at der blev draget omsorg for mig, og han vidste, at han ikke havde den måske fornødne baggrund. Han så min depression og angst og rådede mig til at tale med min læge om, hvilken medicin jeg eventuelt kunne få.«
Gina deltog i nogle få år regelmæssigt i støttegrupper og terapi og søgte familiens hjælp – sommetider ved at bede dem om at bede for hende, når hun havde det sværest. Hun siger: »Jeg har lært, at vor himmelske Fader aldrig vil efterlade mig i mørket.«
5. afgørende fremgangsmåde: Vær åben og ærlig
Handler om, at man regelmæssigt taler med sine nære og kære om en personlig helings- og bedringsrejse og gør det på en åbenhjertig og pålidelig måde.
Melissa besluttede sig for at give sit ægteskab endnu en chance, selvom de var kommet på afstand af hinanden. Det var i den forbindelse, at hendes mand, Cameron, ærligt fortalte hende om sit brug af pornografi. På hendes opfordring indvilligede han i at fortælle det til biskoppen, og senere talte de begge med deres forældre. Men, som Cameron forklarer: » Det tog to år endelig at indse, at der lå mere i omvendelse end at fortælle nogle få mennesker om det og bede en bøn.« Han var nødt til at lære, at det ikke var nok at lade være med at se på pornografi. For virkelig at blive rehabiliteret måtte han vende sig til Gud og finde en sund måde at håndtere den stress, frygt, skam og angst på, der udløste hans trang til at se pornografi.
Efter et tilbagefald indvilligede Cameron i at deltage i et afvænningsprogram, og med tiden kom han til at forstå, at Frelseren ikke opgiver os så snart, vi har begået en fejltagelse.
Ved at gennemgå et tolv-trins-program føler Melissa, at hendes familie endelig har værktøjerne til at bevæge sig fremad. Melissa husker, hvor svære møderne i tolv-trins-programmet var i begyndelsen, men hun blev motiveret af en mødeleder, der foreslog hende at prøve det i 90 dage. »Hvis du ikke kan lide os, kan du få al din elendighed tilbage.« Melissa indså med tiden, at ligesom hun fandt håb i de andres historier, så kunne hun måske hjælpe andre til at føle håb ved at fortælle om sine oplevelser.
Melissa plejede at tro, at dersom hun blev i sit ægteskab, ville hun være nødt til at lade som om, hun var lykkelig. Det ændrede sig, da hun indså, at Frelseren så potentiale i hende, i Cameron og alle vor himmelske Faders børn. Han lægger alt, han er – verdens lys og liv – i at frelse os og give os endnu en chance. Melissa siger, at hun takket være Frelseren nu kan smile ægte og på en måde, der siger, at hun er glad for at være i live.
6. afgørende fremgangsmåde: Sæt grænser
Handler om at sætte passende grænser for pornografibrugeren og etablere en struktur, der gør det muligt at fungere og blive helet.
Et godt stykke inde på deres rejse opdagede Jon og Jamie, hvor nyttigt det var at sætte grænser, og dem har de stadig i dag – efter en lang god periode – på grund af den sindsro, som de grænser giver. Jamie siger, at det at sætte grænser »beskyttede hendes hjerte,« da hun var mest sårbar.
Hun og Jon blev enige om, at der var en passende tid og måde at drøfte de ting, der handlede om tilbagefald, på. De blev enige om ikke at bekrige hinanden på sms, men at tale sammen ansigt til ansigt. De blev også enige om at tage en pause og tale sammen senere, hvis diskussionen var ved at glide over i et skænderi.
Mange af Jon og Jamies grænser handler om, hvordan de kommunikerer, men nogle af deres grænser handler også om betingelser, hvor de aftaler, hvilke konsekvenser bestemte handlinger skal have. Ifølge Jamie gør det, at de ikke føler, at livet er så kaotisk.
7. afgørende fremgangsmåde: Drag omsorg for dig selv
Handler om at tillægge sig daglige rutiner, som heler og nærer sindet, kroppen og ånden.
Udsnit af Udbedring, af Brian Kershisnik
Gina husker, at kort tid efter hun mødtes med sin biskop for første gang, rådede han hende til at gøre nogle få ting, der lød som standardsvar. »Han opfordrede mig venligt til at tage i templet, læse i skrifterne og fortsætte med at bede,« siger hun.
I de svære år, der fulgte, opdagede Gina, at standardsvarene blev en måde, som hun drog omsorg for sig selv på. Skrifterne blev hendes helle. »Jeg læste måske et vers, skrev det ned og prøvede at tænke over, hvad det betød i min situation, og så skrev jeg de tanker ned,« forklarer hun. »Jeg ved mere end nogensinde, at jeg havde brug for at høre Herrens ord og lade det slå dybere rod i min forståelse. Resten af min verden gav ingen mening, men i den tid, hvor jeg var i skrifterne, var der noget, der gav mening – et vers ad gangen.«
På samme måde fik bøn og tempelbesøg en ny betydning. »Da jeg var færdig med at udøse mit hjerte, kunne jeg finde på at sige: ›Nu er det din tur, vor himmelske Fader,‹« mindes Gina. Så ventede hun i stilhed og lyttede. »Selv i de mørkeste stunder,« indså hun, at hun udviklede sig åndeligt, fortæller hun.
Lev i håb
Der er ikke to personers helingsrejse, der er ens, og hver og en er en proces og ikke et mål. Hvad der dog går igen i mange historier er erkendelsen af, at der ikke er nogen grad af brug af pornografi, der er okay eller normal. Når nogle engagerer sig i hyppig anvendelse eller nogen grad af involvering, vil hans eller hendes ægtefælle derfor opleve og føle hjertesorg, svigt, afvisning, skam og manglende selvtillid. Brug af pornografi skader den forbindelse, tillid og kommunikation, der er afgørende for et sundt forhold – hvilket gør det vigtigt for en ægtefælle at søge håb og heling.
Noget andet gennemgående midt i denne bitre oplevelse er mødet med det søde, ikke først efter ægtefællernes prøvelser, men ved med håb at vende sig til Jesus Kristus midt i deres prøvelser.
I dag er Gina skilt og fokuseret på sin og sine børns heling, og hun rækker ofte ud for at hjælpe kvinder i lignende situationer med at finde håb. Melissa og Cameron er stadig gift og arbejder på at leve i bedring. Det gør Jamie og Jon også, og de hjælper aktivt andre par med at finde den heling, de har fundet gennem Frelseren og hans forsoning.
Eva er blevet skilt og deltager regelmæssigt i tolv-trins-programmet, hvor hun finder tryghed og godkendelse i sit rehabiliteringsarbejde. Hun er nået frem til den forståelse, at helbredelsen ligger i at gøre Frelseren til kernen i sit liv og sine bestræbelser, hvor hun engang gjorde sin mands afhængighed til fokus i hendes liv.
Amy og hendes mand er stadig gift – selvom han stadig har tilbagefald. Amy vidner dog om den fred, der kommer, når hun ser generalkonference og tænker: »Hvordan kan jeg overvinde min smerte?« og ikke »jeg håber, at min mand hører det.« Hun ved, at Jesu Kristi helende kraft og hendes tro på forsoningens uendelige kraft giver håb – ikke alene for hendes mand, men også for hende.
En søster, der er blevet ramt af pornografi, taler måske for alle, når hun siger: »Frelseren ønsker ikke, at vi anstrenger os mere, han ønsker, at vi vender os til ham tidligere.« Disse syv afgørende fremgangsmåder hjælper både kvinder og mænd i deres bestræbelser på at gøre netop det.