Undervisning på Frelserens måde
Glæden ved at lære
Tad R. Callister
Søndagsskolens hovedpræsident
Når vi bliver mere lærevillige, vil vi opleve den guddommelige glæde, der kommer af at lære om og efterleve Jesu Kristi evangelium.
Der fortælles en historie om en mand, der var kendt for at være byens døgenigt. Han ville ikke arbejde, og han gad ikke at søge noget. Han levede ganske enkelt af og på andres arbejde. Til sidst havde folk i byen fået nok. De besluttede at føre ham ud af byen og efterlade ham der. Da et bysbarn kørte ham til udkanten af byen, blev han grebet af medfølelse. Måske fortjente den vragede en chance mere. Derfor spurgte han: »Vil du have en tønde korn at starte på?«
Dertil svarede den vragede: »Er det afskallet?«1
Lærere og elever: Fælles ansvar for at bidrage
Sommetider møder vi mennesker, der vil have skriften afskallet – den skal lige være klar til brug, før de gider deltage. De vil gerne have evangeliet i en serie af underholdende lydbidder eller videoklip. De vil gerne have, at søndagsskolelæreren har forberedt sig og mader dem med lektionen, og selv skal de ikke deltage eller bidrage.
I kontrast til det opfordrede Frelseren sine disciple til at gå hjem, fordi de ikke kunne forstå hans ord. Han befalede dem at bede, grunde og »bered[e deres] sind til morgendagen«, hvor han igen ville komme til dem (se 3 Ne 17:2-3).
Af dette kunne man lære, at det ikke kun er lærerens ansvar at komme forberedt, det er også elevens. Akkurat som læreren har ansvar for at undervise ved Ånden, har eleven også ansvar for at lære ved Ånden (se L&P 50:13-21).
I Mormons Bog står der: »For prædikeren var ikke bedre end tilhøreren, ej heller var læreren bedre end eleven; og således var de alle lige« (Alma 1:26, fremhævelse tilføjet).
Her følger nogle forslag til, hvordan vi kan opleve den glæde, der kommer, når vi gør vores del for at lære og efterleve evangeliet.
Læring i hjemmet
Studér skrifterne
Ethvert medlem er selv ansvarlig for at lære evangeliet, vi kan ikke uddelegere det ansvar. Man lærer mest af regelmæssigt studium af skrifterne. Præsident Harold B. Lee (1899-1973) erklærede: »Hvis vi ikke læser skrifterne dagligt, bliver vores vidnesbyrd svagere.«2 Apostlen Paulus konstaterede, at jøderne i Berøa »var mere imødekommende end jøderne i Thessaloniki, de modtog ordet med megen velvilje,« og han nævnte årsagen til denne modtagelighed: [De] granskede dagligt Skrifterne« (ApG 17:11, fremhævelse tilføjet).
Dagligt studium af skriften er en afgørende ingrediens for vores åndelighed. Intet andet kan helt kompensere for, at det ikke er en del af vore daglige rutiner. Af denne årsag bør skriftstudium finde sted på et afsat tidspunkt og ikke bare, når vi har tid tilovers.
Nogle kan måske sige: »Jamen, jeg har ikke tid til at studere skrifterne hver dag med alle de andre pligter, jeg har.« Den udtalelse minder lidt om en historie om to skovhuggere, der ville konkurrere for at se, hvem der kunne fælde flest træer på en dag. Ved solopgang skulle slaget stå. Hver time gik den mindste mand ind i skoven i 10 minutter eller noget i den retning. Hver gang han gjorde det, smilede hans modstander og nikkede, for han var sikker på, at han førte. Den største mand forlod aldrig sin post, han holdt ikke op med hugge og tog ikke en pause.
Da dagen var til ende, blev den største af mændene chokeret over at opdage, at modstanderen, som tilsyneladende havde spildt så meget tid, havde fældet langt flere træer, end han havde. »Hvordan bar du dig ad med det, når du tog så mange pauser?« spurgte han.
Vinderen svarede: »Jeg sleb min økse.«
Hver gang vi studerer skrifterne, sliber vi vores økse i åndelig forstand. Og det mirakuløse i det er, at når vi gør det, så bliver vi i stand til at bruge resten af vores tid vist.
Forbered jer på forhånd
Studier har vist, at det kun er minoritet i Kirken, der læser i skriften på forhånd som forberedelse på diskussionen i Søndagsskolens klasser. Det kan vi alle være med til at ændre på. Vi kan tage vores indlæringsansvar på os ved at komme bedre forberedt til klassen, have læst skriftstederne og være klar til at tage del. Vores forberedelse kan være en åndelig gave, vi giver til alle i klassen.
Læringsprincipper i klassen
Deltagelse i klassen
Buddet om at åbne munden (se L&P 60:2-3) gælder ikke kun i missioneringssituationer, men også i klasseværelset. Når vi deltager, indbyder vi Ånden, som kan vidne om sandheden i vore kommentarer og oplyse vores sind med yderligere indblik. Derudover kan vores deltagelse inspirere andre og således opmuntre dem til at deltage.
På den måde følger vi et undervisningsprincip, som Herren har belært om: »Lad én tale ad gangen, og lad alle lytte til hans ord, så at alle, når alle har talt, må være blevet opbygget af alle« (L&P 88:122; fremhævelse tilføjet). Sommetider er deltagelse i klassen ikke let, det kræver, at vi træder ud over vores tryghedszone. Men alle i klassen vokser ved, at vi gør det.
Nedskriv indtryk
I nogen tid har jeg taget tomme noteskort med i kirke og søgt efter doktrinær indsigt eller åndelige indtryk, som jeg kan skrive ned. Jeg kan ærligt sige, at jeg er blevet rigt belønnet. Denne tilgang har ændret mit perspektiv. Jeg har fået fokus på, og der er sket et skub i min indlæring, og det har øget min deltagelse i kirken.
Hvorfor er det så vigtigt at nedskrive de åndelige oplevelser, vi får i kirken og andre steder? Forestil jer et øjeblik en mor, der taler med sin teenagesøn, og han på et tidspunkt i samtalen siger: »Mor, det er et virkelig godt råd.« Derefter hiver han en notesbog frem og begynde at skrive de tanker ned, han har haft under deres samtale. Når moderen først er kommet sig over chokket, vil hun så ikke have lyst til at give ham flere?
Der er ingen tvivl om, at det samme gør sig gældende for vor Fader i himlen. Når vi skriver de indtryk ned, som han giver os, er han mere tilbøjelig til at give os mere åbenbaring. Derudover synes mange af de indtryk, vi modtager, først som små frø, men når de næres, og vi tænker over dem, kan de vokse og blive til åndelige egetræer.
Profeten Joseph Smith talte om vigtigheden af at skrive indsigt og indtryk ned: »Hvis I … fortsætter med at drøfte vigtige spørgsmål … og ikke får skrevet dem ned … vil Ånden måske trække sig tilbage, fordi I har negligeret at nedskrive disse ting, når Gud har åbenbaret dem, fordi I ikke har regnet dem for mere værd … og dermed er, eller var, en umådelig kundskab af uendelig vigtighed, som nu er gået tabt.«3
Glæden ved at lære
At lære er langt mere end et guddommeligt ansvar. Det kan også være en udsøgt glæde.
Ved en lejlighed blev den gamle matematiker Arkimedes af kongen bedt om at afgøre om kongens nye krone var af rent guld, eller om guldsmeden uærligt havde erstattet noget af guldet med sølv. Arkimedes overvejede sagen og kom til sidst frem til et svar. Han blev så lykkelig over det, han opdagede, at han ifølge myten løb omkring i byen og råbte: »Heureka! Heureka« som betyder »jeg har fundet det! Jeg har fundet det!«
Så stor var hans glæde over at have opdaget et videnskabeligt princip, så hvor meget større glæde vil der ikke være i at opdage sandheder i Jesu Kristi evangelium – de sandheder, som ikke alene informerer, men frelser os. Af denne årsag sagde Frelseren: »Sådan har jeg talt til jer, for at … jeres glæde [kan] blive fuldkommen« (Joh 15:11). Og »alle gudssønner råbte af fryd« (Job 38:7) af samme årsag, da de lærte om frelsesplanen. Akkurat som frø har en iboende kraft til at vokse, så har evangeliets sandheder en iboende kraft til at give glæde.
Det er ikke blot et guddommeligt bud at stræbe efter at lære (se L&P 88:118), men det er også en guddommelig stræben. For hver gang vi studerer skriften, kommer lidt bedre forberedt til klassen, deltager i klassediskussionerne, stiller spørgsmål og nedskriver hellige tilskyndelser, bliver vi mere som Gud, og således øges vores evne til at opleve den glæde, han føler.
Må vi alle stræbe efter at blive mere lærevillige, mere guddommelige elever – i hjemmet, i klassen og hvor vi end er. Og må vi ved at gøre det opleve den guddommelige glæde, der kommer af at lære om og efterleve Jesu Kristi evangelium.