Budskab fra Det Første Præsidentskab
Løftet om hjerter, der vender sig mod slægten
Min mor, Mildred Bennion Eyring, voksede op på landet i byen Granger, der ligger i Utah i USA. En af hendes brødre, Roy, fulgte i familiens fodspor med at opdrætte kvæg. Som ung mand var han hjemmefra i flere uger. Med tiden blev han mindre interesseret i Kirken. Til sidst flyttede han til Idaho, blev gift og fik tre børn. Han døde i en alder af 34, da hans hustru var 28 år og børnene var små.
Selvom Roys lille familie boede i Idaho, og min mor var flyttet 4.000 km væk til New Jersey, skrev hun ofte breve til dem, der var fyldt med kærlighed og opmuntring. Min onkels familie omtalte kærligt min mor som »tante Mid«.
Årene gik, og en dag modtog jeg et opkald fra en af mine kusiner. Jeg fik at vide, at Roys enke var gået bort. Min kusine sagde, at »tante Mid ville have ønsket, at du fik besked.« Tante Mid var selv gået bort for længe siden, men familien følte stadig hendes kærlighed og rakte ud til mig med beskeden.
Det slog mig, hvilken stor rolle min mor havde spillet i sin familie, ligesom de nefitiske profeter havde spillet en rolle i deres familie ved at holde sig tæt på deres slægtninge, som de ønskede tog imod Jesu Kristi evangelium. Nefi førte en optegnelse, som han håbede på ville have indflydelse på sine brødres efterkommere og få dem til at vende tilbage til den tro, som deres patriark, Lehi, havde haft. Mosijas sønner udviste samme kærlighed, da de forkyndte evangeliet for Lehis efterkommere.
Herren har sørget for, at vi kan føle kærlighed i familien, der kan fortsætte i evighederne. Unge i Kirken føler i vore dage deres hjerte vende sig mod deres familie. De søger efter navne på familiemedlemmer, der ikke fik mulighed for at modtage frelsens ordinancer i dette liv. De tager disse navne med til templet. Når de træder ned i dåbens vande, har de mulighed for at føle kærlighed fra Herren og fra de familiemedlemmer, som de udfører de stedfortrædende ordinancer for.
Jeg mindes stadig den kærlighed, der lå i min kusines stemme, da hun ringede og sagde: »Vores mor er gået bort, og tante Mid ville have ønsket, at du fik besked.«
De af jer, der udfører ordinancer for familiemedlemmer, rækker ud i kærlighed, som Mosijas sønner og profeten Nefi gjorde det. I vil, som de, føle glæde for dem, der tager imod jeres offer. I kan også forvente at føle samme store tilfredsstillelse som Ammon, der sagde følgende om sin missionering blandt fjerne familiemedlemmer:
»Lad os derfor juble, ja, vi vil juble i Herren; ja, vi vil fryde os, for vor glæde er fuldkommen; ja, vi vil prise vor Gud for evigt. Se, hvem kan juble for meget i Herren? Ja, hvem kan sige for meget om hans store magt og om hans barmhjertighed og om hans langmodighed med menneskenes børn? Se, jeg siger jer, at jeg kan ikke beskrive blot det mindste af det, som jeg føler« (Alma 26:16).
Jeg bærer vidnesbyrd om, at den kærlighed, I føler for jeres familiemedlemmer – hvor end de måtte befinde sig – er en opfyldelse af løftet om, at profeten Elias ville komme. Og kom, det gjorde han. Børnenes hjerte vender sig til deres fædre, og fædrenes hjerte vender sig til deres børn (se Mal 3:23-24; JS-H 1:38-39). Når I føler trangen til at finde navnene på jeres forfædre og tage de navne med til templet, oplever I opfyldelsen af den profeti.
Det er en velsignelse at leve i en tid, hvor løftet om hjerter, der vender sig, bliver opfyldt. Mildred Bennion Eyring følte den trang i sit hjerte. Hun elskede sin brors familie, og hun rakte ud til dem. De følte deres hjerte vende sig i kærlighed til tante Mid, fordi de vidste, at hun elskede dem.