2014
LDS Charities indgik ved begivenhed i FN
Juli 2014


LDS Charities emne for et arrangement i FN

Arbejdet, som udføres gennem LDS Charities, var for nylig emnet for en paneldebat ved FN’s hovedkvarter i New York i USA. Begivenheden »Discovering Mormonism and Its Role in Humanitarian Assistance« var en del af en serie med navnet Focus on Faith og var støttet økonomisk af en uafhængig gren af FN’s informationsafdeling.

»Denne serie har til formål at tilbyde en bredere forståelse for, hvorledes forskellige trosretninger deler fælles og grundlæggende principper såsom tolerance, gensidig respekt for anderledes tænkende og ønsket om forsoning og fredelige løsninger på stridigheder,« fortalte panelets ordstyrer, Felipe Queipo, en medarbejder ved FN’s informationsafdeling, som også er medlem af Kirken fra Spanien.

»At tage sig af de fattige er en grundlæggende pligt for alle, som ærer Gud og broder- og søsterfællesskabet – at tjene hinanden, opløfte, velsigne og afhjælpe lidelse, uanset hvilken religiøs overbevisning, social filosofi, nationalitet, stamme, køn eller baggrund man tilhører eller vedkender sig,« sagde Sharon Eubank, leder af LDS Charities, som deltog i debatten.

I sine bemærkninger gennemgik hun også formålet for LDS Charities, som er at afhjælpe lidelse, fremme selvhjulpenhed og give mulighed for at tjene for familier af alle nationaliteter. Hun fortalte endvidere, at fokusområderne er rent vand, genoplivning af for tidligt fødte, øjenklinikker, distribution af rullestole, vaccinationer, fødevarer og katastrofehjælp.

Andre deltagende sidste dages hellige var Ahmad S. Corbitt, leder for Kirkens New York-kontor for Information og internationale anliggender, og John P. (Phil) Colton, der tjener med sin hustru Barbara, som LDS Charities’ repræsentant i FN.

Bror Corbitt udtalte, at der findes mennesker indenfor alle religioner, som har »ønsket om at gøre godt mod andre«, idet han lagde særlig vægt på vigtigheden af samarbejde. Bror Colton forklarede, at LDS Charities i 2013 stillede hjælp til rådighed for næsten to millioner mennesker fordelt på 132 lande.