Jeg kan gøre det!

Roy Atkin, Californien, USA

Det var en aften ved juletid, og et tykt lag sne dækkede jorden. I flere måneder havde min makker og jeg trodset det kolde tyske vejr, banket på døre og uddelt eksemplarer af Mormons Bog. Selv 15 år efter at 2. verdenskrig var endt, var mange tyskere på vagt over for amerikanere.

Men den aften skulle Ingeborg Bienmuller døbes. Men på den lange bustur til den amerikanske base, var hun dog meget stille. Jeg kunne fornemme hendes voksende bekymring.

Da vi nærmede os stoppestedet, vendte Ingeborg sig mod os og sagde: »Ved I, hvor svært det her er for mig? De allierede styrker dræbte min mand under krigen, og bombeangrebene slog mange andre familiemedlemmer ihjel.«

Hun tog sig til benet. »Jeg blev ramt af granatsplinter fra en bombe. Mit ben vil aldrig hele. Jeg ved ikke, om jeg kan gå derind.«

Vi sad helt stille, mens hendes ord sank ind og bussen nåede stoppestedet. Ingeborg sad helt stiv. Mit hjerte hamrede. Jeg bad til, at hun ikke ville ombestemme sig af frygt.

Så rejste hun sig fra sædet og erklærede: »Min himmelske Fader har givet mig et vidnesbyrd om genoprettelsens sandhed. Jeg ved, at Mormons Bog er sand. Jeg kan gøre det! Ældste Atkin, vær sød at hjælpe mig med at gå.«

Vi gik den lange tur til porten, Ingeborg havde svært ved at trække vejret, da vi gik forbi vagterne. Vi skiftede til vores hvide tøj og fandt basens svømmepøl. Svømmepølen blev et helligt sted, og freden faldt over os. Bekymringen på Ingeborgs ansigt blev til glæde, da hun trådte ned i vandet og blev døbt som medlem af Kirken.

»Den aften, hvor ældsterne efterlod mig et eksemplar af Mormons Bog, var jeg henrykt,« fortalte hun på turen hjem. »Jeg blev oppe og læste, indtil jeg nåede til Mosija 18, hvor Alma inviterer folket til at blive døbt: ›Se, her er Mormons vande … og se, eftersom I nu nærer ønske om at komme ind i Guds fold og blive kaldt hans folk … hvad har I da imod at blive døbt?‹« (Mosi 18:8, 10).

Hun fortsatte mildt: »Jeg faldt i søvn, mens jeg læste disse ord og havde en drøm. Jeg stod tæt på en smuk sø, der kunne ligne Mormons vande. På den anden side af vandet stod der mennesker klædt i hvidt – min familie! Min mand, der var blevet dræbt i krigen, stod og smilede og sagde, at jeg skulle lade mig døbe«

Den aften blev søster Bienmuller medlem af Würzburg Gren og en af de mange i Tyskland, der til sidst overvandt deres frygt og tilsluttede sig Kirken.