2009
På vagt mod indre farer: Legenden om Mixco Viejo
August 2009


På vagt mod indre farerLegenden om Mixco Viejo

Byron Iquic holder en pause i svejsningen, løfter sine beskyttelsesbriller op og tørrer sveden af panden. Præsident Iquic, der er præsident for San Juan Gren i Florida Stav i Guatemala City, bygger et nyt hjem til sin hustru Etelvina og deres fire børn.

Han elsker sin familie og ønsker, at huset skal være bekvemt, men det skal også være trygt og solidt. Låse, lys og et solidt tag og stærke vægge er blot nogle af de elementer, som skal beskytte hans familie mod mennesker og natur.

Han holder en pause i sin tale om at beskytte sin dyrebare familie. Fordi præsident Iquic er bekendt med legenden om Mixco Viejo, forstår han, at uanset hvor godt huset holder det uønskede ude, så kan den største trussel mod hans familie komme fra det, de selv lukker ind.

Mixco Viejos fald

Mixco Viejo, en ruinby, som ligger i nærheden af Iquics hjem, blev grundlagt så tidligt som 900 e.Kr. Inden byens fald for 500 år siden, må den have været et imponerende syn. Den befæstede by var anlagt på en række højdedrag omgivet af stejle skrænter. Arkæologer anslår, at byen engang rummede 1500 indbyggere, med yderligere 7000 i de omkringliggende dale.

Visse dele af beretningen om Mixcos fald er usikre, men legenden er informativ. I 1525 belejrede den spanske conquistador, Pedro Alvarado, Mixco Viejo. Spanierne og deres indfødte forbundsfæller forsøgte i mere end en måned at indtage byen, men led svære tab. Mixco Viejo derimod forblev et tilsyneladende uindtageligt hjem for sine indbyggere.

Men ifølge legenden var der en anden vej ind – en hemmelig gang, som førte ind i byen fra en grotte et stykke vej derfra, en passage, som Mixco Viejos folk ikke havde set noget behov for at forsvare, fordi den var så lille og godt skjult.

Spanierne fandt den. De udnyttede den lille åbning, som folket havde efterladt uforsvaret, og overraskede byens indbyggere indefra og lagde Mixco Viejo i ruiner.

Erkend svagheder

Præsident Iquic mener, at hjem og familier minder om Mixco Veijo – under åndelig belejring af Satan, som »fører … krig mod Guds hellige og omringer dem på alle sider« (L&P 76:29).

»Fjenden søger altid efter en vej ind,« siger præsident Iquic. »Han må ikke finde os sovende.«

Ingen fysisk eller åndelig mur kan holde en fjende, der finder en ubevogtet dør, ude. Guds profeter har advaret om farerne ved de huller, som fjenden kan trænge ind ad, uanset hvor stærk muren er. Mange af disse døre har noget at gøre med det, vi ser, lytter til eller bruger vores tid på. Men når vi har hørt de profetiske advarsler, er det stadig op til os at afgøre, hvad vi vil gøre.

Styrk vore familier

Helligånden er afgørende, når vi skal bedømme, om det vi gør styrker eller svækker os.

»Måden at dømme på er så tydelig … som dagens lys er forskellig fra nattens mørke,« forkyndte Mormon. »For se, Kristi ånd er givet til enhver, så han kan kende godt fra ondt« (Moro 7:15-16).

»Vi har brug for Helligånden som vejleder,« siger præsident Iquic. »Vi bør fylde vores liv med det, der indbyder Helligånden, og fjerne det, der krænker ham.«

»Standarden er klar,« sagde ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum. »Hvis noget, vi tænker, ser, hører eller gør fjerner os fra Helligånden, bør vi holde op med at tænke, se, høre eller gøre det … At tage ›den hellige Ånd til [vores] vejleder‹ (L&P 45:57) er muligt og nødvendigt for vores åndelige vækst og overlevelse i en stadig mere ugudelig verden.«1

Genopbyg murene

I dag stræber folk efter at bevare og genopbygge Mixco Viejos ruiner – en vanskelig opgave efter 500 år.

Præsident og søster Iquic stræber efter at bevare deres familie og værne den mod verden, også en vanskelig opgave, men muligt takket være familiebøn (se L&P 10:5), familiestudium (se 1 Ne 15:23-24), familieaften (se 2 Ne 25:26) og undervisning i vigtigheden af lydighed (se L&P 88:34).

Præsident og søster Iquic underviser også i omvendelse, fordi de forstår at selv efter alt, hvad de og deres familie formår at gøre for at beskytte sig, er der stadig flere døre, end man kan bevogte. Og i et øjebliks svaghed forårsaget af en eller anden forstyrrelse kan nogen bringes til fald.

Som forberedelse på de situationer er præsident og søster Iquic klar over, at de ikke blot må lære deres børn at have tro på Jesus Kristus og hans forsoning, men også på omvendelse (se L&P 68:25, så at deres børn i tilfælde af, at de begår fejltrin, vil erkende hullet i muren og vide, hvordan de skal udbedre det.

»Der vil altid være fristelser,« siger præsident Iquic. »Vi skal erkende vore fejltrin og omvende os hurtigt, ellers vil de hæmme vores fremgang og afholde os fra Åndens beskyttelse.«

Da skumringen falder på, og med Mixco Viejoas fald i tankerne, lægger præsident Iquic sit værktøj væk og kalder sin familie sammen til aftenbøn i det stadig tættere mørke.

Note

  1. Ældste David A. Bednar, »Så vi altid kan have hans Ånd hos os«, Liahona, maj 2006, s. 28.

Udover at stræbe efter at beskytte deres børn mod åndelige farer lærer Byron og Etelvina Iquic også deres børn at omvende sig, hvis en fjende skulle slippe igennem familiens forsvar.

Fotos: Adam C. Olson

Herover: Byron og Etelvina Iquic og deres børn (fra venstre) Briseida, Byron, Glenda og Nelson besøger ruinerne af Mixco Viejo i Guatemala. Ifølge legenden blev den velbefæstede by først erobret, da fjenden fandt en hemmelig indgang.