Ældste Neil L. Andersen: En troens mand
En februaraften i 1968 var Neil Andersen genstand for al opmærksomhed. Han var som high school junior blevet valgt til at repræsentere Idaho i Student Burgesses, et stævne med studerende fra 37 lande og hver af de 50 delstater i USA. De studerende skulle samles i Williamsburg i Virginia for at diskutere de udfordringer, demokratiet stod overfor.
Neil var vokset op på en gård i Pocatello, og det var første gang i den 16-åriges liv, at han havde fløjet med flyvemaskine og rejst så langt væk hjemmefra eller været sammen med så mange kloge og sofistikerede unge.
En aften faldt samtalen på emner fra hele verden, og Neils medlemskab af Kirken var åbenlyst. Nogle af de delegerede begyndte at udfordre ham på hans overbevisning. Den unge Neil var aldrig tidligere blevet stillet så mange spørgsmål om sin tro.
»Jeg husker, at jeg havde bøn i hjertet om, at jeg måtte kunne sige de ting, der skulle siges,« siger han. »Der fulgte et lille mirakel for mig. Jeg fortalte dem mere, end jeg vidste. Jeg følte Herrens kraft, da han vejledte mig gennem nogle svære forklaringer, og jeg skulle fortælle om min dybe overbevisning. Jeg kunne mærke Herrens Ånd, da jeg talte. Til sidst udtrykte de deres påskønnelse og tilkendegav stille deres respekt for det, jeg troede på.
Jeg lærte, at der er en kraft og indflydelse i dette hellige værk, som ligger ud over vores egen, og den er værd at forsvare. Jeg forstod, at dersom vi er oprigtige og trofaste og ›altid [er] rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, [vi] har‹ (1 Peter 3:15), så vil Herren velsigne os ud over vores egen formåen.« Det er sådan ældste Neil L. Andersen har levet sit liv – ved at handle i tro.
En grundvold af tro
Neil Linden Andersen blev født den 9. august 1951, som det tredje af fem børn hos Lyle og Kathryn Andersen. Neils far var studerende og læste landbrugsvidenskab ved Utah State University. Da Neil var tre år flyttede familien til Colorado.
Neils forældre underviste deres familie gennem deres tro og offer. De boede 145 km fra kirken. At tage turen til Kirkens møder var bare noget, de gjorde hver søndag. »Vi ville vise vore børn, hvor vigtig Kirken er,« siger hans mor Kathryn.
Da Neil var fem år flyttede familien til et mælkebrug i Pocatello i Idaho. Neil opdrættede kaniner, red på heste og legede på markerne med sine søskende. Da Neil var ca. 7 år, slap en af hans yndlingskaniner ud af sit bur. Han mindes:
»Jeg ledte overalt på vores lille gård, men jeg kunne ikke finde den. Jeg husker, at jeg gik bagom en gammel lade og bad om at kunne finde kaninen.
Straks efter bønnen, fik jeg et billede i hovedet af et sted under nogle brædder. Og ganske rigtigt, jeg gik hen til stedet og fandt min kanin. Den oplevelse og mange andre lærte mig, at Herren svarer alle på deres små og enkle bønner.«
Livet på forældrenes gård lærte Neil princippet om hårdt arbejde. »Jeg malkede mange køer og flyttede en masse overrislingsanlæg,« siger han. »Jeg kan huske, at vi julemorgen var nødt til at malke køerne, inden vi kunne åbne vores gaver. Når jeg ser tilbage, indser jeg, hvor værdifuldt det var at lære, at en del af livet bare er hårdt arbejde.«
Som ung dyrkede Neil også meget sport. I high school var han på skolens førstehold i terrænløb. Han brugte dog det meste af sin energi på at udmærke sig på andre måder. Hans mor mindes: »Da han gik på Highland High School deltog han i Boys State i Boise i Idaho, hvor han blev valgt som guvernør af de andre delegerede. Han var formand for sammenslutningen af elevråd i Idaho, hvilket omfattede alle elevrådsmedlemmer i high school i Idaho.«
Da Neil Andersen begyndte på BYU i 1969, var han en flittig studerende. Men, som hans søster Sheri bemærker, »hvor opsat han end var på at få en uddannelse, planlagde han altid at tage på mission. Hans eneste tvivl gik på om, han var forberedt på at tjene. Jeg var meget imponeret over, at for ham var tro et valg.«
Ældste Andersen husker også, at han stillede spørgsmålet til Herren. Som han for nylig mindedes ved en generalkonference, kom følelsen: »Du ved ikke alt, men du ved tilstrækkeligt.«1 Udstyret med den forsikring, tog Neil Andersen imod missionskaldet og tjente trofast i Frankrig.
Efter sin mission fortsatte Neil med at udmærke sig på BYU. Han blev valgt som Edwin S. Hinckley Scholar og som næstformand for De Studerendes Råd.
Det var også på BYU, at han mødte den person, der skulle få den største indflydelse på hans liv: Kathy Sue Williams. Han og Kathy blev gift i templet i Salt Lake City den 20. marts 1975, lige inden han dimitterede. Ægteskabet blev fulgt op af to år på Harvard University, hvor han tog en magistergrad i virksomhedsledelse i 1977.
Fokus på familien
Neil og Kathy fik deres første barn, mens de studerede på Harvard, da de næsten havde været gift et år. Der fulgte tre børn mere.
Da hun fik børn, udskød Kathy sine studier, men hun opgav aldrig at færdiggøre sit studium. Ældste Andersen udtrykker sin beundring således: »Da vi var i Brasilien, hvor ældste Andersen tjente i områdepræsidentskabet, og børnene ikke længere boede hjemme, åbnede hun sine bøger, lærte sig portugisisk og gjorde dermed sin eksamen færdig. Det er den slags vedholdenhed, hun har.«
Da han var blevet færdig med sin uddannelse, flyttede familien Andersen til Tampa i Florida, hvor de planlagde at slå sig ned. Kathy var vokset op her, og hendes familie boede stadig her. Neil var engageret i flere vellykkede forretningsforetagender, blandt andet inden for ejendomshandel, sundhedssektoren og reklamebranchen. Herren havde dog andre planer med ham.
Da Neil tjente som stavspræsident, blev han i 1989 kaldet som missionspræsident i Bordeaux i Frankrig. Da de vendte hjem til Florida i 1992, gik der mindre end en måned, før han blev kaldet som præsident for Tampa Stav i Florida. Det følgende år kom der en ny kaldelse: Denne gang til De Halvfjerds’ Første Kvorum. I 2005 blev han kaldet til De Halvfjerds’ Præsidium. I april 2009 blev han så kaldet til De Tolv Apostles Kvorum.
Til trods for presset i sit arbejde og sine kirkekaldelser gennem disse mange år, har hans hengivenhed over for familien aldrig vaklet.
Den ældste datter i familien, Camey Hadlock siger: »Daddy [et kærligt udtryk, som hans børn stadig bruger] tog sig altid tid til børnene. For eksempel tog han os enkeltvis med ud at spise morgenmad en gang om måneden. Han lod os vælge stedet og det, vi skulle tale om. Vi så meget frem til at få hans udelte opmærksomhed.«
Derek husker, at hans far tog sig tid til at lege: »Da vi voksede op, elskede vi at spille basketball i familien. Når han kom hjem fra arbejde, lavede vi hold mod min ældste bror og spillede basketball sammen.«
Datteren Kristen Ebert husker, at selv om hendes far havde meget travlt, »så havde han altid tid til at lytte og komme med gode råd.«
Familien Andersen var så trofast til at studere i skriften sammen og synge en salme hver aften, at børnene gjorde det selv, hvis forældrene kom sent hjem en aften.
Til familieaften læste familien ofte konferencetalerne i Liahona. »Det var en selvfølge, at vi lyttede, når en profet talte,« siger Derek.
Søster Andersen siger: »Neil er en mand med dyb tro på og kærlighed til Frelseren. Den kærlige venlighed, som han altid har udvist over for mig og vore børn, har bibragt familien umådelig styrke og fyldt os med glæde og fred.«
At dømme ud fra den måde hendes mand behandler hende på, er det tydeligt, at Kathy er hjemmets hjerte. Hun siger: »Neil ser og udtrykker stor taknemlighed for de små ting, jeg gør hver dag – ting, som mange mennesker ikke lægger mærke til eller som de betragter som ubetydelige så som rengøring, madlavning eller tøjvask.«
Kristen siger: »Jeg har altid beundret den måde, hvorpå min far har behandlet min mor med venlighed og respekt. Han holder døren for hende, trækker stolen ud for hende, tager opvasken og så videre.«
Ældste Andersen siger: »Kathy er absolut og kompromisløs i sin loyalitet mod Herren, mig og familien. Hun gør meget for at sætte mig og børnene først. Det er umuligt ikke at elske hende totalt for det og ønske at gøre ting for hende.
Da jeg giftede mig med hende,« tilføjer han, »røg standarderne i mit liv opad – med at være helt konsekvent med bønner og studium af skriften og nøje overholdelse af budene. Hendes indflydelse på mig og vores børn er fænomenal. Hun har en ren og disciplineret tro.«
Ældste Andersen roser sin hustru for at være en stærk støtte for børnene under vanskelige omstændigheder. Når man tæller deres mission med, har de tilbragt ti af de sidste 20 år uden for USA, og de har flyttet 8 gange. »I kan se de udfordringer, vore børn har stået over for ved at flytte næsten hvert år: Nye venner og i de fleste tilfælde i et nyt land. Kathy var den klippe, som holdt dem samlet og fik dem til at indse, at det ville være en positiv oplevelse for dem.«
Børnene var også ukuelige. »Vi påskønner de ofre, vore børn har bragt i de år. Herren har velsignet dem i rigt mål med udsøgte partnere og skønne børn,« siger ældste Andersen.
Stol på Herren
Da præsident Thomas S. Monson, der dengang var rådgiver i Det Første Præsidentskab, kaldte Neil Andersen til at tjene som missionspræsident, accepterede han, at det indebar økonomiske ofre. Neil ejede et veldrevent og fremgangsrigt reklamebureau. »Det er ikke en type virksomhed, man bare lige overlader til andre,« forklarer ældste Andersen. »Vi tog imod kaldet, selvom vi ikke vidste, hvordan vi skulle ordne overdragelsen.«
Søster Andersen tilføjer: »Jeg har altid haft tillid til hans tro. Han har gentagne gange forsikret os: ›Hvis vi sætter Herren først, vil han åbne en udvej og mirakler vil følge.‹«
Inden for nogle uger kom der et uopfordret ansøgning om at købe virksomheden. »Det var helt klart Herrens hånd, som var på spil på mirakuløs vis,« siger ældste Andersen.
Princippet om, at Herrens værk er et forunderligt værk, blev konstant påpeget for missionærerne i Frankrig. Kurt Christensen, der tjente som missionær under præsident Andersen, forklarer: »Han fik os altid til at se de velsignelser, som Herren ønskede at udøse over Frankrig. Han underviste om ren tro og lydighed med præcision, og Herren udøste sine velsignelse over os.«
Hvorend deres kald har ført familien Andersen hen – Vesteuropa, Brasilien, Mexico og andetsteds – har de elsket Kirkens trofaste medlemmer og arbejdet ihærdigt på at lære det lokale sprog. Engang, hvor Kathy kommenterede på de utallige timer Neil brugte på at lære sprog, sagde han, at han havde fået en åndelig gave, og at Herren forventede, at han arbejdede ihærdigt på at realisere den gave. Ældste Andersen taler nu fransk, portugisisk og spansk.
Følg brødrene
»I 16 år har medlemmerne af Det Første Præsidentskab og De Tolv været mine eksempler og lærere,« forklarede ældste Andersen, da han talte til generalkonferencen efter han var blevet kaldet til De Tolv. »Jeg har oplevet deres kærlighed og sikre vidnesbyrd om vor himmelske Fader og hans Søn. Jeg har set dem utrætteligt søge at opbygge Guds rige først. Jeg har set Guds kraft hvile på dem og styrke og opretholde dem. Jeg har bevidnet opfyldelsen af deres profetiske røst.«2
Da ældste Andersen tjente som øverste leder for Kirken audiovisuelle afdeling, havde han næsten møde hver uge med præsident James E. Faust (1920-2007). »En gang gik jeg til præsident Faust med et stort problem, som jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle løse,« mindes ældste Andersen. »Han sagde til mig: ›Neil har du bedt om det? Har du bedt hele natten ligesom Enosh gjorde?‹ Så lænede han sig tilbage i stolen og sagde: ›Jeg har bedt hele natten mange gange for at modtage svar på en svær udfordring. Sådan vil du også få et svar.‹ Han havde ret.«
Det var dengang, at ældste Andersen tilså produktionen af filmen Vidner om én fold og én hyrde og den første lancering af Mormon.org, Kirkens missionerende hjemmeside, og installationen af de audiovisuelle systemer i Konferencecentret i Salt Lake City.
Gennem de erfaringer har ældste Andersen erkendt vejledningen fra Det Første Præsidentskab og De Tolv. »Brødrene underviser os om åndelig kraft. De underviser ikke blot i fakta, de underviser i, hvordan man forstår og lytter til Herren. Man lærer, hvordan man bliver en Herrens tjener.«
Tjenende den enkelte
Ældste Andersen siger: »Præsident Monson har været en vidunderlig lærer for mig og mange andre, idet han har lært os at række ud mod andre, som Frelseren ville have gjort. Han har konstant fremhævet, at der ikke findes nogen større glæde end at vide, man har været et redskab i Herrens hånd som svar på en oprigtig bøn.«
Disse principper har slået rod i ældste Andersen.
En mor til en ung mand, som ældste Andersen engang havde mødt ganske kort, husker, at hendes søn på et tidspunkt »var på kanten af et følelsesmæssigt og fysisk sammenbrud,« da han så ældste og søster Andersen sidde ved et bord på et cafeteria. »Min søn sagde senere: ›Jeg ville aldrig være gået hen til et andet menneske, men da jeg så ældste Andersen, vidste jeg, at han elskede mig, og jeg rejste mig straks fra min stol og gik hen til ham.‹«
Til trods for den frygtelige forandring, som den unge havde undergået på grund af hans krise, genkendte ældste Andersen ham og kaldte ham ved navn. Ældste og søster Andersen tog den unge mand med hjem, gav ham mad og talte med ham i lang tid. Og selvom det var midnat, kørte ældste Andersen adskillige timer for at køre den unge mand hjem.
»Ældste Andersens indflydelse stoppede ikke der,« forklarer moderen. »Nu flere år senere, ser han stadig vores søn og er interesseret i hans liv. Han reddede vores søn.«
Engang, da ældste Andersen var på besøg på et hospital, lagde han mærke til en 26-årig patient ved navn Lora McPherson, som var ved at komme sig efter en canceroperation. Hendes mor, Nancy, siger:
»Ældste Andersen gav hende en præstedømmevelsignelse og sendte hende et eksemplar af talerne fra den seneste generalkonference. Senere bad han Lora om at nedskrive sine tanker om, hvad hun var taknemlig for, som han brugte i en tale på BUY–Hawaii.
Da Lora fik det bedre, inviterede ældste Andersen hende hen på sit kontor og viste hende rundt i Kirkens administrationsbygning.
Adskillige måneder senere, da det stod klart, at Loras tid på jorden var begrænset, gav ældste Andersen hende en smuk velsignelse, som gav hende stor trøst, da hun ventede på at skulle fra dette liv til det næste. Senere ændrede han sine rejseplaner for at kunne tale ved Loras begravelse.
Vi er blevet så imponeret over ældste Andersens evne til at passe sine verdensomspændende og familiemæssige ansvar og stadig tage sig tid til den enkelte. Han er et sandt eksempel på Frelserens formaning om at finde og tjene dem i nød.«
Herrens tjener
Omkring sin fars kaldelse som apostel, siger sønnen Brandt: »Denne kaldelse er livsændrende, men den vil ikke ændre mine forældres liv. De er privat, som de er offentligt.« Alle, der kender ældste Neil Andersen, er enige.
Det har været en velsignelse for mig at arbejde så tæt sammen med ældste Andersen, mens han har virket som generalautoritet. Den tro, der var indlysende hos ham som barn, holder ham stadig oppe. Han underviser i evangeliet med stor overbevisning og i stor udstrækning, fordi han selv så trofast efterlever det i alle aspekter af sit eget liv. Hans råd er altid vise. Jeg har set, at han er velsignet med profetisk indsigt, og jeg er sikker på, at han bare vil vokse med opgaven i sit nye kald som apostel for Herren Jesus Kristus.
Da han indtrådte i denne nye hellige kaldelse, udtalte ældste Andersen ydmygt: »Jeg finder trøst i, at i forbindelse med en kvalifikation for det hellige apostelembede, hvor der ikke kan være noget spillerum, har Herren velsignet mig rigt. Jeg ved med fuldkommen og sikker klarhed gennem Helligåndens kraft, at Jesus er Kristus, Guds elskede Søn.«3
Fotos venligst udlånt af familien Andersen, hvor andet ikke er angivet; baggrund og yderst til venstre: Craig Dimond
Modsatte side, fra venstre til højre: Neil L. Andersen i dag og som teenager på high school i Pocatello i Idaho. Øverst, fra venstre mod højre: Neil (i midten) med sine forældre, Kathryn og Lyle, og søskende Lauri, Sheri og Alan i 1962; Neil som dreng på gården i Idaho. Herunder: Neil som missionær i Frankrig, 1970-1972.
Herover: Neil og Kathy på deres bryllupsdag i 1975 foran templet i Salt Lake City. Til højre: Neil og Kathy med deres børn, Brandt, Derek, Camey (Hadlock) bagest og Kristen (Ebert), i Tampa i Florida, 1988. På modsatte side: Familien Andersen i Frankrig, da ældste Andersen tjente som missionspræsident omkring 1990.
Til venstre: Foto: Village photographers, Tampa, Florida
Til venstre: Foto: Christina Smith; til højre: Foto: Quinn Farley Photography, Salt Lake City, Utah
Modsatte side (fra venstre): Med præsident James E. Faust – de følger produktionen af filmen Vidner om én fold og én hyrde i 2000; taler ved en højtidelighed i forbindelse med genindvielsen af templet i São Paulo i Brasilien i 2004; som missionspræsident med præsident Boyd K. Packer ved oprettelsen af Bordeaux Stav i 1992; med ældste D. Todd Christofferson under aprilkonferencen 2009. Til højre: Ældste og søster Andersen med børn og børnebørn i 2006.