Bedre end 12
Hvilken helt ville kunne ignorere en dejlig syvårig?
Ordene rodede rundt i mit hoved, mens jeg desperat forsøgte at koncentrere mig om Dantes Helvede. Jeg skævede hen til stueuret. Klokken var allerede 22. Jeg havde en prøve i otte kapitler af Helvede næste morgen. Jeg havde ikke læst dem endnu. Jeg skulle også skrive en opgave i engelsk, og jeg skulle til møde i seminarbygningen kl. 6. Jeg måtte snart gå i seng. Jeg læste:
Af kærlighed til fædrelandet dreven
Jeg sanked løvet, som lå spredt på tuer
og gav det så til ham
der hæs var bleven.1
Jeg var endelig ved at fange den koncentration, som skulle bære mig gennem en lang nat.
… Derpå kom vi til skellet hen
hvis buer mellem anden ring og tredje skiller
hvor retfærdigheds frygtelige kunst
man skuer.
»Hej, Shan,« udbrød min syvårige søster Shallen.
Jeg udstødte et lille grynt og håbede, at hun ville gå sin vej. Hvor var jeg nu? Hmmm … skuer … skuer … Der!
For nu de nye ting
klart at fremstille …
Jeg kunne ikke koncentrere mig. Jeg fornemmede, at Shallens store dukkeøjne granskede hver af mine bevægelser. Jeg følte mig som en fange, fordi min irriterende lillesøster iagttog mig. Hendes funklende, smaragdgrønne øjne lyste af begejstring, da hun så, at jeg kiggede på hende.
»I dag fortalte vores lærer os, at alle andenklasserne skal have en heltedag, og vi skal klæde os ud som vores helt, og vi skal skrive om det, og det bliver rigtig sjovt, og vi må gå i vores heltekostume hele dagen, selv i frikvarteret, og vi …
Jeg vidste, at hvis min ævlende lillesøster ikke holdt op med at tale, så ville jeg aldrig blive færdig med mine kapitler, min afgørende opgave eller se mine lutter 12-taller blive til virkelighed.
Jeg måtte gøre noget. Det var vigtigt, at hun forsvandt. Hvis jeg ignorerede hende, ville hun forhåbentlig kede sig og fortælle sin »heltedagshistorie« til et andet familiemedlem.
Min pegefinger ledte mig tilbage til det rette sted i Helvede:
… Jeg siger,
vi var kommet til en hede, så gold …
»Og vi skal tegne tegninger af vores helt, og …«
Hvorfor kunne hun ikke forstå, at jeg skulle sidde oppe og lave lektier hele natten? Min vrede kom op til overfladen, som en stor boble, der truede med at sprænges, da hun så endelig tav stille. Jeg blev chokeret. Jeg holdt øjnene begravet i bogen og håbede, at hun havde opdaget, at jeg ikke var interesseret.
»Shan,« hviskede hun med sin uskyldige, søde stemme.
Mine øjne var stift rettet mod Dantes ord. Hun var stille et øjeblik. Jeg kiggede op og så, at hun havde bøjet hovedet i fortvivlelse over min manglende interesse. Skyldfølelsen vældede op i mig, men jeg begravede blikket endnu dybere i de falmede siders tryk.
»Shan, du skal være min helt. Må jeg låne din livredderdragt til heltedag?«
Mine øjne fór fra min bog til de gyldne lokker, som dækkede min lillesøsters skuffede ansigt. Jeg havde aldrig drømt om, at jeg var Shallens helt – en helt, som end ikke gav sig tid til en sød syvårig. Min hjerte knustes af skam, da jeg indså min selviskhed.
Jeg lagde pennen og bogen til side. Jeg tog min søde lille beundrer i hånden og førte hende ind på mit værelse. Jeg klædte hende i min solblegede trøje, gav hende mine dykkerbriller på og anbragte den slidte fløjte med det falmede »Shanda« på om hendes hals. Hun så op på mig og sendte mig det smukkeste smil, jeg nogensinde havde set på hendes ansigt. Hendes kærlighed overbeviste mig om, at min lillesøster betød meget mere end nogen karakter, jeg nogensinde ville få.
Illustrationer: Doug Fakkel
Jeg vidste, at hvis min ævlende lillesøster ikke holdt op med at tale, så ville jeg aldrig blive færdig med mine kapitler, min opgave eller se mine lutter 12-taller blive til virkelighed. Jeg måtte gøre noget. Det var vigtigt, at hun forsvandt.