Mors dagbog
Mor havde boet hos mig i næsten fem år. Jeg følte kærlighed, glæde og taknemlighed over at kunne tage mig af hende, som hun havde taget sig af mig i mange år. Men jeg savnede hendes smil og humoristiske bemærkninger. Jeg længtes efter, at hun skulle opleve samme glæde og begejstring, som hun engang havde gjort, når hun kørte ture med mig. Det betød ikke noget, hvor vi kørte hen. Mor udpegede altid blomsterne, fuglene på telefonledningerne eller børnene, der legede.
Jeg savnede det samvær, som vi havde haft, mens vi skrællede kartofler, bælgede ærter eller læste sammen. Jeg længtes efter at fortælle oplevelser fra min barndom eller nyt om mine søskende og hendes børnebørn. Hun havde altid nydt, når familien kiggede forbi, især børnebørnene. Men nu havde hendes demens vendt op og ned på alt. Hun var ikke rigtig sikker på, hvem jeg var, andet end et sødt menneske, der tog sig af hende.
Det havde været en særlig anstrengende dag med mor. Hun havde set på mig med det sædvanlige tomme blik, når jeg prøvede at tale med hende, og hun så på mig med mistroiske øjne, når jeg ville hjælpe hende. Jeg var udmattet og ked af det, da jeg satte mig i sofaen for at tænke. Jeg begyndte at læse højt af en af mors dagbøger i håb om, at det kunne underholde hende lidt og måske vække nogle erindringer. Mine anstrengelser viste sig nytteløse, men mens jeg læste videre for mig selv, vældede minderne op i mig.
På dagbogens sider gav mor igen og igen udtryk for den glæde, som hun havde følt, når hendes familie kom på besøg, og den tomhed hun følte, når de rejste igen. Hun skrev om, hvor hårdt det havde været for hende, da min far blev syg og efter en lang sygdomsperiode havde efterladt hende som enke i en alder af 59 år. Hun skrev om, hvor meget hun savnede far, og om hvor bekymret hun var for min storebror, der led af samme sygdom.
Mor skrev om glade, opbyggende stunder, som når hun havde undervist i Kirken og deltaget i UV-aktiviteter. Hun skrev om tilfredsstillelsen ved at køre til Dilkon i Arizona for at undervise i evangeliet ude i Navajo-reservatet en gang om ugen. Det mindede mig om, at hun altid havde påpeget vigtigheden af at være pålidelig, når nogen regnede med en. Nogle gange havde hun kun skrevet lidt, fordi hun havde været ude og hjælpe nogen, og det mindede mig om, hvor ofte hun tog ud med mad eller gaver til nogen, som hun mente trængte til lidt opmuntring. Ofte bar hun sit vidnesbyrd i dagbogen.
Jeg blev især rørt over at læse om den sorg og bekymring, hun havde følt, da min datter blev født med Downs syndrom og de deraf følgende problemer. Havde hun virkelig tilbragt næsten en måned med at bespise og passe vore andre børn, mens min mand og jeg tog frem og tilbage til hospitalet, mens Debra Sue gennemgik en hjerteoperation og dens eftervirkninger? Ja! Og da var hun 70 år gammel!
Jeg huskede, hvordan jeg altid havde kunnet regne med hende, når jeg havde brug for hende. Gennem årene havde jeg erfaret, at hvis hun ikke selv kunne være hos mig, så kunne hendes trofaste breve og bønner opbygge mig.
Mens jeg sang salmer for min mor for at få hende til at falde i søvn den aften, overvældedes jeg af en inderlig kærlighed til min tapre, selvopofrende mor og en dyb taknemlighed for dagbogens ord, der havde vakt hende til live for mig.