Forsoningen og tro
Fra en tale ved seminar for missionspræsidenter i juni 2001 i Provo i Utah.
Evangeliets første princip er tro på Herren Jesus Kristus. Profeten Mormon sagde, at vi uden denne tro ikke er værdige til at blive regnet blandt Herrens kirkes folk (se Moro 7:39). Den første befaling, som Jahve gav Israels børn var: »Du må ikke have andre guder end mig« (2 Mos 20:3). Vi bør altid sætte Frelseren først. Dette virkningsfulde begreb – at vi må have tro og sætte Herren først i vores tilværelse – virker enkel, men i praksis finder mange det svært.
Skrifterne lærer os, at tro kommer ved at høre Guds ord (se Rom 10:17). Guds ord, som kommer til os i skrifterne, ved profetisk undervisning og ved personlig åbenbaring, lærer os, at vi er børn af Gud, den evige Fader. Det lærer os om hans enbårne Søns, Jesu Kristi, vor Frelsers og Forløsers identitet og mission. Grundlagt på vores kendskab til disse sandheder er tro på Herren Jesus Kristus en overbevisning om og tillid til, at Gud kender os og elsker os og hører vore bønner og besvarer dem med det, der er bedst for os.
Tro på Herren er at vise tillid til Herren. Vi kan ikke have sand tro på Herren uden også at have fuldstændig tillid til Herrens vilje og Herrens tidsplan. Derfor kan vores tro, uanset hvor stærk den er, ikke føre til et resultat, der er i modstrid med Herrens vilje, ham, som vi har tro på. Husk dette, når jeres bønner ikke synes at blive besvaret på den måde eller på det tidspunkt, I ønsker. Udøvelse af tro på Herren Jesus Kristus er altid underlagt himlens orden, Herrens godhed og vilje og visdom og tidsplan. Når vi har den slags tro og tillid til Herren, har vi sand tryghed og sindsro i livet.
Vi ser først til vor Frelser, Jesus Kristus. Han er vores forbillede. Vores forbillede er ikke den seneste populære helt inden for sport eller underholdning. På samme måde er vores mest dyrebare ejendele ikke det dyreste legetøj eller adspredelse, som tilskynder os til at koncentrere os om det, der er midlertidigt, og glemme det, der er evigt. Vores forbillede – vores første prioritet – er Jesus Kristus. Vi skal vidne om ham og undervise hinanden i, hvordan vi kan anvende hans lærdomme og eksempel i vores tilværelse.
Frelseren opbygger os
Præsident Brigham Young (1801-1877) gav os nogle praktiske råd om, hvordan vi genkender ham, som vi følger. »Forskellen mellem Gud og djævelen,« sagde han, »er, at Gud skaber og organiserer, mens hele djævelens mål er at ødelægge.«1 I denne kontrast har vi et vigtigt eksempel på, at modsætningen i alt (2 Ne 2:11) er virkelig.
Husk, at vor Frelser, Jesus Kristus, altid bygger op og aldrig river os ned. Vi bør anvende styrken ved dette eksempel på de måder, hvorpå vi bruger vores tid og herunder vores fritid og fornøjelser. Tænk over temaerne i de bøger, blade, film, fjernsyn og musik, som vi ved vores støtte har medvirket til at gøre populære. Opbygger eller nedbryder det, der gengives i vores foretrukne underholdning, Guds børn?
I den tid, jeg har levet, har jeg set en stærk tendens til at tilsidesætte underholdning, der opbygger og ophøjer Guds børn, og i stedet erstatte det med skildringer og optræden, der er deprimerende, nedværdigende og nedbrydende. Det stærke begreb ved denne kontrast er, at alt, der opbygger mennesker, støtter Mesterens sag, og alt, der nedbryder mennesker, støtter modstanderens sag. Vi støtter en eller anden sag hver eneste dag ved vores støtte og ved vore tanker og ønsker. Det bør minde os om vores ansvar for at støtte det, der er godt, og motivere os til at gøre det på en måde, der er velbehageligt for ham, hvis lidelser giver os håb, og hvis eksempel giver os vejledning.
Lidelse er en del af omvendelse
Den centrale idé i Jesu Kristi evangelium – det mest virkningsfulde begreb sammen med den generelle opstandelse – er vor Frelsers forsoning. Vi er hans tjenere, og det er kritisk, at vi forstår forsoningens rolle i vores egen tilværelse og hos dem, vi underviser. Afgørende for den forståelse er en forståelse af forholdet mellem retfærdighed og barmhjertighed og forsoningen samt den rolle, som lidelse og omvendelse spiller i denne guddommelige proces.
Retfærdighedens forfærdelige krav på dem, der har brudt Guds love – tilstanden af elendighed og endeløs pinsel, der er beskrevet i skrifterne – kan blive imødegået og bortfejet af Jesu Kristi forsoning. Forholdet mellem på den ene side retfærdigheden og barmhjertigheden og forsoningen på den anden er det centrale begreb i Jesu Kristi evangelium.
Mormons Bog lærer os, at Frelseren ikke forløser mennesker i deres synder: »Derfor forbliver de ugudelige, som om der ingen forløsning var blevet foretaget, bortset fra at dødens bånd bliver løst« (Alma 11:41). Frelseren kom for at forløse mennesker fra deres synder på betingelse af omvendelse (se Hel 5:11).
En af disse betingelser for omvendelse er tro på Herren Jesus Kristus, herunder tro på og tiltro til hans sonoffer. Som Amulek sagde: »Den, der ikke udøver nogen tro til omvendelse, bliver udsat for hele loven bestående af retfærdighedens krav; derfor tilvejebringes den store og evige forløsningsplan kun for den, der har tro til omvendelse« (Alma 34:16). Det betød selvfølgelig, at den uomvendte overtræder skal lide for sine egne synder. Betyder det også, at en person, som omvender sig, ikke behøver at lide, fordi hele straffen bæres af Frelseren? Det kan ikke være meningen, fordi det ville være i uoverensstemmelse med Frelserens andre lærdomme.
Alma 34:16 betyder, at en person, som omvender sig, ikke skal lide ligesom Frelseren led for den synd. Syndere, som omvender sig, vil opleve en del lidelse, men på grund af deres omvendelse og på grund af forsoningen oplever de ikke hele den gruelige udstrækning af evig lidelse, som Frelseren led for den synd.
Præsident Spencer W. Kimball (1895-1985), der underviste omfattende omkring omvendelse og tilgivelse, sagde, at personlig lidelse er en meget vigtig del af omvendelse. »Man er ikke begyndt at omvende sig, før man har lidt intenst for sine synder … Hvis en person ikke har lidt, har vedkommende ikke omvendt sig.«2
Frelseren belærte om dette princip, da han sagde, at hans sonoffer var for »alle dem, der har et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd, og for ingen andre kan lovens krav blive opfyldt« (2 Ne 2:7). Synderen, der virkelig har omvendt sig, og som kommer til Kristus med et sønderknust hjerte og en angergiven ånd, har været gennem en proces med personlig smerte og lidelse for den synd. Han eller hun forstår betydningen af Almas udtalelse om, at ingen andre bliver frelst end de, der oprigtigt angrer. Alma den Yngre forstod bestemt dette. Læs hans beretninger i Mosija 27 og i Alma 36.
Præsident Kimball har sagt: »Meget ofte tror mennesker, at de har omvendt sig og er værdige til tilgivelse, når alt, hvad de har gjort, er at udtrykke sorg eller beklagelse over den ulykkelige hændelse.«3
Der er stor forskel mellem bedrøvelse efter Guds vilje, der fører til omvendelse (se 2 Kor 7:10), som involverer personlig lidelse, og den lette og relative smertefrie sorg for at være afsløret eller den malplacerede sorg, som Mormon beskrev som »de fordømtes sorg, fordi Herren ikke stedse ville tillade dem at finde lykke ved synd« (Morm 2:13).
Vi må opleve en mægtig forandring
Hvorfor er det nødvendigt, at vi lider på vejen til omvendelse for alvorlige overtrædelser? Vi har en tendens til at mene, at resultaterne af omvendelse ganske enkelt vil rense os for synd, men det er en forkert opfattelse. En person, der synder, er som et træ, der let bøjes for vinden. På en blæsende regnvejrsdag kan et træ bøjes så meget mod jorden, at bladene bliver snavset til med mudder – ligesom synd. Hvis vi kun fokuserer på at rengøre bladene, vil svagheden i træet, som tillod, at det svajede, og bladene blev snavsede, stadig være der. På samme måde kan en person, som blot er ked af at blive tilsmudset af synd, igen synde næste gang, det blæser. Sårbarheden for gentagelser fortsætter, indtil træet er blevet styrket.
Når en person har gennemgået processen, der medfører det, som skrifterne kalder et sønderknust hjerte og en angergiven ånd, gør Frelseren mere end at rense denne person for synd. Han giver ham eller hende fornyet styrke. Den styrkelse er afgørende for os for at forstå hensigten med renselsen, som er at vende tilbage til vor himmelske Fader. For at få adgang til hans nærhed, skal vi være mere end rene. Vi må også have gennemgået en forandring fra at være en moralsk svag person, der har syndet, til en stærk person med åndelige styrke til at bo i Guds nærhed. Vi må, som skriften siger, blive »en hellig ved Herren Kristi forsoning« (Mosi 3:19). Det er det, skriften mener, når den forklarer, at en person, som har omvendt sig fra sine synder, vil aflægge dem (se L&P 58:43). At aflægge sine synder er mere end at beslutte sig for aldrig at gentage dem. Aflæggelse involverer en fundamental ændring i personen.
Kong Benjamins forsamling beskrev den store forandring ved at sige, at de »ikke mere har tilbøjelighed til at gøre ondt, men til bestandigt at gøre godt« (Mosi 5:2). Personer, som har oplevet den forandring i deres hjerte, har opnået styrke og vækst til at bo hos Gud. Det er det, vi kalder at blive frelst.
Omvendelse har været budskabet i alle uddelinger. Den opstandne Herre fremhævede det for nefitterne, da han forklarede det, han kaldte »det evangelium, som jeg har givet jer« (3 Ne 27:13). »Se, dette er befalingen: Omvend jer, alle I jordens ender, og kom til mig, og bliv døbt i mit navn, så I må blive helliggjort ved modtagelsen af Helligånden, så I må stå uplettede for mig på den yderste dag« (3 Ne 27:20).
I nutidig åbenbaring har Herren forklaret: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: De, der ikke tror på jeres ord og ikke bliver døbt i vand i mit navn til deres synders forladelse, så de kan modtage Helligånden, skal blive fordømt og skal ikke komme ind i min Faders rige, hvor min Fader og jeg er« (L&P 84:74).
Tilgivelsen er sikker
Jeg afslutter med et budskab om håb, der er sandt for alle, men især nødvendig for dem, der tror, at omvendelse er for svært. Omvendelse er en vedvarende proces, som vi alle har brug for, fordi »alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud« (Rom 3:23). Omvendelse er mulig, og derefter er tilgivelse sikker.
Præsident Kimball sagde: »Somme tider … når den omvendte ser tilbage og betragter overtrædelsens grimhed og modbydelighed, overvældes han næsten og tænker: ›Kan Herren nogensinde tilgive mig? Kan jeg nogensinde tilgive mig selv?‹ Men når man når dybden af fortvivlelse og føler sin stillings håbløshed, og når man råber til Gud om nåde i hjælpeløshed, men i tro, kommer der en stille, sagte hvisken, der trænger helt ind i sjælen: ›Dine synder er dig forladte.‹«4
Når dette sker, hvor kostelig er ikke forjættelsen om, at Gud vil borttage skylden fra vores hjerte gennem sin Søns fortjeneste (se Alma 24:10). Hvor stor trøst er der ikke i løftet i Esajas’ Bog 1:18: »Er jeres synder som skarlagen, kan de blive hvide som sne.« Hvor storslået er ikke Guds ejet løfte om, at »den, der har omvendt sig fra sine synder, ham er de tilgivet, og jeg, Herren, husker ikke mere på dem« (L&P 58:42).
Jeg vidner for jer, mine elskede brødre og søstre, at disse ord er sande, at dette budskab er Jesu Kristi lære, Guds, vor evige Faders plan, hvor vor Frelser Jesus Kristus er ophavsmanden og fuldkommengører. Jeg vidner om Jesus Kristus og om hans profet og om gengivelsen af evangeliet i disse sidste dage gennem Joseph Smith.