Samtale med far
Vi havde netop spist aftensmad i mine bedsteforældres hus, og jeg legede med mine fem små brødre udenfor, da min far kom ud og kaldte på mig.
Når ens far kalder på en på den måde, er man selvfølgelig altid bange for, at man har gjort noget galt. Så jeg traskede hen til ham og mumlede: »Ja, far?«
Til min overraskelse spurgte han: »Har du lyst til at køre en tur med mig på motorcykel?« Mine øjne må være blevet så store som golfbolde, da jeg hurtigt svarede: »Ja, selvfølgelig har jeg det.«
Kort efter førte min far an, da vi på hver sin motorcykel kørte ned ad en sti, som snor sig gennem den majestætiske skov, der omgiver vores hus, og derefter fører op over en bakketop. Mens vi kørte, var jeg så begejstrede, at jeg knap kunne holde gashåndtaget i ro. Et par gange måtte min far bede mig om at sætte farten lidt ned.
Mine tanker vandrede, mens vi kørte. Jeg spekulerede på, hvorfor jeg havde fået særbehandling, når mine brødre ikke fik det. Da vi nåede bjergtoppen, sagde min far: »Det her ser ud til at være et godt sted at holde et lille hvil.« Så vi parkerede motorcyklerne og satte os på nogle sten med udsigt ud over skoven. Vi sad begge stille et øjeblik og nød skønheden omkring os. Da jeg kiggede hen på min far, bemærkede jeg hans eftertænksomme blik, og jeg vidste, at der var noget i vente.
Han og jeg havde aldrig rigtig talt meget sammen. Jeg tror, at han havde svært ved at udtrykke sig over for andre end min mor. Så afbrød han mine tanker og sagde: »Kjersten, din mor og jeg har talt sammen, og vi mener, at du nu er moden nok til at høre nogle flere detaljer om vores ægteskab og familie.« Af de ord han brugte og den måde, han sagde dem på, kunne jeg forstå, at han havde planlagt denne samtale i længere tid.
Hans stemme var blid, da han begyndte: »Din mor og jeg mødte hinanden på brandstationen, hvor jeg var i lære som brandmand, og hun arbejdede på kontoret. Vi begyndte at gå ud sammen, og jeg blev klar over, at hun var anderledes end de andre unge kvinder, jeg tidligere var gået ud med. Jeg var en ubekymret ung mand, som var opdraget i et andet trossamfund. Men jeg havde aldrig rigtig interesseret mig for religion.
Jeg havde få værdier eller mål dengang,« fortsatte han, »og det var jeg ligeglad med.« Han lænede sig fremad og betroede mig: »Kjersten, din mor var det mest strålende eksempel på retskaffen levevis, jeg nogensinde havde set.« Da han sagde det, fyldtes jeg af en varm følelse.
Min far fortalte mig detaljer om deres ægteskab, min fødsel og vores familie, som jeg aldrig havde hørt før. Han fortalte mig historien om sin egen omvendelse til Kirken, og om hvordan de måtte vente et helt år med at blive beseglet i templet, fordi de var blevet borgerligt viet først. Han fortalte mig også om nogle af de oplevelser, som han og mor havde det første år af deres ægteskab. For første gang begyndte nogle af puslespillets brikker at falde på plads. Nu forstod jeg endelig, hvorfor mine forældres vielsesdato og beseglingsdato var forskellige, og hvorfor de sagde, at det første år af deres ægteskab var det hårdeste.
Mens han fortalte mig alt dette, var der af og til et glimt af tristhed i hans øjne, og af og til en gnist af glæde. Jeg kan ikke huske, hvor meget af det jeg forstod dengang, men jeg kan tydeligt huske følelsen af overraskelse, forvirring og kærlighed, som skyllede ind over mig.
Den oplevelse havde en stærk indvirkning på mig. Jeg blev klar over, hvilket mirakel familier er, og det gav mig en større forståelse af Guds plan. Jeg fik også større tro på evangeliet og en påskønnelse af den virkning, som det kan have på folks liv. Vi drøftede mangt og meget oppe på den bjergtop, men der er én ting, jeg aldrig glemmer. Jeg har aldrig følt så stærk en taknemlighed i hjertet, som mens min far fortalte mig om sin kærlighed til Gud, evangeliet, min mor og vores familie. Jeg fik øjnene op for de mange måder, hvorpå evangeliet havde påvirket hans liv og mit eget.
Min far og jeg blev knyttet tæt sammen den dag. For første gang så jeg ham som et rigtigt menneske med følelser og ikke bare en hersker, som skulle give mig tilladelse til at more mig. Jeg tror også, at min far lærte mig lidt bedre at kende. Jeg glemmer aldrig den særlige samtale med min far og de kærlige og forstående følelser, som herskede imellem os.