Ligesom Nefi
»Rådfør dig med Herren i alle dine gerninger, så vejleder han dig til din gavn« (Alma 37:17)
Jeg kiggede ud af mit soveværelsesvindue og fik øje på et uhyggeligt spindelvæv udenfor. Nå, det var da én ting, jeg ikke ville savne ved dette hus: Edderkopperne. Måske var der slet ikke edderkopper i vores nye hjem. Måske ville jeg slet ikke komme til at savne dette gamle hus.
»Sikkert!« surmulede jeg for mig selv, mens jeg lagde mig ned og trak tæppet op over mit hoved. Ikke savne huset her, kvarteret, min klasse, mine bedste venner? Jeg ville hellere stå over for et helt hus fuld af edderkopper end flytte herfra.
»Tanya?« kaldte tante Carrie på den anden side af døren. Hun passede mine brødre og mig.
Jeg stak hovedet frem fra tæppet. »Hvad er der?«
»Må jeg komme ind og sige godnat?« spurgte hun.
»Ja, det må du vel,« mumlede jeg. Hvis det havde været enhver anden, havde jeg nok sagt nej. Men tante Carrie var min yndlingstante. Hun lod mig prøve sin øjenskygge, hun gav os varm chokolade inden sengetid, og hun læste historier fra den dagbog, som hun skrev, da hun var 11 ligesom mig.
Hun kom ind på værelset og satte sig i fodenden af min seng. »Du har været så stille i aften, Tanya. Er du ked af at skulle flytte?«
Jeg jamrede. »Alle mine venner bor her. Hvem skal jeg nu gå i skole med? Hvem skal jeg sidde sammen med til frokost? Jeg skulle begynde i Unge Piger hér og med på sommerlejr næste år – og nu kender jeg ikke nogen. Jeg skal begynde helt forfra.«
Min stemme druknede, da store tårer fyldte mine øjne. Tante Carrie rakte mig et papirlommetørklæde. »Det er ikke let at forlade alle dem, man elsker, og begynde forfra et sted, hvor man ikke kender nogen,« sagde hun.
Jeg rystede på hovedet. Det var slet ikke let.
Tante Carrie fortsatte: »Ved du hvad, Tanya, når jeg tænker på at flytte, kommer jeg altid til at tænke på Nefi.«
»Hvorfor Nefi?« spurgte jeg.
»Han var sikkert ikke meget ældre end dig, da hans far fortalte familien, at de skulle flytte.«
Jeg havde altid forestillet mig Nefi som voksen. »Hvornår var Nefi på min alder?« spurgte jeg.
Tante Carrie tog min Mormons Bog fra mit natbord. Hun slog op på 1 Nefi og begyndte at forklare. »Du kan godt huske historien om Lehi, ikke?«
Jeg nikkede. Jeg vidste, at Lehis familie adlød Herren og forlod deres hjem.
Tante Carrie læste op fra bogen, som lå åben i hendes skød. »Det her er 1 Ne 2:4: ›Og det skete, at [Lehi] drog ud i ørkenen. Og han forlod sit hus og sit arveland og sit guld og sit sølv og sine kostbarheder og tog ikke noget med sig, bortset fra sin familie og proviant og telte, og drog ud i ørkenen.‹«
»Sagde du, at Nefi var på min alder?« afbrød jeg.
Tante Carrie smilede: »Jeg ved ikke præcis, hvor gammel han var, men i vers 16 skriver han, at han var ›overordentlig ung‹. Selv om han så var ældre end dig, tror jeg ikke, at det var let for ham at rejse fra sit hjem. Jeg vil vædde på, at han slet ikke kendte nogen ude i ørkenen. Der var sikker ikke nogen, man kunne kende!«
Jeg smilede. Vi fik i det mindste naboer, der hvor vi flyttede hen. »Hvad gjorde Nefi så?« spurgte jeg. »Han beklagede sig aldrig. Laman og Lemuel sagde: ›Hvorfor skal vi forlade Jerusalem? Hvorfor skal vi efterlade vore rigdomme og vores hus og vore venner?‹ Men Nefi beklagede sig aldrig. Og hvorfor ikke?«
Tante Carries øjne glimtede, som om hun havde håbet, at jeg ville stille det spørgsmål. »Jeg kender ikke alle svarene, men Nefi giver os et fingerpeg i vers 16: ›Jeg anråbte derfor Herren; og se, han kom til mig og blødgjorde mit hjerte, så jeg troede alle de ord, som min far havde talt; derfor satte jeg mig ikke op imod ham, ligesom mine brødre.‹«
Hun kiggede mig ind i øjnene for at se, om jeg havde forstået det.
»Så han bad,« sagde jeg.
»Ja.« Tante Carries stemme blev blidere, og hun klemte min hånd. »Tanya,« sagde hun,» du har et valg. Du kan beklage dig over flytningen, ligesom Laman og Lemuel, eller du kan tale om dine vanskeligheder i bøn til din himmelske Fader. Hvis du beder ham om det, vil han styrke dig, ligesom han styrkede Nefi.«
Jeg kiggede på tante Carrie og følte mig varm over det hele. Jeg satte mig op og gav hende et kram. »Tak, tante Carrie,« hviskede jeg.
»Jeg elsker dig, Tanya. Sov godt.«
Da hun havde slukket lyset og lukket døren bag sig, lod jeg mig glide ud af sengen og knælede på gulvet. Måske ville min himmelske Fader hjælpe mig, så jeg alligevel kunne holde flytningen ud.