Vi lytter til profetens røst
Gør jeres pligt
For 51 år siden hørte jeg William J. Critchlow jun., der dengang var præsident for South Ogden Stav, genfortælle en historie om tillid, ære og pligt.
»Den unge Rupert stod ved vejen og så usædvanlig mange mennesker haste forbi. Til sidst fik han øje på en ven. ›Hvor skal I alle sammen hen i den fart?‹ spurgte han.
Vennen stoppede op … ›Kongen har tabt sin kongelige smaragd! … Alle leder efter den, for kongen har tilbudt en belønning … til den, der finder den. Kom, vi må skynde os.‹
›Jeg kan ikke gå uden at spørge min bedstemor om lov,‹ sagde Rupert tøvende.
›Så kan jeg ikke vente på dig. Jeg vil finde den smaragd,‹ svarede hans ven.
Rupert skyndte sig tilbage til hytten i skovbrynet for at få sin bedstemors tilladelse …
Men hans bedstemor rystede på hovedet. ›Hvad skulle fårene så gøre?‹ spurgte hun. ›De er allerede rastløse ude i folden, fordi de venter på at blive ført ud på engen. Og glem nu ikke at føre dem ned til bækken, når solen står højest på himlen.‹
Bedrøvet fulgte Rupert fårene ud til engen, og ved middagstid førte han dem til en bæk inde i skoven. Der satte han sig på en stor sten ved vandløbet. ›Hvis jeg bare havde fået en chance for at lede efter kongens smaragd,‹ tænkte han. Da han drejede hovedet for at kigge ned på bækkens sandbund, stirrede han pludselig ned i vandet. Hvad var det? Det kunne ikke være sandt! Han sprang ned i vandet … ›Kongens smaragd!‹ råbte han.
Med strålende øjne styrtede Rupert hen til sin bedstemors hytte for at fortælle hende om sit store fund. ›Gud velsigne dig, min dreng,‹ sagde hun, ›men du havde aldrig fundet den, hvis du ikke havde passet din pligt og vogtet fårene.‹ Og Rupert vidste, at det var sandt.«1
Den lektie, som vi kan lære af denne historie er at finde i disse velkendte verslinjer: »Gør din pligt så godt, du kan. Lad altid Herren føre an!«2
Lad os lære vore pligter at kende. Lad os altid være værdige til at udføre de pligter og følge i Mesterens fodspor, når vi gør dette. Når han blev kaldet til at gøre sin pligt, svarede han: »Fader, din vilje ske, og æren være din for evigt« (Moses 4:2). Må vi gøre ligeså.
Taget fra en tale holdt ved oktoberkonferencen 2006.