Den kristne læres rod
Præsident Gordon B. Hinckley har sagt, at vi skal blive bedre til at rodfæste evangeliet i vores hjerte og i hjertet på dem, som vi elsker og tjener. Jeg mener, at en måde at leve op til præsident Hinckleys opfordring på, er at fokusere på Jesu Kristi forsoning.
For mange år siden talte præsident Boyd K. Packer, fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum om den barmhjertighed, som vor Formidler, Jesus Kristus, tilbyder os: »Dette er selve den kristne læres rod. Det kan godt være, at I kender meget til evangeliets forgreninger fra roden, men hvis I kun kender grenene, og hvis de grene ikke har forbindelse til roden, hvis de er afskåret fra den sandhed, så er der hverken liv eller substans eller forløsning i dem.«1
Jeg vil komme med tre forslag til, hvordan vi kan knytte forbindelse til den rod og ved samme lejlighed få rodfæstet evangeliet i vores eget hjerte og i hjertet på dem, vi tjener.
Modtag symbolerne på hans lidelse
Under vores tempelanbefalingsinterview bliver vi spurgt: »Har du et vidnesbyrd om Kristi forsoning og hans rolle som Frelser og Forløser?« Jeg kan med glæde meddele, at det er min erfaring som biskop og stavspræsident, at jeg aldrig har oplevet, at nogen har besvaret det spørgsmål med andet end ja. Men jeg har længe været bekymret for, at vi ikke fuldt ud forstår spørgsmålet. Jeg mener, at det er sigende, at det blandt Kristi mange roller kun er hans roller som Frelser og Forløser, vi adspørges om. Det må være noget ved disse roller, der har særlig betydning for templet – et sted, hvor han knytter os til sig ved hjælp af pagter.
Som stavspræsident var jeg bekymret for, om stavens medlemmer havde »et vidnesbyrd om Kristi forsoning og hans rolle som Frelser og Forløser«. Jeg havde en fornemmelse af, at de fleste af dem elskede Kristus – hvilket er stort i sig selv – men jeg var bange for, at alt for få af dem kendte ham som deres Frelser (en, som har frelst dem) eller deres Forløser (en, som har løskøbt dem). En dag mens jeg grundede over dette, læste jeg i 3 Nefi 11 og bemærkede noget, som jeg aldrig havde lagt mærke til før.
Det folk, som vi læser om i det kapitel, er de retfærdige overlevende; dem, der havde fulgt profeternes advarsler. De var beredt til at møde Herren. Da den opstandne Herre viste sig for dem, »strakte [han] sin hånd ud« og viste sine sår – symbolet og beviset på hans offer. »Og [han] talte til folket og sagde: Se, jeg er Jesus Kristus, som profeterne bevidnede skulle komme til verden« (3 Ne 11:9-10).
Derefter sagde han: »Og se, jeg er verdens lys og liv; og jeg har drukket af det bitre bæger, som Faderen har givet mig, og har herliggjort Faderen ved at påtage mig verdens synder, hvorved jeg har underkastet mig Faderens vilje i alt fra begyndelsen« (3 Ne 11:11).
Det var hans budskab. Han er den Salvede, som profeterne har vidnet om. Han er Skaberen. Han led for os.
Læg mærke til folkets reaktion: »Og det skete, at da Jesus havde talt disse ord, faldt hele mængden til jorden, for de huskede, at det var blevet profeteret blandt dem, at Kristus skulle vise sig for dem« (3 Ne 11:12).
Det, der så skete, er, i mine øjne, den mest hellige del af denne begivenhed. Jesus befalede dem at træde frem, en efter en og gøre noget vanskeligt: »Rejs jer, og kom hen til mig, så I kan stikke jeres hænder i min side, og så I også kan føle naglemærkerne i mine hænder og i mine fødder, så I kan vide, at jeg er Israels Gud og hele jordens Gud og er blevet slået ihjel for verdens synder« (3 Ne 11:14).
Disse mennesker havde fysisk kontakt med disse symboler på hans lidelser: »Og det skete, at mængden kom frem og stak deres hænder i hans side og følte naglemærkerne i hans hænder og i hans fødder; og dette gjorde de, idet de kom frem en efter en, indtil de alle var kommet frem« (3 Ne 11:15) – alle 2.500.
Læg mærke til, hvad der så skete:
»Og da de alle havde været henne og havde erfaret for sig selv, råbte de som med én røst og sagde:
Hosianna! Velsignet være Gud den Højestes navn! Og de faldt ned for Jesu fødder og tilbad ham« (3 Ne 11:16-17).
Den anden gang disse mennesker faldt ned for Jesu fødder, »tilbad [de] ham«. Første gang faldt de måske til jorden af flere forskellige årsager: Frygt, ærefrygt eller gruppepres. Men anden gang faldt de til jorden for at tilbede ham. Hvorfor var reaktionen anderledes denne gang? Anden gang råbte de i kor: »Hosianna!« hvilket betyder »Frels os nu!« Hvorfor anråbte disse mennesker Kristus om at frelse dem nu?
Lad mig forslå et muligt svar. Skønt de havde været lydige, havde de måske endnu ikke lært ham at kende som deres Frelser, fordi de ikke havde følt noget behov for at blive frelst. De havde ført et liv fuld af gode gerninger. De kendte Jesus som Gud og Forbillede. Men måske kendte de ham endnu ikke som Frelser. Deres bøn lød ikke: »Vi takker dig, fordi du tidligere har frelst os og minder os om det ved din tilstedeværelse i dag.« Nej, bønnen var en aktuel anmodning: »Hosianna!« eller »Frels os nu!« I mine øjne antyder det, at de nu lærte ham at kende som Frelser.
Hvad havde forandret dem fra gode, lydige mennesker til gode, lydige mennesker, som nu kendte Jesus Kristus som Frelser? Hvad havde fået dem til at falde ned for hans fødder og tilbede ham? Det var den fysiske kontakt med tegnene på hans lidelse.
Det var det, medlemmerne af vores stav havde brug for, så de også kunne komme til at kende Kristus som deres Frelser og Forløser: Fysisk kontakt med tegnene på hans lidelse. Men hvordan kan vi sørge for det? Og så slog det mig: Vi har den oplevelse hver søndag, når vi modtager nadveren. Vi spiser det brudte brød, som tegn på hans sønderbrudte legeme. Vi drikker vandet, som symbol på hans blod, der blev udgydt. Det er stærke symboler, der skal vække en dyb taknemlighed og ærbødighed i os.
Jeg tror, at når vi tager del i nadveren, som jo er Herrens måltid, så vil vi i hjertet anråbe Kristus: »Frels os nu!«, og vi vil føle trang til at falde til jorden og tilbede ham.
Tænk over hans offer
Hvis vi vil rodfæste evangeliet i vores eget hjerte og i hjertet på dem, vi tjener, skal vi have et indgående kendskab til og fornemmelse for de begivenheder, som udgør Jesu Kristi forsoning. I Lære og Pagter afsnit 19 giver Herren en førstehåndsberetning om de lidelser, som han udholdt:
»For se, jeg, Gud, har lidt dette for alle, for at de ikke skal lide, hvis de vil omvende sig …
hvilken lidelse fik mig, selv Gud, den største af alle, til at skælve af smerte og til at bløde fra hver pore og til at lide på både legeme og ånd – og jeg ønskede, at jeg ikke skulle drikke det bitre bæger, men undlade det« (vers 16 og 18).
Hvad er det for en Gud, vi tilbeder? En Gud, som ønsker, at vi skal vide, at hans kærlighed til os er uendelig og evig. En Gud, som ønsker, at vi skal vide, at hans kærlighed til os indgød ham styrke til at lide for os. Den viden burde være nok til at bevæge os til at underkaste os ham i lydighed og taknemlighed.
For noget tid siden hørte jeg en ophedet debat mellem to mennesker angående et kunstværk, som rummede en realistisk beskrivelse af Kristi lidelser. Den ene af dem havde noget at indvende imod værket og sagde: »Jeg vil ikke tvinges til at tænke på, hvor meget Kristus har lidt.« Jeg syntes, at det var noget underligt noget at sige, for jeg tror ikke, at nogen af os har ret til at undgå at tænke på, hvad han har lidt, skønt vi ikke fuldt ud kan fatte, hvor meget han led.
Inden Moroni afsluttede sin beretning i Mormons Bog med en formaning om at komme til Kristus (se Moro 10:30, 32), gengav han et personligt brev fra sin far for os. Det må have gjort et stort indtryk på ham, og jeg går ud fra, at han håbede, at det også ville gøre indtryk på os: »Min søn, vær trofast i Kristus; og måtte ikke det, som jeg har skrevet, bedrøve dig, så det tynger dig til døde, men måtte Kristus løfte dig op, og måtte hans lidelser og død og det, at han viste sit legeme for vore fædre, og hans barmhjertighed og langmodighed og håbet om hans herlighed og om det evige liv bo i dit sind for evigt« (Moro 9:25).
Blandt det, der skal bo i vores sind for evigt, er Kristi »lidelser og død«. Vi bør ikke undgå at tænke over den pris, som han har betalt for at vinde vore sjæle. Vore salmer minder os om denne sandhed:
Ja, ofte jeg tænker på sårene i hans kød,
de smerter, han led for at frelse min sjæl fra død.2
Lad mig aldrig glemme, at du døde smertefuldt for mig;
da på korsets træ på Golgata voldeligt man døde dig.3
Du forløste, tænk på Krist
hvad han led for dig for vist
hist på jorden angstens sved
faldt som blod i støvet ned
han på korset fandt sin grav,
hvorved han dig frelse gav.4
Ved et nadvermøde for nylig fulgte jeg med, mens taleren oplæste et velkendt skriftsted: »Husk, at sjæles værdi er stor i Guds øjne« (L&P 18:10). Så opfangede mit sind en tanke fra det næste vers, som jeg aldrig tidligere havde bemærket. For at vise os, at vore sjæle har stor værdi, sagde Herren: »For se, Herren, jeres forløser, led døden i kødet; således led han alle menneskers smerter, for at alle mennesker kunne omvende sig og komme til ham« (L&P 18:11; fremhævelse tilføjet).
Hans lidelser beviser hans kærlighed, men de gør mere end det. De er det middel, hvorved han får os til at »omvende [os] og komme til ham«. Når vi får en vis forståelse af, hvad han har gjort for os – og i særdeleshed hvad han har lidt for os – er vores naturlige reaktion som Guds børn at ønske at vise vores taknemlighed og kærlighed ved at adlyde ham. Dette vers er, efter min mening, den mest klare og koncise beskrivelse – fra Herren selv – om, hvordan vi rodfæster evangeliet i vores hjerte.
Den bedste måde at overtale folk til at omvende sig og komme til Kristus på er ved at få dem til at tænke over, hvad han har gjort for os, og især over, hvad han har lidt for os. Det er sådan, Herren selv gør det.
Husk ham
For mange år siden hørte jeg ældste Gerald N. Lund fra De Halvfjerds beskrive en artikel om bjergbestigning. Artiklen omhandlede sikring med reb – det system, som bjergbestigere benytter til at beskytte hinanden. Når en bjergbestiger når op til et sikkert punkt, fastgør han rebet på et godt sted og råber ned til sine kammerater: »I er sikret!« Det vil sige: »Jeg har fat i jer.« Lederen af en skole for bjergbestigere, Alan Czenkusch, beskrev sin egen oplevelse med sikring til artiklens forfatter:
»Sikring har skænket Czenkusch nogle af hans bedste og værste oplevelser med bjergbestigning. Engang faldt Czenkusch ned fra et højtsiddende klippefremspring, hvorved han rev tre sikringsanordninger ud og flåede sin sikrer ned fra en afsats. Han blev stoppet, med hovedet nedad, tre meter fra jorden, da hans sikrer bremsede faldet med sine udstrakte arme.
›Don reddede mit liv,‹ siger Czenkusch. ›Hvordan takker man sådan en fyr? Ved at give ham et brugt klatrereb til jul? Nej, man husker ham. Man husker ham altid.‹«5
Præsident Gordon B. Hinckley har sagt:
»Intet medlem af denne kirke må nogensinde glemme den forfærdelige pris, som vor Forløser betalte, da han gav sit liv for, at alle mennesker kan leve – pinen i Getsemane Have, den fornedrende domsfældelse, den afskyelige tornekrone, som flåede i hans kød, folkeskarens blodtørst hos Pilatus, den tunge, ensomme vandring til Golgata, den grufulde smerte, da store nagler trængte gennem hans hænder og fødder …
Det må vi ikke glemme. Vi må aldrig glemme det, for det var her, at vor Frelser, vor Forløser, Guds Søn gav sig selv som stedfortrædende offer for hver eneste af os.«6
Må vi altid huske ham og den pris, som han har betalt for at vinde vores sjæl.
Fra en tale på Brigham Young University, den 14. marts 2006.
At erindre ham altid
»Det er den sårede Kristus, som er vor sjæls banebryder – han, som endnu bærer offerets ar, kærlighedens, ydmyghedens og tilgivelsens læsioner.
De sår er det, som han indbyder unge og gamle, dengang som nu, til at træde frem og se og mærke (se 3 Ne 11:15; 3 Ne 18:25). Så ihukommer vi med Esajas, at det var for hver og en af os, at Mesteren blev ›foragtet og opgivet … en lidelsernes mand, kendt med sygdom‹ (Es 53:3). Alt dette bør vi huske på, når en knælende, ung præst indbyder os til at ihukomme Kristus.«
Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum, »Gør dette til ihukommelse af mig«, Stjernen, jan. 1996, s. 67-69.