Forenet i bøn
Rekruttiden var barsk, især åndeligt. Jeg var omgivet af beskidt sprog og dårlig påvirkning. Bønner og præstedømmevelsignelser gav mig styrke til at holde ud, men jeg længtes efter mere end udelukkende personlig bøn. Da jeg havde været på mission, kendte jeg den kraft og enhed, som udspringer af fællesbøn med en makker. Enhed var noget, som vores gruppe på 56 flyvevåbenrekrutter helt afgjort manglede.
Tre uger inde i rekruttræningen kæmpede vi stadig med at lære at omgås hinanden og fungere som et team. Jeg henvendte mig til underofficererne og anmodede om tilladelse til at afholde bønnemøde hver aften for dem, som måtte have lyst til at deltage. Til min overraskelse gav de mig ikke blot tilladelse, men støttede også åbenlyst ideen.
Der kom seks menige til det første møde. Efter tappenstreg, hvor lyset blev slukket, brugte vi lommelygter til at læse nogle vers fra Det Nye Testamente, som havde forbindelse til de udfordringer, vi stod midt i. Derefter bad vi en bøn om, at vi måtte have Guds Ånd med os, og at vi måtte være taknemlige for det, vi havde.
Langsomt begyndte flere menige at dukke op til vore møder. Snart var vi oppe på 15. Nogle gange læste vi vers fra Bibelen, andre gange fra Mormons Bog. Hver aften fik de, der måtte ønske det, mulighed for at bede.
En menig, som vovede sig hen til vores bønnemøde, nøjedes med at lytte i begyndelsen. Da det blev hans tur til at bede, anmodede ham om at blive sprunget over. Men nogle uger senere, tog han aktivt del og bad om, at hans familie måtte få hjælp til at klare nogle problemer, og at han måtte blive styrket under den sidste uge af rekruttiden. Han sagde, at han ville savne vore bønnemøder, når rekruttræningen var forbi, og at han fremover ville bede bøn hver aften, inden han gik i seng.
Kort efter udtrykte han under en bøn i vores gruppe taknemlighed for, at hans bønner for familien var blevet hørt. Derudover sagde han, at han var blevet styrket, så han nu havde selvsikkerhed nok til at fortsætte rekruttræningen.
Aftenen før vi skulle rejse videre til vore forskellige tekniske skoler, forklarede denne menige, at han, inden han begyndte at overvære vore bønnemøder, kun havde hørt lidt om Gud, og han havde ikke troet på ham. Men efter at have læst skrifterne sammen med os og set det eksempel, som andre menige viste, når de bad, var han begyndt at udvikle tro. Han fortalte os i fortrolighed, at den første bøn, han havde bedt i gruppen, var den første bøn, han nogensinde havde bedt.
Som jeg havde håbet skabte vore bønnemøder enhed i gruppen. Men de gjorde mere end det: De styrkede hver enkelt af os og hjalp os med at søge vor himmelske Fader.