Kirken hjælper med at redde spædbørn rundt om i verdenen

Dr. Bulane, der er ansat som læge ved Makoanyane Militærhospital i Maseru i Lesotho, beskæftiger sig dagligt med mangel på uddannet sundhedspersonale og forsyninger. I Lesotho, et sydafrikansk land, helt omgivet af land, er 30 procent af befolkningen smittet med HIV/AIDS, den forventede levealder ligger på 34,4 år, der er tilbagevendende tørke, fattigdom samt en høj spædbørnsdødelighed.

På grund af hans bekymring for spædbørnsdødeligheden indskrev Dr. Bulane sig på et kursus i neonatal genoplivning, som humanitærtjenesten i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige afholdt i hans lokalsamfund.

Dette program, som er et forsøg på at begrænse spædbørnsdødeligheden af asfyksi (iltmangel ved fødslen), bliver afholdt i mange dele af verden som Kirkens vedvarende humanitære initiativ og et svar på World Health Organizations bekymring for spædbørnsdødeligheden.

Kort tid efter, at han havde deltaget i kurset i juni 2006, reddede Dr. Bulane en nyfødt dreng ved at gøre brug af sin nye teknik. »Moderen havde for meget fostervand, og et kejsersnit blev foretaget,« forklarede han. »Hendes baby var blå, da han blev født. Babyen blev reddet takket være neonatal genoplivning. Det går fremragende med ham nu. Jeg brugte den tidslinje, som jeg havde lært. Uden den ville der måske være opstået komplikationer. Det var meget spændende, kurset sætter alting i perspektiv. For mit vedkommende indgyder det selvsikkerhed. Jeg ved præcis, hvad jeg skal gøre. Der er ingen panik.«

At have tillid til at reagere i de kritiske sekunder efter en fødsel er den neonatale genoplivnings mål, ifølge Deb Whipple, der er sygeplejerske på intensivafdelingen for nyfødte på LDS Hospital i Salt Lake City og en hyppig deltager i de verdensomspændende kurser. »Jeg ved, at fremgangsmåderne virker,« anerkender søster Whipple. »Jeg har set dem redde liv indenfor de første 30 til 60 dyrebare sekunder.«

Søster Whipple bruger dagligt sine færdigheder på hospitalets fødestue, men hun videregiver også gerne sin erfaring internationalt sammen med andre kollegaer. »50 studerende er undervist i det neonatale genoplivningskursus … de vender tilbage til deres klinikker, sygehuse og nabolag for at undervise andet fødselspersonale,« sagde hun.

De deltagende lande bliver udvalgt ud fra deres spædbørnsdødelighed, ifølge Dean Walker fra humanitærtjenesten og leder af initiativet for genoplivningen af nyfødte. Undervisningsprogrammer bliver skemalagt gennem de lokale sundhedsministerier i de deltagende lande, og uddannelsesudstyr – deriblandt øvedukker, undervisningshæfter og genoplivningsudstyr – bliver skænket af Kirken. I 2006 blev uddannelseskurser tilbudt i 23 lande.

Læger, sygeplejersker, åndedrætsterapeuter og andet sundhedsfagligt personale skænker frivilligt deres tid til personalet i genoplivningskurserne.

Dr. Ted Kimball, der er skadestuelæge ved Utahs Universitetshospital i Salt Lake City og formand for humanitærtjenestens rådgivende komité, får mange belønninger fra rollen som formidler af løsninger på helbredsspørgsmål i udviklingslande.

»Disse mennesker lever meget enkelt,« bemærkede Dr. Kimball. »De har ikke brug for fladskærmsfjernsyn eller computere. De har tre grundlæggende behov: En mulighed for uddannelse, en mulighed for godt helbred og en mulighed for fred eller frihed fra politisk strid. Neonatal genoplivning spiller en afgørende rolle i to af disse behov: Uddannelse og helbred. Vore kurser yder et bidrag.«

Sundhedsministeren i Uganda, som for nylig deltog i et kursus i neonatal genoplivning, fortalte Dr. Kimball, at hver eneste dødfødt barn skaber skønsmæssigt et underskud på 100.000 dollars i hans lands økonomi. »I disse områder, hvor der eksisterer tyngende fattigdom,« sagde Dr. Kimball, »har de brug for en sund, uddannet arbejdskraft til at hjælpe folket ud af fattigdommen. Et sundt, selvhjulpen lokalsamfund er nøglen. Hvis man ikke mister liv ved fødslen, er der endnu en ryg til at bære landets økonomiske læs – endnu en person til at lede vejen ud af fattigdom.«

Omstændighederne for det neonatale genoplivningskursus i Ghana afspejler dem i Lesotho og Uganda. Dr. David Gourley, der er læge i Salt Lake City samt medlem af humanitærtjenestens rådgivende komité, fortalte, at »et forenklet kursus udtænkt til jordemødre på landet og lokale sygeplejersker vil sørge for de grundlæggende genoplivningsfærdigheder og det nødvendige udstyr til at sænke Ghanas spædbørnsdødelighed.«

Dr. Gourley fortalte følgende beretning om en jordemoder, der blev uddannet for nyligt: »Dora var til stede ved en sædefødsel. Hun troede, at barnet var dødt, fordi han var slap, og han trak ikke vejret. Dora gik igennem de første trin i genoplivning. Hun behøvede blot at åbne for hans luftveje og suge med sprøjte, før barnet begyndte at trække vejret, og hans farve blev forbedret. I dag trives barnet.«

Baseret på lokale evalueringer bemærkede Dr. Gourley, at i de seks efterfølgende måneder efter kurset i Ghana i maj 2006 blev 646 spædbørn genoplivet ved hjælp af det udstyr, som Kirken har skænket.

Udstyret og kurserne bidrager til det langsigtede mål, som det neonatale genoplivningsprogram har: At der ved hver eneste fødsel er kvalificeret fødselspersonale til stede.

For søster Whipple, som selv er mor, er målet større. »Jeg ønsker, at alle disse børn må have en sund krop til at opleve livet med,« konkluderede sygeplejersken. »Mødre, over alt i verden, har de samme følelser – de håber alle, at deres barn må være sundt og vil få mulighed for at blive lykkelig, at blive del af en familie.«