Generalkonference
For at helbrede verden
Aprilkonferencen 2022


For at helbrede verden

Uoverensstemmelser og forskelle kan løses og endog heles, når vi ærer Gud, vor allesammens Fader, og Jesus Kristus, hans Søn.

Brødre og søstre, i denne herlige påsketid er vi så velsignede, at vi kan mødes og modtage råd og vejledning fra Guds tjenere.

Vor himmelske Faders hellige vejledning og belæringer hjælper os med at finde vej i livet i disse vanskelige tider. Som det blev profeteret, hærger »ild og uvejr«, »krige, rygter om krige og jordskælv på forskellige steder«, »og alle former for vederstyggeligheder«,1 »pest,«2 »hungersnød og jordskælv«3 og ødelægger familier, samfund og endda nationer.

Der er en anden svøbe, der hærger verden: Nemlig krænkelsen af din og min religionsfrihed. Denne tiltagende stemning søger at fjerne religion og tro på Gud fra offentligheden, skolerne, samfundets normer og fra den borgerlige debat. Religionsfrihedens modstandere forsøger at indføre restriktioner på udtryk for dybtfølte overbevisninger. De kritiserer og latterliggør endda religiøse traditioner.

En sådan holdning marginaliserer mennesker og tilsidesætter personlige principper, lighed, respekt, åndelighed og samvittighedsfred.

Hvad er religionsfrihed?

Det er trosfrihed i alle dens former: Forsamlingsfrihed, ytringsfrihed, frihed til at handle ud fra personlige overbevisninger og frihed for andre til at gøre det samme. Religionsfrihed giver hver enkelt af os mulighed for selv at bestemme, hvad vi tror på, hvordan vi lever og handler i overensstemmelse med vores tro, og hvad Gud forventer af os.

Bestræbelserne på at indskrænke religionsfriheden er ikke nye. Gennem hele historien har troende mennesker lidt voldsomt under andres handlinger. Medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er ikke undtaget.

Lige fra vores spæde begyndelse blev mange, der søgte Gud, draget til denne kirke på grund af dens lærdomme af guddommelige doktriner, herunder tro på Jesus Kristus og hans forsoning, omvendelse, planen for lykke og Herrens andet komme.

Modstand, forfølgelse og vold ramte vores første profet i de sidste dage, Joseph Smith, og hans tilhængere.

Midt under uroen i 1842 offentliggjorde Joseph 13 grundsætninger for den nye voksende kirke, herunder denne: »Vi kræver ret til at tilbede Gud den Almægtige i overensstemmelse med vor egen samvittigheds bud og indrømmer alle mennesker den samme ret – lad dem tilbede hvorledes, hvor eller hvad de vil.«4

Hans udtalelse er vidtfavnende, frigørende og respektfuld. Det er det centrale i religionsfrihed.

Profeten Joseph Smith sagde ligeledes:

»Jeg erklærer frimodigt for himlen, at jeg er lige så rede til at dø, når det gælder om at forsvare rettighederne for en baptist, en presbyterianer eller et andet godt menneske fra ethvert andet religiøst samfund. For det samme princip, der tramper på de sidste dages helliges rettigheder, tramper også på katolikkernes eller andre samfunds, som måske er upopulære og for svage til at forsvare sig selv.

Det er kærlighed til friheden, der inspirerer min sjæl – borgerrettigheder og religionsfrihed for hele menneskeheden.«5

Alligevel blev de første medlemmer af Kirken angrebet og tvunget tusindvis af kilometer fra New York til Ohio og Missouri, hvor guvernøren udstedte en ordre om, at medlemmer af Kirken »sk[ulle] behandles som fjender og … udryddes eller fordrives fra staten«.6 De flygtede til staten Illinois, men lidelserne fortsatte. En hob myrdede profeten Joseph, fordi de troede, at det ville tilintetgøre Kirken og splitte de troende. Men de trofaste holdt stand. Josephs efterfølger, Brigham Young, ledte tusindvis af mennesker under en påtvungen udvandring 2.000 km vestpå til det, der i dag er staten Utah.7 Mine egne forfædre var blandt disse tidlige nybyggerne.

Fra den tid med voldsom forfølgelse er Herrens kirke vokset støt og roligt til at omfatte næsten 17 millioner medlemmer, hvoraf langt over halvdelen bor uden for USA.8

I april 2020 fejrede vores kirke 200-årsdagen for evangeliets genoprettelse med en proklamation til verden, som blev udarbejdet af det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum. Den begynder således: »Vi proklamerer højtideligt, at Gud elsker sine børn i hvert eneste land i verden.«9

Vores elskede profet, Russell M. Nelson, har desuden udtalt:

»Vi tror på frihed, venlighed og retfærdighed for alle Guds børn.

Vi er alle brødre og søstre, hver især et barn af en kærlig Fader i himlen. Hans søn, Herren Jesus Kristus, inviterer alle til at komme til sig, både »sort og hvid, træl og fri, mand og kvinde« (2 Ne 26:33).10

Overvej sammen med mig fire måder, hvorpå samfundet og den enkelte kan nyde godt af religionsfrihed.

For det første. Religionsfrihed hylder det første og andet store bud og gør Gud til centrum for vores liv. Vi læser i Matthæus:

»Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.«11

»Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹«12

Uanset om det er i en kirkebygning, en synagoge, en moské eller en hytte med bliktag, må alle Kristi disciple og alle ligesindede troende udtrykke deres hengivenhed over for Gud ved at tilbede ham og være villige til at tjene hans børn.

Jesus Kristus er det fuldkomne eksempel på denne kærlighed og omsorg. I løbet af sin tjenestegerning tog han sig af de fattige,13 helbredte de syge14 og de blinde.15 Han gav de sultne mad,16 han tog de små børn i sin favn,17 og tilgav dem, der gjorde ham uret, ja, endog korsfæstede ham.18

»Jesus færdedes overalt og gjorde vel.«19 Det bør vi også.

For det andet. Religionsfrihed fremmer udfoldelsen af tro, håb og fred.

Som kirke samarbejder vi med andre religioner om at beskytte mennesker af alle trosretninger og overbevisninger samt deres ret til at udtrykke deres overbevisning. Det betyder ikke, at vi accepterer deres overbevisninger, og det betyder heller ikke, at de accepterer vores, men vi har mere til fælles med dem, end vi har med dem, der ønsker at bringe os til tavshed.

Jeg repræsenterede for nylig Kirken på det årlige G20-interreligiøse forum i Italien. Jeg blev opmuntret, ja, tilmed styrket, da jeg mødtes med regeringsledere og religiøse ledere fra hele verden. Jeg indså, at uoverensstemmelser og forskelle kan løses og endog heles, når vi ærer Gud, vores allesammens Fader, og Jesus Kristus, hans Søn. Den store helbreder af alle er vor Herre og Frelser, Jesus Kristus.

Jeg oplevede et interessant øjeblik, da jeg afsluttede min tale. De foregående syv talere havde ikke afsluttet på nogen religiøs måde eller i Guds navn. Mens jeg talte, tænkte jeg: »Skal jeg bare sige tak og sætte mig ned, eller skal jeg afslutte med ›I Jesu Kristi navn‹?« Jeg huskede da på, hvem jeg var, og jeg vidste, at Herren ville have mig til at nævne hans navn som afslutning på mit budskab. Det gjorde jeg så. Når jeg ser tilbage, var det min mulighed for at udtrykke min tro, og jeg havde religionsfrihed til at bære mit vidnesbyrd om hans hellige navn.

For det tredje. Religion inspirerer mennesker til at hjælpe andre.

Når religion får frihed til at blomstre, udfører troende overalt enkle og til tider heroiske handlinger for at hjælpe. Den gamle jødiske talemåde »tikkun olam«, der betyder »at reparere eller helbrede verden«, afspejles i dag i mange menneskers indsats. Vi har samarbejdet med Catholic Charities, kendt som Caritas Internationalis, Islamic Relief og en lang række jødiske, hinduistiske, buddhistiske, sikhiske og kristne organisationer som Frelsens Hær og National Christian Foundation. Sammen hjælper vi millioner af mennesker i nød, senest ved at hjælpe krigsflygtninge med telte, soveposer og madforsyninger,20 og ved at give vaccinationer, herunder mod polio21 og COVID.22 Listen over, hvad der gøres, er lang, men det er behovene også.

Der er ingen tvivl om, at troende mennesker, der arbejder sammen, kan udføre betydelige opgaver. Sideløbende hermed sker den individuelle hjælp ofte ubemærket, men den ændrer livsforløb i al stilhed.

Jeg tænker på eksemplet i Lukas, hvor Jesus Kristus kom enken i Nain til undsætning. Jesus, der var ledsaget af en gruppe disciple, mødte begravelsestoget for enkens eneste søn. Uden ham stod hun over for følelsesmæssig, åndelig og økonomisk ruin. Da Jesus så hendes tårevædede ansigt, sagde han: »Græd ikke«.23 Så rørte han ved båren, hvor liget lå, og processionen standsede.

»›Unge mand,‹« befalede han, »›jeg siger dig: Rejs dig op!‹

Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor.«24

At opvække en død er et mirakel, men hver eneste handling af venlighed og omsorg for nogen, der har det svært, er den pagtsmåde, hvorpå vi hver især kan gå hen og gøre godt, idet vi ved, at »Gud [er] med [os]«.25

Og for det fjerde. Religionsfrihed fungerer som en samlende og forenende kraft i dannelsen af værdi- og moralbegreber.

I Det Nye Testamente læser vi om mennesker, der vender sig bort fra Jesus Kristus og knurrer over hans lære: »Det er hård tale, hvem kan holde ud at høre på det? «26

Dette råb kan stadig høres i dag fra dem, der forsøger at udelukke religionen fra debat og indflydelse. Hvis religionen ikke er der til at forme karakter og lindre hårde tider, hvem vil så være der? Hvem vil belære os om ærlighed, taknemmelighed, tilgivelse og tålmodighed? Hvem vil udvise barmhjertighed, medfølelse og venlighed over for de glemte og de undertrykte? Hvem vil omfavne dem, der er anderledes, men alligevel fortjener det samme som alle Guds børn? Hvem vil tage sig af dem, der lider nød, uden at søge nogen belønning? Hvem vil ære freden og adlyde love, der er vigtigere end tidens strømninger? Hvem vil svare på Frelserens opfordring: »Gå du hen og gør ligeså«?27

Det vil vi! Ja, brødre og søstre, det vil vi.

Jeg opfordrer jer til at kæmpe for religionsfrihedens sag. Det er et udtryk for det af Gud givne princip om handlefrihed.

Religionsfrihed skaber en modvægt til filosofier, der konkurrerer om vores opmærksomhed. Det gode ved religion, dens rækkevidde og de daglige kærlighedshandlinger, som religionen inspirerer til, bliver kun mangedoblet, hvis vi beskytter friheden til at udtrykke og handle ud fra menneskers overbevisninger.

Jeg vidner om, at Russell M. Nelson er Guds levende profet. Jeg vidner om, at Jesus Kristus leder denne kirke. Han sonede for vores synder, blev korsfæstet på et kors og opstod på tredjedagen.28 På grund af ham kan vi leve igen i al evighed, og de, der ønsker det, kan være sammen med vor Fader i himlen. Denne sandhed forkynder jeg for hele verden. Jeg er taknemmelig for friheden til at kunne gøre dette. I Jesu Kristi navn. Amen.