Generalkonference
Lektier ved brønden
Aprilkonferencen 2022


Lektier ved brønden

Ligesom hun gjorde, kan vi vælge at vende os til Frelseren i dag for at få den styrke og helbredelse, der vil sætte os i stand til at opfylde alt det, vi blev sendt hertil for at udføre.

Hvilken glæde det er at være samlet med jer alle sammen til dette kvindemøde ved generalkonferencen!

Jeg voksede op i det vestlige New York og kom i en af kirkens små grene omkring 30 km fra vores hjem. Da jeg sad i søndagsskoleklassen i kælderen i vores gamle, lejede kirkebygning sammen med min veninde Patti Jo, ville jeg ikke have været i stand til at forestille mig, at være en del af et globalt søsterfællesskab bestående af millioner af kvinder.

For fem år siden blev min mand, Bruce, alvorligt syg, da vi tjente sammen med de hellige i det østeuropæiske område. Vi vendte hjem, og han døde blot et par uger senere. Mit liv ændrede sig fra den ene dag til den anden. Jeg sørgede og følte mig svag og sårbar. Jeg bad Herren om vejledning: »Hvad vil du have mig til at gøre?«

Et par uger senere gennemgik jeg min post, da et lille billede i et katalog fangede min opmærksomhed. Da jeg så nærmere efter, opdagede jeg, at det var en kunstnerisk gengivelse af den samaritanske kvinde med Jesus ved brønden. I det øjeblik talte Ånden klart til mig: »Det er det, du skal gøre.« En kærlig himmelsk Fader opfordrede mig til at komme til Frelseren og lære.

Jeg vil gerne dele tre ting med jer, som jeg lærer i takt med, at jeg fortsætter med at drikke fra hans brønd af »levende vand«.1

For det første: Vores fortid og nuværende omstændigheder bestemmer ikke vores fremtid

Søstre, jeg ved, at mange af jer føler sig, lige som jeg gjorde, usikre på, hvordan I skal møde vanskelige udfordringer og tab – tab, fordi jeres liv ikke udvikler sig på den måde, som I havde håbet på, bedt for og planlagt.

Uanset vores omstændigheder er vores liv helligt og har mening og formål. Vi er hver især en elsket datter af Gud, og vi er født med guddommelighed i vores sjæl.

Vor Frelser Jesus Kristus har gennem sit sonoffer gjort det muligt for os at blive renset og helbredt, så vi kan opfylde vores formål på jorden uanset familiemedlemmers beslutninger, vores ægteskabelige status, vores fysiske eller mentale helbred eller enhver anden situation.

Tænk på kvinden ved brønden. Hvordan var hendes liv? Jesus vidste, at hun havde haft fem mænd og ikke var gift med den mand, som hun boede sammen med. Og alligevel, trods hendes problemer i livet, lød en af Frelserens første offentlige erklæringer om, at han var Messias, til hende. Han sagde: »Det er mig, den der taler til dig.«2

Hun blev et magtfuldt vidne og fortalte folk i sin by, at Jesus var Kristus. »Og mange af samaritanerne i den by troede på ham på grund af kvindens ord.«3

Hendes fortid og hendes daværende omstændigheder afgjorde ikke hendes fremtid. Ligesom hun gjorde, kan vi vælge at vende os til Frelseren i dag for at få den styrke og helbredelse, der vil sætte os i stand til at opfylde alt det, vi blev sendt hertil for at udføre.

For det andet: Kraften er i os

I et velkendt vers i Lære og Pagter opfordrer Herren kvinder og mænd til at være »ivrigt engageret i en god sag og gøre meget af egen fri vilje og udvirke megen retfærdighed; for i sig har de den kraft4

Søstre, i os har vi kraften til at skabe megen retfærdighed!

Præsident Russell M. Nelson har vidnet: »Alle kvinder og alle mænd, der indgår pagter med Gud og holder de pagter, og som værdigt deltager i præstedømmeordinancer, har direkte adgang til Guds kraft.«5

Jeg har lært, at når vi stræber efter at ære de hellige pagter, som vi har indgået ved dåben og i hellige templer, vil Herren velsigne os »med sin helbredende og styrkende kraft« og med »åndelige indsigter og erkendelser, som [vi] aldrig har haft før.«6

For det tredje: »Af det, som er småt, udspringer det, som er stort«7

I Bjergprædikenen lærte Jesus sine disciple: »I er jordens salt«8 og »I er verdens lys9 Senere sammenlignede han væksten i himmeriges rige med en surdej, »som en kvinde tog og lagde i tre mål mel, indtil det hele blev surdej.«10

  • Salt

  • Surdej

  • Lys

Selv i meget små mængder påvirker de hver især alt omkring sig. Frelseren inviterer os til at bruge hans kraft til at være som salt, surdej og lys.

Salt

Det er overraskende, hvor stor en forskel et drys salt gør på smagen af det, vi spiser. Og alligevel er salt en af de billigste og enkleste ingredienser.

I 2 Kongebog læser vi om »en lille pige«,11 som blev taget til fange af syrerne og blev tjenestepige for Na’amans kone. Han var den syriske hærfører. Hun var som salt; hun var ung, uden betydning i verden, og hendes liv som slave i et fremmed land var tydeligvis ikke, hvad hun havde håbet på.

Men hun sagde to sætninger med Guds kraft og vidnede overfor Na’amans kone: »Gid min herre kunne komme til profeten i Samaria. Han skulle nok befri ham for hans spedalskhed!«12

Hendes ord fulde af tro blev viderebragt til Na’aman, som handlede efter hendes ord og hendes ord førte til, at han blev helbredt både fysisk og åndeligt.

Vi fokuserer ofte på de tjenere, der overtalte Na’aman til at bade i Jordanfloden, som profeten Elisa bad ham om, men Na’aman ville ikke engang have været ved Elisas dør uden »en lille tjenestepige«.

Du er måske ung eller føler dig ubetydelig, men du kan være som salt i din familie, i din skole og i dit lokalsamfund.

Surdej

Har du nogensinde spist brød tilberedt uden surdej eller gær? Hvordan ville du beskrive den? Kompakt? Tung? Hård? Med kun en lille mængde surdej hæver brødet og udvider sig, så det bliver lettere og blødere.

Når vi inviterer Guds kraft ind i vores liv, kan vi erstatte »svigtende mod«13 med inspirerede fremtidsudsigter, der løfter andre og giver plads til, at hjerter kan blive helet.

For nylig lå en af mine venner i sin seng julemorgen og var overvældet af sorg. Hendes børn tiggede hende om at stå op, men hun var fyldt af smerte over sin forestående skilsmisse. Hun lå i sin seng og græd og udgød sin sjæl i bøn til sin himmelske Fader, hvor hun fortalte ham om sin fortvivlelse.

Da hun afsluttede sin bøn, hviskede Ånden til hende, at Gud kendte hendes smerte. Hun var fyldt af hans medfølelse med hende. Denne hellige oplevelse bekræftede hendes følelser og gav hende håb om, at hun ikke var alene i sorgen. Hun stod op, gik udenfor og byggede en snemand sammen med sine børn og erstattede morgenens tunghed med latter og glæde.

Lys

Hvor meget lys skal der til for at gennemtrænge mørket i et rum? Én lille stråle. Og denne stråle af lys på et mørkt sted kan udgå fra Guds kraft i dig.

Selv om du måske føler dig alene, mens livets storme raser, kan du lyse i mørket af misforståelser, forvirring og vantro. Dit troens lys på Kristus kan være stabilt og sikkert og lede dem omkring dig til sikkerhed og fred.

Søstre, hjerter kan blive forandret og liv velsignet, når vi tilbyder en knivspids salt, en skefuld surdej og en stråle af lys.

Jeg bevidner, at Frelseren er saltet i vores liv, som inviterer os til at smage på hans glæde og kærlighed.14 Det er ham, der er surdejen, når vores liv er hårdt, og som bringer os håb,15 og som løfter vores byrder16 gennem sin uovertrufne kraft og forløsende kærlighed.17 Han er vores lys,18 som oplyser vores vej hjem.

Jeg beder til, at vi kan komme til Frelseren, ligesom kvinden ved brønden, og drikke af hans levende vand. Vi kan sammen med folket i Samaria så erklære: »Nu tror vi … for vi har selv hørt ham og ved, at han virkelig er Kristus, verdens frelser.«19 I Jesu Kristi navn. Amen.