At du ikke glemmer
Jeg opfordrer jer til især i svære tider at mindes, da I følte Ånden, og jeres vidnesbyrd var stærkt; husk den åndelige grundvold, I har opbygget.
God eftermiddag, kære brødre og søstre. Hvor er vi dog blevet velsignet under denne konference. Mit første år som medlem af De Tolv Apostles Kvorum har manet til ydmyghed. Det har været et år præget af udvikling og oprigtig, evindelig tryglen til min Fader i himlen. Jeg har kunnet mærke, at jeg er blevet styrket af familiens, venners og Kirkens medlemmers bønner rundt om i hele verden. Tak for jeres tanker og bønner.
Jeg har også haft privilegiet af at møde kære venner, nogle fra forgangne år og mange, som jeg lige har mødt. Det var efter at have mødt en kær ven, som jeg har kendt og elsket i mange år, at jeg følte mig tilskyndet til at forberede min tale her i dag.
Da vi mødtes, betroede min ven mig, at han havde haft det svært. Han følte, at han gennemlevede, hvad han kaldte, en »troskrise« og bad om mit råd. Jeg var taknemlig for, at han ville dele sine tanker og bekymringer med mig.
Han udtrykte en stor længsel efter det, som han engang havde følt åndeligt, og som han nu troede var ved at glide ham af hænde. Mens han talte, lyttede jeg omhyggeligt og bad inderligt om at vide, hvad Herren ønskede, at jeg skulle sige.
Min ven stillede spørgsmålet, som nogle af jer måske gør, der er så direkte formuleret i primarysangen: »Himmelske Fader, er du virkelig der?«1 Med de af jer, der måske stiller det samme spørgsmål, vil jeg gerne dele det råd, jeg gav min ven, i håb om, at I hver især kan få styrket jeres tro og fornyet jeres beslutning om hengivent at følge Jesus Kristus.
Jeg vil begynde med at minde jer om, at I er søn eller datter af en kærlig himmelsk Fader, og at hans kærlighed er uændret. Jeg ved godt, at sådanne forsikringer om kærlighed kan være svære at erindre, når man står midt i personlige kampe eller prøvelser, skuffelser eller knuste drømme.
Jesus Kristus kender til svære slag og prøvelser. Han gav sit liv for os. Hans sidste timer var præget af en brutalitet, der ligger ud over vores fatteevne, men hans offer for hver enkelt af os var det ultimative udtryk for hans rene kærlighed.
Ingen fejl, synd eller beslutning vil ændre Guds kærlighed til os. Det betyder ikke, at syndig adfærd billiges, og det fritager os heller ikke for pligten til at omvende os, når vi har begået en synd. Men glem ikke, at vor himmelske Fader kender og elsker hver eneste en af jer, og han er altid rede til at hjælpe.
Når jeg har reflekteret over min vens situation, har mine tanker kredset om den store visdom, vi finder i Mormons Bog: »Og se, mine sønner, husk, husk, at det er på klippen, vor forløser, som er Kristus, Guds Søn, at I skal bygge jeres grundvold, så når Djævelen udsender sine mægtige vinde, ja, sine pile i hvirvelvinden, ja, når alle hans hagl og hans mægtige uvejr skal ramme jer, at det ingen magt skal få over jer til at drage jer ned i elendighedens og den uendelig jammers kløft på grund af den klippe, som I er bygget på, som er en sikker grundvold, en grundvold, hvorpå menneskene, hvis de bygger derpå, ikke kan falde.«2
Jeg vidner om, at denne kløft af elendighed og uendelig jammer ikke er et sted, hvor nogen ønsker at være. Og min ven følte, at han stod ved kanten.
Når jeg har givet mennesker som min ven råd, har jeg udforsket de valg, de har truffet i de år, der gik forud for, at de glemte deres hellige oplevelser, og gjorde dem svage og fulde af tvivl. Jeg har opfordret dem, som jeg nu opfordrer jer, til især i svære tider at mindes, da I følte Ånden, og jeres vidnesbyrd var stærkt; husk den åndelige grundvold, I har opbygget. Jeg lover jer, hvis I gør dette og undgår ting, der ikke opbygger og styrker jeres vidnesbyrd, eller som gør grin med jeres overbevisning, så vil de dyrebare tider, da jeres vidnesbyrd blomstrede, dukke op i jeres erindring igen gennem ydmyg bøn og faste. Jeg forsikrer jer om, at I atter engang vil føle trygheden og varmen i Jesu Kristi evangelium.
Vi må alle først styrke os selv åndeligt og dernæst styrke dem omkring os. Gransk skrifterne regelmæssigt, og husk de tanker og følelser, I fik, da I læste dem. Søg også andre kilder til sandhed, men giv agt på advarslen fra skrifterne: »Men at være lærd er godt, hvis man lytter til Guds råd.«3 Kom til Kirkens møder, især nadvermødet, og deltag i nadveren, og forny jeres pagter, deriblandt løftet om altid at erindre Frelseren, så hans Ånd altid må være med jer.
Uanset hvilke fejl vi har begået, eller hvor ufuldkomne vi føler os, kan vi altid velsigne og opløfte andre. At række ud til andre i kristuslignende tjeneste kan hjælpe os til at føle Guds kærlighed dybt i vores hjerte.
Det er vigtigt at huske det værdifulde råd, vi finder i Femte Mosebog: »Men tag dig i agt, og pas godt på, at du ikke glemmer, hvad du selv har oplevet; det må ikke gå dig af minde, så længe du lever. Fortæl det til dine sønner og dine sønnesønner.«4
Generationer bliver påvirket af de valg, vi træffer. Bær jeres vidnesbyrd for jeres familie, tilskynd dem til at huske, hvad de følte, da de indså, at Helligånden var i deres liv, og til at nedskrive de følelser i dagbøger og deres personlige historie, så deres egne ord, når der er brug for det, kan minde dem om, hvor god Herren har været mod dem.
I husker nok, at Nefi og hans brødre vendte tilbage til Jerusalem for at få fat i bronzepladerne, som indeholdt deres folks historie, blandt andet for at de ikke skulle glemme deres fortid.
I Mormons Bog opkalder Helaman også sine sønner efter deres »første forældre« for at de ikke skulle glemme Herrens godhed:
»Se, mine sønner, jeg ønsker af jer, at I skal huske at holde Guds befalinger … Se, jeg har givet jer navn efter vore første forældre, som kom ud af Jerusalems land; og dette har jeg gjort, for at I, når I erindrer jeres navne, må erindre dem, og at I, når I erindrer dem, må erindre deres gerninger, og at I, når I erindrer deres gerninger, må vide, hvordan det er sagt og også skrevet, at de var gode.
Derfor ønsker jeg, mine sønner, at I skal gøre det, der er godt, så der må blive sagt om jer og også skrevet, ligesom der er blevet sagt og skrevet om dem.«5
I dag har mange den samme tradition for at opkalde deres børn efter helte i skriften eller trofaste forfædre for at opmuntre dem til ikke at glemme deres arv.
Da jeg blev født, fik jeg navnet Ronald A. Rasband. Mit efternavn ærer min fars slægt. Mellemnavnet A for Anderson fik jeg for at minde mig om min mors danske slægt.
Min tipoldefar Jens Andersen kom fra Danmark. Og i 1861 ledte Herren to mormonmissionærer til Jens og Ane Cathrines Andersens hjem, hvor missionærerne præsenterede dem og deres 16-årige søn Andreas for det gengivne evangelium. Således begyndte den arv af tro, som min familie og jeg har nydt godt af. Familien Andersen læste Mormons Bog og blev døbt kort tid efter. Året efter gav familien Andersen agt på profetens opfordring til at krydse Atlanterhavet og slutte sig til de hellige i Nordamerika.
Desværre døde Jens på turen over havet, men hans hustru og søn fortsatte til Saltsødalen, hvortil de ankom den 3. september 1862. Trods deres modgang og deres hjertesorg vaklede de aldrig i troen, ligesom troen heller aldrig har svigtet mange af deres efterkommere.
På mit kontor hænger et maleri,6 der så smukt gengiver en symbolsk påmindelse af det første møde mellem mine forfædre og disse hengivne første missionærer. Jeg er fast besluttet på ikke at glemme min arv, og på grund af mit navn vil jeg aldrig glemme deres arv af trofasthed og ofre.
Glem, betvivl eller ignorer aldrig hellige, personlige og åndelige oplevelser. Modstanderens plan er at distrahere os fra de åndelige vidnesbyrd, hvorimod det er Herrens ønske at oplyse og engagere os i sit værk.
Lad mig komme med et personligt eksempel på denne sandhed. Jeg husker tydeligt en gang, hvor jeg modtog en tilskyndelse som svar på en inderlig bøn. Svaret kom klart og stærkt. Men jeg fik ikke handlet på tilskyndelsen med det samme, og efter en tid begyndte jeg at tvivle på om det, jeg havde følt, var virkeligt. Nogle af jer er måske også faldet for det bedrag fra modstanderen.
Flere dage senere vågnede jeg med dette vægtige skriftsted i mit sind:
»Sandelig, sandelig siger jeg dig: Hvis du ønsker et yderligere vidnesbyrd, så læg dig den nat på sinde, da du råbte til mig i dit hjerte …
Gød jeg ikke fred i dit sind angående sagen? Hvad større vidnesbyrd kan du få end et fra Gud?«7
Det var som om, at Herren sagde: »Hør nu, Ronald, jeg har allerede fortalt dig, hvad du skal gøre. Gør det nu!« Jeg er så taknemlig for den kærlige irettesættelse og vejledning! Jeg fandt straks trøst i tilskyndelsen og blev i stand til at bevæge mig fremad, da jeg i mit hjerte vidste, at min bøn var blevet besvaret.
Jeg fortæller jer om dette, mine kære brødre og søstre, for at vise, hvor hurtigt vi kan glemme, og hvordan åndelige oplevelser kan vejlede os. Jeg har lært at påskønne sådanne øjeblikke, »så jeg ikke glemmer.«
Til min ven og alle, som ønsker at polstre deres tro, giver jeg dette løfte: Når I trofast efterlever Jesu Kristi evangelium og holder fast i dets lære, vil jeres vidnesbyrd være beskyttet og vokse. Hold de pagter, I har indgået, uanset hvad dem omkring jer gør. Vær flittige forældre, brødre og søstre, bedsteforældre, mostre, onkler og venner, som styrker jeres kære med personlige vidnesbyrd, og som fortæller om åndelige oplevelser. Forbliv trofaste og standhaftige, selv om tvivlens storme måtte suse omkring jer på grund af andres handlinger. Søg efter det, der vil opløfte og styrke jer åndeligt. Undgå uægte tilbud om såkaldte »sandheder«, som kan være så lokkende, og husk at nedskrive jeres følelser af »kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse.«8
Glem ikke midt i livets store storme jeres guddommelige herkomst som Guds sønner og døtre, eller at jeres evige skæbne er at vende tilbage for at leve med ham en dag, hvilket vil overgå alt, verden kan tilbyde. Husk Almas blide og kærlige ord: »Og se nu, jeg siger jer, mine brødre, hvis I har oplevet en forandring i hjertet, og hvis I har følt lyst til at synge sangen om den forløsende kærlighed, vil jeg spørge, om I også føler således nu?«9
Til alle, som føler et behov for at få deres tro styrket, siger jeg indtrængende, glem ikke! Glem ikke.
Jeg bærer vidnesbyrd om, at Joseph Smith var Guds profet. Jeg ved, at han så og talte med Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus, akkurat som han med egne ord beskrev det. Hvor er jeg dog taknemlig for, at han ikke glemte at nedskrive den oplevelse, så vi alle kan kende til hans vidnesbyrd.
Jeg bærer mit højtidelige vidnesbyrd om Herren Jesus Kristus. Han lever! Jeg ved, at han lever og står i spidsen for Kirken. Disse ting ved jeg personligt, uafhængigt af alle andre stemmer eller vidner, og jeg beder om, at I og jeg aldrig vil glemme de evige hellige sandheder – først og fremmest at vi er sønner og døtre af levende og kærlige himmelske Forældre, som blot ønsker os evig lykke. Om disse sandheder vidner jeg i Jesu Kristi navn. Amen.