Hvorfor ægteskab og familie betyder noget – overalt i verden
    Footnotes

    Hvorfor ægteskab og familie betyder noget – overalt i verden

    Familie er livets kerne og nøglen til evig lykke.

    I november havde jeg det privilegium sammen med præsident Henry B. Eyring og biskop Gérald Caussé at være inviteret til at deltage i et kollokvium om ægteskabet og familien i Vatikanet i Rom. Der var religiøse repræsentanter fra 14 forskellige trosretninger og fra seks af syv kontinenter, som alle var inviteret til at give udtryk for deres mening om, hvordan familien har det i dagens verden.

    Pave Frans indledte det første møde med denne udtalelse: »Vi lever i midlertidighedens kultur, hvor flere og flere mennesker opgiver tanken om ægteskabet som en offentlig forpligtelse. Man har ofte viftet med frihedens flag omkring denne omvæltning af manerer og moral, men faktum er, at den har medført åndelig og materiel ødelæggelse for utallige mennesker, særligt for de fattigste og mest sårbare … Det er altid dem, der lider mest i denne krise.«1

    Med henvisning til den yngre generation sagde han, at det er vigtigt, at de »ikke giver efter for denne giftige midlertidighedsmentalitet, men at de snarere modigt gør oprør mod den udbredte praksis for at søge sand og varig kærlighed.« Det er nødvendigt.2

    Dette blev fulgt op af tre dages præsentationer og drøftelser blandt de religiøse ledere om ægteskabet mellem en mand og en kvinde. Da jeg lyttede til denne bredest mulige samling af religiøse ledere, hørte jeg dem enes fuldstændig med hinanden om og udtrykke deres støtte for hinandens tro på ægteskabets ukrænkelighed som institution og på vigtigheden af familien som samfundets helt basale enhed. Jeg oplevede en stærk følelse af fællesskab og enighed med dem.

    Der var mange, der så og udtrykte denne enighed, og det gjorde de på forskellig vis. Et af de bedste øjeblikke var, da en muslimsk lærd fra Iran citerede to afsnit ordret fra vores familieproklamation.

    Under kollokviet bemærkede jeg, at når forskellige trosretninger, religiøse grupper og religioner står sammen om ægteskab og familie, så står de også sammen om de værdier og den loyalitet og forpligtelse, man naturligt forbinder med familien. For mig var det bemærkelsesværdigt at se, hvordan ægteskabelige og familiecentrerede prioriteter overskrider ethvert politisk, økonomisk og religiøs skel. Når det gælder kærligheden mellem ægtefæller og håb, bekymringer og drømme for vores børn, så er vi alle ens.

    Det var forunderligt at være til møde med repræsentanter fra hele verden, der så universelt udtrykte deres opfattelse af vigtigheden af ægteskabet mellem en mand og en kvinde. De forskellige taler blev hver især fulgt op af udsagn fra andre religiøse ledere. Præsident Henry B. Eyring kom med den sidste udtalelse på kollokviet. Han bar et stærkt vidnesbyrd om skønheden ved at forpligte sig i et ægteskab og om vores tro på løftet om evige familier.

    Præsident Eyrings vidnesbyrd var en passende afslutning på de tre særlige dage.

    Nu tænker I måske: »Hvis størstedelen havde samme tro på og indstilling til at prioritere familien, og hvis alle disse trosretninger og religioner i bund og grund var enige om, hvad et ægteskab bør være, og hvis de alle var enige om hjemmets vigtighed og familiens værdi, hvor adskiller vi os så? Hvordan skiller Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige sig ud fra resten af verden?«

    Svaret er: »Skønt det er dejligt at se og mærke, at vi har så meget tilfælles med resten af verden, hvad angår familien, så har kun vi det evige perspektiv gennem det gengivne evangelium.

    Det, som det gengivne evangelium bringer ind i diskussionen om ægteskab og familie, er så stort og så relevant, at det ikke kan overvurderes, det gør emnet evigt! Det løfter vores indsats for ægteskabets ukrænkelighed til et højere plan, fordi det er vores tro og forståelse, at familien er ældre end jorden, og den kan eksistere i al evighed.

    Denne lære fremgår så enkelt, stærkt og smukt i Ruth Gardners tekst til primarysangen »Vores familie kan være sammen for evigt«. Stop lige op et øjeblik og tænk på primarybørn, som over hele verden synger disse ord på deres modersmål med fuld kraft og med en børn, som kun kærlighed til familien kan fremkalde:

    Vores familie kan være sammen

    for evigt, siger Gud.

    vor Herre, han har vist mig,

    hvordan jeg kan bo med familien i al evighed.«3

    Hele teologien i vores gengivne evangelium centrerer sig om familie og på den nye og evigtvarende ægteskabspagt. I Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige tror vi på et førjordisk liv, hvor vi alle boede hos Gud vor himmelske Fader som hans åndelige børn i bogstavelig forstand. Vi tror på, at vi var og stadig er en del af hans familie.

    Vi tror, at ægteskab og familiebånd kan række ud over døden – at ægteskab, der er forrettet af dem med behørig myndighed i Herrens tempel, stadig er gyldige i den kommende verden. I vores ægteskabsceremonier hører man ikke ordene »til døden jer skiller«, men »for tid og al evighed.«

    Vi tror, at stærke traditionelle familier ikke blot udgør grundlaget for et stabilt samfund, en stabil økonomi og en stabil værdikultur – men også, at de er den basale enhed i evigheden og i Guds rige og styre.

    Vi tror, at himlen organiseres og styres af familier og slægt.

    Det er, fordi vi tror, at ægteskabet og familien er evig, at vi som kirke ønsker at være deltagende og blandt de førende i verdensomspændende tiltag for at styrke dem. Vi ved, at det ikke kun er de religiøst aktive, der værdsætter og prioriterer livsvarige ægteskaber og stærke familierelationer. Der er mange ikke-troende mennesker, der er nået frem til den konklusion, at hengivenhed i ægteskabet og et familieliv er det mest fornuftige og økonomiske, og at det er grundlaget for det lykkeligste liv.

    Ingen er hidtil kommet frem med en mere effektiv måde at opfostre den næste generation på end en husstand bestående af gifte forældre og deres børn.

    Hvorfor betyder ægteskab og familie noget alle steder? Der er meningsmålinger, der viser, at ægteskabet stadig er håbet og idealet blandt størstedelen i alle aldersgrupper – selv blandt den såkaldte firsergeneration, hvorom vi så ofte hører, at de har valgt singlelivet, den personlige frihed eller bare at bo sammen i stedet for at blive gift. Faktum er, at det store flertal verden over stadig ønsker at få børn og opbygge en stærk familie.

    Når vi engang er blevet gift, og når vi engang har fået børn, bliver den sande mellemmenneskelige fællesnævner langt mere tydelig. Uanset hvor vi bor, eller hvilken religiøs overbevisning vi måtte have, kæmper vi som »familiemennesker« de samme kampe, med de samme tilpasninger, de samme håb, bekymringer og drømme for vore børn.

    Som klummeskribenten David Brooks skrev i New York Times: »Folk får det ikke bedre af, at de får mest mulig personlig frihed til at gøre, hvad de vil. De er bedre tjent med at være indhyllet i pligter, der prioriteres over det personlige valg – pligter over for familien, Gud, arbejdsgiver og fædreland.«4

    Et af problemerne er, at så mange medier og megen underholdning i verden ikke afspejler de prioriteter og værdier, som de fleste har. Hvad årsagen end er, så er for meget af det, vi ser og hører i TV, film, musik og på internettet et klassisk eksempel på, at et mindretal giver sig ud for at være flertallet. Amoral og umoral, der går lige fra ekstremt udpenslet vold til tilfældigt sex portrætteres som normen, hvilket kan gøre, at folk med flertallets normer føler sig gammeldags eller ude af trit med tiden. I sådan en medie- og internetdomineret verden har det aldrig været sværere at opdrage ansvarlige børn og holde sammen som ægtefolk og familie.

    Til trods for hvad mange medier og meget underholdning vil hævde og til trods for det reelle fald i indgåede ægteskaber og den vigende familieorientering hos visse, så tror det store flertal af menneskeheden stadig på, at ægteskabet bør bestå af en mand og en kvinde. De tror på troskab i ægteskabet, og de tror på ægteskabsløftet om »i medgang og modgang« og »til døden jer skiller.«

    Vi er nødt til at minde os selv om det en gang imellem, ligesom jeg blev i Rom, at det vidunderlige og fortrøstningsfulde faktum er, at ægteskab og familie stadig er håbet og målet for de fleste mennesker, og vi står ikke alene med denne overbevisning. Det har aldrig været en større udfordring at finde den praktiske balance mellem arbejde, familie og personlige behov, end det er i dag. Som kirke ønsker vi at bistå med alt, vi kan, for at opbygge og støtte stærke ægteskaber og familier.

    Det er derfor, at Kirken deltager aktivt i og står i spidsen for forskellige koalitioner og økumeniske bestræbelser for at styrke familien. Det er derfor, at vi fortæller om vores familiebaserede værdier i medierne, også på de sociale. Der er derfor, at vi stiller vores genealogiske og slægtshistoriske optegnelser til rådighed for alle nationer.

    Vi ønsker, at vores røst bliver hørt som modvægt til alle de forfalskede og alternative livsformer, der prøver at erstatte den familiestruktur, som Gud selv har etableret. Vi ønsker også at vores røst bliver hørt for at fortælle om den glæde og lykke, som den naturlige traditionelle familie bringer. Vi må fortsætte med at gøre vores røst gældende over hele verden ved at fortælle, hvorfor ægteskabet og familien er så vigtigt, hvorfor ægteskab og familie virkelig betyder noget, og hvorfor det altid vil være sådan.

    Mine brødre og søstre, det gengivne evangelium centrerer sig om ægteskab og familie. Det er også i forbindelse med ægteskab og familie, at vi har mest fælles fodslag med andre trosretninger. Det er i forbindelse med ægteskab og familie, at vi har størst lighed med resten af verden. Det er i forbindelse med ægteskab og familie, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige har størst mulighed for at være et lys på et bjerg.

    Lad mig afslutte med at bære mit vidnesbyrd (og mine ni årtier kvalificerer mig til at sige dette): Jo ældre, jeg bliver, jo mere indser man, at familien er livets kerne og nøglen til evig lykke.

    Jeg takker for min hustru, mine børn, mine børnebørn og mine oldebørn og for alle kusiner, fætre, svogre og svigerinder i min store familiekreds, som alle har gjort mit liv så rigt, ja, endog evigt. Jeg bærer mit største og helligste vidnesbyrd om denne evige sandhed i Jesu Kristi navn. Amen.

    Noter

    1. Pave Frans’ tale ved Humanum: Et internationalt og tværreligiøst kollokvium om, hvordan mænd og kvinder komplementerer hinanden, 17. nov. 2014, humanum.it/en/videos; se også zenit.org/en/articles/pope-francis-address-at-opening-of-colloquium-on-complementarity-of-man-and-woman.

    2. Pave Frans, Kollokviet om, hvordan mænd og kvinder komplementerer hinanden.

    3. »Vores familie kan være sammen for evigt«, Salmer og sange, nr. 194.

    4. David Brooks, »The Age of Possibility«, New York Times, 16. nov. 2012, s. A35; nytimes.com/2012/11/16/opinion/brooks-the-age-of-possibility.html.