2010-2019
»Den faste, jeg ønsker«
April 2015


»Den faste, jeg ønsker«

Jeres fasteoffer gør mere end at forsyne mennesker med mad og tøj. Det vil hele og ændre hjerter.

Mine kære brødre og søstre, det er mig en glæde at udtrykke min kærlighed til jer ved denne generalkonference i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Den glæde stammer fra Åndens vidnesbyrd om, at Frelserens kærlighed gælder jer hver især og alle vor himmelske Faders børn. Vor himmelske Fader ønsker at velsigne sine børn åndeligt og timeligt. Han forstår alle deres behov, smerter og håb.

Når vi tilbyder at hjælpe nogen, føles det for Frelseren, som om vi rækker ud for at hjælpe ham.

Han har fortalt os, at dette er sandt, da han beskrev det tidspunkt, vi alle kommer til at opleve, hvor vi ser ham, når vores liv i denne verden er slut. Et billede af den dag er blevet mere levende i mit sind de dage, hvor jeg har bedt om og fastet for at vide, hvad jeg skal sige i dag. Herrens disciple fik en beskrivelse af dette fremtidige interview, og det beskriver det, vi af hele vores hjerte ønsker også gælder for os:

»Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt.

For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig,

jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig.

Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke?

Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj?

Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig?

Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig«.1

I og jeg ønsker denne varme velkomst fra Frelseren. Men hvordan kan vi gøre os fortjent til den? Der er flere af vor himmelske Faders sultne, hjemløse og ensomme børn, end vi på nogen mulig måde kan nå ud til. Og antallet stiger til stadigt mere uopnåelige højder.

Derfor har Herren givet os noget, som vi alle kan gøre. En befaling så enkel, at selv et barn kan forstå den. Det er en befaling med et vidunderligt løfte for de nødlidende og for os.

Det er fasteloven. Ordene i Esajas’ Bog er Herrens beskrivelse af den befaling og velsignelse, som er til rådighed for os i hans kirke:

»Nej, den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg;

ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne.

Da skal dit lys bryde frem som morgenrøden, og dit sår skal hurtigt læges; din retfærdighed går i spidsen for dig, og Herrens herlighed er bag dig.

Da kalder du, og Herren vil svare, da råber du om hjælp, og han siger: Her er jeg! Hvis du fjerner åget og holder op at pege fingre og tale ondt,

rækker den sultne dit brød og mætter den forkuede, så skal dit lys bryde frem i mørket og dit mulm blive til højlys dag.

Herren vil altid lede dig, selv i øde egne vil han mætte dig. Han vil styrke din krop, så du bliver som en frodig have, som et kildevæld, hvis vand ikke svigter.«2

Herren har altså givet os en enkel befaling med et storslået løfte. I Kirken i dag får vi en gang om måneden mulighed for at faste og give et gavmildt fasteoffer gennem vores biskop eller grenspræsident til gavn for de fattige og trængende. Noget af det, som I giver, bliver brugt til at hjælpe dem omkring jer, måske nogle i jeres egen familie. Herrens tjenere beder og faster om åbenbaring for at vide, hvem og hvordan der skal hjælpes. Det, der ikke er brug for til at hjælpe mennesker i jeres lokale menighed, bliver givet til at velsigne andre kirkemedlemmer verden over, som har brug for hjælp.

Befalingen om at faste for de fattige bibringer mange velsignelser. Følger man ikke den lov, kaldte præsident Spencer W. Kimball det en undladelsessynd med store omkostninger. Han skrev: »Herren [giver] rige løfter til dem, som vil faste og hjælpe de trængende … Inspiration og åndelig vejledning vil komme med retfærdighed og et nært forhold til vor himmelske Fader. At undlade at udøve den retfærdige handling at faste vil berøve os disse velsignelser.«3

Jeg fik en af disse velsignelser for blot nogle få uger siden. Eftersom generalkonferencen falder på en weekend, hvor der normalt afholdes faste- og vidnesbyrdsmøde, fastede og bad jeg for at vide, hvordan jeg stadig skulle adlyde befalingen om at tage sig af de trængende.

En lørdag, stadigt fastende, vågnede jeg kl. 6 og bad igen. Jeg følte mig tilskyndet til at læse nyhederne. Der så jeg denne rapport:

Den tropiske orkan Pam ødelagde mange hjem, da den ramte direkte ind i Port Vila, Vanuatus hovedstad. Den dræbte mindst seks mennesker i Vanuatu, lød de første meldinger fra en af de kraftigste orkaner, der nogensinde har ramt land.

»Knap et træ stod oprejst, da orkanen brølede hen over« ø-nationen i Stillehavet.4

World Visions akuthold planlagde at tage ud for at bedømme skaderne, efter orkanen var raset af.

De rådede indbyggerne til at søge ly i robuste bygninger som universiteter og skoler.

Så sagde de: »›Det stærkeste, de har, er kirker af cement,‹ sagde Inga Mepham fra CARE International … ›Nogle af dem har ikke engang det. Det er vanskeligt at finde en bygning, som man tror ville kunne modstå en kategori 5-storm.‹«5

Da jeg læste det, huskede jeg, at jeg havde besøgt folk i deres små hjem i Vanuatu. Jeg kunne se folk for mig, der krøb sammen i huse, som blev ødelagt af vindene. Og så huskede jeg den varme velkomst, som folket på Vanuatu gav mig. Jeg tænkte på, hvordan de og deres naboer flygtede i sikkerhed i vores kirkebygning af cement.

Da så jeg for mig, hvordan biskoppen og hjælpeforeningspræsidenten gik blandt dem, trøstede dem og uddelte tæpper, mad at spise og vand at drikke. Jeg kunne forestille mig de skræmte børn trykke sig op ad hinanden.

De er så langt væk fra mit hjem, hvor jeg læste denne rapport, og alligevel vidste jeg, hvad Herren ville udrette gennem sine tjenere. Jeg vidste, at det, der muliggjorde, at de kunne bistå disse vor himmelske Faders børn, var de fasteofferydelser, Herrens disciple frit havde givet. De, der var langt væk derfra, men tæt på Herren.

Jeg ventede ikke til søndag. Jeg tog et fasteoffer med til biskoppen den morgen. Jeg ved, at biskoppen og hjælpeforeningspræsidenten kan bruge mit fasteoffer til at hjælpe nogen i mit nabolag. Mit lille offer anvendes måske ikke der, hvor min familie og jeg bor, men det lokale overskud kan måske nå helt ud til Vanuatu.

Andre orkaner og tragedier vil ramme verden og de mennesker, Herren elsker, og hvis sorger han føler. En del af jeres og mit fasteoffer bliver denne måned brugt til at hjælpe en eller anden et eller andet sted, og Herren vil føle den lindring, som var det hans egen.

Jeres fasteoffer gør mere end at forsyne mennesker med mad og tøj. Det vil hele og ændre hjerter. Frugten af et frivilligt bidrag kunne være, at modtageren får et ønske i hjertet om at række ud til andre, der har brug for det. Det sker over hele verden.

Det skete for søster Abie Turay, som bor i Sierra Leone. I 1991 brød en borgerkrig ud. Den hærgede landet i årevis. Sierra Leone var i forvejen et af de fattigste lande i verden. »Under krigen var det uklart, hvem der kontrollerede landet – banker … lukkede, offentlige kontorer blev lukket, politistyrken [var ineffektive mod oprørsstyrkerne] … og der herskede kaos, drab og sorg. Titusinder af mennesker mistede livet, og over to millioner mennesker blev tvunget ud af deres hjem for at undgå nedslagtning.«6

Selv i sådanne tider voksede Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

En af de første grene blev organiseret i den by, hvor søster Turay boede. Hendes mand var den første grenspræsident. Han tjente som distriktspræsident under borgerkrigen.

»Når gæster nu besøger søster Turays hjem, elsker hun at vise dem to klenodier fra krigen: En blå- og hvidstribet bluse, som hun fik fra nogle bunker brugt tøj doneret af kirkemedlemmer, og et tæppe, der nu er slidt og fuld af huller.«7

Hun fortæller: »Denne bluse er det første … stykke tøj, jeg fik … Jeg plejede at gå med den på arbejde – den var så god. [Den fik mig til at føle mig smuk]. Jeg havde ikke andet tøj.

Under krigen holdt vi varmen med dette tæppe, jeg og mine børn. Da oprørerne kom for at angribe os, var dette det eneste, jeg nåede at få med, [da vi flygtede ud af byen for at gemme os]. Så vi tog tæppet med os. Det holdt os varme og holdt myggene på afstand.«8

»Søster Turay taler om sin taknemlighed for en missionspræsident, som fandt vej ind i det krigshærgede land med penge på lommen.« De penge, der kom fra fasteofferbidrag fra folk som jer, gav de hellige mulighed for at købe mad, som de fleste mennesker fra Sierra Leone ikke havde råd til.9

Søster Turay taler om dem, der donerede så gavmildt, så de kunne overleve, og siger: »Når jeg tænker på de mennesker, der gjorde det … føler jeg, at de blev sendt af Gud, fordi ganske almindelige mennesker viste os denne venlige gestus.«10

For ikke så længe siden sad en gæst fra USA sammen med hende. Mens han var sammen med hende, blev hans blik »fanget af et sæt skrifter, der lå på bordet«. Han kunne se, at det var en værdifuld skat »med mange markeringer og noter i margenerne. Siderne var slidte, nogle var revet i stykker. Ryggen sad løs.«

Han holdt skrifterne i sin »hånd og vendte forsigtigt siderne. Da han gjorde det, fandt han en gul tiendeseddel. Han kunne se, at Abie Turay i et land, hvor dollaren er sin vægt værd i guld, havde betalt en dollar i tiende, en dollar til missionsfonden og en dollar i fasteoffer til dem, der med hendes ord var ›virkelig fattige‹«.

Gæsten lukkede søster Turays skrifter og tænkte, mens han stod sammen med denne trofaste afrikanske mor, at han var på hellig grund.11

Ligesom den kærkomne modtagelse af jeres og mit fasteoffer kan ændre hjerter, gør faste for en anden også gavn. Selv et barn kan mærke det.

Mange børn, og nogle voksne, kan af personlige årsager finde det vanskeligt med en 24-timers faste. Det kan med Esajas’ ord føles, som om fasten har hjemsøgt »den forkuede«. Kloge forældre indser dette og følger derfor omhyggeligt præsident Joseph F. Smiths råd: »Det er bedre at lære dem princippet og lade dem overholde det, når de er gamle nok til at vælge på forstandig vis.«12

Jeg så for nylig velsignelsen ved at følge dette råd. Et af mine børnebørn mente, at en 24-timers faste var langt ud over hans formåen. Men hans kloge forældre placerede alligevel princippet i hans hjerte. En af hans skolekammerater mistede for nylig sin lille kusine ved en ulykke. Omkring det tidspunkt, hvor mit barnebarn havde følt, at det var alt for hårdt at faste, spurgte han en fastedag sin mor, om hans sørgende ven ville få det bedre, hvis han fortsatte sin faste.

Hans spørgsmål var bekræftelsen af præsident Joseph F. Smiths råd. Mit barnebarn var nået til et punkt, hvor han ikke blot forstod princippet om faste, men det var også blevet plantet i hans hjerte. Han følte nu, at hans faste og bønner kunne føre til en velsignelse fra Gud til en, der havde brug for det. Hvis han efterlever princippet ofte nok, vil det medføre de vidunderlige resultater i hans eget liv, som Herren har lovet. Han vil få den åndelige velsignelse, det er at få kraft til at modtage inspiration, og han vil få større evne til at modstå fristelse.

Vi kender ikke alle årsagerne til, at Jesus Kristus gik ud i ørkenen for at faste og bede. Men vi kender til mindst et af resultaterne: Frelseren modstod til fulde Satans fristelser om at misbruge sin guddommelige magt.

Den korte tid, vi faster hver måned, og det lille beløb, vi giver til de fattige, kan kun bibringe os en lille del af den ændring i vores natur, hvor vi ikke længere ønsker at gøre ondt. Men der er et stort løfte, når vi gør alt, hvad vi med rimelighed kan for at bede, at faste og at skænke til dem, der har brug for det:

»Da skal dit lys bryde frem som morgenrøden, og dit sår skal hurtigt læges; din retfærdighed går i spidsen for dig, og Herrens herlighed er bag dig.

Da kalder du, og Herren vil svare, da råber du om hjælp, og han siger: Her er jeg!«13

Jeg beder til, at vi vil gøre krav på disse storslåede velsignelser til både os selv og vores familie.

Jeg bærer vidnesbyrd om, at Jesus er Kristus, at vi i hans kirke opfordres til at hjælpe ham, når han tager sig af de fattige på sin måde, og at han lover, at evigtvarende velsignelser vil udspringe af, at vi hjælper ham. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.

Noter

  1. Matt 25:34-40.

  2. Es 58:6-11.

  3. Se Spencer W. Kimball, Tilgivelsens mirakel, 1975, s. 93.

  4. Steve Almasy, Ben Brumfield og Laura Smith-Spark, »Cleanup Begins in Vanuatu after Cyclone Batters Islands«, 14. mar. 2015, edition.cnn.com.

  5. Se Sean Morris, Steve Almasy og Laura Smith-Spark, »›Unbelievable Destruction‹ Reported in Tropical Cyclone Pam’s Wake«, 14. mar. 2015, edition.cnn.com.

  6. Peter F. Evans, »Sister Abie Turay’s Story«, ikke udgivet manuskript.

  7. Peter F. Evans, »Sister Abie Turay’s Story«.

  8. Abie Turay, citeret i Peter F. Evans, »Sister Abie Turay’s Story«.

  9. Peter F. Evans, »Sister Abie Turay’s Story«.

  10. Abie Turay, citeret i Peter F. Evans, »Sister Abie Turay’s Story«.

  11. Peter F. Evans, »Sister Abie Turay’s Story«; en video om søster Turay, »We Did Not Stand Alone«, kan ses på lds.org/media-library.

  12. Joseph F. Smith, »Editor’s Table«, Improvement Era, dec. 1903, s. 149.

  13. Es 58:8-9.