Vælg at tro
Ældste L. Whitney Clayton
De Halvfjerds’ Præsidium
Frelseren har givet sit evangelium som et lys til at vejlede dem, der vælger at tro på og følge ham.
Sidste januar fløj syvårige Sailor Gutzler og hendes familie fra Florida til Illinois i et privatfly. Sailors far fløj flyet. Lige efter mørkets frembrud opstod der et mekanisk problem, og flyet styrtede ned i Kentuckys kulsorte bakker, hvor det endte med bunden i vejret i meget ujævnt terræn. Alle, undtagen Sailor, døde i ulykken. Hun brækkede sit håndled i styrtet. Hun havde fået nogle små sår og skrammer og havde mistet sine sko. Det var 3 grader – det var en kold, regnfuld vinteraften i Kentucky – og Sailor havde kun shorts, en T-shirt og en sok på.
Hun kaldte på sin mor og far, men ingen svarede. Hun samlede alt sit mod og begyndte at gå afsted efter hjælp på bare fødder, hun gik gennem bække, krydsede grøfter og trodsede brombærbuske. Fra toppen af en lille bakke så Sailor et lys i det fjerne omkring halvanden kilometer væk. Hun snublede gennem mørket og krat mod lyset, og kom endelig frem til en venlig mand, hun aldrig havde mødt før, som skyndte sig at hjælpe hende. Sailor var i sikkerhed. Snart efter kom hun på hospitalet og fik hjælp, så hun kunne komme sig.1
Sailor overlevede, fordi hun så lyset i det fjerne og kæmpede sig hen mod det – til trods for den ufremkommelige bevoksning, den store tragedie, hun havde oplevet, og de skader, hun havde fået. Det er svært at forestille sig, hvordan det lykkedes for Sailor at gøre det, hun gjorde den nat. Men det, vi ved, er, at hun i lyset fra det fjerntliggende hus så en mulighed for at blive reddet. Der var håb. Hun fattede mod i det faktum, at lige meget, hvor slemt det så ud, så kunne hun finde sin redning i det lys.
Få af os vil nogensinde komme ud for en så oprivende oplevelse som Sailor. Men vi vil alle på et eller andet tidspunkt krydse vores eget åndelige vildnis og foretage vore egne problemfyldte, følelsesladede rejser. I disse øjeblikke, uanset hvor mørke og tilsyneladende håbløse de kan være, så vil der, hvis vi søger efter det, altid være et åndeligt lys, som lyser for os, giver os håb og redning og lindring. Det lys skinner fra hele menneskehedens Frelser, der er verdens lys.
Åndeligt lys opfattes på en anden måde end fysisk lys. At kunne genkende Frelserens åndelige lys begynder med vores villighed til at tro. Gud kræver, at vi til at begynde med i det mindste ønsker at tro. »Hvis I vil vågne op og vække jeres evner … og udøve den mindste smule tro,« siger profeten Alma, »ja, selv om I ikke kan gøre mere end ønske at tro, lad da det ønske virke i jer, indtil I tror på en sådan måde, at I kan give plads til en del af [Frelserens] ord.«2
Almas kald til os om at ønske at tro og »give plads« i vores hjerte til Frelserens ord minder os om, at den overbevisning og tro kræver, at vi selv vælger og handler. Vi skal »vågne op og vække [vore] evner«. Vi beder, før det gives os; vi søger, før vi finder; vi banker på, før der lukkes op for os. Vi bliver derefter lovet: »For enhver, der beder, får; og den, der søger, finder; og for den, der banker på, skal der lukkes op.«3
Der har ikke været nogen mere lidenskabelig og inderlig bøn om, at vi skulle tro end den, som selve Frelseren kom med, da han talte til sine vantro lyttere:
»Gør jeg ikke min faders gerninger, skal I ikke tro mig.
Men gør jeg dem, så tro gerningerne, selv om I ikke vil tro mig, for at I kan fatte og forstå, at Faderen er i mig og jeg i Faderen.«4
Hver eneste dag står vi hver især over for en prøve. Det er vores livs prøve: Vil vi vælge at tro på ham og tillade at lyset fra hans evangelium vokser i os, eller vil vi nægte at tro og insistere på at rejse alene i mørket? Frelseren har givet sit evangelium som et lys til at vejlede dem, der vælger at tro på og følge ham.
Efter ulykken havde Sailor et valg. Hun kunne have valgt at blive ved flyet i mørket, alene og bange. Men der lå en lang nat forude, og det ville bare blive koldere. Hun valgte en anden vej. Sailor klatrede op på en bakke, og der så hun et lys i horisonten.
Gradvist, efterhånden, som hun gik gennem natten mod lyset, blev det tydeligere. Men der må stadig have været tider, hvor hun ikke kunne se det. Måske forsvandt det ud af syne, når hun var nede i en kløft eller bag ved træer eller buske, men hun fortsatte. Når Sailor kunne se lyset, kunne hun se, at hun var på rette vej. Hun vidste endnu ikke præcist, hvad lyset var, men hun blev ved at gå mod det baseret på det, hun vidste, og med tillid til og håb om, at hun ville se det igen, hvis hun blev ved med at gå i den rigtige retning. Hun har nok overlevet, fordi hun gjorde det.
Vores liv kan også være sådan. Der kan være tidspunkter, hvor vi er blevet såret, hvor vi er trætte, og hvor vores liv synes mørkt og koldt. Der kan være tider, hvor vi ikke kan se noget lys i horisonten, og vi kan have lyst til at give op. Hvis vi er villige til at tro, hvis vi ønsker at tro, hvis vi vælger at tro, så vil Frelserens lærdomme og eksempel vise os vejen frem.
Vælg at tro
På samme måde som Sailor måtte tro, at hun ville finde sikkerhed i det fjerne lys, så skal vi også vælge at åbne vores hjerte for Frelserens guddommelige realitet – for hans evige lys og hans helbredende barmhjertighed. Profeter i alle tidsaldre har opfordret os til og endda bønfaldt os om at tro på Kristus. Deres formaninger afspejler et grundlæggende faktum: Gud tvinger os ikke til at tro. I stedet opfordrer han os til at tro ved at sende levende profeter og apostle til at undervise os, ved at give os skrifter og ved at tilskynde os gennem sin ånd. Det er os, der skal vælge at tage imod disse åndelige indbydelser, beslutte os for med vore åndelige øjne at se det åndelige lys, som han kalder os med. Beslutningen om at tro er det vigtigste valg, vi nogensinde træffer. Den former alle vore andre beslutninger.
Gud tvinger os ikke til at tro lige så lidt, som han tvinger os til at holde buddene, og det på trods af hans fuldkomne ønske om at velsigne os. Alligevel er hans kald til os om at tro på ham – at udøve den mindste smule tro og give plads til hans ord – stadig gyldigt i vore dage. Som Frelseren sagde: »Jeg aflægger vidnesbyrd om, at Faderen befaler alle mennesker overalt at omvende sig og tro på mig.«5
Overbevisning og vidnesbyrd og tro er ikke passive principper. De sker ikke bare for os. Tro er ikke noget, vi vælger – vi håber på det, vi arbejdet for det, og vi ofrer for det. Vi kommer ikke tilfældigt til at tro på Frelseren og hans evangelium lige så lidt, som vi tilfældigt beder eller betaler tiende. Vi vælger aktivt at tro på samme måde, som vi vælger at holde andre bud.
Omsæt tro til praksis
Sailor kunne i begyndelsen ikke vide, om det hun gjorde, da hun gik gennem underskoven, virkelig ville fungere. Hun vidste ikke, hvor hun var, og hun var såret; det var mørkt og koldt. Men hun forlod ulykkesstedet og drog afsted med et håb om at blive reddet, hun kravlede og krøb fremad, indtil hun så lys i det fjerne. Da hun først havde set det, gjorde hun sit bedste for at gå fremad, idet hun huskede på det, hun havde set.
På samme måde skal vi give plads til håbet om, at vi vil finde åndeligt lys ved at favne troen i stedet for at vælge at tvivle. Vore handlinger er beviset på vores tro og bliver indholdet af vores overbevisning. Vi vælger at tro, når vi beder, og når vi læser i skrifterne. Vi vælger at tro, når vi faster, når vi holder sabbatsdagen hellig, og når vi tager til templet. Vi vælger at tro, når vi bliver døbt, og når vi tager nadveren. Vi vælger at tro, når vi omvender os og søger guddommelig tilgivelse og helbredende kærlighed.
Giv aldrig op
Nogle gange kan fremgang i åndelige ting synes langsom eller uregelmæssig. Nogle gange føler vi måske, at vi har mistet fodfæstet, at vi har begået fejl, eller at vore bedste bestræbelser på at finde Frelseren ikke virker. Hvis I har det på denne måde, så skal I ikke give op – aldrig nogensinde. Fortsæt med at tro på ham og hans evangelium og hans kirke. Ret jeres handlinger ind efter den tro. I de øjeblikke, hvor jeres tros lys er blevet svagt, så lad jeres håb på Frelserens kærlighed og barmhjertighed, der findes i hans evangelium og hans kirke, overvinde jeres tvivl. Jeg lover jer, at han står parat til at modtage jer. Med tiden vil I komme til at se, at I har truffet det bedste valg, I overhovedet kunne træffe. Jeres modige beslutning om at tro på ham vil velsigne jer umådeligt og for evigt.
Velsignelserne ved at tro
Jeg har følt Frelserens barmhjertige kærlighed i mit liv. Jeg har søgt efter ham, når jeg selv har været i mørket, og han har rakt ud til mig med sit helbredende lys. En af de store glæder i mit liv har været at rejse rundt med min hustru, Kathy, og møde medlemmer af Kirken i mange dele af verden. Disse vidunderlige møder har lært mig og lært os om Guds kærlighed til sine børn. De har vist mig det ubegrænsede potentiale for lykke, som de, der vælger at følge Herren Jesu Kristi lærdomme, bliver velsignede med. Jeg har lært at tro på ham og hans forløsende kraft er den sande vej til »fred i denne verden og evigt liv i den tilkommende verden.«6
Jeg vidner om, at Jesus Kristus er lysets og håbets kilde for os alle. Jeg beder til, at vi alle må vælge at tro på ham. I Jesu Kristi navn. Amen.