Hun vidste ikke, at jeg havde brug for det

Sara R. er 17 år

På et tidspunkt, hvor jeg gik igennem en svær tid, fulgte en ven fra seminar en tilskyndelse.

Jeg kæmpede med nogle personlige problemer. En dag havde jeg det ikke så godt, og jeg havde egentlig ikke lyst til at tage til seminar. Men så tænkte jeg: »Det er mit sidste år, og det må jeg hellere udnytte.«

Så jeg tog derhen, og vi talte om, hvordan Jesus Kristus kender os hver især ved navn. Vi læste Lære og Pagter 18:10: »Husk, at sjæles værdi er stor i Guds øjne.« Jeg begyndte at blive lidt følelsesladet, da jeg markerede verset. Når jeg bliver følelsesladet, græder jeg meget, så jeg havde ikke lyst til at læse det igen inde i klassen.

Senere spurgte læreren: »Hvad var det, der interesserede dig mest og hvorfor?« Jeg havde ikke lyst til at tale, men en af mine venner nævnte det skriftsted. Hun bar sit vidnesbyrd om, at Gud ikke lader os være alene, og at vi nogle gange glemmer det, men han kender os, og han vil være der for os.

Da jeg hørte det, føltes det, som om det var vor himmelske Fader, der talte til mig gennem min ven. Det var, som om han sagde: »Vend dig ikke bort fra mig – jeg er her.«

Bagefter gik jeg ud for at tørre mit ansigt, og min ven kom over til mig. Hun sagde: »Jeg ville ikke sige det, men jeg følte, at jeg skulle gøre det, fordi det ville hjælpe nogen. Jeg vidste ikke, at den person var dig.« Det bekræftede endnu mere for mig, at vor himmelske Fader er opmærksom på mig.

Efter seminar gik jeg hjem og bad. Normalt takker jeg og beder om ting. Men den bøn – jeg tror, at det var den mest taknemmelige bøn, jeg nogensinde har bedt. Jeg følte Ånden i mit værelse, og jeg følte, at vor himmelske Fader var med mig.

Forfatteren bor i Sacatepéquez i Guatemala.