Kun digitalt: Unge stemmer

En pause fra balletten

Sidste år var anderledes for mig i forhold til min ballet, fordi jeg kæmpede med nogle helbredsudfordringer. Det var ret farligt for mig at danse, fordi jeg havde et svagt hjerte. Jeg havde brug for hvile og restitution.

Det var en meget modløs tid. Ikke alene måtte jeg ikke danse, men jeg blev rådet til at afholde mig fra enhver form for fysisk udfoldelse, herunder udstrækning, styrketræning eller blot at gå mere end absolut nødvendigt. Det virkede umuligt at tage en pause fra dansen. Holder jeg blot en pause på en uge, vender jeg tilbage helt stiv og usmidig. Jeg kunne ikke forestille mig at tage fri i mere end en måned.

Fysisk og åndelig hjælp

Jeg håbede, at jeg ville være danseklar igen, inden det nye skoleår begyndte til efteråret. Men da tiden kom, var jeg stadig ved at komme mig. I september, og efter at have bedt meget om det, tog jeg den meget svære beslutning at opsøge en klinik, for at få hjælp til mit helbred.

Jeg begyndte også at deltage i seminar. Det var en god måde at begynde min dag på - at være fordybet i evangeliet. Jeg havde aldrig haft gode vaner med at studere skriften. Ved at afsætte den time hver dag, til bare at dykke ned i skrifterne, fik jeg hjælp til at opbygge et meget stærkere forhold til Gud.

Identitetskrise

Før mine udfordringer med helbredet, havde jeg brugt så meget tid på at danse, at meget af min identitet var bundet op på det. Jeg følte mig fortabt, og det var som om noget af mig manglede; at jeg ikke havde dansen at falde tilbage på i den svære tid. Men jeg bemærkede, at jo mere jeg gik til seminar, læste i mine skrifter og omgav mig med andre unge, der gjorde det samme, jo mere begyndte jeg at styrke min identitet som et Guds barn. Efter at have følt mig fortabt så længe, hjalp det mig virkelig til at finde håb og mening.

En bestemt grundlæggende tanke, der blev ved med at dukke op i min seminarklasse, hjalp mig meget. Og det drejede sig om hvordan Kristus styrker os under vores prøvelser. Min seminarlærer opfordrede os hver gang til at skrive små sedler om ting, der »fæstnede sig i os«. Når jeg ser tilbage, var alle mine gule sedler fokuserede på, at Kristus var der for mig og velsignede mig i mine prøvelser. Det føltes som om, at jeg modtog en daglig påmindelse om, at Kristus var derfor mig.

Et Guds barn

Efter seks lange måneder sagde lægerne endelig god for, at jeg kunne begynde at danse igen. I starten var jeg virkelig nervøs, fordi jeg følte jeg havde mistet al min styrke. Jeg blev ved med at knokle, bede, gå i kirke og håbede på, at hvis jeg gjorde mit bedste, så ville Frelseren hjælpe mig. Da jeg vendte tilbage, roste min lærer mig for min styrke, selvom jeg ikke var så stærk, som jeg plejede at være. Hun sagde, at hun var stolt af mig og mine fremskridt.

Selvom jeg måtte kæmpe meget, er jeg taknemmelig for, at mine helbredsmæssige udfordringer gav mig chancen for at styrke mit forhold til min himmelske Fader og Jesus Kristus og finde min identitet som et Guds barn.

Alle, der går igennem noget svært, skal vide, at I altid har folk omkring jer, der støtter jer, uanset om I kan se dem eller ej. I er Guds børn! Selvom vi ikke kan se Jesus Kristus eller vores himmelske Fader, så våger de over os og beskytter os. Vores himmelske Fader har en plan for os. Nogle gange går tingene måske ikke lige jeres vej, men jeres prøvelser kan være med til at gøre jer stærkere.

Jeg har et vidnesbyrd om, at hvis vi beder og etablerer et forhold til Gud, vil han være der for at vejlede, hjælpe og styrke os.

Ellie J. er 15 år og fra Oregon i USA

Hun elsker ballet, tjeneste og at være sammen med familie og venner.