Jeg vil give mig selv til ham

Russell T. Osguthorpe

Søndagsskolens hovedpræsident

Billede

CES-foredrag for Unge Voksne • 3. november 2013 • Brigham Young University

Det er et stort privilegium at være sammen med jer i aften mine kære unge brødre og søstre. I skal vide, at det er en velsignelse for min hustru og mig at være sammen med jer denne aften. Når vi ser på jer, ser vi uendelige muligheder. I er så fulde af potentiale. Uanset hvor store håb, I har, er jeg her for at fortælle jer, at de kan blive endnu større. I kan opnå mere i dette liv, end I tror. I kan opleve mirakler, når Herren er ved jeres side. I kan gøre det, som I umiddelbart først troede var umuligt. I kan overvinde ethvert problem. I kan hæve jer over alt det, der måtte trække jer ned. I kan afvise det onde og favne alt det, der er godt. I kom til jorden med en hensigt, og med Herrens hjælp kan I opnå den hensigt.

Jeg håber, I ved, at mange beder for jer. Der bliver bedt så mange bønner hver dag i denne kirke for Kirkens ungdom – for de unge voksne. Når I har et stille øjeblik, vil jeg bede jer reflektere over alle de bønner, der dagligt bliver bedt specifikt for jer, den opvoksende generation. Bønner, der bliver bedt i templet, bedt af generalautoriteter og ledende funktionærer i Kirken, bønner bedt af ledere i stave og i menigheder, af forældre, øvrige familiemedlemmer og venner – jeg hører mange af disse bønner. De kommer fra hjertet. Jeg håber, I vil reflektere over himlens kræfter, som der bliver trukket på, på jeres vegne.

Og jeg håber, at I føler jer elsket. Ikke blot af dem, der kender jer, men af alle dem, der drager omsorg for jer og bekymrer sig om jer, selv om de måske aldrig har mødt jer. Jeg ved, at hvis præsident Monson var til stede i aften, ville han udtrykke sin kærlighed til jer. Vi har en levende profet, som elsker de unge i denne kirke.

Min hustru og jeg er så taknemlige for, at koret sang »I Will Give Myself to Him«. Vi skrev sangen til vore missionærer, mens vi tjente i Rapid City-missionen i South Dakota. Men ordene gælder for os alle hele livet. Det første vers lyder:

Han gav sig selv for mig. Han døde, for at jeg kunne leve.

Hvad kan jeg gøre for ham? Hvad kan jeg i virkeligheden give?¹

Disse ord kommer fra en, som reflekterer over forsoningens velsignelser, velsignelserne ved at føle kærligheden fra vor Fader i himlen og hans Søn Jesus Kristus. Vi har alle stunder som disse – stunder, hvor vi ved, at Herren er opmærksom på os.

Jeg vil nu bede jer reflektere over de velsignelser, som I føler, I har, som medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Og hvis der er nogen blandt forsamlingen, som overvejer at tilslutte sig Kirken, beder jeg jer reflektere over en velsignelse, som I søger. Så vil jeg bede jer om at fortælle jeres sidemand om denne velsignelse. Hvis ikke I kender denne person, er det endnu bedre. I kan lære hinanden at kende, mens I taler sammen. Fortæl om så mange velsignelser I kan i løbet af det næste minut eller to.

Jeg havde for nylig en gruppe studerende hjemme hos mig for at drøfte denne aftens tema. Lad os se, hvilke svar de gav, da jeg bad dem fortælle om velsignelserne i deres liv:

Mand 1: Min viden – min viden om frelsesplanen, vor himmelske Fader, hvordan han er, og hvad han ønsker for mig. Viden om det, jeg kan gøre for at leve i harmoni med det, han ønsker for mig. Velsignelserne, der kommer fra beseglingsmagten og templerne på jorden – at vide, at jeg kan være sammen med min familie for evigt som en familie.

Kvinde 1: Kendskab til forsoningen og så evnen til at få adgang til den kraft, der kommer gennem forsoningen. Mange af dem kommer gennem præstedømmets ordinancer og at føle en virkelig forbindelse til min himmelske Fader gennem de ordinancer og pagter, som jeg indgår med ham. At have kraften i vores tilværelse og styrken og alt det, vi behøver for at vende tilbage til ham.

Kvinde 2: Muligheden for og privilegiet af at have Helligåndsgaven med os altid: Til at vejlede vore beslutninger, når vi underordner vores vilje og til at give os trøst og styrke og kraften til at komme igennem livet og derefter til at være hos ham for evigt.

Mand 2: Jeg føler, at alt dette er præstedømmets velsignelser, som er tilgængelige for både mænd og kvinder. Jeg er taknemlig for præstedømmet, der blevet gengiver, så vi kan få alle disse velsignelser: Templet, Helligånden og muligheden for at få gavn af forsoningen.

Kvinde 3: Jeg er meget taknemlig for at vide, at jeg kan udvikle mig, og at dette liv ikke er til for at være apatisk eller til bare at sidde på et hegn – eller noget andet sted. Det handler om at stå for noget og opnå noget. Udvikling er for mig så vigtig, at vide at det sker, og at vi stadig kan udvikle os efter døden.

Mand 3: Mormons Bog. Som studerende bruger jeg så meget tid på at læse, at jeg bliver nødt til at være på vagt – på en måde sige: Er det sandt? Hvilke forudsætninger har de? Hvordan kan jeg skimme igennem alt det, de siger? Men jeg føler, at jeg på en måde kan tage skoene af, når jeg læser i Mormons Bog. Fordi den helt enkelt er sand – oversat ved Guds gave og kraft.

Uden Jesu Kristi gengivne evangelium ville vi ikke have nogen af de velsignelser, som mine venner lige har nævnt. Når vi reflekterer over vore velsignelser, får vi styrke til at gå fremad i livet. Men vi ved også, at det er krævende at gå fremad. Det her er det jordiske liv, og det jordiske liv er ikke let. De næste to vers i sangen, koret sang, lyder:

Når andre vender sig bort, når ingen andre synes at skænke mig en tanke,
Hvordan kan jeg føle hans kærlighed? Hvordan kan jeg vide, at han er der?
… … … … … … … … … … …
Når smerte og sorg kommer til dem, der spør’ hvorfor,
Hvordan kan jeg bringe dem fred? Hvordan kan jeg hjælpe dem med at prøve?2

Denne gang vil jeg gerne bede jer nedskrive – eller tænke over – de udfordringer, som I har lige nu i jeres liv, de bekymringer, der sommetider giver jer søvnløse nætter.

Jeg spurgte mine venner, som kom hjem til mig, hvad deres udfordringer var, og dette var deres svar:

Kvinde 2: Jeg kan komme i tanke om mange! Jeg kom til at tænke på, hvor let det er at knytte ens værd og identitet til præstationer: Jeg er ikke gift endnu, eller jeg har ikke fået min bachelorgrad eller kandidatgrad endnu, eller det, man gør eller ikke har opnået.

Mand 2: Bevarelse af den åndelighed, vi havde, da vi tjente Herren som fuldtidsmissionær. Det er noget, som jeg hver dag må vælge, om jeg fortsætter med de samme vaner, som jeg udviklede på missionen, eller ej.

Mand 1: En af de største faktorer for at bringe Ånden ind vores liv som missionær var muligheden for at tjene og bære vidnesbyrd. Det fortsætter nu gennem hjemme- og besøgsundervisningen og ved at indføre nogen i fællesskabet – muligheden for at gøre mange meningsfyldte ting. Og samme Ånd kan være med os, når vi tjener andre.

Mand 3: At finde den rette balance mellem at blive vejledt af Ånden og af inspirationen i livets beslutninger og bare at træffe dem. Nogle mennesker ser bare ud til at få megen vejledning fra Herren. Og nogle mennesker må rulle ærmerne op og kaste sig ud i det, før de ved, om det er det rette eller ej.

Kvinde 1: Et overskyggende tema som forsinkede velsignelser og at forstå, at de vil komme på et tidspunkt. Men blot at have den tro og tillid og underkaste vores vilje til vor himmelske Fader.

Kvinde 3: Hvorfor kommer gode mennesker ud for dårlige ting? Eller hvorfor oplever gode mennesker vanskeligheder – rigtig svære og vanskelige problemer? Det er noget, jeg har tænkt meget over. Jeg har fx lige fundet ud af, at min far har kræft. Og jeg tænkte: »Hvorfor sker det for en mand, som har tjent så meget?«

Uanset jeres udfordring, så vidner jeg om, at aftenens tema vil hjælpe jer til at overvinde den.

Lad os først reflektere over vores sidste CES-foredrag. Ældste Russell M. Nelson udtalte ved den lejlighed i en apostolsk velsignelse: »Jeg velsigner jer med … at [Guds] vilje må ske ved jer og gennem jer.«³ Overvej kraften i disse ord. Hvis Guds vilje skal ske ved os og gennem os, må vores vilje være den samme som Guds. Vi må ønske det, som han ønsker.

Ældste Neal A. Maxwell sagde engang: »Når I lader Gud bestemme frem for at følge jeres egen vilje, så giver I ham det eneste, som I i virkeligheden kan give ham, som er jeres at give. Vent ikke for længe med at finde alteret eller med at begynde at lægge jeres gave i form af jeres vilje på det!«⁴

I aften vil jeg gerne bede jer overveje disse tre spørgsmål: (1) Hvad betyder ordet vilje? (2) Hvordan giver vi vores vilje til Gud? og (3) Hvordan kan vi vide, om vi gør fremskridt?

For det første, hvad betyder ordet vilje? Det er ikke ofte, at vi taler om vilje, eller i hvert fald bruger det ord. Nogle gange taler vi om at have »viljestyrke«. Fx »Jeg har ikke viljestyrke nok til at modstå den cheesecake.« Så viljen er »drivkraft[en] … til at tage beslutninger«,⁵ ønsket, der får os til at handle.

Hvis I beder folk i USA om at nævne de to vigtigste faktorer med hensyn til vores fysiske helbred, vil næsten 95 procent svare »kost og motion« – som man kan forvente. Hvis I spørger de samme mennesker: »Får I den rette kost og dyrker nok motion?« – hvad tror I, de siger? Mellem 5 og 10 procent svarer, at det gør de. Der er en tydelig kløft mellem at vide noget og gøre noget. De fleste mennesker ved, hvad de bør gøre, men få har viljen til at gøre det.

Et eksempel fra vores mission illustrerer, at når vi får hjælp, kan vi udvikle viljen til at gøre det, som vi ved, at vi bør gøre.

En af vore assistenter på vores mission fortalte på et tidspunkt sin kammerat: »Jeg har taget 15 kg på, siden jeg kom på mission. Jeg kan ikke tage hjem sådan her. Vil du hjælpe mig med at tabe mig?« (Han spillede basketball, og han ønskede ikke at komme hjem med den vægt).

Det ville hans kammerat gerne.

Kort tid efter stod jeg i kø ved et buffetbord bag samme to missionærer. Missionæren, der gerne ville tabe sig, var ved at tage et stykke brownie. Hans kammerat hviskede ham i øret: »Den har du ikke lyst til.«

Den sultne missionær svarede en smule irriteret: »Det kan du tro, jeg har.«

»Nej, det har du ikke; det har du slet ikke,« rådgav hans kammerat.

Missionæren lod brownien ligge.

Denne missionær ville gerne tabe sig, men han havde brug for hjælp til at overvinde lysten til brownien. Husk sætningen i sangen, der lød: »Hvordan kan jeg hjælpe dem med at prøve?« Missionæren prøvede at hjælpe sin kammerat med at gøre det, han virkelig gerne ville gøre, men som han ikke kunne klare uden en andens hjælp. Han prøvede at hjælpe denne missionær til at se, at hans ønske om at være sund kunne overvinde hans lyst til brownien. Han forsøgte at hjælpe ham med at styrke hans vilje.

Modstanderen vil gerne have os til at tro, at der ikke findes en vilje – at vi ikke har andet valg end at følge vores naturlige lyster – at spise så meget brownie, vi kan. Nogle tror fejlagtigt på, at vores vilje er forudbestemt af vore gener, og at vi overhovedet ikke har kontrol over den.

For at vise, hvor afgørende et spørgsmål det er, vil jeg gerne læse et uddrag fra en nylig avisartikel. Forfatteren er en anerkendt professor i biologi. Titlen på hans artikel hedder: »Derfor har du i virkeligheden ikke nogen fri vilje.« Titlen fangede min interesse, fordi jeg som medlem af Kirken ved, at vi faktisk har en vilje.

Han forklarer, at de beslutninger, som vi tror, vi træffer, dem træffer vi faktisk slet ikke. Om vores valg af morgenmad her til morgen, siger han: »Du føler måske, at du har truffet valg, men i virkeligheden blev din beslutning … om at spise æg eller havregryn [her til morgen] bestemt længe før, du var bevidst om det – måske endda før du vågnede i dag. Og din ›vilje‹ havde slet ikke del i den beslutning.«⁶

Han siger, at vi ikke har en vilje, ingen kontrol over vore ønsker. Vi er udelukkende underkastet det, som vore gener dikterer. Da jeg læste denne artikel, havde jeg lyst til at fortælle ham om vores missionær. Han traf jo faktisk valg. Han tabte de 15 kg. Hans vilje overvandt hans legemes lyster.

Af både tidligere tiders og nutidig åbenbaring lærer vi, at vi har handlefrihed, at vi har en vilje, at vi har ønsker og lyster, og at de ønsker og lyster kan ændre sig. Ved den sidste generalkonference sagde ældste Russell M. Nelson: »Vi kan ændre vores adfærd. Selve vores begær kan ændres. Hvordan? … varig ændring … kan kun finde sted gennem den helende, rensende og styrkende kraft i Jesu Kristi forsoning.«⁷

Da ældste Maxwell udtalte, at vores vilje er det eneste, vi i virkeligheden kan give til Gud, lærte han os, at alt andet, vi kan give, er noget, som Gud allerede har givet os. Når vi betaler tiende eller giver offerydelser, giver vi blot det tilbage til Gud, som han først gav os. Enhver sum penge, som vi tjener i dette liv, kommer fx til os på grund af Guds skaberværker. Hvis vi giver af vores tid, giver vi af det, som Gud allerede har givet os – nemlig vore dage her på jorden. Men når vi giver vores vilje til ham, er det en gave som kun vi kan give. Når vi giver vores vilje, giver vi os selv fuldstændigt og uden forbehold.

Da jeg bad mine venner søge i skriften og dele deres tanker om betydningen af ordet vilje, var dette deres svar:

Mand 3: At være »villig til at underordne sig alt det, som Herren finder tjenligt at pålægge [dem], ligesom et barn underordner sig sin far.«⁸ Det handler altså om at underordne sig, underkaste sig og at være villig. Så kom der godt gang i samtalen, og det førte os til dette skriftsted i Helaman 3.

Mand 1:Helaman 3:35 – »Ja, indtil deres hjerte blev renset og helliggjort, hvilken helliggørelse finder sted som følge af, at de giver deres hjerte hen til Gud.«

Kvinde 3: Jeg tror ikke, at det sker på én gang, men det er helt sikkert en proces, der kræver tid og anstrengelser.

Mand 2: Jeg oplever næsten, at man skaber fremdrift. Hver gang man træffer det rette valg, så bliver det lettere at træffe det rette valg næste gang. Bøn og dagligt skriftstudium og overvejelse og at skrive i sin dagbog.

Kvinde 2: I Mosija 5:2 står der noget om, hvordan de beskriver den mægtige forandring i os og i vores hjerte med, at vi »ikke mere har tilbøjelighed til at gøre ondt, men til bestandigt at gøre godt.«

Kvinde 1: Det er sjovt, for vi læste præcis samme skriftsteder, men vi talte om noget helt andet. Jeg synes, at det stod meget stærkt i Helaman 3:35, der, hvor det står om at give vores hjerte til Gud, og hvordan det helliggør os. Jeg tror, at det kræver en stor mængde tillid at rette ind efter ham og sige »Nej, lige nu vil jeg stole på, at din plan er fuldkommen. Jeg giver dig min vilje og tillader dig at bruge den til at forme mig og blive den, som du har brug for, at jeg skal være.«

Mand 2: Vi talte om krigen i himlen – om hvordan vi kæmpede for handlefriheden, hvordan vi besluttede os for at følge Kristus og gøre det, han ønsker, vi skal gøre. Vi talte om, hvordan dette liv næsten er en kamp mellem viljerne. Beslutter vi os for at ønske det, som Kristus ønsker, og for at blive, som han er, i stedet for blot at sige, at vi vil gøre det, han beder os om – men ønsker vi at gøre det?

At give vores vilje til Herren betyder ikke, at vi giver afkald på vores handlefrihed. Faktisk tværtimod. Jo mere vi giver vores vilje til Herren, jo bedre bliver vores evne til at udøve vores handlefrihed. At vide, hvad Gud ønsker, vi skal vide, at sige det, han ønsker, vi skal sige, og at gøre det, han ønsker, vi skal gøre, leder os til at blive det, han ønsker, vi skal blive. Gud gav os handlefriheden, så vi kunne rette os ind efter ham, ikke for at vi skulle give efter for fristelser.

Når I ser indad og går dybt ind jer selv, kan I finde de ønsker, som fører til jeres mest skattede handlinger. Læg mærke til, at jeg ikke sagde, »som fører til alle handlinger« – for nogle af vore handlinger motiveres ikke af vore inderste og stærkeste ønsker. Nogle handlinger sker med meget lidt omtanke. Visse handlinger synes at være modstridende med vore inderste ønsker.

En ung mand søgte engang min hjælp i sin omvendelsesproces. Mens han beskrev den sorg, han følte for det, han havde gjort, sagde han: »Når jeg ser tilbage, kan jeg ikke tro, at jeg faktisk gjorde det. Det er som om en anden gjorde det og ikke mig.« Dybt i hjertet ønskede han ikke at gøre det, han havde gjort, men på en eller anden måde tog det naturlige menneske over, og han gav efter for modstanderens fristelser i stedet for Helligåndens tilskyndelser, som kunne have hjulpet ham til at modstå fristelse.⁹ Det var viljen, han talte om. Han ville gerne være god, men der var en del af ham – et aspekt ved hans egen vilje – som han endnu ikke havde rettet ind. Han tilbageholdt den lille del, og det ledte ham til at gøre noget, han fortrød. Men han kom til en præstedømmeleder for at rette op på det – for at blive den, han i virkeligheden var; en trofast søn af sin Fader i himlen. Han kom for at prøve at rette hele sin vilje ind efter Herren. Denne gang uden at holde noget tilbage.

Denne unge mand oplevede en forandring i hjertet. Han havde »ikke mere [ønske om] at gøre ondt, men til bestandigt at gøre godt.«¹⁰ Hans ønsker havde ændret sig, og fordi hans ønsker ændrede sig, så ændrede hans adfærd sig også. Han var i gang med at aflægge det naturlige menneske og følge Helligåndens tilskyndelser. En forandring af hjertet er en ændring af ens motiv, ikke blot en ændring af ens handlinger. Vi må gøre gode ting, men bedre endnu, vi må gøre dem af den rette årsag.

Billede

Grafik: Diagram

Dette diagram hjælper mig til at forstå forholdet mellem vore motiver eller ønsker og vore handlinger. Når vi går på pagtens og disciplens vej, er vore motiver rene og vore handlinger retfærdige. Vi gør gode ting, fordi vi elsker Herren og hans børn. Men det er også muligt at gøre godt med et uretfærdigt motiv. Så gør vi som hyklerne – vi gør godt, fordi vi gerne vil fremstå gode, eller fordi vi gerne vil fremstå bedre end andre.

Hvis vi handler uretfærdigt med et uretfærdigt motiv, gør vi, som skriften lyder, »forsætligt [oprør] imod Gud.«¹¹ De i denne kategori er stolte af deres slette handlinger, men når vi virkelig ønsker at være gode, men snubler og falder, giver vi efter for det naturlige menneske i os. Når vi opdager, at vi er afveget fra disciplens vej, må vi hengive os til forsoningens kraft og omvende os. Herved vil vi endnu engang befinde os på rette vej.

Denne omvendelsesproces er tydeligvis en proces, hvor man forandrer ønsker. Det er en proces, hvor der skabes plads til Ånden. Og når vi skaber plads til Ånden, er der ikke længere plads til synd.

Vores vilje består altså af den samlede kraft af vore ønsker eller motiver. Vores vilje ligger bag alle vore handlinger. Hvordan kan vi styrke vores vilje? Hvordan kan vi give vores vilje til Herren? Jeg vil bede koret synge omkvædet til den sang, som de indledte aftenens foredrag med. Lyt omhyggeligt til ordene.

Jeg vil sige det, han ønsker sagt. Jeg vil gøre det, han ønsker gjort.
Jeg vil være et vidne for verden om Guds elskede Søn.
Jeg vil give mig selv til ham – mit hjerte, min vilje, min sjæl.
Jeg vil altid synge om forløsende kærlighed, den sang, der gør mig hel.12

Vi kan alle sige det, han ønsker sagt.

Mens jeg tjente som stavspræsident, interviewede jeg en nygift søster. Jeg spurgte: »Hvordan går det med dit ægteskab?«

Hun svarede: »Det går fint nok, tror jeg. Vi skændes ikke særlig meget.«

Jeg spurgte: »Hvad mener du med ikke særlig meget?«

Hun sagde: »Du ved, alle ægtepar skændes.«

Jeg svarede: »Ikke alle ægtepar. Min hustru og jeg skændes ikke. Mine forældre skændtes ikke.«

Vi havde derpå en god samtale om, hvordan hun og hendes mand kunne tale kærligt til hinanden og ikke med frustration eller hårdhed.

Vi kan sige det, Herren ønsker, vi skal sige. Vi kan udelukke hårdhed fra vore ord og vores tone. Vi kan opløfte og opbygge andre i stedet for at nedbryde dem.

Jeg ledsagede engang ældste Jeffrey R. Holland, der skulle kalde et nyt stavspræsidentskab. Da vi kom til hotellet, hvor vi overnattede, genkendte han en fra personalet og spurgte hende: »Hvordan går det med din flinke kæreste?«

Hun svarede: »Vi gik fra hinanden for et par uger siden.«

Han sagde: »Du skal nok finde en anden, og han vil være endnu bedre.«

Hun smilede, og vi gik videre. Den næste dag så jeg, hvordan ældste Holland gav komplimenter til medlemmer og ledere, den ene efter den anden. Han gjorde det med lethed og helt naturligt, så alle, vi mødte, havde det bedre med sig selv og med livet – blot fordi han opbyggede dem.

Det kan vi alle gøre. Hvis Frelseren var her, ville han opløfte alle på sin vej, ligesom han gjorde, da han var på jorden. Vi kan alle sige det, han ønsker sagt.

Når nogen spørger mig, hvordan det er at tjene med generalautoriteter, er min første tanke den kærlighed, som jeg føler, når jeg er sammen med dem. Nogen vil måske synes, at det er ubeskriveligt skræmmende at stå ved talerstolen i Konferencecenteret, eftersom Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum sidder lige bag en, mens man taler. Men på en eller anden måde giver de én følelsen af, at man faktisk kan gennemføre det.

Ligeså snart man er færdig med talen og er på vej ned til sin plads, rækker De Tolv hånden frem og takker én for ens bidrag til mødet. Første gang det skete, kom det lidt bag på mig. Jeg havde ikke forventet, at de udtrykte det helt så åbent, men det gør de. De opbygger alle på deres vej, præcis som Frelseren gjorde. Det er i høj grad præsident Monsons særkende.

Præsident Monson viser alle kærlighed. Efter et af møderne ved oktoberkonferencen, så præsident Monson en ung dreng, der vinkede til ham. Han bøjede sig ind over rækværket og gav tegn til, at drengen skulle komme frem. Og så gav han ham hånden. Drengen var forståelig nok meget begejstret.

Ved en anden lejlighed blev præsident Monson i Konferencecenteret efter en optræden for at hilse på så mange unge som muligt. Han gik op på scenen og talte til en gruppe unge med svære handikap. Selv om disse unge ikke kunne svare præsident Monson verbalt, viste smilene på deres ansigter deres store påskønnelse for hans håndtryk og varme hilsen.

Hvis vi rækker ud til andre, øges vores evne til at række ud endnu mere. Dette er en af de tydeligste indikatorer på, at vi giver vores vilje til Gud.

Vi kan sige det, Herren ønsker, vi skal sige. Vi kan også gøre det, han ønsker gjort. Somme tider betyder handlinger mere end ord.

Da vi var ved at opdrage vores familie, fik min hustru en alvorlig infektion og måtte indlægges på hospitalet. Jeg forsøgte at få mad på bordet og tage mig af vore fem små børn, mens hun kom sig. Men jeg skulle ikke gøre meget for at få mad på bordet. Vi fik måltider bragt til døren, et efter et – så mange, at vi faktisk ikke kunne spise dem alle. Så jeg begyndte at lægge måltiderne i fryseren, indtil den var helt fyldt.

Disse handlinger kan måske synes små, når de sammenlignes med andre medfølende tjenestegerninger, men jeg kan fortælle jer, at de måltider betød meget. De reddede mig. Min hustru var svag, og jeg var modløs. Men hver aften kunne jeg bare gå hen til fryseren og finde aftensmad. Med hvert eneste måltid, som disse gode medlemmer bragte os, gav de deres vilje til Gud. De gjorde det, han ønskede gjort.

De medlemmer fra menigheden havde rene motiver om at hjælpe en familie i nød, men det er muligt at gøre godt med et upassende motiv. Så, som skriften lærer os, bliver det gode, vi gør, faktisk regnet for ondt, fordi vi ikke havde en oprigtig hensigt i hjertet.¹³ Vi gjorde den gode gerning, men vi gjorde den modvilligt. Ønsker er altafgørende. Vi skal ønske det samme som Gud. Vi skal sige det, han ønsker sagt, fordi vi ønsker at sige det, han ønsker sagt. Vi skal gøre det, han ønsker gjort, fordi vi ønsker at gøre det, han ønsker gjort. Og vi skal være et vidne om Guds elskede Søn, fordi vi ønsker at være et vidne. Da vil vi vide, at vi giver hele vores sjæl til ham – ingen del af os ønsker at gøre noget, der strider imod hans vilje.

Det bliver lettere at sige og gøre de rette ting, når vi lover Herren det.

Pagter spiller en central rolle i udviklingen af viljen. Ved dåben indgår vi pagt om at påtage os Herrens navn – at gøre det, han ønsker, vi skal gøre. Hver søndag fornyer vi den pagt. Vi vidner på ny for vor Himmelske Fader om, at vi stadig er villige til at påtage os Herrens navn og erindre ham og holde hans befalinger. Hver eneste gang vi værdigt tager nadverbrødet eller fører nadvervandet til vores mund, giver vi vores vilje til ham. Med dette siger vi: »Jeg vil være et vidne for verden om Guds elskede Søn.«¹⁴

Når vi besegles til vores evige ægtefælle, indgår vi igen pagter, som styrker vores vilje. Hver eneste gang vi kommer i Guds hellige hus, kan vi føle forsoningens styrkende kraft. Det er der, vi indgår pagt om at hellige os selv til Herren. Derfor sagde ældste Maxwell: »Vent ikke for længe med at finde alteret [og] med at … at lægge jeres gave i form af jeres vilje på det!«¹⁵ Han kunne have ment det metaforisk, men jeg tror, at han også talte klart og tydeligt om, at vi kan give vores vilje til Gud ved at indgå og holde pagter med ham.

Vi gør derfor alt, hvad vi kan for at give os selv til ham – vores hjerte, vores vilje og vores sjæl. Jo mere vi følger denne sti, jo mere vil Herren velsigne os med sin kærlighed. Og jo mere vi føler hans kærlighed, jo mere ved vi, at det lykkes os at give vores vilje til ham.

Jeg håber, at vi denne aften lærer noget, der kan hjælpe os til at opfylde ældste Nelsons velsignelse – at Guds vilje kan ske ved os og gennem os. Da jeg spurgte mine venner, hvad de havde lært, var dette deres svar:

Mand 2: Jeg tror, at jeg ofte har koblet handlefrihed med det at give min vilje til Gud, og det har hjulpet mig til at se dem som to forskellige ting. Jeg føler, at jeg gør en masse af de rette ting, men nu giver det mig et ønske om at gøre det af den rette grund, så jeg kan blive det, han ønsker, jeg skal blive.

Kvinde 2: Jeg kan godt lide at skabe forbindelser. Jeg tænker, OK, det er det, der sker i mit liv, og det er det, som jeg har studeret, og ja, denne person sagde det. Så jeg har skabt en masse forbindelser.

Mand 1: Uanset, hvad vore udfordringer er, må vi give mere af os selv til Gud. Det er, som præsident Eyring siger: »Hvor svært det end ser ud i dag, så bliver det bedre i morgen, hvis [vi] vælger at tjene [Gud] i dag.«¹⁶

Mand 3: Det første Gud gør, når du giver dit hjerte og din vilje til ham, er, at han helliggør dem. Når vi giver vores hjerte til Gud, lægger han det ikke ind i en stor boks og siger: »Ah ja, endnu et hjerte til mig.« Nej, han tager det og helliggør det, afprøver det og giver det tilbage til os og siger: »Brug det nu og udret store ting.« Jeg har bare aldrig tænkt over, hvad der fulgte efter, at man gav det til ham. Jeg troede, at det var enden på det, men det er blot begyndelsen.

Kvinde 3: Jeg ved, at jeg ikke ved alt, og det lader til, at jo mere jeg lærer, jo mere indser jeg, hvor lidt jeg ved. Men jeg ved, at Gud lever. Og jeg tror, at i dag har været en bekræftelse på det – at han er opmærksom, og at han virkelig er ivrig og afventende og ønsker at velsigne sine børn – hvilket er os.

Kvinde 1: For tre dage siden fik jeg en præstedømmevelsignelse for noget, som skulle til at ske i mit liv. I velsignelsen blev der sagt, at jeg måtte have mere tillid til Gud og underkaste min vilje. Af en eller anden grund følte jeg meget konkret under velsignelsen, at jeg skulle studere det emne og dets betydning nærmere. Hvordan ændrer det de ting, jeg foretager mig hver dag og hele dagen, og hvordan jeg giver mig selv mere fuldstændigt til ham.

Det, at give vores vilje til Herren, er noget vi gør hver eneste dag. Det er ikke en enkeltstående handling. Det er ikke enden, men blot begyndelsen. Vi kan sige det, han ønsker sagt. Vi kan gøre det, han ønsker gjort. Vi kan være et vidne for verden om Guds elskede Søn – alt dette, fordi vi ønsker at gøre disse ting. Når der sker denne forandring i hjertet, vokser vores taknemlighed for forsoningen så meget, at vi konstant vil styrkes af den.

Alma har sagt: »Hvis I har følt lyst til at synge sangen om den forløsende kærlighed, vil jeg spørge, om I også føler således nu?«¹⁷

Sangen om den forløsende kærlighed handler om at fryde sig ved Jesu Kristi forsoning. Det er ikke nødvendigvis en sang med noder og tekst; det er en sang, der består af følelser. Ordene, vi kan bruge til at udtrykke vores taknemlighed, når vi synger sangen om den forløsende kærlighed, forandrer sig konstant, afhængigt af de bestemte velsignelser, vi modtager. Denne taknemlighedsfølelse for Frelseren er som en sang. Den spiller i vores hjerte om og om igen, hver eneste gang vi tænker over, hvordan Forløseren har reddet os fra alt det, der ville trække os ned.

Derfor spurgte Alma, om vi havde lyst til at synge den nu. Det er nuet, der betyder noget. Hvis vi i dette øjeblik har lyst til at fryde os ved Jesu Kristi forsoning, har vi hjertet på det rette sted. Vi giver vores vilje til ham, og han styrker vores vilje. Hvis vi bliver tiltrukket af verdens ting, er vores hjerte ikke på det rette sted, og vores vilje styrkes ikke.

I den sidste del af Mormons Bog vendte nefitterne, der engang havde været et retfærdigt folk, sig væk fra Herren. De begyndte at prale af deres egen styrke frem for at fryde sig ved Herrens styrke. De gjorde bevidst oprør mod Gud. Og hvad skete der med dem? De blev overladt til deres egen styrke – i en sådan grad, at de mistede alt.¹⁸

Det ønsker vi ikke at gøre. Vi ved, at vi ikke kan klare dette liv selv. Det kan vi bare ikke. Vi har brug for Herrens hjælp. Vi har brug for hinandens hjælp. Vi kan simpelthen ikke kun sætte vores lid til vores egen styrke. Herrens udstrakte arme indbyder os til at blive styrket af ham, så vi aldrig skal overlades til vores egen styrke.¹⁹

Jeg ved, at vi kan tage imod hans invitation om at komme og blive styrket, komme og blive tilgivet og komme og føle hans uendelige kærlighed. Da vil vi med et glad hjerte føle lyst til at synge sangen om forløsende kærlighed. Ikke blot engang imellem – vi vil altid have lyst til at synge denne sang. Når vi føler styrke til at gøre noget svært, vil vi synge sangen i vores hjerte. Når vi lader sandheden nå os og forstørre vores sjæl, vil vi synge sangen. Når vi føler os tilgivet, vil vi synge sangen. Og når vi føler hans kærlighed, vil vi synge sangen.

Hver eneste gang vi synger den, giver vi vores vilje til ham, som er den eneste gave, vi har at give ham. Ikke blot vil han tage imod denne gave, han vil forøge og udvide den. Han vil få os til at føle os mere kompetente. Han vil hjælpe til at øge vores evne til at elske og blive elsket. Han vil lede os fra mørket ind i lyset. Han vil hele og hjælpe os på måder, der lader os tilgive og blive tilgivet.

Jeg vidner om, at han er vor Frelser og Forløser. Jeg vidner om, at hans Fader elskede os højt nok til at sende ham til jorden for at leve og dø for os. Jeg ved, at dette er hans kirke. Jeg ved, at hans levende profet, præsident Thomas S. Monson, forstår behovene hos Kirkens medlemmer og ved, hvordan han skal hjælpe os med at finde vejen hjem. I Jesu Kristi navn. Amen.