Hvad er sandhed

Dieter F. Uchtdorf

Det Første Præsidentskab

Billede

Mine elskede brødre og søstre, mine kære unge venner, jeg er taknemlig for at være sammen med jer i dag. Det opløfter mig altid at være omgivet af Kirkens unge voksne, og I inspirerer mig til at erklære: »Lad Zion rejse sig i sin skønhed«. I bor i alle verdens hjørner, og I repræsenterer på smuk vis Kirkens fremtid og styrke. På grund af jeres retfærdige ønsker og jeres forpligtelse til at følge Frelseren, ser Kirkens fremtid lys ud.

Jeg bringer jer kærlighed og velsignelse fra præsident Thomas S. Monson. Det Første Præsidentskab beder ofte for jer. Vi beder altid Herren om at velsigne, våge over og vejlede jer.

De blinde mænd og elefanten

For over hundrede år siden omsatte en amerikansk digter en oldtidslignelse til et digt. Digtets første vers lyder:

Der var seks mænd fra Indostan
med lærdoms trang i sind.
De ville se en elefant
(skønt hver og en var blind).
De ville lære dette dyr
at kende ud og ind.

I digtet tager hver af de seks rejsende fat i forskellige dele af elefanten og beskriver så for hinanden, hvad de har fundet frem til.

En af mændene finder elefantens ben og beskriver det som værende rundt og ru som et træ. En anden rører ved stødtanden og beskriver elefanten som et spyd. En tredje tager fat i halen og insisterer på, at elefanten er som et reb. En fjerde opdager snablen og insisterer på, at elefanten er som en stor slange.

Hver beskriver sandhed.

Og fordi deres sandhed kom af personlig erfaring, holdt de hver især på, hvad de vidste.

Digtet slutter:

Og disse mænd fra Indostan,
de sloges nu verbalt,
de holdt på hver sin mening fast.
Det for dem alle gjaldt,
at alle havde delvist ret,
dog alle gætted’ galt.1

Vi betragter denne historie på afstand og smiler. Vi ved jo trods alt, hvordan en elefant ser ud. Vi har læst om dem og set dem på film, og mange af os har endda set en med vore egne øjne. Vi tror på, at vi kender sandheden om, hvad en elefant er. Det virker absurd eller endda utroligt, at nogen kunne fælde dom på baggrund af et aspekt af sandheden og tillægge det hele sandheden. På den anden side, genkender vi ikke os selv i de seks blinde mænd? Har vi nogensinde været skyldige i samme tankemønster?

Jeg formoder, at grunden til at denne historie fortsat har været så populær i så mange kulturer og igennem så mange år, er på grund af dens universelle anvendelse. Apostlen Paulus har sagt, at lyset i denne verden er svagt, og vi ser kun en del af sandheden, som så vi gennem »et spejl, i en gåde«.² Og dog virker det til at være en del af den menneskelige natur at antage noget om mennesker, politik og fromhed baseret på vores ufuldstændige og ofte vildledende erfaring.

Det minder mig om en historie om et par, der havde været gift i 60 år. I løbet af den tid havde de knapt nok skændtes, og dagene gik med glæde og tilfredshed. De delte alt og havde ingen hemmelighed imellem dem – undtagen én. Hustruen havde en æske, der lå ovenpå en skænk, og som hun havde sagt til sin mand, da de blev gift, at han aldrig måtte se i.

Som årtierne gik, tog manden æsken ned og spurgte, om han nu langt om længe måtte se, hvad den indeholdt. Hustruen indvilligede, og da han åbnede æsken, så han to hæklede mellemlægsservietter og $25.000. Da han spurgte sin hustru, hvad det betød, svarede hun: »Da vi blev gift, sagde min mor til mig, at når jeg blev vred på dig, eller når du sagde eller gjorde noget, jeg ikke kunne lide, så skulle jeg i stedet hækle en lille mellemlægsserviet og tale med dig om det.«

Manden blev rørt til tårer over denne smukke historie. Han blev forundret over, at han i løbet af 60 års ægteskab kun havde irriteret sin hustru nok til at hækle to mellemlægsservietter. Han havde det utrolig godt med sig selv og tog sin hustrus hånd og spurgte: »Det forklarer mellemlægsservietterne, men hvad med de $25.000?«

Hans hustru smilede sødt og svarede: »Det er penge, jeg har tjent på at sælge alle de mellemlægsservietter, som jeg har hæklet i årenes løb.«

Ikke blot lærer denne historie os om en interessant måde at håndtere uenighed i ægteskabet, men den illustrerer også tåbeligheden ved at drage forhastede konklusioner baseret på begrænsede oplysninger.

Ofte er de »sandheder«, vi fortæller os selv, blot små dele af sandheden, og sommetider indeholder de slet ikke sandheden.

I dag vil jeg gerne tale om sandhed. Når jeg gør det, indbyder jeg jer til at tænke over et par få vigtige spørgsmål.

Det første spørgsmål lyder: »Hvad er sandhed?«

Det andet: »Er det virkelig muligt at kende sandheden?«

Og for det tredje: »Hvordan bør vi reagere på noget, der er i modsætning til sandheder, som vi tidligere har lært?«

Hvad er sandhed?

Hvad er sandhed? I Frelserens sidste timer, blev han bragt for Pontius Pilatus. De jødiske præster havde anklaget Jesus for at tilskynde til oprør og forræderi mod Rom og insisterede på dødsstraf.

Da Pilatus stod ansigt til ansigt med manden fra Galilæa, spurgte han: »Så er du altså konge?«

Jesus svarede: »… derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst.«³

Jeg ved ikke, hvilken type mand Pilatus var, ej heller ved jeg, hvad han tænkte. Jeg har imidlertid mistanke om, at han var veluddannet og havde set meget af den kendte verden.

Jeg fornemmer en vis træt kynisme i Pilatus’ svar. I hans ord hører jeg stemmen af en mand, der måske engang var idealist, men nu – efter en stor del livserfaring – synes en smule hærdet, måske endda træt.

Jeg tror ikke, at Pilatus opfordrede til dialog, da han svarede med tre enkle ord: »Hvad er sandhed?«⁴

For at tydeliggøre det, spekulerer jeg over, om han ikke i virkeligheden spurgte: »Hvordan kan nogen overhovedet kende sandheden?«

Og det er et spørgsmål til alle tidsaldre og alle mennesker.

Kan nogen kende sandheden?

Nuvel, kan nogen kende sandheden? Nogle af de klogeste mennesker, der nogensinde har levet, har forsøgt at besvare det spørgsmål. Sandhedens flygtige væsen har været et yndlingstema for verdenshistoriens største digtere og fortællere. Shakespeare virkede især fascineret af det. Næste gang I læser en af Shakespeares tragedier, så læg mærke til, hvor ofte plottet vender på grund af en misforståelse af en vigtig sandhed.

Vi har aldrig i verdenshistorien haft lettere adgang til mere information – noget af den sand, noget af den falsk og meget af den delvis sand.

Derfor har det heller aldrig før været vigtigere at lære, hvordan man på rette måde skelner mellem sandt og falsk.

En del af vores problem i vores søgen efter sandhed er, at den menneskelige visdom så ofte har skuffet os. Vi har så mange eksempler på, at det, vi før »vidste« var sandt, siden er blevet påvist som værende forkert.

Jorden er for eksempel, på trods af en engang overvældende konsensus, ikke flad. Stjernerne kredser ikke om jorden. Det forårsager ikke øjeblikkelig død at spise en tomat. Og mennesket kan faktisk flyve – og endda bryde lydmuren.

Skrifterne er fyldt med beretninger om mænd og kvinder, der misfortolkede »sandhed«.

I Det Gamle Testamente kunne Bileam ikke modstå »uretmæssig vinding«⁵ , som moabitterne tilbød ham. Så han fik sig selv til at tro på en ny sandhed og hjalp moabitterne til at få israelitterne til at forbande sig selv gennem umoral og ulydighed.⁶

Apostaten Korihor indrømmede, efter at have vildledt mange fra sandheden, at det var djævlen, der havde bedraget ham så meget, at han faktisk troede på, at det han sagde, var sandt.⁷

I Mormons Bog skabte både nefitterne og lamanitterne deres egne »sandheder« om hinanden. Nefitternes »sandhed« om lamanitterne var, at de var et »vildt og grusomt og blodtørstigt folk«,⁸ der aldrig kunne tage imod evangeliet. Lamanitternes »sandhed« om nefitterne var, at Nefi havde stjålet sin brors fødselsret, og at Nefis efterkommere var løgnere, som fortsat fratog lamanitterne det, der retmæssigt var deres.⁹ Disse »sandheder« nærede deres had til hinanden, indtil det til sidst fortærede dem alle.

Det er unødvendigt at sige, at der findes mange eksempler i Mormons Bog, der modsiger begge stereotyper. Ikke desto mindre troede nefitterne og lamanitterne på disse »sandheder«, der formede dette engang så mægtige og smukke folks skæbne.

Den menneskelige natur og sandhed

På sin vis er vi alle modtagelige overfor sådan en sær tankegang.

»Sandhederne«, som vi klynger os til, former kvaliteten af vore samfund såvel som vores individuelle karakter. Alt for ofte er disse »sandheder« baseret på ufuldstændige og unøjagtige beviser, og til tider tjener de meget selviske motiver.

En del af årsagen bag ringe dømmekraft kommer fra menneskets tendens til at sløre grænsen mellem overbevisning og sandhed. Vi forveksler alt for ofte overbevisning med sandhed og tror, at noget må være sandt, blot fordi det er logisk eller belejligt. På den anden side tror vi sommetider ikke på sandhed eller afviser den, fordi det ville kræve, at vi forandrer os eller indrømmer, at vi tog fejl. Ofte bliver sandhed afvist, fordi den ikke synes at være i overensstemmelse med tidligere erfaringer.

Når andres meninger eller »sandheder« modsiger vores, drager vi ofte forhastede konklusioner eller antagelser om, at personen er fejlinformeret, mentalt udfordret eller endda bevidst prøver på at snyde, i stedet for at overveje muligheden for, at der kunne være information, der ville behjælpelig og supplere eller komplementere det, som vi ved.

Desværre kan denne tendens sprede sig til andre områder i vores liv – fra sport til familieforhold og fra religion til politik.

Ignaz Semmelweis

Et tragisk eksempel på denne tendens, er beretningen om den ungarske læge Ignaz Semmelweis, der var læge i midten af det 19. århundrede. Dr. Semmelweis havde tidligt i sin karriere opdaget, at 10 procent af de kvinder, der kom til hans klinik, døde af barselsfeber, hvorimod dødeligheden på en nærliggende klinik var på mindre end 4 procent. Han var fast besluttet på at finde årsagen.

Efter at have undersøgt de to klinikker, konkluderede dr. Semmelweis, at den eneste betydende forskel var, at hans klinik blev brugt til undervisning, hvor lig blev undersøgt. Han observerede læger, der gik direkte fra at foretage obduktioner til at forløse spædbørn. Han konkluderede, at ligene på en eller anden måde havde kontamineret deres hænder og forårsaget dødelig feber.

Da han begyndte at anbefale lægerne at skrubbe deres hænder med en kalkopløsning med klor i, blev han mødt af ligegyldighed og endda foragt. Hans konklusioner modsagde »sandhederne« fra andre læger. Nogle af hans kollegaer mente endda, at det var absurd at tænke, at en læges hånd kunne være uren eller forårsage sygdom.

Men Semmelweis insisterede, og han indførte en regel om, at lægerne på hans klinik skulle vaske deres hænder, inden de hjalp med at forløse spædbørn. Som følge deraf faldt dødeligheden straks med 90 procent. Semmelweis følte sig retfærdiggjort og var sikker på, at denne praksis nu ville blive indført i hele sundhedssektoren. Men han tog fejl. Selv hans dramatiske resultater var ikke nok til at overbevise mange af datidens læger.

Er det muligt at kende sandheden?

Tro er hævet over overbevisning. Det er sandt, selv hvis ingen tror på det.

Vi kan hævde, at vest er nord og nord er vest og tro fuldt og fast på det, men hvis vi fx vil flyve fra Quito i Ecuador til New York i USA, så er der kun en retning, der fører os dertil, og det er nord – vest rækker slet ikke.

Det er selvfølgelig blot en simpel luftfartsanalogi. Der findes dog absolut sandhed – uangribelig, uforanderlig sandhed.

Den sandhed adskiller sig fra overbevisning. Den adskiller sig fra håb. Absolut sandhed er ikke afhængig af offentlig mening eller popularitet. Meningsmålinger kan ikke påvirke den. Ikke engang den uopslidelige autoritet af støtte fra kendisser kan ændre på den.

Så hvordan finder vi sandhed?

Jeg tror på, at det behager vor Fader i himlen, når hans børn bruger deres talenter og mentale evner på inderligt at finde sandhed. I århundreder har mange vise mænd og kvinder fundet sandheden – ved logik, fornuft, videnskabelige undersøgelse og, ja, inspiration. Disse opdagelser har beriget menneskeheden, forbedret vores liv og vækket glæde, forundring og ærefrygt.

Selv da bliver de ting, som vi engang troede vi vidste, konstant forstørret, ændret eller endda modsagt af driftige lærde, som søger at forstå sandhed.

Vi ved alle, at det er svært nok at fatte sandheden ud fra vore egne erfaringer. Og for at gøre det hele værre, så har vi en modstander, »djævlen, [som] går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge«.¹⁰

Satan er den største bedrager, »vore brødres anklager«,¹¹ fader til løgnen,¹² som konstant søger at bedrage os for at kunne omstyrte os.¹³

Modstanderen har mange snedige strategier for at holde mennesker fra sandheden. Han appellerer til vores fornemmelse for tolerance og retfærdighed og holder den virkelige sandhed skjult ved at påstå, at én »sandhed« er ligeså gyldig som enhver anden.

Nogle lokker han til at tro, at der en absolut sandhed derude et sted, men at det er umuligt for nogen at kende den.

For de, der allerede har antaget sandheden, er hans primære strategi at sprede tvivlens frø. For eksempel får han fået mange medlemmer af Kirken til at vakle, når de finder information om Kirken, som synes at modsige det, som de tidligere har lært.

Hvis I oplever et sådant øjeblik, så husk på, at der i denne informationstid, er mange, der skaber tvivl om alt og alle, når som helst og hvor som helst.

I vil kunne støde på dem, der stadig hævder, at de har bevis på, at jorden er flad, at månen er et hologram (den ligner faktisk lidt, ikke?), og at visse filmstjerner i virkeligheden er rumvæsener fra en anden planet. Det er altid godt at være bevidst om, at blot fordi noget er trykt på papir, kan ses på nettet, bliver gentaget flere gange eller har en stor gruppe af tilhængere, så gør det det ikke sandt.

Sommetider bliver påstande eller information præsenteret på en måde, der får det til at virke meget troværdigt. Når I dog bliver konfronteret med information, der strider mod Guds åbenbarede ord, så husk på, at de blinde mænd i lignelsen med elefanten, aldrig ville kunne blive i stand til at give en nøjagtigt beskrivelse af den fulde sandhed.

Vi ved simpelthen ikke alt – vi kan ikke se alt. Det, der nu kan synes modsigende, kan være fuldstændig forståeligt, når vi søger og modtager mere troværdig information. Fordi vi ser gennem et spejl, i en gåde, må vi have tillid til Herren, som ser alt klart.

Ja, vores verden er fuld af forvirring. Men med tiden vil alle vore spørgsmål blive besvaret. Al vores tvivl vil erstattes med vished. Og det er, fordi der er en kilde til sandhed, der er fuldstændig, korrekt og uforgængelig. Vores uendelig vise og alvidende himmelske Fader er den kilde. Han kender sandheden, som den var, som den er, og som den skal blive.¹⁴ »Han fatter alting … og han er over alting … og alting er ved ham og af ham.«¹⁵

Vor kærlige himmelske Fader tilbyder sin sandhed til os, sine jordiske børn.

Nuvel, hvad er denne sandhed?

Det er hans evangelium. Det er Jesu Kristi evangelium. Jesus Kristus »er vejen, sandheden og livet«.¹⁶

Hvis vi blot vil have mod og tro nok til at følge hans vej, vil den føre os til fred i hjerte og sind, til varig mening med livet, til glæde i denne verden og lykke i den kommende verden. Frelseren er ikke »langt borte fra en eneste af os.«¹⁷ Vi har hans løfte om, at hvis vi flittigt søger ham, vil vi finde ham.¹⁸

Vores forpligtelse til at søge sandhed

Men hvordan ved vi om denne »sandhed« adskiller sig fra enhver anden? Hvordan kan vi stole på denne »sandhed«?

Invitationen til at stole på Herren fritager os ikke fra ansvaret for selv at vide det. Det er mere end en mulighed; det er en forpligtelse – og det er en af grundene til, at vi blev sendt til jorden.

Sidste dages hellige bliver ikke bedt om blindt at acceptere alt, hvad de hører. Vi opfordres til selv at tænke og opdage sandheden. Det forventes, at vi grunder, søger, evaluerer og derved opnår en personlig kundskab om sandheden.

Brigham Young sagde: »Jeg frygter mere, at dette folk stoler så meget på deres ledere, at de ikke selv vil spørge Gud, om de ledes af ham. Jeg frygter, at de slår sig ned i en tilstand af blind selvsikkerhed … Lad enhver mand og kvinde vide for dem selv, gennem Guds ånds hvisken, hvorvidt deres ledere går den vej, som Herren befaler.«¹⁹

Vi søger efter sandheden, hvor end vi måtte finde den. Profeten Joseph Smith har sagt: »Mormonismen er sand … Det første og grundlæggende princip i vores hellige religion er, at vi tror, at vi har ret til at tage imod al sandhed og hver eneste sandhed uden begrænsning … eller begrænses af menneskenes trosbekendelser og overtroiske opfattelser.«²⁰

Ja, vi har det evige evangeliums fylde, men det betyder ikke, at vi ved alt. Et princip i det gengivne evangelium er faktisk vores tro på, at Gud »endnu vil åbenbare mange store og vigtige ting«.²¹

Genoprettelsen af Jesu Kristi evangelium fandt sted, fordi en ung mand med et ydmygt hjerte og ivrigt sind søgte sandhed. Joseph studerede og handlede derefter. Han fandt ud af, at hvis en mand står tilbage i visdom, kan han bede om at få den af Gud og så vil sandheden virkelig blive ham givet.²²

Genoprettelsens store mirakel var ikke blot, at den rettede falske ideer og korrupte lærdomme – selv om den så afgjort gjorde det – men at den rev himlens tæppe til side og indledte en jævn styrtregn af nyt lys og kundskab, der er fortsat til den dag i dag.

Så vi søger bestandig sandhed fra alle gode bøger og andre gavnlige kilder. »Hvis noget er dydigt, elskeligt, værd at tale godt om eller rosværdigt, så tragter vi efter det.«²³ På denne måde kan vi modstå den ondes bedrag. På denne måde lærer vi sandheden »linje på linje, forskrift på forskrift«.²⁴ Og vi lærer, at intelligens holder sig til intelligens, visdom modtager visdom, sandhed favner sandhed.²⁵

Mine unge venner, når I tager imod ansvaret om at søge efter sandhed med et åbent sind og et ydmygt hjerte, vil I være mere tolerante mod andre, mere åbne for at lytte, mere forberedte på at forstå, mere tilbøjelige til at opbygge frem for at nedbryde og mere villige til at gå, hvor Gud ønsker, I skal gå.

Helligånden – Vores vejleder til al sandhed

Tænk over det. I har faktisk en mægtig ledsager og pålidelig vejleder i denne konstante søgen efter sandhed. Hvem er det? Det er Helligånden. Vor himmelske Fader vidste, hvor svært det ville være for os at sortere al den konkurrerende støj fra og opdage sandheden, mens vi er her på jorden. Han vidste, at vi kun ville kunne se en del af sandheden, og han vidste, at Satan ville forsøge at bedrage os. Så han gav os Helligånden, den himmelske gave, for at oplyse vores sind, belære os og vidne for os om sandheden.

Helligånden er en åbenbarer. Han er Talsmanden, der belærer os om »sandheden om alt … den, som ved alt og har al magt, hvad angår visdom, barmhjertighed, sandhed, retfærdighed og dom.«²⁶

Helligånden er en sikker og tryg vejleder, der hjælper alle mennesker, der søger Gud, mens de navigerer sig gennem det så ofte urolige hav af forvirring og modsigelse.

Helligåndens vidne om sandheden er tilgængelig for alle, alle over hele kloden. Alle, der søger at kende sandheden, der gennemtænker det i deres sind,²⁷ og »spørger af et oprigtigt hjerte, med oprigtig hensigt, idet [de] har tro på Kristus, [vil tilkendegives] sandheden … ved Helligåndens kraft.«²⁸

Og der er den yderligere, ubeskrivelige Helligåndsgave tilgængelig for alle, der kvalificerer sig gennem dåb og værdig efterlevelse til hans konstante ledsagelse.

Ja, jeres kærlige Fader i himlen vil aldrig efterlade jer alene i dette jordeliv til at flakke rundt i mørke. I behøver ikke at blive bedraget. I kan overvinde denne verdens mørke og opdage guddommelig sandhed.

Nogle søger dog ikke så meget efter sandhed som de stræber efter stridighed. De søger ikke oprigtigt efter at lære; de ønsker snarere at strides, at vise deres formodede lærdom og derved skabe strid. De ignorerer eller afviser apostlen Paulus’ råd til Timotheus: »Hold dig fra de tåbelige og hidsige diskussioner; du ved, at de kun [skaber strid].«²⁹

Som Jesu Kristi disciple, ved vi, at sådan strid er fuldstændig i uoverensstemmelse med Ånden, som vi er afhængige af i vores søgen efter sandhed. Som Frelseren advarede nefitterne: »For sandelig … siger jeg jer: Den, der har stridens ånd, er ikke af mig, men af Djævelen, som er faderen til strid.«³⁰

Hvis I følger Ånden, vil jeres personlige søgen efter sandhed uundgåeligt føre jer til vor Herre og Frelser, Jesus Kristus, for han er »vejen, sandheden og livet«.³¹ Det er måske ikke den mest bekvemme vej. Det er sikkert også den mindst befærdede vej, og det vil være den sti, hvor man skal bestige bjerge og krydse brusende floder, men det vil være hans vej – Frelserens vej.

Jeg tilføjer mit vidne som en Herrens apostel, at Jesus er Kristus, den levende Guds Søn. Dette ved jeg af hele mit hjerte og sind. Jeg ved det gennem Helligåndens vidne og kraft.

Jeg beder jer om ikke at spare på kræfterne i jeres søgen efter selv at kende denne sandhed – for denne sandhed skal gøre jer frie.³²

Mine kære, unge venner, I er Israels håb. Vi elsker jer. Herren kender jer; han elsker jer. Herren har stor tillid til jer. Han kender til jeres fremgang, og han er opmærksom på jeres udfordringer og spørgsmål i livet.

Det er min bøn, at I oprigtigt og uophørligt vil søge sandheden, at I vil hige efter at drikke af kilden til al sandhed, hvis vand er rent og sødt, »en kilde, som vælder med vand til evigt liv.«³³

Jeg velsigner jer med tillid til Herren og et rodfæstet ønske om retmæssigt at skelne sandhed fra fejl – nu og igennem hele jeres liv. Det er min bøn og min velsignelse i Jesu Kristi hellige navn. Amen.