Hans repræsentanter

Årlig oplæringstransmission for S&I 2022 med præsident Ballard

Bror Chad H Webb

Administrator for seminar og institut

Fredag den 21. januar 2022

Jeg befandt mig engang i kø i en lufthavn bag en jødisk rabbiner. Personen foran ham var en mand med mexicansk pas, der rejste med sin unge datter. Og foran ham var der en amerikaner, der havde en spillertrøje og en hat på, der repræsenterede hans yndlingssportshold. Jeg begyndte at tænke. Hvem af disse tre personer havde jeg mest til fælles med? Jeg tænkte først, at det måske var amerikaneren. Vi havde sikkert lignende oplevelser, da vi voksede op, og vi bruger sikkert begge for meget tid på at tænke på vores yndlingshold. Så overvejede jeg den anden mand i køen. På grund af min kærlighed til Mexico er det ikke urealistisk at tro, at vi måske elsker den samme mad og de samme mariachi-bands. Men mere end det følte jeg en forbindelse til ham, da jeg så ham være sammen med sin datter og tænkte på, hvordan jeg er far for mine seks døtre. Til sidst tænkte jeg på rabbineren. De fleste, der ville se os i køen, ville måske ikke have troet, at vi havde meget til fælles. Men han og jeg delte et fælles bånd i vores ønske om at vie vores liv til at tjene Gud, at lære og undervise i hans ord og stræbe efter at være lydige mod hans befalinger.

Jeg tænkte stadig på mit spørgsmål, da jeg gik ombord på flyet, og jeg trak et stykke papir frem og begyndte at skrive. Jeg begyndte med de enkle ord: »Jeg er …« Så skrev jeg alt ned, der kom ind i mit sind. Jeg er et Guds barn, en Jesu Kristi discipel, en ægtemand. Jeg skrev karaktertræk, forhold, kirkekaldelser og arbejdsopgaver ned. Jeg inkluderede præferencer som: »Jeg er fan af Motown musik og racletteost.« Inden jeg blev færdig, havde jeg skrevet næsten 300 måder at besvare spørgsmålet: »Hvem er jeg?« på. Så satte jeg mine svar i rækkefølge efter, hvilke der er mest betydningsfulde for at afgøre fokusset og prioriteterne i mit liv. Selvom jeg for eksempel både er bedstefar og en frustreret golfspiller, minder det faktum, at jeg satte det at være bedstefar nær toppen af min liste og min begejstring for golf tættere på bunden, mig om, hvor jeg skal bruge min tid og energi, og hvad jeg skal vælge, hvis de roller nogensinde kommer i konflikt med hinanden.

Nogen tid senere fik jeg en bedre forståelse af, hvorfor denne oplevelse havde været så betydningsfuld for mig, da jeg læste, at præsident Henry B. Eyring havde sagt: »Hvordan I besvarer spørgsmålet om, hvem I er, vil afgøre næsten alt.« ¹

For nylig grundede jeg over dette spørgsmål og tænkte på vores elever. Jeg trak endnu et stykke papir frem og begyndte at skrive – begyndende denne gang med de enkle ord: »Vores elever er …«

Jeg tror, at vores elever er dem, som profeter har sagt, de er. De er elskede børn af himmelske forældre, som valgte at følge Faderens plan og overvandt modstanderen ved deres tro på Guds lam og kraften i deres vidnesbyrd. ² Herren har holdt dem tilbage, som præsident Russell M. Nelson har sagt, til at komme til jorden »på netop dette tidspunkt, den mest afgørende tid i verdens historie.« ³ Han valgte dem til at »hjælpe med at forberede denne verdens folk på … [Frelserens] tusindårige styre.« ⁴ »[De] er Israels håb, ›den forjættede dags børn‹ («Zions ungdom, Salmer og sange, nr. 169)«! ^5.

De »hungrer efter det, som hører Ånden til. De er ivrige efter at lære evangeliet at kende, og de ønsker det direkte og ufortyndet … De er ikke tvivlere, men undersøgere, de søger efter sandheden …

[De] higer efter … tro … [og] ønsker selv at kunne kalde den frem og bruge den.« ⁶

Det er også sandt, at nogle har glemt deres identitet som Guds børn eller er blevet for fokuserede på midlertidige eller mindre vigtige sekundære karaktertræk. Satan er den store identitetstyv. Hans bedrag har fået nogle til at blive forvirrede eller distraherede af en turbulent og foranderlig verden, der gør nar af tro og dyd, og hvor information er allestedsværende og visdom er sjælden – den profeterede dag, hvor folk »altid vil lære, men aldrig lærer sandheden at kende«; ⁷ en verden, der kalder »ondt godt og godt ondt«, ⁸ hvor mange »vandr[er] i lyset af [deres egen] ild og af de gnister, som [de] har tændt«, ⁹ mens de forkaster verdens lys. ¹⁰

Men vi ved en anden ting om vores unge og unge voksne. Frelseren sagde:

»I er profeternes børn; og I er af Israels hus … i dine efterkommere skal alle jordens slægter blive velsignet.

Faderen har oprejst mig for jer først og sendt mig for at velsigne jer ved at vende hver af jer fra jeres syndighed; og dette fordi I er pagtens børn.« ¹¹

Herren har lovet, at han vil række ud til dem, ikke for at frelse dem i deres synder, men for at frelse dem fra deres synder. ¹² Det er derfor, det er bydende nødvendigt, at vi hjælper vores elever til at lære vor himmelske Fader og Jesus Kristus at kende og få en korrekt forståelse af Faderens evige plan og Frelserens sande lære. De har brug for at vide, hvem de er, og hvad Herren ønsker, at de skal gøre ¹¹ – og hvordan de skal gøre det.

Jeg tror, at det at hjælpe vores elever til at vide disse ting i høj grad afhænger af, at vi ved, hvem vi er som personer, der underviser, tjener og støtter i seminar og institut. Denne tanke førte til, at jeg lavede en tredje og endelig liste. Jeg tog endnu et stykke papir frem og skrev side efter side med karaktertræk og egenskaber, som jeg påskønner og beundrer ved jer alle. Da jeg skrev, blev jeg ved med at vende tilbage til en vigtig idé. Jeg tror, at det vigtigste svar på spørgsmålet om, hvem vi er, er, at vi bliver bedt om at være repræsentanter for Jesus Kristus. ¹⁴

Fokusset for vores indsats er at hjælpe de unge og unge voksne til at lære Jesus Kristus at kende og forstå og forlade sig på ham og hans sonoffer. Vi ser hen til ham som vores forbillede og forlader os på hans nåde til at gøre hans vilje. Trods personlige udfordringer og tilbageslag lever vi med håb og optimisme. Fordi vi hele tiden omvender os, har vi smagt hans kærlighed og barmhjertighed, og vi viderebringer den barmhjertighed til andre, når vi underviser fra et forandret og taknemmeligt hjerte. Vi taler ofte om ham, vidner om ham, fryder os over hans godhed og storhed og vi hjælper andre til at vide, »til hvilken kilde de kan se hen for at få forladelse for deres synder.« ¹⁵ Vi stræber hver dag efter at være hans repræsentanter.

Som ung missionær lærte jeg vigtigheden af dette koncept, da min kammerat og jeg bankede på døre. Ved et hus begyndte jeg med ordene: »Hej, vi er repræsentanter for Jesus Kristus.« Inden jeg kunne fortsætte, afbrød manden mig ved at sige: »Nej, det er I ikke. Du ved ikke engang, hvad det betyder.« Han forklarede, at en repræsentant er en, der står i en andens sted, som siger og gør, hvad den person ville sige og gøre, hvis han selv var der. Han afsluttede med at sige: »Hvis I er hans repræsentanter, så skal I til at fortælle mig, hvad han ville sige til mig, hvis han personligt var her.« Jeg lyttede omhyggeligt og sagde så, at jeg var enig med denne mand om, at hans forståelse af en repræsentant var korrekt. Så takkede jeg ham og spurgte, om jeg på baggrund af denne forståelse kunne begynde forfra. Så sagde jeg: »Godmorgen. Det her er ældste Aranda, og jeg hedder ældste Webb. Vi er repræsentanter for Jesus Kristus, og vi er kommet for at dele et budskab fra ham med dig.«

Vi er hver især blevet vist en hellig tillid. Når vi beder eller afslutter vores undervisning og vidnesbyrd i hans navn, hævder vi, at det, der er blevet sagt, repræsenterer hans sind og vilje. For at være tro mod den tillid må vi have en dyb kærlighed til og forståelse af hans evangelium og være villige til at betale prisen for virkelig at kende skrifterne og den lære, de underviser i. Fordi vi forstår, at Guds ord har »en større virkning« end noget andet, ¹⁶ og at de virkelig har svarene på livets spørgsmål, er skrifterne den primære kilde til vores oplevelser med vores elever. Når vi fortsætter med at være innovative med vores undervisningsmetoder for at skabe forbindelser med flere elever, må vi aldrig innovere os væk fra at være dybt rodfæstede i skrifterne.

Det er lige så vigtigt at fokusere vores sind og hjerter på Herrens udvalgte tjenere – især de nuværende medlemmer af Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum – og aldrig at undskylde for deres lærdomme, bortforklare dem eller modsige dem med vores egen »filosofi … ligegyldigt hvad dens kilde er, eller hvor tiltalende eller fornuftig den forekommer … at være.« ¹⁷ I en verden med så mange lokkende stemmer og sociale dagsordener er det en utrolig velsignelse at kende Guds sind gennem hans levende profet. Når vi afstemmer vores undervisning, vores loyalitet og vores prioriteter med Herren og hans profet, vil vi være på en sikker grundvold, og ligesom grene på det sande vintræ vil vi have kraft til at bære megen frugt. ¹⁸

Sommetider kan det at undervise om sandhed og at udvise kærlighed synes at være i konflikt. Det er fordi, der findes forfalskninger af begge dele, som kan forvirre os. I føler måske, at I er i frontlinjen, hvor I prøver at hjælpe med at besvare svære og komplekse spørgsmål, og hvis I siger sandheden, kan nogen blive såret eller fornærmet. For at svare på en kærlig og hjælpsom måde må vi udøve vores tro på Jesus Kristus og på, at han leder sin kirke gennem dem, han har ordineret til at lede den. Vi må bede om hjælp og opfordre vores elever til at vende sig til vor himmelske Fader med deres spørgsmål og tvivl. Jesus Kristus er lyset for dem, der sidder i forvirring og mørke. Han er det fuldkomne eksempel på at undervise tydeligt i lydighed, og alligevel er han Gileads balsam for dem, der lider under konsekvenserne af deres egne fejl. Han er det fuldkomne eksempel på det, vi stræber efter at blive som lærere, der underviser i sandheden med kærlighed.

En grund til, at det er så vigtigt, at vi afspejler Frelserens kærlighed, ¹⁹ er den modstand, vores elever møder. Et nyligt longitudinelt studie af sidste dages hellige unge viste, at de, der kæmper med at holde fast i troen og forblive aktive i Kirken, generelt står over for en eller flere af tre specifikke udfordringer:

De føler sig dømt på grund af ændringer i deres omstændigheder, såsom deres forældres skilsmisse eller et familiemedlem, der forlader Kirken.
De føler skyld og fortvivlelse på grund af de fejl, de har begået.
Eller de tror ikke, at de har haft åndelige oplevelser. ²⁰

Når vi stræber efter at elske, som Frelseren elsker, vil vi være i stand til at hjælpe vores elever med at navigere i alle disse situationer.

Hvordan vil I hjælpe en ung, der føler sig dømt? ²¹ Det kan begynde med at forstå, at store ændringer i forhold og omstændigheder kan forårsage en identitetskrise, hvilket får vores elever til at tvivle på, hvem de er, og hvordan de passer ind. I disse øjeblikke kan I hjælpe dem til at huske deres uforanderlige forhold til deres Fader i Himlen. Jeg kender en ung pige, der baserede sit selvværd på sine omstændigheder, og hvad andre syntes om hende. Hun følte sig fortabt uden at vide, hvem hun var. Hun begyndte at bede om hjælp. En dag fik hun en klar tilkendegivelse om, at hvis hun ønskede at vide, hvem hun var, ville hun først blive nødt til at kende vor himmelske Fader og Frelseren. Denne tanke indledte en søgen for hende. Hun begyndte at studere skrifterne, bede og tjene med fokus på at lære Gud at kende. Med tiden begyndte Herren at åbenbare sig for hende. Hun følte hans kærlighed, trøst og forståelse. Da hun lærte vor himmelske Fader at kende, lærte hun sig selv at kende, og hun lærte at forstå sit forhold til ham. Hun lærte om sin guddommelige identitet og sit guddommelige værd som Guds barn. Denne forståelse har fyldt hende med lys og glæde.

I kan hjælpe jeres elever, der møder udfordringer, ved at hjælpe dem til at vide, at de er elsket af vor himmelske Fader. I kan vise jeres kærlighed til dem med jeres tid, jeres empati og jeres villighed til at lytte. I kunne bede vor himmelske Fader om at hjælpe jer til at se dem som enkeltpersoner og genkende deres unikke udfordringer, muligheder og behov. Når de har spørgsmål eller kæmper med deres vidnesbyrd, kan I hjælpe dem til at føle sig trygge og vide, at de kan henvende sig til jer og til Herren.

Hvordan hjælper vi dem, der kæmper med skyld og fortvivlelse på grund af deres fejltrin? Ligesom Frelseren opgiver vi dem ikke. Vi ærer deres kamp for at blive ved med at prøve at gøre det rette i en svær verden. Vi lærer dem, at værdighed ikke er fejlfrihed. ²² Vi hjælper dem til at blive på pagtsstien ved at vidne om glæden ved omvendelse og hjælpe dem til at vide, at den er afgørende i vor himmelske Faders plan. Vi hjælper dem til at vide, at han stadig elsker dem og står klar til at hjælpe dem.

Jeg elsker den lektie, der undervises om i Moses 4, som vi alle studerede i sidste uge. Da Adam og Eva havde overtrådt, blev deres øjne åbnet, og de indså, at de var nøgne. Deres første forsøg på at skjule deres nøgenhed var at sy figenblade. Da de hørte Herrens røst i haven, besluttede de sig for at »skjule sig for Gud Herrens nærhed mellem … [træerne] (Moses 4:14).« Det er interessant at bemærke, hvem det var, der fortalte dem, at de skulle skjule sig for Gud. Jeg vil ikke tage let på det, men hvordan ville det fungere? Kan I forestille jer vor Fader i himlen bevæge gennem utallige skabninger, finde dette solsystem, denne planet og den have, og så ikke kunne finde Adam og Eva blandt træerne? På det tidspunkt stillede Herren dem et spørgsmål: »Hvor går [I] hen?« Moses 4:15. Eller fra Det Gamle Testamente: »Hvor er [I]?« (1 Mos 3:9). Tror I, at det er muligt, at han virkelig ikke vidste det? Hvad er det så, han spørger om? Måske var det noget i stil med: Nu hvor I har overtrådt, hvor vil I gå hen? Vil I skjule jer for mig, eller vil I komme til mig og lade mig dække jer til? Ordet forsoning på dets oprindelige hebraiske er kippur, hvilket betyder »at dække«. ²³ Vor Fader i himlen har en meget bedre måde end figenblade og træer til at dække vores synder til på. Men modstanderen hvisker løgne for at få os til at ønske at skjule os for Gud. Han stræber efter at overbevise os om, at Gud ikke elsker os, og at han ikke vil tilgive os, fordi vi burde have vidst bedre, eller fordi vores synder er for alvorlige.

Jeg inviterede engang en ung kvinde til at tage til templet med en gruppe unge. Hendes svar var, at hun ikke var værdig til at komme i templet. Jeg fortalte hende, at vi bare ville gå rundt på grunden, og at det ville glæde mig, hvis hun kom med os. Hendes svar lød: »Ikke endnu. Jeg vil ikke have, at Gud lægger mærke til mig lige nu.« Når vi begår fejl, ønsker vi ofte ikke at bede, læse skrifterne eller gå i kirke. Måske håber vi, at vi ikke vil blive bemærket af Gud.

Hjælp jeres elever til at vide, at når de begår fejl, kan de finde tilgivelse og fred ved at gå til en barmhjertig himmelsk Faders kærlige og åbne arme, og at han har beredt en vej for at omfatte os. Han har forberedt en vej for vores forløsning.

Hvordan hjælper du en elev, der føler, at hun ikke har haft åndelige oplevelser? Nogle gange hører vores unge historier, der virker mirakuløse, og de indser ikke, at Helligånden også taler til dem på en række forskellige enkle måder, så som når de har et inspireret spørgsmål, eller når de tænker på at markere noget i skrifterne. Lad os hjælpe dem til at lære, hvordan Herren kommunikerer med dem individuelt, og ikke foreslå, at den måde, som Herren taler til os på, er den eneste måde, han kan tale til dem på. Lad os være varsomme med ikke at fortælle vores elever, når de føler Helligånden. Bare fordi vi som læreren måske føler Ånden, betyder det ikke nødvendigvis, at hver elev føler det samme i det samme øjeblik. Det er også godt at forstå, at de, der oplever angst og depression, kan føle, at det er svært at få disse oplevelser. Men Herren er ikke begrænset af psykisk sygdom. Han kender og forstår dem og kan finde måder at kommunikere sin kærlighed og vejledning på. Der er meget få ting, vi kan gøre, der vil hjælpe dem mere end at lære at modtage og handle på personlig åbenbaring.

Jeg hørte for nylig en historie om en ung mand, der gik på et prestigefyldt universitet i det østlige USA. Han var indskrevet i en meget svær logikklasse. Fordi han ønskede at klare sig godt, besluttede han sig for at hyre en privatlærer. Det lykkedes ham at hyre en person, der havde været professorens assistent og endda havde undervist i dette kursus på det samme universitet. Privatlæreren var meget hjælpsom, men den unge mand var stadig nervøs for den endelige eksamen. Professoren fortalte eleverne, at prøven ville være ekstremt svær, så han ville give dem lov til at tage et stykke papir med og placere på det, hvad de end syntes, de havde brug for. Eleverne begyndte at skrive så småt som muligt og brugte forstørrelsesglas til at skrive og læse, hvad de måske ville have brug for til den afsluttende eksamen. Dagen for eksamenen kom, og den unge mand gik ind i klasseværelset. Ved hans side var hans privatlærer. Professoren spurgte, hvad de lavede, og den unge mand trak et tomt stykke papir frem og lagde det på gulvet. Privatlæreren stillede sig så på papiret. Den unge mand forklarede: »Du sagde, at jeg kunne placere, hvad jeg ville, på dette stykke papir. Jeg vil gerne have min privatlærer.« Den unge mand fik lov til at tage prøven med sin privatlærer ved siden af sig, der hviskede svarene i hans øre.

Hvorfor skulle vi som medlemmer af Jesu Kristi Kirke, der har fået Helligåndsgaven, gennemgå nogen som helst prøve i livet uden den hjælp, der er tilgængelig til os? Tak for jeres stræben efter at være værdige i alle aspekter af jeres liv til at have Helligånden og jeres søgen efter hans indflydelse i alt, hvad I gør.

Det er min bøn, at vores unge og unge voksne vil lære vor Fader i himlen at kende, og at de, ved at vide hvem han er, vil forstå, hvem de virkelig er. På grund af hans kraft til at tilgive kan de være rene. På grund af hans kraft til at helbrede kan de blive helet. Og på grund af hans kraft til at forædle kan de blive som ham. Som repræsentanter for Jesus Kristus – der underviser i hans lære og deler hans kærlighed – vil I være i stand til at hjælpe dem til at indse deres evige identitet. Det betyder ikke, at I altid vil være fuldkomne. I behøver ikke være det. Når I stræber efter at undervise i det gengivne evangelium – centreret om Jesus Kristus, fokuseret på jeres elever og rodfæstet i Guds ord – vil Helligånden give det liv og relevans og vil vidne om dets sandhed. Jeg vidner om, at I, jeres familier og jeres elever er børn af løftet, Israels håb og Guds elskede. I Jesu Kristi navn. Amen.