En arv af forandring i CES
Årlig oplæringstransmission for S&I 2021
Tirsdag den 19. januar 2021
Jeg er taknemmelig for jer og er glad for at kunne bruge lidt tid sammen med jer i dag. Jeg er taknemmelig for Chad og hans talentfulde, dedikerede hold, der arbejder så flittigt for at bidrage til dette Herrens værk. Det er en velsignelse at have søster Jean B. Bingham med os i dag, og jeg ser frem til at høre hendes tale. Hun er en mægtig og inspireret leder, og vi er taknemmelige for, at hun tjener i Kirkens uddannelseskomité.
Når vi har overvejet vigtige ændringer til seminar og institut (S&I), har jeg også reflekteret over ændringerne gennem Kirkens uddannelseshistorie. Den anden dag begyndte jeg at se sammenhængen mellem det, der er sket i Kirkens uddannelse med min egen families historie. Min mors forældre blev medlemmer af Kirken i Schweiz, da de var unge voksne, så på den side af min familie var min mors generation den første, der mødte Kirkens uddannelse. Nogle af min fars forfædre var medlemmer af Kirken meget tidligere i uddelingen. Lad mig gennemgå nogle af de grundlæggende oplysninger om nogle af disse forfædre og også nævne indsatsen i Kirkens uddannelse på deres tid. I vil bemærke ændringer i løbet af årene – nogle af dem er store.
Sarah Jane Angell, min tipoldemor, var en ung pige, da familien boede i Kirtland, i Missouri og i Nauvoo. Hun ankom til Salt Lake-dalen i 1848 som en 14-årig pige, og hun gik i de lokale skoler de steder, hvor de boede.
Jarvis Johnson, der senere giftede sig med Sarah, boede i Nauvoo som ung teenager. Enhver skoleundervisning han fik, ville have foregået i en af flere skoler i byen. Da de hellige forlod Nauvoo og drog vestpå, meldte han sig til Mormonbataljonen som 17-årig. I Sarahs og Jarvis’ ungdom og i deres tid som unge voksne tilbød Kirken og enkeltpersoner undervisning, men Kirkens Uddannelsessystem, som vi kender det i dag, fandtes ikke.
Sarahs og Jarvis’ søn, Rais, er min oldefar. Han voksede op i Utah og gik i skole i en by ved navn Honeyville. Bygningen blev brugt til både kirke og skole. Charlotte, der senere blev gift med Rais, gik i skole i nærheden i Call’s Fort i en lille stenbygning. De var teenagere sidst i 1870’erne og tidligt i 1880’erne, nogle få år inden Kirken åbnede de fleste af sine akademier. Idet flere skoler i byen blev offentlige skoler i 1880’erne, var det ikke tilladt for skolerne at undervise i religion. Det satte gang i en udvidelse af kirkedrevne akademier, efter Rais og Charlotte var færdig med deres skoleundervisning.
Rais efterlod sig en beskrivelse af sit frieri til Charlotte, som han kaldte Lottie: Han sagde:
»Første gang jeg så Lottie, kørte hun med en trækvogn. Hendes far bestyrede en butik foran deres hjem. Hun lignede en tusindfryd. Jeg mødte hende senere til en fest, og vi var sammen i mindre end et år, og så spurgte jeg hende, om hun ville have mig. Hun sagde: ›Du kan ikke lide mig.‹ Jeg sagde: ›Det kan jeg.‹ Vi var forlovede i tre måneder.«1
Jeg er temmelig sikker på, at Rais ikke ville klare sig som manuskriptforfatter til romantiske film, men Charlotte giftede sig alligevel med ham, og de fik 12 børn.
En af de 12 børn, Alphalus – der blev kaldt »Alph« – er min farfar, og han gik på Brigham Young College i Logan i Utah. Min farmor, Blanche, gik også på Brigham Young College, der var en af Kirkens akademier. Da de gik der, svarede det til en kombination af high school og junior college. På disse akademier blev eleverne både undervist i verdslige fag og religion og havde en hel række aktiviteter. Min farfar spillede på baseballholdet og basketballholdet, og min farmor var stangspringer.
Den første seminarklasse i skoletiden begyndte i Salt Lake City i 1912, og derfra spredte programmet sig til andre byer. Da disse seminarklasser begyndte at vise, at de gav elever, der gik i offentlige skoler, et godt religiøst fundament, besluttede Kirken at frasælge de fleste af akademierne, heriblandt Brigham Young College. Derfor gik den næste generation af min familie i offentlige skoler og deltag i seminar.
En af Alphs og Blanches sønner, Vere, er min far. Han kunne huske sine seminarlærere hele livet. Min mor, Winifred, gik også på high school og deltog i seminar og kunne også huske sine lærere.
I 1926 begyndte institutprogrammet i Moscow i Idaho, og i 1928 blev endnu et institutprogram oprettet i Logan i Utah. Begge mine forældre gik på det, der nu hedder Utah State University i Logan i 1940’erne. På det tidspunktet var institutprogrammet veletableret i Logan, og mine forældre mødtes første gang i forbindelse med en institutaktivitet. De blev sidenhen gift, og efter de blev gift i templet i Logan i Utah, afholdt de deres bryllupsreception i institutbygningen.
Jeg voksede op i Logan i Utah og gik på samme high school og gik til seminar samme sted som min mor. Den high school var faktisk tidligere Brigham Young College. Jeg brugte også en del af skoleåret i Monticello i Utah og var i samme seminarklasse som en vidunderlig pige, der er et år yngre end mig. Hun hed Jill. Faktisk hedder hun stadig Jill, og selvom jeg ikke er sikker på, at jeg er bedre til romantiske dialoger end min oldefar Rais, endte hun stadig med at gifte sig med mig.
Jeg gik til seminar sidst i 1960’erne og tidligt i 1970’erne. I denne periode skete nogle af de første udvidelser af seminar og institut til forskellige dele af verden. Der havde været forsøg med tidlig morgen-seminarklasser og en del forsøg med hjemmestudieseminar, der gjorde udvidelsen i hele verden mulig. Det var udfordrende tider for dem i S&I. De forsøgte at tilpasse programmer, der var skabt til foregå i skoletiden og institutklasser på college-campusser til meget forskellige situationer i hele verden. De tog sig af kæmpeudfordringer med at oversætte og trykke i de første dage.
Faktisk, da jeg var på mission i begyndelsen af 1970’erne i Norge, blev seminar introduceret der samme år, jeg ankom. Jeg kan huske at hjælpe en ung mand, Tom Rui, med hans hjemmestudieseminarlektioner – noget jeg aldrig før havde set. Det var første gang, det gik op for mig, at seminar kunne være noget andet end en klasse i løbet af skoledagen afholdt i en bygning ved siden af skolen.
Jeg går nu fra mine forfædre over til vores efterkommere. Vores børn deltog i seminar i skoletiden, med undtagelse af et par af vores børn, der havde tidlig morgen-seminar, mens vi havde en opgave i Chile. Læseplanen havde ændret sig, siden Jill og jeg deltog i seminar. Jeg var en ung seminarlærer, da den fortløbende undervisning i skriften blev introduceret. Der var nogle udfordringer med at finde ud af, hvordan man bedst underviste på denne måde. Det var ikke en automatisk overgang. Men resultatet var præcist det, den generation, der blev undervist, havde brug for. De blev mere bekendt med skrifterne, og som følge deraf, blev de mere naturligt påvirkede af skrifterne og udviklede tillid til dem. Vi har nogle optagelser af mine forældre fra nogle få år, inden de gik bort, og min mor taler om den forskel, hun havde bemærket.
Lyt til hendes kommentarer:
»Vi blev slet ikke undervist lige så godt i seminar, som børn bliver nu, og vi havde aldrig vanen med at læse i skriften, sådan som de gør nu. Min mor havde små bøger – Beretninger fra skrifterne – og hun læste dem. Men jeg kan ikke huske, at vi læste skrifterne. Måske har vores børn og børnebørn et stærkere vidnesbyrd, fordi de forstår evangeliet bedre. De er begyndt at læse det, da de var meget yngre, og de har virkelig læst skrifterne. Og jeg tror, at det har givet dem en så stor styrke.«2
Nogle af mine børnebørn er nu i seminaralderen, og de ældste er i institutalderen. De ser stadig andre ændringer i S&I, såsom at tilpasse det, der undervises om i seminar, med det, der bliver undervist om derhjemme med Kom og følg mig. På grund af den nuværende pandemi har vi måtte lære meget om fjernundervisning. Jeg hepper på jer alle, idet vi foretager ændringer, der er egnet til den opvoksende generations »forskellige vilkår.«3 Jeg hepper ekstra meget, da den opvoksende generation omfatter vores børnebørn.
Det er ofte svært at foretage vigtige ændringer. Nogle gange er vejledning klar, men udførelsen kan være meget udfordrende. Tænk på Mosijas sønner. De havde et klart formål om, at »frelse skulle blive kundgjort for enhver skabning«,4 og »at [de] måske kunne frelse nogle få … sjæle.«5 Det er let kun at have fokus på deres mirakuløse succes og glemme, hvor udfordrende det var. De havde prøvet alt. De var i gang i 14 år, og deres oplevelser omfattede enhver form for afsavn; undervisning på gader, i huse, templer og synagoger og at blive fordrevet, hånet, spyttet på, slået, stenet, bundet og kastet i fængsel.6 Men de holdt ud, bevarede deres fokus og modtog Herrens kraft til at udføre deres mission.
Jeg genlæste for nylig daværende ældste Russell M. Nelsons oplevelser i Europa – særligt i Østeuropa – da han havde ansvaret for den del af verden fra 1985-1990. På dette tidspunkt tjente han i De Tolv Apostles Kvorum. I 1985, da han fik ansvaret for Europa og Afrika, fik han en særlig opgave med at åbne landende i Østeuropa (der var underlagt kommunismens åg) til forkyndelse af evangeliet.7 Denne opgave blev givet fire år inden Berlinmurens fald, og seks år inden Sovjetunionen officielt blev opløst.
Ældste Nelsons mål var klart, men opgaven var meget vanskelig. Han var klippefast i sit fokus på denne særlige opgave. Han besøgte »USSR syvogtyve gange og … andre lande i østblokken dusinvis af gange.«8 Sheri Dew beskrev i sin bog, Insights from a prophet’s life: Russell M. Nelson, hans arbejde således:
Han var aldrig ønsket, og sjældent velkommen. Mange regeringsledere ville ikke engang aftale møder med en mand, der forkyndte tro på Gud. I denne tid blev han både forhindret i sin indsats og hjulpet på vej, behandlet dårligt i nogle tilfælde og elskværdigt i andre, udspioneret af hemmeligt politi og senere hilst på som en ven af venlige embedsmænd, der lærte ham at kende, og behandlet mistænksomt i nogle områder, mens han blev bedt om helbredsundersøgelser af andre. Nogle ture virkede totalt nytteløse, mens andre åbnede døre, han aldrig ville have kunne forudse eller planlægge.9
Efter ældste Nelsons opgave ændrede sig fra Europa, kunne han og ældste Oaks – der efterfulgte ham i opgaven – meddele Kirkens præsident, Ezra Taft Benson, om, at Kirken nu var etableret i alle lande i Østeuropa.10 Søster Dew beskrev videre præsident Nelsons oplevelse:
Da ældste Nelson senere blev spurgt om, hvad han havde lært af opgaven om at åbne de østeuropæiske lande til forkyndelse af evangeliet, særligt i lyset af de mange stop og start, mislykkede møder og op- og nedture, svarede han helt enkelt: »Herren elsker en indsats. Han kunne have sagt til Moses: ›Jeg møder dig på halvvejen.‹ Men Moses måtte gå hele vejen op på toppen af Sinajbjerget. Han krævede en indsats af Moses og Josva og Joseph Smith og af alle de efterfølgende Kirkens præsidenter … Er I villig til at gøre virkelig svære ting? Når I har vist jeres villighed til at gøre jeres del, vil han hjælpe jer.‹«11
Ældste Nelsons retfærdige indsats var medvirkende til den ufattelige forandring, der resulterede i at gøre evangeliet tilgængeligt for millioner af Guds børn.
Mirakler kræver hårdt arbejde. De mirakler vi længes efter vil kræve en enorm indsats fra vores side.
Nogle gange tager det tid at indse det fulde resultatet af vores ihærdige indsats for at foretage nødvendige ændringer. I nogle tilfælde får vi måske ikke mulighed for at se den fulde høst af frugter af vores indsats kombineret med Herrens kraft. Men vores fremgang er afgørende, og vi kan og vil stræbe efter at foretage de ændringer, der vil velsigne dem, vi tjener. Det ligger også fundamentet til den næste generation – vores oldebørn. Jill og jeg har endnu ikke nogen, men snart vil de begynde at komme her på jorden, og inden vi ved af det, vil de begynde i jeres klasser.
Vores mål i S&I er klart – det har ikke ændret sig. Vi vil stræbe efter at velsigne disse unge og hjælpe dem til »at forstå og forlade sig på Jesu Kristi lære og forsoning, kvalificere sig til templets velsignelser og forberede sig selv, deres familie og andre til evigt liv hos vor Fader i himlen.«12 Det er, fordi vi arbejder på at opnå det, at vi er åben over for ændringer i vores programmer for at forbedre undervisningsmetoder, forny institut og forbedre andre indsatser. Da vi elsker de unge, er vi villige til at arbejde flittigt, prøve nye ting og bede Herren om vejledning og kraft i alle vores bestræbelser.
Må Herren velsigne jer i jeres indsats på at velsigne den opvoksende generation og også i de udfordringer, I personligt har. Jeg elsker jer og bærer vidnesbyrd om vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus. De lever.
I Jesu Kristi navn. Amen.