Paneldiskussion

Årlig oplæringstransmission for S&I 2021

Tirsdag den 19. januar 2021

Bror Chad H. Webb: Tak fordi I er med. Dette er bror Rory Bigelow. Han er vores assisterende driftsadministrator. Det er i Kirkens kontorbygning ting som personaleafdeling, økonomi og ejendomsforvaltning. Dette er Adam Smith, vores assisterende administrator med ansvar for undervisning, som arbejder med vores afdelinger som Oplæring, Læseplan, Studenterservice med mere.

Lad os begynde med, at jeg bruger et par minutter på at komme med noget baggrund og vision om, hvor vi håber at nå hen. Lige nu udfører vi i Seminar og Institut (S&I) en fantastisk indsats for at imødekomme mange behov hos mange af vores nuværende elever. Men kendsgerningen er, at de, der deltager, normalt er dem, som deltager aktivt og er trofaste medlemmer af Kirken. Andre bliver generelt ikke påvirket, og sandheden er, at i hele verden er indskrivningen i S&I-programmer nedadgående.

Vores største håb er at ændre det. Vi håber, at S&I kan spille en mere betydningsfuld rolle i det umiddelbare behov for at »indsamle« en hel generation af unge og unge voksne. I husker sikkert, at præsident Nelson sagde, at indsamlingen af Israel er det vigtigste værk i verden. Det omfatter selvfølgelig missionering og tempeltjeneste, men præsident Nelson sagde, at de også omfatter at opbygge tro og vidnesbyrd i hjertet hos dem, vi tjener. Han sagde, at hver gang vi gør noget, der hjælper blot en til at indgå og holde deres pagter med Gud, så indsamler vi Israel.

Vi bekymrer os over, at vi mister nogle af vores unge og unge voksne. I stedet for at tale om at være mistet eller fundet taler skrifterne oftere om det som spredt og indsamlet. Der er nogle, som kæmper med deres tro. Men vi ved, hvor de er; for os er de ikke mistet. Men de er spredt af verdens påvirkninger og kan have flyttet sig væk fra at tilslutte sig os. Vi har en bemærkelsesværdig mulighed og et presserende behov for at hjælpe til med at »indsamle« denne del af Israel.

Den måde, vi vil gøre dette på, er ved at skabe oplevelser, der leder til omvendelse, relevans, tilhørsforhold og ved at gøre disse oplevelser tilgængelige for så mange som muligt. Og vi vil gøre det, mens vi stadig er tro mod vores oprindelse. Vi søger ikke forandring blot for forandringens skyld. Vi vil fortsat undervise i evangeliet, som det findes i skrifterne ved Helligåndens kraft. Men for at skabe disse oplevelser må vi foretage nogle tilpasninger.

Vi må ændre os:

Fra at tale og fortælle til at involvere og indbyde.
Fra at fortælle eleverne, hvor de skal være, til at møde dem der, hvor de er.
Fra kun at lovprise idealet til også at hædre kampen.
Fra sociale aktiviteter til meningsfulde sociale interaktioner.
Fra at fokusere på point og beståelse til at fokusere på åndelig vækst og at blive.
Fra passive studerende, der er genstand for handling, til aktive deltagere, som er redskaber for Helligånden.

Vi vil mødes med programadministratorer, vores seminarinspektører, institutledere og koordinatorer for mere klart at definere undervisning, læringsoplevelser og forventninger, for at levere oplæring og vejledning og for at komme med standarder, så vi kan vide, om vi har succes.

Den oplæring og de ressourcer, I vil modtage, og de forandringer, der vil ske, vil altsammen ske med et mål om at indsamle Israel – ved at skabe oplevelser, der imødekommer behov hos alle unge og unge voksne, og ved at gøre dem mere bredt tilgængelige. Vi vil fokusere på dette mål i minimum de næste tre år. Til den tid vil vi evaluere vores fremgang og komme med yderligere justeringer.

Min opfordring til hver eneste er at slutte op bag præsident Nelson i det største værk på jorden – det presserende behov og mulighed for at indsamle Israel, at indsamle dem, som vil lade Gud råde i deres liv. Bemærkelsesværdige ting vil ske, tilmed mirakler. Det er en velsignelse at være en del af det.

Så før jeg spørger jer om nogle af ændringerne i seminar og institut, kan jeg så ikke lige spørge jer: Hvad vil aldrig ændre sig?

Bror Rory Bigelow: Altså én ting, som jeg tror vil forblive det samme, er vores primære mål. Vi er der for at hjælpe unge og unge voksne til at forstå og sætte deres lid til Jesu Kristi lærdomme og forsoning. Vi vil gerne hjælpe dem med at kvalificere og forberede sig til de velsignelser, der venter dem. Og det kommer aldrig til at ændre sig. Vores primære fokus kommer til at være dem, og vi kommer til at elske dem. De er betydningsfulde. Og vi ønsker at hjælpe hver eneste af dem med at få de rette oplevelse i seminar og institut.

Bror Adam Smith: Jeg vil også bare gerne tilføje, at vi altid vil være fokuseret på elevernes behov, som du henviste til, og at vi virkelig er nødt til at være klar over, hvad vores elever har brug for i deres oplevelse i klasseværelset, og at skrifterne er centrale for, hvad vi gør for at møde det behov, og at Frelseren er central i hele den oplevelse.

Jeg tror også, at to andre ting, der aldrig vil ændre sig, er, at vi altid vil være loyale overfor profetiske prioriteter og de anvisninger, vi får fra profeter og apostle. Og vi vil altid stræbe efter at have Helligånden med os i vores personlige liv, når vi forbereder os og særligt, når vi er i et klasseværelse med elever.

Bror Webb: Tak for at sige det. Jeg synes det er meget betydningsfuldt. De ting, der er de vigtigste, vil aldrig ændre sig. Kernen af, hvem vi er, vil aldrig ændre sig.

Apropos forandring, så er denne transmission anderledes. Så vi gik fra En aften med en generalautoritet på dette tidspunkt af året til denne globale oplæringstransmission. Så kunne én af jer tale om, hvorfor denne ændring blev foretaget?

Bror Bigelow: Der er mange grunde, men jeg tror, to af de store grunde er vigtige at kende til. Og den første er én, hvor vi meget længe – siden 1912, da vi begyndte Granite Seminary – har fokuseret meget på vores oplæringscyklus omkring en amerikansk-centreret akademisk kalender. I 1991 ændrede tingene sig for os. I 1991 havde vi faktisk flere elever i institut uden for USA, end vi havde i USA.

Derfor, idet vi bliver ved med at vokse internationalt, gav det bare ikke mening, at vi fortsatte med at køre efter en kalender, der var baseret på USA’s akademiske kalender. Så det er én af grundene til – et ønske om et skift ud af respekt for en kalender, som er mere en årskalender end en akademisk kalender for den nordlige halvkugle.

Den anden ting – hvis jeg lige må tilføje – jeg tror den anden ting er et skift i vores filosofi, måden vi går til vores oplæring på. I lang tid var det næsten som om, vi løb et stafetløb med en stafet. Hovedkontoret ville forberede en oplæring og prioriteter, og ved områdeledernes sammenkomst, ville vi give den stafet videre til områdeledere. De ville så derefter gå og give det til deres område ved områdeoplæring.

Og nu ser vi på det, mere som om at til en områdelederforsamling eller -oplæring ville det handle lige så meget om at rådføre sig med hinanden og skabe retningen sammen. Og nu, ved at rykke vores områdelederforsamling fra april til oktober, kan vi mødes med dem i oktober, og så være klar til – ja, lige nu i januar – en oplæringstransmission til hele verden.

Bror Webb: Det bringer os videre til en anden ændring. Vi har faktisk omkring halvt så mange områdeledere, som vi engang havde. Og de er blevet rykket ind i vores råd meget mere, end de var tidligere. Hvilket giver mulighed for, at alle behov i alle områderne i verden bedre bliver repræsenteret i disse råd, og mulighed for, at kommunikationen kan flyde mere frit, som det er meningen med et råd. Så jeg tror det er en betydningsfuld ting.

Okay, en anden, ændring, som mange spørger om – og vi værdsætter virkelig alles villighed til at tilpasse til denne ændring, idet vi bevæger os fremad med den nye kalender, der følger årskalenderen i Kom og følg mig, i stedet for en akademisk kalender med vores læseplan. Adam, vil du tale om den ændring?

Bror Smith: Ja, det vil jeg meget gerne. Det var omkring marts 2019, hvor vi besluttede at tage de første trin med at afstemme læseplanen for seminar og institut med den hellige skrift fra Kom og følg mig. Jeg har et citat fra ældste Clark, som jeg gerne vil læse ordret, fordi jeg synes, det er så virkningsfuldt.

Da det blev bekendtgjort for verden, sagde ældste Clark: »Herrens profet stod til generalkonference og sagde, at ›vi har brug for hjemmecentreret, kirkestøttet evangelisk undervisning.‹¹ Og fordi han sagde det, ændrede det alt.«

Så vi besluttede, at i efteråret 2019 – som I husker – rykkede vi til Det Nye Testamente, i januar 2020 til Mormons Bog. Omkring efteråret 2019 havde vi nogle seminarprogrammer i skoletiden, der kom til os og spurgte os, om de kunne afprøve noget. De ønskede at prøve at undervise i seminars læseplan i større overensstemmelse med læseplanen for Kom og følg mig. Og vi tænkte, at vi sikkert kunne finde frem til noget meget interessant, så vi bad dem om at gøre det

Og vi bad et hold af forskere om at tale med elever og forældre og seminarlærere og -administratorer og sammenligne deres resultater og deres oplevelse med de programmer, der var under den mere traditionelle 9-måneders læseplan – forblive tro mod den hellig skrift, men stadig have seminar i vores 9-måneders kalender.

Det vi lærte fra den undersøgelse var – jeg synes, det var meget inspirerende. Også en smule overraskende. Hvad vi fandt ud af var, at elever ikke rigtig var generet af de gentagelser, der måtte være. Vi fandt også ud af, at elevernes forståelse af den hellig skrift var den samme i begge.

Bekymringen var, at ved at følge kalenderen i Kom og følg mig ville der være nogle ting, som elever ville gå glip af i seminarklassen på grund af en sommerferie, påskeferie eller efterårsferie. Men elevers forståelse af den hellig skrift viste sig at være den samme.

Men det, der var anderledes, var det, der virkelig fangede vores opmærksomhed. Det var en betydelig – og det var virkelig statistisk betydningsfuldt – en betydelig stigning i antallet af elever, der kom til klassen forberedt til at lære det, lektion handlede om den dag – en betydelig stigning i antallet af elever, der kom med meningsfulde kommentarer, og deltog i klassen på en meningsfuld måde.

Og det, jeg syntes var mest spændende, var, at der var en betydelig stigning i antallet af elever, der læste skrifterne derhjemme, udover seminar. Så da vi så den forskning og så den sammenligning, forstod vi virkelig, at ved at foretage dette skift, ville vi kunne velsigne elever, og vi ville velsigne familier. Det understregede noget andet, ældste Clark ofte underviste os om, da han var vores kommissær.

Han lærte os at hjælpe elever til at have en dybere læring og en omvendende oplevelse, mens de var sammen med os. Og ved at afstemme med Kom og følg mig, så tror jeg, at det hjælper med at lindre lidt af den byrde af at nå det hele, og hvad vi skal have dækket. Vi vil altid forblive tro mod skrifterne; de vil altid være centrale. Og Kom og følg mig giver os mulighed for at gå igennem hellig skrift fra begyndelsen til enden. Men vi ved, at vi ikke kan dække det hele, så vi kan fokusere på elevernes behov, forbinde dem med Frelseren, gøre det i skrifterne og gøre det ved Helligånden.

Men vi ønskede ikke at ignorere, at der var et problem, at med enhver skolekalender, hvor som helst i verden, er der er altid en pause, hvor de ikke er i skole, typisk omkring to til tre måneders lang pause. Det er to til tre måneder med indhold fra skrifterne, som elever ikke vil få i seminar. Og som undervisere i skrifterne giver det os grund til bekymring.

Så hvor Evangelisk mesterlære altid har været vigtigt, siden det blev introduceret, så tror jeg, at dette kaster endnu mere lys på det og øger dets vigtighed. Hvis lærere vil fokusere på at undervise lektioner i Evangelisk mesterlære ugentligt, uanset skolekalendere verden over, så vil elever få det mest betydningsfulde og de vigtigste elementer. Jeg tror nogle gange, fordi lærere er så gode og ønsker at dække hele skriften, kan Evangelisk mesterlære blive skubbet til slutningen, hvis jeg har tid til det, og vi har aldrig tid. Der er så meget at undervise i.

Og nogle gange kunne Evangelisk mesterlære næsten virke som noget periferisk i forhold til, hvad seminar gør. Men Evangelisk mesterlære er virkelig fundamentalt for det, vi laver. Det hjælper os med at nå vores mål og det, profeter har bedt os om at gøre. Så ved at fokusere på Evangelisk mesterlære er vi virkelig i stand til at adressere det hul, der ikke er dækket i et skoleår, og vi er i stand til at afstemme med Kom og følg mig på en måde, der velsigner elever og familier.

Bror Webb: Jeg kan huske, da vi viste forskningen til ældste Johnson og talte om denne mulighed. Han foretrak fra begyndelsen at afstemme med Kom og følg mig på grund af måden, hvorpå det velsigner familier og forbinder det med deres studium derhjemme. Men han var også bekymret, ligesom vi var, for de huller, der ville udelades om bestemte emner i dele af verden, når skoleferier kommer. Den sidste uge af Frelserens liv bliver måske ikke undervist i seminar, eller det første syn, eller, du ved, nogle meget betydningsfulde begivenheder og principper i evangeliet.

Så som du sagde, da vi diskuterede muligheden for at fokusere på lektioner i Evangelisk mesterlære og inkludere dem, selvom de gik glip af dem i ferierne, og selv at lave nogle opsummeringslektioner, nogle broer til at hjælpe dem med at få succes, hvis de kommer tilbage fra en ferie og ikke bare hopper ind i kalenderen i Kom og følg mig, men starter med nogle brolektioner om det, de er gået glip af, og så starter med at læse i henhold i planen i Kom og følg mig – vil vi være i stand til at få fordelene, du beskrev ved at være synkroniseret med kalenderen i Kom og følg mig, men også modvirke de bekymringer, som vi havde om, hvad de ville gå glip af. Og så skal vi også stole på familier og enkeltpersoner, der vil studere disse afsnit, når de ikke er sammen med os for at have en oplevelse og gennem Helligånden lære de ting, som de skal lære. Så, ja, det er en rigtig god forklaring. Tak for det.

Et andet spørgsmål, som mange stiller, handler om ændringen af læsekrav – fra kravet om at læse hele kursets tekst til den daglige vane med at studere skrifterne. Så hvad ville I sige om den beslutning?

Bror Smith: Vi er alle klar over kravene for at færdiggøre seminar og få et afgangsbevis for seminar, og at vi holder regnskab og tilskynder dem til at læse teksten til kurset. Og så har vi vores læringsevaluering. Og vi laver en lille tilpasning til læsekravet for at færdiggøre de fire standardværker i den tid, de er i seminar, for at tilskynde dem til at lave en vane med at læse i skrifterne dagligt.

Vi bruger meget tid med vores områdeledere – og endda også et stort antal af vores regionsledere – fra hele verden og diskuterer, hvad vi virkelig ønsker, der skal ske i elevernes liv, sind og hjerte på grund af deres oplevelser i både seminar og institut.

Og da vi talte om oplevelsen i seminar, og hvad vi håbede på ville ske i elevernes liv, talte vi om at vende tilbage til et læsekrav i seminar. Men vi indså, at det vi virkelig ønskede at understrege, det, der virkelig betød mest, var vores evne til at hjælpe en elev med at danne en daglig vane, der ville blive hos dem gennem hele deres liv.

Igen har jeg et citat. Denne er fra vores håndbog Evangelisk undervisning og læring, men jeg tror dette opsummerer det meget godt. Der står: »Der er få ting, som lærere kan gøre, der vil have en stærkere og mere langvarig positiv indflydelse på deres studerende end at hjælpe dem til at lære at elske skrifterne og studere dem dagligt.«³ Så hvis vi ønsker, at et afgangsbevis for seminar skal symbolisere en meningsfuld, dyb og omvendende oplevelse over fire år, så skal skriftstudium være en del af det.

Og der er mange måder, hvorpå man kunne måle elevers engagement med skrifterne, men vi ønskede at fokusere på at måle det, der betyder mest, og det er at hjælpe elever med at skabe en vane med dagligt personligt skriftstudium. Derfor har vi ledsaget dette med nogle rigtig gode ressourcer til videreuddannelsesledere, som vi håber lærere og videreuddannelsesledere vil benytte. Fordi disse virkelig supplerer kravet ved at hjælpe elever med at udvikle færdigheder, sætte mål og lære, hvordan de i skrifterne virkelig får forbindelse med deres Fader i himlen og deres Frelser gennem Helligånden. Men vi tror virkelig, at dette krav får os hen til det, der betyder mest, og det, vi virkelig ønsker, at et afgangsbevis skal repræsentere.

Bror Webb: Så vi vil selvfølgelig stadig opfordre til at læse teksten til kurset. Faktisk så skal det daglige læsekrav eller forventning være i henhold til kurset.

Så vi håber, at alle seminarelever stadig vil læse hele kurset. Vi håber, at de stadig vil sætte sig mål og gøre det meningsfuldt, ligesom du nævnte. Men kravet for at bestå vil være 75 procent af de dage, hvor de er i det semester. Vi vil ikke definere, hvad det betyder at læse dagligt. Men når de engagerer sig i studium af skriften i kurset hver dag, på en hvilken som helst måde, 75 procent af tiden, vil det være et incitament til at opfordre dem til at have den oplevelse som en del af deres tid i seminar.

Bror Bigelow: Jeg er virkelig glad for, at du nævnte, at målet kan være forskelligt, og vores ønskede resultat for enkeltpersoner er – at de er i skrifterne hver eneste dag. I nogle dele af verden, hvor vi har seminar, har de ikke engang skrifterne i trykt form, som de kan læse. Så for at lave en standard, der passer på hele verden – dette giver os mulighed for det. Det giver os mulighed for at sige: »Vi ønsker, at I skal forbedre jeres forhold til vor himmelske Fader gennem ordet.« Og det vil ske i en daglig vane med at studere Guds ord.

Bror Webb: Så brug muligheden for at høre hans røst hver dag.

Bror Bigelow: Lige præcis.

Bror Webb: Og det udviser også en tillid til lærerne, ikke? At arbejde individuelt med elever til at skabe deres oplevelse i henhold til deres behov og evner. Og vi stoler på jer. Og det er derfor, at vi ikke definerer, hvad dette betyder, mere end vi har.

Bror Bigelow: Lige præcis.

Bror Web: Tak. Så de ændringer er selvfølgelig allerede bekendtgjort og implementeret, og vi værdsætter alt jeres arbejde for at anvende dem på bedste måde for at velsigne elever. En anden ændring, eller måske elefanten i lokalet, er pandemien, og det, der er sket over de seneste måneder i vores klasseværelser med så mange forstyrrelser og ændring med onlinelæring og andre ændringer, der er skabt på grund på pandemien. Rory, hvad ville du sige, at vi har lært af pandemien, og hvordan vil det ændre, hvordan vi bevæger os fremad herfra på grund af det?

Bror Bigelow: Jeg tror først og fremmest – og du nævnte det i dine bemærkninger, der indledte mødet – det er, at vi har indset, at vi har vidunderlige mennesker, der arbejder og tjener sammen med os. Og hvis du medregner Kirkens skoler og alle missionærer, kaldede lærere, fuldtidsansatte og deltidsansatte, så er det over 60.000 mennesker i verden. Og de er meget, meget gode. Men jeg tror, at det, der sker med pandemien, er, at det på en måde har givet os en brat opvågning på nogle færdigheder, som vi måske ikke havde.

Nu deler jeg måske en personlig oplevelse, men min hustru og jeg blev for omkring syv år siden bedt om at tjene som ledere af en mission i Brasilien. Da vi rejste derned efter at have studeret portugisisk – jeg tjente som spansktalende som ung mand, så det var et nyt sprog for os – men vi troede, at vi talte portugisisk på et vist niveau.

Og jeg kan huske den allerførste dag, hvor vi ankom til missionen og den afgående missionspræsident bragte os til hjemmet. Ejendomsforvalteren var der, og vi gik ind i køkkenet, hvor han sagde: »Se, I har brug for at bestille vand.« Han lagde hånden på vanddunken og sagde: »I er nødt til at få en ny dunk vand her.« Og jeg gik fuldstændig i panik, fordi jeg indså, at jeg ikke kunne sige vandflaske på portugisisk. Altså, jeg havde lært andre ting. Vi havde studeret; vi troede, at vi forstod. Og jeg sagde til ham: »Kan du gøre det for mig? Vil du gøre det?« Og han sagde: »Ja da.«

Hvad han ikke så var, at da han foretog opkaldet, vendte jeg min ryg til ham og trak et lille kort ud og skrev ord for ord, hvordan man skulle bestille vand. Og jeg troede, du ved, min familie, vi kommer til at dø inden for to uger, fordi jeg måske ikke kan skaffe vand.

Den oplevelse var et øjeblik med klarhed, der viste mig, hvad jeg ikke vidste, som jeg troede, jeg vidste. Og jeg tror, at pandemien har gjort det samme for os. Vores færdighedsniveau – vores færdighedsniveau i online levering af religiøs undervisning er ikke, hvad det skal være. Og nogle har tilpasset sig hurtigt, og færdighederne var naturlige, lå i dem i forvejen, og de har kunne gøre det. Andre har måske ikke.

Og så jeg tror, at én af de ting, som vi har lært, og som vi bliver nødt til at fortsætte, er – vi skal fortsætte med at opkvalificere os – er måske udtrykket, man skal bruge. Vi er nødt til at finde måder at øge vores kapacitet på.

Du nævnte noget i dine indledende bemærkninger Jeg bliver ved med at henvise til det, men jeg tror dette er virkelig vigtigt. Fra ældste Clark da han sagde: »Uanset hvilken grad af lydighed, håb eller næstekærlighed vi har, uanset hvilket niveau af professionel færdighed eller evne vi har opnået, så vil det ikke være nok til det arbejde, der ligger forude.«⁴

Og én af de ting, som jeg tror, der kommer ud af pandemien for mig personligt, er et dybt ønske om at forbedre mig, for at sikre, at jeg møder de forventninger, de stigende forventninger fra Herren i denne meget anderledes verden, vi har lige nu. Så hvad kommer det til at betyde for at gøre noget online? Jeg ved det ikke. Adam, hvad vil det gøre for vores onlineundervisning? Jeg tror, du er bedre egnet til at besvare det spørgsmål.

Bror Smith: Altså, jeg vil gerne gentage det, du har sagt. Jeg tror, vi lærte to meget kritiske ting af pandemien, som vi kommer til at bruge fremadrettet. Det første er, som du nævnte, at vi virkelig arbejder med de bedste folk. Vores fuldtidslærere, vores frivillige, de er så villige, vidunderlige og indviede. De blev virkelig sat i en svær situation og præsterede vidunderligt.

Vi fandt også frem til muligheder for at forbedre os. Og jeg tror, at vi har lært, hvilke spørgsmål vi skal stille for at finde frem til svarene, som vi skal bruge.

Én ting, som vi har gjort i Kirkens kontorbygning, er, at vi har organiseret en Division for digital læringshåndtering. Det betyder en division af mennesker med ekspertise til at hjælpe os med onlinetilbud til seminar og institut. Grunden til, at vi kalder det Digital læringshåndtering, er fordi, at ordet online kan betyde så mange forskellige ting. Og det, vi virkelig mener, er enhver type for fjernlevering ved brug af teknologi, hvad end det er en hybrid, videomøder eller asynkront – der er så mange måder, vi kan se på det.

Men jeg tror, at det, vi har lært, er, hvilke spørgsmål skal vi stille? Og vi begynder at stille de spørgsmål, så vi kan opbygge ressourcer og en infrastruktur og et program, der skal støtte det, der vil være et udvidende digitalt tilbud af klasser i seminar og institut.

Når COVID går væk, som vi håber sker snart, vil behovet helt sikkert ikke være lige så stort, men det vil være større, end det var før, fordi vi faktisk har nået nogle elever, som vi ikke havde nået før. Vi har været i stand til at velsigne liv og familier, som vi ikke før kunne, fordi vi på en måde var tvunget ind i denne leveringstilstand, og vi ser nu fordelene ved den. Nu kender vi til spørgsmålene, som vi skal spørge for at blive bedre, og vi gør virkelig en indsats for at lære de svar. Og jeg tror, der vil komme nogle spændende ting.

Bror Webb: Altså, nogle mennesker har spurgt: »Vil vi nogensinde nå til det punkt, hvor vi faktisk har en arbejdsstyrke dedikeret til online?« Og jeg vil bare gerne sige, at vi stadig slås med de spørgsmål. Det er meget muligt, at dagen vil komme, hvor der vil være fuldtidsseminarlærere, der udelukkende underviser online. Men det er også sandt, at vi alle har brug for en basal forståelse af, hvordan man underviser effektivt online. Vi kan alle, på et tidspunkt, blive bedt om at gøre det. Og når vi bliver det, vil vi selvfølgelig gerne gøre det bedste, vi kan. Vi har set nogle lærere gøre det utroligt godt. Vi har set lærere, der har firedoblet deres tilmeldinger til institut, fordi de har så effektive onlineleveringer. Det, der er vigtigere end den organisatoriske struktur, er, kan vi tilegne os de nødvendige færdigheder, der er nødvendige for, at vi effektivt kan levere onlineuddannelse og virkelig velsigne folk gennem den leveringsmetode?

Og idet vi lærer mere om det, vil vi dele mere af det ved oplæringsmuligheder, så mennesker kan gøre deres bedste i forbindelse med at levere en effektiv religiøs uddannelsesoplevelse. Så jeg synes, at det er gode kommentarer. Tak for det.

Bror Bigelow: Denne tilpasning med onlineundervisning, jeg tror ikke, at det er en fuldstændig opgivelse af det, vi har gjort tidligere. Men vi er nødt til at tilpasse os, måske endda ansætte flere deltidsinstitutlærere og deltidsseminarlærere. Online giver mulighed for mennesker til at undervise, uden at det behøver at være på fuld tid.

Bror Webb: Men ingen kommer til at blive tvunget til de ændringer. Vi vil bare foretage de tilpasninger, når vi går fremad, og når nye muligheder bliver tilgængelige. Én af grundene til det, vil jeg nævne kort. Vi har en stigende antal af kvinder i arbejdsstyrken. Og vi er så taknemmelig for det bidrag, som de yder, Og nogle af dem vælger, på grund af familieforhold, at måske undervise deltid eller undervise online af forskellige grunde.

Altså, det er også sandt, at idet vi har flere kvinder i arbejdsstyrken, at der er flere lederskabsmuligheder for dem. Jeg vil bare nævne, at vi har 10 divisionsledere i Kirkens kontorbygning, og tre af dem er nu kvinder. Og de blev ikke udnævnt eller ansat til de stillinger, fordi de er kvinder; de var de bedst kvalificerede kandidater til de stillinger og yder utrolige bidrag til arbejdet, vi udfører.

Men det er bare et eksempel, idet vores organisation vokser, det er det, der sker såvel som for regionalledere med fakultets- eller programadministratorer. Og jeg vil også nævne for dem, fordi det er en ændring i vores arbejdsstyrke, og vi er nødt til at være klar over det. Og dem, der er programadministratorer skal være mere opmærksomme på forskellige perspektiver og rådføre sig med hinanden og trække på folks erfaring og drage nytte af deres perspektiver.

Jeg tror det er noget, vi er nødt til at være bevidste om for at drage nytte af en mere mangfoldig arbejdsstyrke. Og jeg ved, at dette er specifikt til ansatte, men det er også sandt i en verden fyldt med lærere, mænd og kvinder, med alle slags baggrunde, som kaldes som lærere, der har meget at tilbyde, som vi er nødt til at lytte til og forstå deres perspektiv og deres oplevelse, så vi kan velsigne vores elever i vores organisation.

Bror Bigelow: Mange er måske ikke klar over dette, men vi begynder at oprette felthold. Det giver jer mulighed for at have læseplansforfattere fra hele verden og folk fra oplæringstjenester og oplæringstjenestehold, måske fra andre dele af verden. Og det giver os mulighed for at få et meget bedre indblik i, hvad der sker i verden, snarere end bare at have et smalt udsyn.

Bror Web: Tak. Adam, kan vi gå tilbage til dig? Der sker meget med Innovate Institute, mange mennesker er interesserede i det og har bidraget til den indsats. Hvad ville du give os som en opdatering om Innovate Institute?

Bror Smith: Altså, vi har helt sikkert dedikeret meget tid, mange ressourcer og mange vidunderlige institutledere og -lærere til at se nærmere på ting såsom at ændre et fysisk miljø eller nye kursustilbud eller selv bare at tilpasse titler på kurser. Og de er alle sammen vidunderlige. Jeg tror, det vigtigste vi gør, er at lytte til vores institutelever, særligt med fokus på at lytte til de elever, der kunne være sammen med os, men ikke er det. Måske er de kommet én gang og vendte ikke tilbage, eller måske er de slet ikke kommet til institut endnu. Så vi fokuserer virkelig på at lytte til dem.

Jeg tror dog, at den vigtigste innovation, vi kan foretage lige nu, er at tilpasse måden, vi underviser på, en lille smule. Som du sagde Rory, det er ikke en fuldstændig overhaling, det er bare små tilpasninger, små ændringer i ting, vi gør ofte. Og jeg tror, bror Webb, din tale til os sidste juni, hvor du fremhævede at skabe klasseværelser med omvendelse, relevans og tilhørsforhold, det er virkelig måden, vi innoverer institut på.

Faktisk vil jeg gerne dele en historie, der blev delt med mig af en områdeleder om en institutlærer. Han var ved at forberede sig på at undervise sin første Zoom-gruppe i kurset Den evige familie. I sin forberedelse bad han alle sine elever om at lave en lille introduktionsvideo om dem selv.

Og én af hans mandlige elever besluttede sig for at introducere sig selv til institutklassen som værende homoseksuel og fortalte, at han havde nogle problemer med Kirkens syn på familie og ægteskab. Og denne lærer vidste, at han skulle gå ind i klassen og undervise i læren og principperne om familien. Så han besluttede sig for at være meget eftertænksom, omhyggelig og bønsom omkring det. Han henvendte sig meget oprigtigt til denne unge mand og fortalte ham, at han ønskede at institutklassen skulle være et sted, hvor han ikke bare kunne undervise læren tydeligt og undervise om det, som profeter og apostle har undervist, men også et sted, hvor elever kunne føle sig fri og ikke dømt, at man kunne dele sine bekymringer, problemer og spørgsmål.

Fordi læreren rakte ud til denne unge mand, delte han med sin lærer, at han bare havde tænkt sig at forblive stille under hele lektionen, fordi det er det, han typisk gør. Når nogen, hvor som helst i en kirkesammenhæng, begynder at undervise om familien, så melder han sig ligesom bare ud og forbliver stille. Men fordi denne lærer rakte ud til eleven på den måde, besluttede eleven sig for, at han ville komme til klassen og deltage. Og klassen havde en virkelig fantastisk oplevelse, fordi denne unge mand var en stor bidrager, og hans bekymringer og spørgsmål hjalp med at facilitere en meningsfuld diskussion. Fordi det var i et miljø med tro, hvor sandhed blev undervist, og hvor sande, ærlige og oprigtige spørgsmål kunne stilles.

Nå, men efter klasseoplevelsen skrev eleven denne besked til læreren, som blev delt med mig. Og jeg tror, at den virkelig fortæller om, hvad vi virkelig ønsker at gøre for at innovere institut. Han sagde dette.

»Jeg ville bare gerne takke dig for den måde, lektionen gik på. Jeg var lidt nervøs omkring det, og jeg havde ikke lyst til at sige noget, men til sidst var jeg på kanten til at skrige ›tak‹ højlydt. Den lektion var fantastisk. Jeg sammenligner den med en lektion, jeg modtog, efter jeg kom ud som homoseksuel til min seminarlærer i high school, som var støttende, efter jeg havde fortalt, hvad der var sket for mig i en anden klasse. Hans lektion og din lektion var fulde af kærlighed og støtte og ændrede ligesom bare hele mit liv. Jeg føler en tilbagevendende trang til at blive i evangeliet og en ny forpligtelse til at gøre mit bedste for at efterleve dette mønster. Den er livsændrende! Tak for det. Og tak for at besvare mine spørgsmål og for, at du ønskede at lære mig at kende og at være støttende. Jeg var i færd med at skrive mine følelser om alting, fordi jeg følte Ånden … meget. Jeg skrev i min skriftstedsdagbog, at jeg var så taknemmelig og så glad. Jeg er i glædestårer lige nu. Tak, din bror og en Guds søn.«

Vi ser denne lærer skabte en meningsfuld kontakt med en elev på en måde, der gav ham håb og mod til at komme til Frelseren og fortsætte på hans pagtssti. Og det var, fordi denne lærers klasse nu er et sted med omvendelse, relevans og tilhørsforhold.

Bror Webb: Jeg elsker måden, du besvarede det spørgsmål på. Vi kommer til at arbejde på miljømæssige ændringer og kursussammenfatninger og alle mulige ting. Og når du finder nye praktiske måder at innovere institut med det formål at invitere flere elever, som ikke deltager lige nu. Og så, når de kommer, skal vi have en oplevelse ligesom den, der vil holde på dem og forbinde dem til vor himmelske Fader, det er præcis det, der er formålet bag hele dette initiativ, så tak.

Nå, lad mig lige stille et sidste spørgsmål, som I begge kan svare på. Vi har talt om mange ting, som folk allerede er klar over, men noget, som de måske ikke er klar over, er nogle ændringer, der kommer til en håndbog – en håndbog i Undervisning og læring – og andre ting, der er forbundet med den oplæring, der vil blive kombineret i vores nye håndbøger. Så hvad kan I fortælle dem om de nye ting, der kommer med reference til vores oplæring?

Bror Smith: Vi øger virkelig vores indsats for at fokusere og forenkle og forene. Og vi er virkelig begejstrede for en mulighed, vi har for at samarbejde med Søndagsskolens hovedpræsidentskab i Kirkens afdeling for præstedømme og familie om at få én håndbog for lærere i Kirken. Undervisning på Frelserens måde og Evangelisk undervisning og læring vil sammensmelte og blive forenklet og tydeliggjort og forenede for virkelig at give os en klar definition på undervisning, på hvad oplevelsen i klasseværelset bør være, på hvad en elev bør opleve, når de er sammen med os. Nu vil det være generelt for kaldede lærere og lærere i seminar og institut.

For at støtte det begynder vi at danne det, vi kalder Bibliotek med oplæringsressourcer, så når en lærer læser en definition af en færdighed, så ved de, at der er et sted, hvor de kan gå hen, hvor den færdighed bliver vist og forklaret, hvor de kan modtage oplæring om det, en opfordring til at øve sig på det og implementere det. Så vi håber virkelig på at hjælpe vores lærere med at finde en færdighed, de ønsker at forbedre, og få ressourcer til at forbedre den. Og sammen med det, ønsker vi virkelig at finde ud af, hvordan vi måler det, som vi håber på at opnå? Når vi vores mål i de unges liv?

Og vi undersøger nogle effektive og meningsfulde måder, en lærer kan måle og evaluere dem selv på, for at forbedre, hvordan en lærer assisteres af en supervisor, der kan komme ind og hjælpe dem med at vokse og udvikle sig og blive bedre, og også spørge vores elever om, hvad deres oplevelser er, og hvad der virkelig sker i deres liv. Og vi håber, at alt dette vil blive udført i en ånd af opmuntring, fremgang, vækst og bare en mulighed for, at vi kan bruge alle ressourcer, der er tilgængelige, til at blive bedre lærere.

Vi ved alle, at vi lever i tiden inden Frelserens andet komme, og de unge, der vil komme ind i vores klasser, er blandt de bedste, denne verden nogensinde har set. Og vi må være gode, fordi de er så gode. Så vi ønsker bare at blive bedre.

Bror Bigelow: Jeg synes det, Adam beskrev, er interessant; det er denne her idé om, at vi kan definere det, vi ønsker sker? Kan vi oplære på en måde, så vi kan møde den forventning? Og så er denne måling kritisk. Vi har endda talt om måder at prøve på at vise den måling og så sætte nogle mål baseret på, hvor de er, og hvor de gerne vil hen.

Bror Webb: Altså, når vi taler om præstationshåndtering eller sådan noget, og vi gør det til det her professionelle begreb, og folk tænker: »Nå, jeg underviser i evangeliet, og det gør mig nervøs.« I elsker alle sammen jeres elever; I ønsker intet andet end at velsigne dem. Så at have nogen ved jeres side til at hjælpe jer i den udvikling, dette ønske om at velsigne elever og at være et spejlbillede af, hvad der sker i klasseværelset, og at give jer hjælp i jeres ønske om at udvikle jer og velsigne elever – Ikke fordi, I alle ønsker at være perfekte lærere, men fordi I ønsker at skabe den bedste oplevelse for jeres elever.

Så jeg synes virkelig, at det er en spændende ting, og jeg tror, I ser det – når I ser, hvad der er på vej, med håndbogen, med Bibliotek med oplæringsressourcer og selv med det, vi talte om som målinger, det er alt sammen i virkeligheden noget positivt og hjælpsomt, som jeg tror, at I vil være begejstrede over at se. Det er i hvert fald håbet, ikke?

Bror Smith: Jo.

Bror Webb: Nå, ville I sige noget, før jeg slutter –

Bror Bigelow: Ja, der er ét andet aspekt, som jeg synes er kritisk, og det er dette. Vi fokuserer ofte på undervisning og forbedring af undervisning, og forsømmer lederskabsdelen eller den administrative del af at være seminarinspektør eller en koordinator eller en regional leder, en områdeleder, hvad end stillingen er. Og vi prøver på ikke at forsømme det nu. Der, hvor vi har ramt forbi idéen med, at vi skulle give et rolledokument, der hjælper en inspektør med at vide, hvad der forventes. Så når vi taler om måling, så er det ikke bare måling på undervisning; det er måling af jeres lederskab. Så da jeg – da jeg blev bedt om at være inspektør for nogle år siden, ville jeg have taget imod det, vi taler om.

Hvis jeg kunne give de ansatte, personerne i mit fakultet, de administrative assistenter, ved fx at sige »Hjælp mig med at vide, hvordan jeg klarer mig«, baseret på en standard, »og hjælp mig til at vide, hvad jeg kan gøre bedre.« Jeg ønsker at være den bedste leder, jeg overhovedet kan være, og den eneste måde, jeg kan gøre det, er, hvis jeg ved, hvor jeg er, hvor jeg skal være, og hvad jeg kan gøre for at nå dertil. Så alt det, vi har snakket om, er i den sammenhæng at hjælpe flere unge, unge voksne til at få en god oplevelse, og det gælder så også mit lederskab.

Bror Webb: Det er vigtig at bemærke, at nogle af disse tilpasninger vil ske relativt hurtigt – i de kommende måneder – og andre vil tage længere tid.

Tak. Nå, før vi slutter denne del af transmissionen, vil jeg bare gerne sige en ting mere om forandring generelt. Vi kan skabe alverdens nye programmer og ressourcer, men intet af det vil virkelig betyde noget, og intet af det vil have succes, medmindre vi er forenet, og medmindre vi er afstemt med vor himmelske Faders vilje. Det vil kræve det allerbedste, vi har at tilbyde. Det vil kræve, at vi lader Gud råde i vores liv. Det vil kræve, at vi er villige til at omfavne og glædeligt reagere på forandring. For at have kraft til at ændre liv, må vi undervise og vidne med et forandret hjerte.

Må vi forene vores hjerter i at være fuldt engageret i Kristi sag. Og må vi altid fuldt ud sætte vores lid til ham. Når vi gør det, vil vi blive i stand til at tilpasse os enhver ændring, der måtte komme. Helligånden vil hjælpe os med at se og ændre de ting, som vi skal ændre i vores personlige liv og i vores undervisning. Og vi vil opleve personligt, at vores Gud er miraklernes Gud. I Jesu Kristi navn. Amen.