Empati
Årlig oplæringstransmission for S&I 2021
26. januar 2021
Jeg værdsætter det, bror Wilkinson sagde om dem, der har mistet nogle kære, og dem, som på andre måder har lidt i denne tid, og ønsker, at I skal vide, at vores hjerte rækker ud til jer.
Jeg vil gerne begynde ved at takke jer for jeres indsats i denne tid med store forandringer. Jeres store indsats med at undervise effektivt online har været bemærkelsesværdigt. Jeg ved, at nogle dage har været nedslående, hvor I har prøvet at hjælpe jeres elever med at forblive engagerede med så mange forstyrrelser. Så tak for jeres vedvarende indsats. Vi værdsætter også jeres villighed til at tilpasse jer andre væsentlige ændringer som fx et nyt undervisningsår og læsekrav. Jeg er så taknemmelig for jeres umådelige kapacitet og villighed til at imødekomme alt dette med så stor tro.
I en tid med forandringer er der en evne, måske endda en Åndens gave, som jeg synes er vigtig for os alle at have. Den kommer af tro på Jesus Kristus. Det er evnen til at have tillid til tidligere succes, mens man ser fremad mod det yderligere lys, Herren ønsker at give. Ældste Jeffrey R. Holland omtalte det således:
»Fortiden er der for at tage ved lære af den, ikke leve i den … Når vi har lært det, vi skulle, og har taget de bedste oplevelser med os, så ser vi fremad og husker på, at tro altid peger mod fremtiden …
Tro bygger på fortiden, men den længes aldrig efter at blive der. Tro stoler på, at Gud har store ting i vente.«1
Mens vi holder fast ved alt fra fortiden, som er godt, bør vi søge at bygge på den indsats ved at prøve at forstå, hvad Herren ønsker, at vi gør som det næste. Vi bør være villige til at spørge os selv: »Hvad mangler jeg så?«2 og stræbe efter at forbedre vores kundskab, holdning, karakter og præstation. Det er også et udtryk for tro.
I husker muligvis, at ældste Kim B. Clark for mere end fem år siden fortalte os:
»Uanset hvilket niveau af åndelighed, vi nu nyder i livet; uanset hvilket omfang af tro på Jesus Kristus, vi har nu; uanset hvilken styrke i forpligtelse og indvielse, uanset hvilken grad af lydighed, håb eller næstekærlighed, og uanset hvilken grad af arbejdsmæssige færdigheder og evner vi måtte have erhvervet, vil det ikke være tilstrækkeligt for det værk, der ligger forude …
Herren Jesus Kristus har et stort værk, vi skal udføre med den opvoksende slægt. Det er et større værk, end vi nogensinde før har udført.«3
Jeg er taknemmelig for jeres reaktion på denne opfordring. Jeg har oplevet mange af jer øge jeres åndelighed og forpligtelse og jeres færdigheder og evner. Vi har set mange årsager til, hvorfor dette er så vigtigt, og hvorfor det fortsat vil være nødvendigt at øge disse egenskaber i fremtiden.
Lad mig give jer et eksempel. Vi har på det sidste talt om at være mere Kristuscentreret og fokuseret på eleven. Det er ikke blot et slogan eller en undervisningsteknik. At være Kristuscentreret og fokuseret på eleven er en måde at anvende de to store bud på.4 Det bør forme vores indsats til at indbyde flere unge og unge voksne til at deltage. Og det bør forme vores indsats for at forhøje kraften i vores undervisning.
Når vi inderligt stræber efter at anvende det første store bud i vores undervisning, så nøjes vi ikke med at nævne Frelseren sidst i lektionen. Vi benytter enhver mulighed til at vidne om ham og til at udtrykke vores taknemlighed til ham. Vi bevæger os væk fra blot at tale om ham til at tale om ham som vores personlige Forløser, som vi må lære at kende, elske og stole på.
Når vi oprigtigt stræber efter at anvende det andet store bud i vores undervisning, fokuserer vi ikke blot på at nå materialet eller anvende bestemte undervisningsmetoder til at fremme elevdeltagelse. Vi fokuserer på den enkelte og dennes behov. Og vi higer efter at hjælpe dem med at udvikle sig mod evigt liv. Vi går bort fra at se en klasse med elever til at se hver enkelt elev som et elsket barn af Gud med guddommeligt potentiale.
Det er ikke nye ideer. Vi har altid ønsket at gøre det. Så mit spørgsmål er: Hvordan kan vi bygge videre på tidligere succes for at gøre dette mere effektivt i fremtiden?
Selvom jeg har talt om dette emne før, vil jeg i håb om at bygge videre på det gode, der sker, gerne dele en yderligere tanke om hver af de to halvdele af dette udsagn og begynde med at være mere Kristuscentreret. Jeg har forsøgt bedre at forstå, hvad det betyder, og hvordan det kan se ud i vores hjem og klasseværelser. Vi bør helt bestemt fortsætte vores bestræbelser på at få eleverne til at fokusere på Jesu Kristi titler, egenskaber og eksempel.5 Lad mig komme med endnu et forslag. Ligesom jer er jeg blevet påmindet af Herrens profet, præsident Russell M. Nelson, om, at »det er langt bedre at tælle sine velsignelser end at tælle vores problemer.«6 Han har lært mig om de velsignelser, der er tilgængelige for Israels pagtsfolk, og at når vi lader Gud råde, vil vi opleve heling, finde svar, modtage mod til at modstå fristelse og styrke til at kæmpe vores kampe. Og som præsident Nelson også sagde: »Vil [vi] selv opleve, at Gud er en ›gud, der gør mirakler‹ (Morm 9:11).«7 Så en anden måde at fokusere på Frelseren er ved at hjælpe vores elever til at indse, hvordan han rækker ud i kærlighed og barmhjertighed til alle vor himmelske Faders børn.
Jeg deltog for nylig i en onlineklasse. Som forberedelse til klassen læste eleverne Eter 2:25: »Og se, jeg bereder jer på dette, for I kan ikke krydse dette store dyb, medmindre jeg bereder jer mod havets bølger.«8 Klassen talte om dette vers, og hvordan Herren forberedte jereditterne på deres rejse. En elev fortalte, at hun havde en prøvelse lige nu, som hun beskrev som det mest voldsomme, hun nogensinde havde oplevet.
Så blev der stillet et spørgsmål, som jeg tror, var inspireret af Helligånden. Hvad har Herren gjort for at forberede dig på denne prøvelse – selv før den fandt sted? Hvilke oplevelser har han allerede givet dig, og hvilke lektier har han allerede lært dig, du kan trække på nu? Sikke et godt spørgsmål til at få os til at tænke over, hvordan Frelseren rækker ud til os i kærlighed, selv når det betyder at forudse vores behov. Personen, der gennemgik prøvelsen, talte om de mange måder, hvorpå Herren havde forberedt hende. Hun indså, at hun havde erfaringer, hun kunne trække på og en stor forståelse og et stort vidnesbyrd om de principper, hun skulle kende for at reagere på denne prøvelse med stor tro. En række andre medlemmer af klassen fortalte, hvordan de var blevet støttet af Herren i deres prøvelser, og hvordan de havde lært, at han elsker dem og ønsker at velsigne dem.
Når I hjælper jeres elever til at se Herrens hånd i at velsigne dem, vi lærer at kende i skrifterne, vil I også kunne få dem til at genkende den rolle, han nu spiller i deres liv. Som Mormons Bog opfordrer os til, kan vi få dem til at huske på, »hvor barmhjertig Herren har været mod menneskenes børn«.9
Her er nogle få tanker om den anden halvdel af udtalelsen: Behovet for at fokusere på vores elever. Vi lever i en tid, hvor mange unge og unge voksne kæmper med uafklarede spørgsmål og er forvirret over de mange stemmer i verden. For at skære gennem den larm må de forstå sand lære. Præcist som det altid har været, har de brug for, at vi har moralsk mod til at undervise og bære vidnesbyrd om evig sandhed. Så hvordan kan vi holde fast i det – og bygge på det – for at imødekomme deres behov fremadrettet? Hvordan kan vi bedre have fokus, ikke alene på vores undervisning, men på at få vores elever til at lære sandhed?
En måde at gøre det på er gennem den kristuslignende egenskab empati. Empati er evnen til at forstå og tage del i en anden persons følelser. Oprigtig empati bringer folk sammen, det skaber kontakt og får folk til at føle, at de ikke er alene. Det er en vigtig del af en følelse af at høre til. Denne egenskab er nøglen til at svare en elev med et spørgsmål effektivt og til effektivt at lede en gruppediskussion, hvor mange elever lytter opmærksomt med ikke udtalte spørgsmål.
Undersøgelser viser, at de, der kæmper med tro generelt ikke går væk på grund af lære. De går væk, fordi de stiller deres spørgsmål i sammenhæng med personlige oplevelser, der får dem til at se disse problemer gennem et bestemt sæt af linser – ofte gennem linser af ikke at passe ind eller gennem hjertesorg eller uindfriede forventninger. Hvis vi besvarer deres spørgsmål uden empati, uden at forstå sammenhængen, kan vi måske ikke give dem den hjælp, de har brug for. Endnu værre, hvis vi er afvisende, dømmende eller defensive, vil vi miste deres tillid og muligheden for at have en positiv indflydelse i deres liv.
Frelseren var det fuldkomne eksempel på at sige »sandheden tro i kærlighed«.10 Hans interaktioner var fuld af kærlighed, altid skræddersyet til den enkeltes behov og forståelse. Som følge deraf følte de, der ikke følte, at de gjorde det godt nok eller ikke passede ind i formen på en ideel discipel, stadig hans kærlighed og graviterede mod ham. De indså, at de havde brug for ham.
Et andet vidunderligt eksempel kommer af dette års studium af Lære og Pagter. Afsnit 88 indeholder Herrens instruktion til profeternes skole. Læreren skulle ankomme inden eleverne og forberede sig selv og lokalet. Han skulle også hilse på eleverne med disse ord:
»Jeg hilser jer i Herren Jesu Kristi navn som tegn på eller til erindring om den evigtvarende pagt, i hvilken pagt jeg tager imod jer i fællesskabet med en beslutning, der er fast, urokkelig og uforanderlig, om ved Guds nåde at være jeres ven og broder i kærlighedens bånd.«11
Selvom det ikke vil være passende at begynde alle seminar- eller institutklasser på denne måde, er denne hilsen ekstremt lærerig og fuld af betydning. Som søster Virginia Pearce spurgte: »Kan I forestille jer et læringsmiljø bygget på sådan en bekræftelse af kærlighed og engagement fra og til jeres medstuderende? Kan I forestille jer den personlige sikkerhed, de må have følt – og den energi, der ellers ville være brugt til at forsvare og beskytte sig selv, og nu var tilgængelig for dem at lære og udvikle og ændre sig? Kan I forestille jer Helligåndens kraft i et værelse, hvor alle deltagere havde sværget på at være en ven og en bror gennem Guds nåde i kærlighedens bånd?«12
Bare tænk på, hvordan det ville ændre vores klasser, og hvordan det ville velsigne de enkelte elever. Forestil jer for eksempel en ung mand, der hedder Alex, der spørger: »Hvad gør jeg, hvis jeg ikke er enig i alle Kirkens retningslinjer?« Hvordan kan I svare ham på en måde, der viser jeres kærlighed og empati? Selvfølgelig skal han forstå profeternes rolle og vigtigheden af lydighed. Men det er måske ikke det mest værdifulde umiddelbare svar, og det er måske ikke tilstrækkeligt for en, der er oprigtigt engageret i en kamp. Inden vi besvarer et spørgsmål eller leder en drøftelse, kan det tjene os godt først at forsøge at forstå den person, der spørger, eller gruppen, der har en drøftelse. Så hvis I har mulighed for virkelig at tale med Alex, hvad skal I så ellers vide, og hvad har han ellers brug for fra jer?
Til at begynde med kan vi lytte, og vi kan bede om evnen til at sætte os selv i hans sted og forsøge at forestille os det, han føler. Alex stiller sikkert ikke dette spørgsmål som en enkel mental øvelse eller blot for at forstå læren. Alex har en historie. Han har erfaringer og forhold, hvoraf nogle har været positive og andre ikke har. Faktisk har Alex i dette tilfælde følt sig lidt udenfor, når han går i kirke og til institut. Under drøftelser om evangeliet føler han sig anderledes end mange af dem, der siger noget. Han spekulerer over, om nogen andre har det ligesom ham, men ingen lader til at tage hans specifikke spørgsmål op. Disse oplevelser har fået ham til at føle sig alene i kirken. Da han forsøgte at dele sit perspektiv, følte han sig ikke hørt eller forstået. Ved en anden lejlighed kom en lærer med en kommentar om hans skæg. Senere var der en anden elev, der tog let på en sag, Alex mente var meget vigtig. Han begyndte at føle sig dømt og til tider endda vred.
Men der er noget andet, som I skal vide og huske om Alex. Han er her stadig. Han kom til klassen. Han kommer, fordi han elsker evangeliet og Kirken. Han forsøger at holde fast i sin tro og prøver at gøre det rette. Han forsøger også at finde ud af, hvilket af alt det han har hørt og oplevet i Kirken, er sand lære, og hvilke dele der er kulturelle normer eller endda urigtighed, velmenende medlemmer har videreført. Han er fanget midt i en følelsesmæssig kamp, og han søger at kende Herrens vilje. Hvordan vil I vide alt dette om Alex, hvis I ikke lytter og søger empati? Nu da I kender Alex lidt bedre, indser I, at han ikke bare spørger til Kirkens retningslinjer. Hans spørgsmål er ikke blot: »Er Kirken sand?« Han vil gerne vide: »Er Kirken god?« »Er der plads til mig?« og »Hvordan passer jeg ind, når det lader til, at jeg er den eneste, der har tvivl og spørgsmål?«
I kan få Alex til at tænke på sine spørgsmål og omfortolke dem med et evigt perspektiv. Nogle gange er det at stille de rigtige spørgsmål en vigtig del af at modtage svar fra vor himmelske Fader. Men at have nok kærlighed og empati til at forstå ham og anerkende sammenhængen af hans spørgsmål vil hjælpe jer til at give den støtte og vejledning, han behøver. Det er ikke let, og kan endda virke lidt skræmmende. Men jeg beder jer ikke om at lede alle drøftelser eller besvare alle spørgsmål perfekt. Jeg beder jer om at lytte, at have empati og hjælpe dem til at føle vor himmelske Faders kærlighed til dem. Kan I forestille jer den personlige sikkerhed, Alex og hans venner vil føle, og den energi, der tidligere ville blive brugt til at forsvare og beskytte dem selv, der nu er tilgængelig for dem til at lære og udvikle og ændre sig? Kan I forestille jer Helligåndens kraft i et klasselokale fyldt med venskab og med kærlighedens bånd?
Kan I huske ældste Dale G. Renlunds råd ved sidste generalkonference? Han fortalte om en patient, der havde været indlagt på hospitalet flere gange for behandling af en alkoholrelateret sygdom. En læge under uddannelse kommenterede, at hun følte, at det var uretfærdigt, at hun skulle bruge så mange timer på at tage sig af denne patient, når hans problem var selvforskyldt.
Ældste Renlund hørte en anden læge svare ved at sige: »Du blev læge for at tage dig af mennesker og arbejde for at helbrede dem. Du blev ikke læge for at dømme dem. Hvis du ikke forstår forskellen, har du ingen ret til at uddanne dig ved denne institution.«13
I og jeg blev ikke lærere i Jesu Kristi evangelium for at dømme vores elever. Vi blev lærere, fordi vi ønskede at pege dem hen mod Mesterhelbrederen. Jesus Kristus alene har retten til at dømme, og kun han kan helbrede. Kun ved at fokusere på ham hver dag – på hans eksempel, hans lærdomme og hans løfter – kan vi få dem til at opdage den heling og vejledning, de har brug for. Uanset hvad der ændrer sig i vores tilgang til at undervise og skabe forbindelse til vores elever, er der en ting, der aldrig ændrer sig. Den eneste og vigtigste måde, hvorpå vi kan være med til at øge tro hos den opvoksende generation, er i højere grad at sætte Jesus Kristus i centrum for vores undervisning og læring ved at hjælpe vores studerende til at lære ham at kende, lære af ham og til bevidst at stræbe efter at blive som ham. Når flammen i jeres vidnesbyrd er sammenkoblet med en inderlig kærlighed til jeres elever, vil I stå i den bedste stilling til at hjælpe dem til at forstå og stole på hans lærdomme og hans forsoning og at kvalificere sig til hans personlige velsignelser. I Jesu Kristi navn. Amen.
Nu vil jeg gå hen til bror Bigelow og bror Smith.