Det Gamle Testamente 2022
8.-14. august. Salmerne 1-2; 8; 19-33; 40; 46: »Herren er min hyrde«


»8.-14. august. Salmerne 1-2; 8; 19-33; 40; 46: ›Herren er min hyrde‹«, Kom og følg mig – Primary: Det Gamle Testamente 2022, 2021

»8.-14. august. Salmerne 1-2; 8; 19-33; 40; 46«, Kom og følg mig – Primary: 2022

Billede
Jesus vandrer med får

Herren er min hyrde, af Yongsung Kim, havenlight.com

8.-14. august

Salmerne 1-2; 8; 19-33; 40; 46

»Herren er min hyrde«

Dette oplæg foreslår nogle smukke passager i Salmerne, der vil være til velsignelse for børnene, men lad dig ikke begrænse af dem. Følg Åndens vejledning.

Nedskriv dine indtryk

Billede
deleikon

Del med hinanden

Bed nogle få dage i forvejen børnene om at medbringe tegninger i klassen, der repræsenterer ting, de og deres familier læser om i Salmerne denne uge, såsom en hyrde (se Sl 23:1), en kop (se Sl 23:5) eller et hjerte (se Sl 24:4). Bed dem om at fortælle om deres tegning og et vers fra Salmerne, der nævner den ting.

Billede
undervisningsikon

Undervis i læren: Yngre børn

Salmerne 19:2; 33:5

»Himlen fortæller om Guds herlighed«.

Salmerne 19 og 33 lærer os, at vi kan finde bevis for Guds herlighed og godhed alle vegne omkring os i hans smukke skaberværk. Hjælp børnene med at lære at se Guds hånd i verden omkring dem.

Mulige aktiviteter

  • Vis børnene nogle billeder af smukke ting, Gud har skabt, eller se ud af et vindue sammen for at se disse ting. Spørg børnene, hvad de elsker ved vor himmelske Faders skaberværk. Læs enten Salmerne 19:2 eller 33:5, og spørg børnene, hvad de føler om vor himmelske Fader, når de ser hans skaberværk.

  • Syng en sang sammen om Guds skaberværk, såsom »Vor jord er så dejlig« (Børnenes sangbog, s. 123). Tilskynd børnene til at vælge noget, Gud har skabt (f.eks. noget som nævnes i sangen), og tegne et billede af det og dele det med deres familie.

Salmerne 23

»Herren er min hyrde«.

Hvis børnene i en tidlig alder kan lære, at Herren er deres hyrde, vil de være mere tilbøjelige til at følge ham »ad rette stier«.

Mulige aktiviteter

  • Giv hvert barn et eksemplar af denne uges aktivitetsside, eller giv hver af dem et billede fra aktivitetssiden. Bed dem om at lytte, mens du læser Salmerne 23 højt. Bed dem om at pege på et billede, eller løfte det op, når de hører det nævnt i et vers. Bær dit vidnesbyrd om, at Jesus tager sig af os, ligesom hyrden tager sig af sine får.

  • Tal med børnene om, hvordan vi kan vide, at Frelseren elsker os. Tilskynd børnene til at rejse sig op en ad gangen og fortælle om, hvordan de ved, at Jesus elsker dem. Syng en sang sammen, der kan give dem idéer, såsom »Min Frelser elsker mig« (Børnenes sangbog, s. 42-43).

Salmerne 30:6

Jesus Kristus kan vende sorg til glæde.

Tænk over, hvordan du kan hjælpe børnene til få deres eget vidnesbyrd om den glæde, Jesus Kristus tilbyder os, når vi er kede af det.

Mulige aktiviteter

  • Bed børnene om at lade som om de græder, imens du læser fra Salmerne 30:6: »om aftenen slår gråden sig ned«. Lad dem derefter være glade, når du læser: »om morgenen er der jubel«. Gentag denne sætning nogle få gange, og bær vidnesbyrd for børnene om, at den sorg, vi føler i dette liv, kan blive vendt til glæde på grund af Jesus Kristus.

  • Vis et billede af Frelseren, og fortæl børnene om nogle af de ting, han har gjort for dig, der giver dig glæde. Giv hvert barn en mulighed for at holde billedet og dele, hvad Jesus har gjort, der bringer dem glæde.

Billede
undervisningsikon

Undervis i læren: Ældre børn

Salmerne 23; 27-28; 32; 46

Herren giver mig fred, styrke og vejledning.

Mange af salmerne vidner om Herrens velsignelser til os. Du kan bruge salmerne til at hjælpe børnene til at stole mere på ham og vende sig til ham.

Mulige aktiviteter

  • Skriv Herren er på tavlen. Lad børnene vælge at læse et eller flere af følgende skriftsteder: Salmerne 23:1; 27:1; 28:1; 28:7; 32:7; 46:2. Spørg dem, hvordan de vil færdiggøre sætningen på tavlen ud fra det, de har lært af deres skriftsted. Hjælp børnene med at snakke om, hvad disse symboler lærer os om Herren.

  • Vis børnene et billede af et lam. Bed dem om at nævne nogle ting, et lam behøver for at være trygt og sundt, og tilskynd dem til at se i Salmerne 23:1-4 for at få idéer. Vis derefter et billede af et barn. Hvad behøver vi for at være åndeligt trygge og sunde? Læs Salmerne 23 sammen, og spørg børnene, hvordan de ting, hyrden gør i denne salme, kan sammenlignes med det, Jesus Kristus gør for os.

Billede
Templet i Concepción i Chile

Vi må være åndeligt rene for at komme ind i Guds nærhed.

Salmerne 24:3-4

For at træde ind i templet må vi have »skyldfrie hænder og et rent hjerte«.

Eftersom børnene ser frem til at komme ind i templet en dag, kan du hjælpe dem til at forstå, at de kan forberede sig ved at blive åndeligt rene gennem Frelserens forsoning.

Mulige aktiviteter

  • Vis børnene et billede af et tempel. Tilskynd dem til at læse Salmerne 24:3 og finde ord, der minder dem om templet. Læs derefter vers 4 sammen for at finde ud af, hvem der kan komme ind i templet (forklar eventuelt ukendte ord). Hvordan bliver vores hænder fysisk snavsede? Hvordan bliver vores hænder og hjerte åndeligt snavsede? Hvordan renser vi vores hænder fysisk? Hvordan hjælper Frelseren os med at rense vores hænder og hjerte åndeligt? (Hvis det er til hjælp, så forklar, at »hænder« i dette vers kan repræsentere vores handlinger, og »hjerte« kan repræsentere vores ønsker).

  • Gennemgå kravene for at få en tempelanbefaling med børnene (se Russell M. Nelson, »Afsluttende bemærkninger«, Liahona, nov. 2019, s. 120-122; eller inviter et af medlemmerne i biskoprådet til at snakke om disse krav i klassen). Tilskynd børnene til at vælge én ting, de føler sig inspirerede til at gøre, for at gøre sig værdige til at komme ind i templet.

Salmerne 46:11

»Stands, og forstå, at jeg er Gud«.

At tage os tid til at være ærbødige og stille, på trods af travlheden omkring os, kan styrke vores vidnesbyrd om, at Gud lever.

Mulige aktiviteter

  • Hjælp børnene med at lære den første linje af Salmerne 46:11 udenad: »Stands, og forstå, at jeg er Gud«. Tal med dem om, hvad det vil sige at »standse«, både fysisk og mentalt. Del en oplevelse med børnene, hvor det at »standse« op styrkede dit vidnesbyrd om vor himmelske Fader. Bed børnene fortælle om oplevelser, de har haft. Hvorfor er det at standse op en vigtig metode til at vide, at Gud lever?

  • Lad børnene gennemgå med dig, hvad de foretager sig på en typisk dag. Hjælp dem med at finde øjeblikke i løbet af deres dag, hvor de kunne prøve at »standse« op og føle sig tæt på vor himmelske Fader. Tilskynd dem til at sætte sig et mål om at bruge sådanne øjeblikke i løbet af den kommende uge til at styrke deres vidnesbyrd om vor himmelske Fader.

  • Lad børnene nævne ting, vi kan gøre for selv at vide, at vor himmelske Fader virkelig lever, og at han elsker os. Lad dem vælge noget fra listen, som de vil gøre.

Billede
læringsikon

Tilskynd til at lære i hjemmet

Tilskynd børnene til at vælge et vers, de synes godt om, fra de salmer, de har snakket om i dag. Foreslå, at de deler verset med en i familien eller en ven.

Gør undervisningen bedre

Fokuser på børnenes behov. Som underviser er du i en unik position til at forstå behov blandt de børn, du underviser. Din erfaring, din nærhed til børnene og Helligåndens vejledning vil hjælpe dig med at vide, hvilke undervisningsaktiviteter der bedst vil styrke deres tro på vor himmelske Fader og Jesus Kristus.