Det Nye Testamente 2023
11.-17. september. 2 Korinther 1-7: »Lad jer forlige med Gud«


»11.-17. september. 2 Korinther 1-7: ›Lad jer forlige med Gud‹«, Kom og følg mig – Primary: Det Nye Testamente 2023, 2022

»11.-17. september. 2 Korinther 1-7«, Kom og følg mig – Primary: 2023

Billede
Jesus Kristus

11.-17. september

2 Korinther 1-7

»Lad jer forlige med Gud«

Indled din forberedelse med at læse 2 Korinther 1-7. Kom og følg mig – Enkeltpersoner og familier kan hjælpe dig i studiet af disse kapitler, og dette oplæg kan give dig forslag til undervisningen.

Billede
deleikon

Del med hinanden

Nogle af børnene i din klasse har måske skrevet breve i denne uge om, hvordan en i deres familie er et godt eksempel på at være en af Jesu Kristi disciple (se denne uges oplæg i Kom og følg mig – Enkeltpersoner og familier). Hvis de har gjort det, beder du dem på forhånd om at dele et brev med klassen. Eller lad dem fortælle om noget andet, de har lært.

Billede
undervisningsikon

Undervis i læren: Yngre børn

2 Korinther 1:3-4

Min himmelske Fader trøster mig, og jeg kan trøste andre.

Hvordan kan du give børnene tillid til, at vor himmelske Fader vil trøste dem? Hvordan kan du opfordre dem til at trøste andre?

Mulige aktiviteter

  • Vis børnene nogle ting, der giver trøst eller tryghed, eksempelvis et tæppe eller et plaster. Spørg børnene, hvad der trøster dem, når de er kede af det, bange eller har andre problemer. Læs 2 Korinther 1:3-4 sammen med dem, og forklar, at »trængsel« er et andet ord for virkeligt svære problemer. Giv eksempler på, hvordan vor himmelske Fader har trøstet dig, og bær vidnesbyrd om, at han også vil trøste dem.

  • Vis billeder af mennesker, der bliver døbt (se Evangelisk kunst, nr.103-4), mens du læser 2 Korinther 1:4 for børnene. Forklar, at når vi bliver døbt, så lover vi at trøste andre. Hvordan kan vi følge Paulus’ råd om at »trøste alle dem, der er i trængsel«?

2 Korinther 2:7-8, 10

Jeg kan tilgive andre.

Vælg nogle af følgende aktiviteter, eller find selv på nogle, for at styrke børnenes ønske om at tilgive andre.

Mulige aktiviteter

  • Forklar, at Paulus ønskede, at de korinthiske hellige skulle tilgive en mand, der havde syndet. Læs 2 Korinther 2:7-8, 10, og bed dem om at lægge hånden på hjertet, hver gang de hører ordet tilgive eller tilgivet.

  • Lad dem lave et rollespil over, hvordan de kan reagere i situationer, hvor én har gjort noget uvenligt. Få dem til at skiftes til at sige »undskyld« og »jeg tilgiver dig«. Hvordan kan vi hjælpe folk til at vide, at vi tilgiver dem? Forklar, at en måde kan være at »lade kærligheden råde« eller vise dem kærlighed (2 Kor 2:8).

2 Korinther 4:1-2

Jeg tror på ærlighed.

Paulus lærte os, at Kristi tjenere har »sagt nej til det skjulte og skændige«. Tænk over, hvordan du kan styrke børnenes ønske om at være ærlige i alt.

Mulige aktiviteter

  • Hjælp børnene til at lære sætningen: »Vi tror, at vi skal være ærlige« (TA 1:13). Skriv denne sætning på papirarmbånd, som børnene kan pynte og tage på. Forklar, at være ærlig omfatter at fortælle sandheden.

  • Bed børnene om at række hånden op, når du siger noget, der er sandt, og sænke dem, når du siger noget, der ikke er sandt. Kom med enkle, men tydelige udtalelser, eksempelvis »I dag er det søndag« eller »Jeg har tre næser«. Gentag hver aktivitet et par gange ved at lade dem skiftes til at være den, der kommer med sande og falske udtalelser. Hvorfor ønsker vor himmelske Fader, at vi skal fortælle sandheden?

  • Tilskynd børnene til at forberede sig på deres dåbspagt ved at være ærlige.

Billede
undervisningsikon

Undervis i læren: Ældre børn

2 Korinther 1:3-4

Min himmelske Fader trøster mig, og jeg kan trøste andre.

Når vi husker, hvordan Gud har trøstet os, kan det inspirere os til at trøste andre.

Mulige aktiviteter

  • Bed børnene om at lytte efter et svar på spørgsmålet »Hvad gør Gud for os?«, mens du læser 2 Korinther 1:3-4. Hjælp dem til at skrive, hvordan Gud trøster os. Bed dem om at fortælle om oplevelser, hvor de var kede af det, bekymrede eller bange, og Gud trøstede dem.

  • Bed børnene om at fortælle, hvordan vi kan holde vores dåbspagt om at trøste andre (se Mosi 18:9). Giv dem tid til at tænke på nogen, de kender, som har brug for trøst, og lægge en plan for at række ud til den person.

2 Korinther 2:5-11.

Jeg kan tilgive andre.

Det kan være svært at tilgive andre, når de er uvenlige mod os. Men de børn, du underviser, vil opleve kærlighed, fred og glæde, efterhånden som de lærer at tilgive.

Mulige aktiviteter

  • Fortæl børnene, at der var en i Korinth, der havde syndet og »bedrøvet« de hellige (se 2 Kor 2:5). Bed dem om at læse 2 Korinther 2:7-8 for at finde ud af, hvad Paulus ønskede, at de hellige skulle gøre.

  • Fortæl om en oplevelse, hvor du tilgav nogen – eller hvor nogen tilgav dig – og forklar, hvordan du havde det bagefter. Bed børnene om også at dele deres oplevelser med tilgivelse.

2 Korinther 5:6-7

Jeg »lever i tro, ikke i det, som kan ses.«

Overvej, hvordan du kan opmuntre børnene til at holde Guds bud, selv om de ikke med det samme ser de velsignelser, de ønsker.

Mulige aktiviteter

  • Læs 2 Korinther 5:6-7 og Alma 32:21 sammen med børnene, og bed dem om at se efter ord og udtryk, der kan forklare, hvad tro er. Bed dem om at skrive deres definitioner ned og fortælle hinanden dem.

  • Lad et af børnene lukke øjnene, og bed de andre om at komme med anvisninger for at hjælpe ham eller hende med at udføre en opgave som at bygge et tårn med klodser eller gå tværs gennem lokalet. Hvordan hjælper denne aktivitet os til at forstå, hvad det vil sige at »leve i tro« på Gud?

  • Fortæl om en oplevelse, hvor du har levet i tro, og tilskynd børnene til at dele deres oplevelser.

2 Korinther 7:8-10

Bedrøvelse efter Guds vilje leder mig til omvendelse.

Det er naturligt at være skamfuld eller flov, når man bliver taget i at gøre noget forkert. Hjælp børnene til at skelne mellem disse følelser og bedrøvelse efter Guds vilje, som leder til omvendelse.

Mulige aktiviteter

  • Forklar, at Paulus i 2 Korinther 7:8-10 omtalte et brev, han tidligere havde skrevet til de hellige, hvor han tydeligt advarede dem om deres synder. Læs disse vers sammen. Hvorfor glædede Paulus sig over, at de hellige var bedrøvede? Påpeg, at den form for sorg kaldes bedrøvelse efter Guds vilje.

  • Lad børnene tænke på engang, hvor de gjorde noget forkert og havde det dårligt med det. Bed dem om at spørge sig selv: »Hvorfor havde jeg det dårligt med det?«, og så dele deres svar. Skriv svarene på tavlen (for eksempel: »Jeg var bange for, at jeg ville få skæld ud«, eller »jeg vidste, at jeg havde skuffet vor himmelske Fader«, eller »jeg fik én til at græde«). Hvilket af de svar på tavlen synes at vise »bedrøvelse efter Guds vilje«? (2 Kor 7:10). Hvorfor er bedrøvelse efter Guds vilje bedre end andre former for sorg, vi kan føle, når vi har gjort noget forkert?

Billede
læringsikon

Tilskynd til at lære i hjemmet

Tilskynd børnene til at fortælle deres familie om en af aktiviteterne fra klassen i dag, måske under en hjemmeaften.

Gør undervisningen bedre

Vis et skriftsted. Vælg et vers fra skriften, som du synes er betydningsfuldt, og hæng det et sted i lokalet, hvor børnene ofte ser det. De kan eventuelt skiftes til at vælge et skriftsted, der skal op at hænge.