Kom og følg mig
22.-28. april. Matthæus 18; Lukas 10: ›Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?‹


»22.-28. april. Matthæus 18; Lukas 10: ›Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?‹«,Kom og følg mig – For enkeltpersoner og familier: Det Nye Testamente 2019, 2019

»22.-28. april. Matthæus 18; Lukas 10«, Kom og følg mig – For enkeltpersoner og familier: 2019

Billede
Den barmhjertige samaritaner

Den barmhjertige samaritaner, af Dan Burr

22.-28. april

Matthæus18 :18; Lukas 10

»Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?«

Når du bønsomt læser og tænker over Matthæus 18 og Lukas 10, så vær opmærksom på Helligåndens stille tilskyndelser. Han vil fortælle dig, hvordan du kan bruge disse lærdomme og historier. Nedskriv de indtryk, du modtager.

Nedskriv dine indtryk

Når du stiller Herren et spørgsmål, modtager du måske et svar, du ikke forventede. Hvem er min næste? Enhver, der har brug for din hjælp og kærlighed. Hvem er den største i himmeriget? Et barn. Er det nok at tilgive andre syv gange? Nej, man bør tilgive syvoghalvfjerds gange (se Luk 10:29-37; Matt 18:4, 21-22). Hvis du søger Herrens vilje, ikke for at »retfærdiggøre [d]ig selv« (Luk 10:29), men fordi du virkelig ønsker at lære af ham, vil Herren lære dig, hvordan du lever på en måde, der fører til evigt liv med ham.

Billede
Personligt studieikon

Forslag til personligt skriftstudium

Matthæus 18:21-35

Jeg skal tilgive andre, hvis jeg vil modtage tilgivelse fra Herren.

Peters forslag om, at han kunne tilgive andre 7 gange, kan synes meget gavmildt, men Jesus underviste i en højere lov. Hans svar: »Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange«, underviser ikke om antallet, men i stedet om en kristuslignende tilgivende indstilling. Når du læser lignelsen om den gældbundne tjener, så tænk på de gange, hvor du har følt Guds barmhjertighed og omsorg. Er der nogle, der har brug for at føle din barmhjertighed og omsorg?

Ældste David E. Sorensen fra De Halvfjerds har sagt: »Jeg vil gerne gøre det helt klart, at tilgivelse for synd ikke skal forveksles med det at tolerere synd … Selv om vi tilgiver en nabo, som sårer os, bør vi stadig arbejde konstruktivt på at forhindre, at denne skade gentages« (»Tilgivelse vil ændre bitterhed til kærlighed«, Liahona, maj 2003, s. 12).

Se også »Forgiveness«, Gospel Topics, topics.lds.org.

Lukas 10:1-20

Hvem er de tooghalvfjerds?

Jesus Kristus fulgte et mønster, der blev grundlagt på Det Gamle Testamentes tid (se 2 Mos 24:1; 4 Mos 11:16) og »udpegede … tooghalvfjerds andre« udover sine tolv apostle til vidne om ham, forkynde hans evangelium og hjælpe ham i hans gerning. Dette mønster fortsætter i den genoprettede kirke. Halvfjerdsere bliver kaldet til at hjælpe De Tolv i deres mission som særlige vidner om Jesus Kristus for hele verden. Halvfjerdsere er organiseret i kvorummer. Medlemmer af de første to kvorummer indsættes som generalautoriteter og halvfjerdsere, mens medlemmer af de andre kvorummer indsættes som områdehalvfjerdsere (se også L&P 107:25-26, 33-34, 97).

Lukas 10:25-37

For at opnå evigt liv må jeg elske Gud og elske min næste som mig selv.

Det er en god ting at huske, at lignelsen om den barmhjertige samaritaner var Jesu måde at besvare et spørgsmål: »Hvem er min næste?« Når du læser denne lignelse, så husk på dette spørgsmål. Hvilke svar finder du?

På Jesu tid havde fjendskabet mellem jøderne og samaritanerne eksisteret i århundreder. Samaritanerne var efterkommere af jøder, der boede i Samaria, og som havde giftet sig med ikke-jøder. Jøderne følte, at samaritanerne var blevet fordærvet af deres omgang med ikke-jøderne og var frafaldne. Jøderne tog gerne omveje på flere kilometer for at undgå at komme igennem Samaria (se også Luk 9:52-54; 17:11-18; Joh 4:9; 8:48).

Hvorfor tror du, at Frelseren valgte en samaritaner, en, der var hadet af jøderne, som et eksempel på barmhjertighed og på at elske sin næste? Hvad inspirerer denne lignelse dig til at gøre for at vise andre mere barmhjertighed?

Se også Mosija 2:17; »Lignelsen om den barmhjertige samaritaner« (video, LDS.org); »Frelser, jeg vil følge dig«, Salmer og sange, nr. 152.

Lukas 10:38-42

Vi vælger »den gode del« ved at foretage valg, der fører til evigt liv.

Søster Bonnie D. Parkin, tidligere hovedpræsident for Hjælpeforeningen, har sagt: »Maria og Martha er jer og mig … Disse to elskede Herren og ønskede at vise denne kærlighed. Ved denne lejlighed udtrykte Maria sin kærlighed ved at lytte til hans ord, mens Martha udtrykte sin ved at tjene ham … Han nedgjorde ikke Marthas bekymring, men fik hende til at fokusere på noget andet ved at sige: Vælg den gode del. Og hvad er det? … En af de ting, der er nødvendigt at vælge, er evigt liv (se 2 Ne 2:28). Vi vælger dagligt« (»Vælg barmhjertighed: Den gode del«, Liahona, nov. 2003, s. 104-105). Hvordan vil du sammenfatte Herrens råd til Martha med dine egne ord? Kig på dit skema – er der noget »fornødent«, som har brug for mere af din opmærksomhed?

Billede
Familiestudiumikon

Forslag til familieskriftstudium og familieaften

Når du læser i skrifterne sammen med din familie, kan Ånden hjælpe dig til at vide, hvilke principper du skal lægge vægt på og drøfte med din familie for at møde din families behov. Her er nogle forslag:

Matthæus 18; Lukas 10

Hvilke salmer kan din familie synge, som handler om de sandheder, der bliver undervist om i de kapitler? To eksempler er »Frelser, jeg vil følge dig« og »Har jeg gjort noget godt«, Salmer og sange, nr. 152, 143, men der er mange andre. Hvordan har ordene i disse salmer hjulpet din familie til bedre at forstå Frelserens lærdomme?

Matthæus 18:1-11

Hvorfor vil Jesus have os til at blive som et lille barn? Hvilke af et barns karaktertræk vil gøre os mere kristuslignende, hvis vi indarbejder dem i vores liv (se Mosi 3:19)?

Billede
Jesus med børn på skødet

Jesus vil gerne have, at hans disciple bliver ligesom små børn.

Lukas 10:25-37

Hvordan kan lignelsen om den barmhjertige samaritaner gøres levende for din familie? Vil de synes, at det ville være sjovt at tage udklædningstøj på og rollespille lignelsen? Sørg for at hjælpe familien til at se, hvordan de kan være ligesom den barmhjertige samaritaner. Er der nogle i skolen eller i kirken, som har brug for hjælp, og som vi overser? Hvad kan vi gøre for den person?

Lukas 10:40-42

Er det nogensinde svært at få åndelige ting til at passe ind i din families skema? Historien om Maria og Martha kan inspirere til et familieråd eller en familieaften om, hvordan man gør det. Som familie kan I lave en liste over, hvordan man kan vælge »den gode del« (se Luk 10:42).

Find flere ideer til, hvordan man kan undervise børn i denne uges oplæg i Kom og følg mig – Primary.

Gør undervisningen bedre

Skab en kærlig atmosfære. Hvordan, de enkelte i familien føler for og behandler hinanden, kan virkelig påvirke ånden i dit hjem. Hjælp alle i familien til at gøre deres del for, at der er kærlighed og respekt i jeres hjem, så alle føler sig trygge nok til at fortælle om oplevelser, spørgsmål og vidnesbyrd (Se Undervisning på Frelserens måde, s. 15).

Billede
Kristus sammen med Maria og Martha

Kristus hjemme hos Maria og Martha, af Walter Rane