Lære og Pagter 2021
Anvendelse af Kom og følg mig – Det Aronske Præstedømmes kvorummer og Unge Kvinders klasser


»Anvendelse af Kom og følg mig – Det Aronske Præstedømmes kvorummer og Unge Kvinders klasser«, Kom og følg mig – Det Aronske Præstedømmes kvorummer og Unge Kvinders klasser: Evangeliske emner 2021, 2020

»Anvendelse af Kom og følg mig – Det Aronske Præstedømmes kvorummer og Unge Kvinders klasser«, Kom og følg mig – Det Aronske Præstedømmes kvorummer og Unge Kvinders klasser: Evangeliske emner 2021

Billede
ung kvinde i klasse

Anvendelse af Kom og følg mig – Det Aronske Præstedømmes kvorummer og Unge Kvinders klasser

Hvad er formålet med vores kvorums- og klassemøder?

Herren har vist jer en hellig tillid: Han har kaldet jer til at tjene i præsidentskabet i Det Aronske Præstedømmes kvorum eller i Unge Kvinders klasse. En del af jeres ansvar er at lede kvorums- eller klassemøder om søndagen. Dette hjælper os til at forstå, hvorfor vi har disse møder.

Møder i Det Aronske Præstedømmes kvorummer og Unge Kvinders klasser adskiller sig fra kirkeklasser som Søndagsskolen eller seminar. Under kvorums- eller klassemøder gør vi mere end at studere et evangelisk emne. Vi lærer om det arbejde, Gud har givet os, og vi organiserer medlemmer af vores kvorum eller klasse for at udføre det arbejde i vores hjem, i Kirken og i vores lokalsamfund. Vi planlægger for eksempel, hvordan vi vil opfylde vores rolle i Herrens bataljon af unge for at være med til at indsamle Israel. Under disse møder taler vi ikke bare om arbejdet – vi lægger planer for at udføre det.

Billede
unge mænd i en klasse

Men denne vægt på arbejdet betyder ikke, at vi blot overlader evangeliske samtaler til Søndagsskolen. Faktisk er det afgørende at lære om læren ved kvorumsmøder og Unge Kvinders møder – det hjælper os til at forstå årsagen til, at vi udfører arbejdet. Når vi studerer evangeliet sammen, kan de sandheder, vi lærer, ændre vores hjerte. Vi kan modtage tilskyndelser om, hvordan vi kan gå frem »i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker« (Luk 2:52). Når vi i højere grad bliver omvendt til Jesus Kristus og hans evangelium, vil vi få et ønske om at hjælpe andre på pagtsstien, heriblandt vores familie, vores venner og de andre medlemmer i vores kvorum og klasse.

Hvem leder disse møder?

Gud har kaldet jer til kvorums- og klassepræsidentskaber og givet jer myndighed til at lede. Derfor bør hvert møde i jeres kvorum eller klasse ledes af et medlem af jeres kvorums- eller klassepræsidentskab. Voksne ledere bør vejlede og støtte, men de bør ikke tage over for jer. Se afsnittet »Rådfør jer med hinanden« i begyndelsen af hvert oplæg i denne ressource efter ideer, der kan hjælpe jer til at vide, hvordan man leder et møde og opnår det sande formål med det. Brug præsidentskabsmøder til at planlægge, hvordan I vil lede disse søndagsmøder.

Hvem bør undervise?

Voksne ledere, et medlem af kvorums- eller klassepræsidentskabet eller ethvert andet medlem af kvorummet eller klassen kan undervise. Rådfør jer som kvorums- eller klassepræsidentskab med jeres voksne ledere om, hvem der bør undervise. Husk, at jeres voksne ledere har meget at byde ind med. Stræb efter at lære af deres erfaring og vidnesbyrd. Der er også fordele ved at bede en ung om at undervise – at undervise kan være med til at øge deres omvendelse og bygge et stærkere forhold til andre af kvorummets eller klassens medlemmer. Giv dem derfor passende muligheder for at undervise i hele eller dele af en lektion, men vær opmærksom på behov og evner hos dem i jeres kvorum eller klasse. Voksne ledere kan for eksempel undervise oftere i kvorummer og klasser for de yngre unge eller unge, der ikke har megen erfaring med at undervise i evangeliet. Når en ung bliver bedt om at undervise, bør en forælder eller voksen vejleder hjælpe dem i deres forberedelse efter behov.

Dem, der skal undervise, kan bruge afsnittet »Undervis i læren« i hvert oplæg i denne ressource som en hjælp til at forberede sig. Dette afsnit indeholder forslag til undervisning og drøftelse af læren til den uge, men lærere bør ikke føle sig begrænset til de forslag alene. Lærere kan, som Ånden tilskynder, tilpasse disse ideer eller bruge deres egne for at undervise på den måde, der bedst imødekommer behovet hos kvorummets eller klassens medlemmer og hjælper dem til at forstå læren.

Hvilke evangeliske emner vil vi tale om under vores møder?

Emnet i hver uges oplæg er et evangelisk princip, der er blevet valgt til at stemme overens med den læsning i Lære og Pagter, der er anbefalet for den uge i Kom og følg mig – Enkeltpersoner og familier. På den måde kan samtaler om læren i kvorums- og klassemøder støtte det, de unge lærer derhjemme.

Selvom oplæggene skal være en del af undervisningen på en bestemt søndag, vil I stadig have mulighed for at tale om andre doktrinære emner ud fra behovet i jeres kvorum eller klasse.

Denne ressource indeholder oplæg til hver uge, hvor der afholdes møder i Det Aronske Præstedømmes kvorummer og Unge Kvinders klasser. Lejlighedsvis må I springe en lektion over på grund af stavskonference eller af andre årsager.

Hvilken rolle spiller vores voksne ledere?

Jeres voksne ledere spiller en vigtig rolle i Det Aronske Præstedømmes kvorummer og Unge Kvinders klasser. De vil vejlede og rådgive jer i jeres lederskabskaldelse. De vil støtte og opmuntre jer, når I udfører arbejdet i jeres kvorum eller klasse. De vil undervise jer i læren, og de vil velsigne jer gennem deres eksempel, erfaring og vidnesbyrd.