2025
Vor himmelske Faders guddommelige plan
Juni 2025


»Vor himmelske Faders guddommelige plan«, Liahona, juni 2025.

Sidste dages hellige røster

Vor himmelske Faders guddommelige plan

Jeg var taknemlig for de donerede sko, men kunne de passe nogen af vores missionærer?

illustration af pæne sko

Illustration: Agnieszka Więckowska

Som missionsleder i Brasilien tilbragte jeg en uge i slutningen af 2023 med at interviewe 60 af vores 160 missionærer. En af dem, en zoneleder, bad om lov til at tale med mig privat. Da vi mødtes, rakte han mig en skotøjsæske og fortalte mig, at hans forældre havde købt et ekstra par sko til en i missionen, som måske havde brug for dem.

Rørt takkede jeg ham for hans forældres gavmildhed og betænksomhed. Jeg ønskede dog i stilhed, at de små sko i størrelse 41 havde været en større, almindelig størrelse, som de fleste af vores missionærer brugte. Jeg var alligevel taknemlig og lagde skoene i min bil.

To dage senere interviewede jeg flere missionærer, da jeg inviterede en smilende missionær ind på mit kontor. Han var ankommet fra Guatemala blot fire uger tidligere. Da jeg spurgte ham, hvordan han havde det, blev hans smil til hulk.

Han talte tårevædet om sin forlegenhed, da en anden missionær uskyldigt havde drillet ham, fordi han ikke knappede den øverste knap i sin skjorte. Han var nyomvendt og var vokset op i et hjem med kun én forælder. Hans mor tjente knap nok penge nok til at forsørge ham og hans to søskende. Hans donerede skjorter var for små, så han brugte knuden på sit slidte slips til at skjule den øverste knap, der ikke var knappet.

Jeg gav ham nogle penge, som et kirkemedlem havde doneret til missionærer, der havde brug for tøj, og bad ham købe nye skjorter. Så lagde jeg mærke til, at hans sko var ved at falde fra hinanden. Pludselig kom jeg i tanke om skoene i min bil! Jeg spurgte ham, hvilken størrelse sko han brugte, idet jeg kunne se, at han havde små fødder.

»Jeg bruger størrelse 41,« svarede han.

Tårer fyldte mine øjne, da jeg forklarede, at en anden missionærs forældre lige havde doneret et par sko i hans størrelse. Vi tog et billede sammen og sendte det til zonelederen. Hans far, der tilfældigvis også var guatemalaner, blev rørt over, at han havde hjulpet en missionær fra sit hjemland.

I vores mission finder den slags velsignelser sted dagligt. Nogle vil måske sige, at de blot er tilfældigheder, men jeg er enig med ældste Neal A. Maxwell (1926-2004), der tilskrev dem en kærlig himmelsk Faders »guddommelige plan«.

Note

  1. Neal A. Maxwell, »Brim with Joy«, foredrag på Brigham Young University, 23. jan. 1996, s. 2, speeches.byu.edu.