Hvordan kunne jeg ikke være lykkelig?

Bradford G. Smith fra Arizona i USA

Jeg har en uhelbredelig sygdom, der har efterladt mig lam, men takket være teknologi, der lader mig skrive på tastatur med mine øjne, vil jeg fortsætte med at bære mit vidnesbyrd om Guds plan for lykke, indtil han kalder mig hjem.

Jeg har en uhelbredelig sygdom, der har en dødelighed på 100 procent. Hvorfor er jeg ikke vred på Gud? Fordi han har været trofast i svære tider, og jeg har lært at stole på ham.

Kort tid efter min ældste søn blev født, fik han konstateret en medfødt defekt, der hedder Hirschsprungs sygdom. Han tilbragte tid på neonatal intensivafdelingen, krævede hjemmepleje og blev opereret. Det var en skræmmende tid.

På omtrent samme tid blev mit drømmejob forvandlet til et mareridt. Alt faldt fra hinanden omkring mig og det kulminerede med, at min mentor og jeg mistede vores job. Jeg kom hjem efter en lang dag på arbejdet og lå på gulvet og beklagede mig.

Min datter har også Hirschsprungs sygdom. Derudover lider hun af en hjertefejl og har Downs syndrom. Hun tilbragte sine første uger på jorden på hospitalet. Efter tre store operationer er hun en lille solstråle. Til at begynde med føltes hendes diagnose som en tragedie, men nu føles den mere som en velsignelse. På trods af nogle svære perioder har hun lært vores familie kærlighed og tålmodighed. Hun bringer glæde til enkle øjeblikke, holder aldrig op med at overraske os og spreder glæde, uanset hvor hun går.

Gennem alt dette tænkte jeg på profeten Joseph Smith, låst inde i det elendige fangehul i fængslet iLiberty. Frelseren trøstede ham med et større perspektiv: »Da skal du vide, min søn, at alt dette skal give dig erfaring og skal være til gavn for dig. Menneskesønnen er steget ned under dem alle« (L&P 122:7-8).

Et fotografi taget, før jeg blev diagnosticeret med ALS. Når jeg tænker på mine udfordringer, prøver jeg at huske på, hvor velsignet jeg har været i mit liv. Min fantastiske hustru vil være min partner for evigt, hvis vi holder vores pagter, og jeg vil nyde stor glæde af mine efterkommere.

Foto: Lisa Harbertson

Et evangelisk perspektiv

Gennem mine prøvelser gav mit vidnesbyrd om Jesus Kristus mig en følelse af perspektiv. Jeg indså, at mange andre sønner og døtre været meget længere nede end mig. Så jeg har lært, at jeg kan være taknemmelig i mine prøvelser. Når jeg nu ved, hvor meget jeg har lært af den elendighed, jeg har udholdt, virker disse udfordringer på en eller anden måde ikke så svære, som de føltes, mens de stod på.

Sidst i 2018 blev jeg diagnosticeret med amyotrofisk lateral sklerose, bedre kendt som ALS eller Lou Gehrigs sygdom – en sjælden, uhelbredelig, neurologisk sygdom. ALS dræber motoriske neuroner, der forbinder min hjerne med mine muskler. Mit sind kører stadig i normal hastighed, og jeg forstår alt, hvad folk siger til mig, men jeg kan ikke længere styre musklerne bortset fra mine øjne. Kommunikation er svær og langsom for mig, nu hvor jeg skal bruge mine øjne til at skrive det, jeg vil sige, på en skærm.

ALS har efterladt mig lam, afhængig af en maskine til at trække vejret og af min kone, Tiffany, til alt andet. Min sygdom vil sandsynligvis tage mit liv, før jeg når at se mine børn vokse op. Jeg har udgivet en bog med mine lektier og taler, som de og andre kan læse, når jeg ikke er der mere.

Når jeg tænker på mine udfordringer, prøver jeg dog at huske på, hvor velsignet jeg har været i mit liv. Jeg har rejst verden rundt, lært om mange forskellige kulturer, talt med en amerikansk præsident, spist middag med Syriens premierminister og stået på snedækkede bjergtoppe i undren over deres skønhed.

Og endnu vigtigere: Jeg har grinet – højt og længe – sammen med mine forældre, søskende, familie og venner. Jeg har stået på hellige steder, lært af levende profeters lærdomme og tjent i templet. Jeg har indbudt andre til at komme til Kristus og finde lykke. Min fantastiske hustru vil være min partner for evigt, hvis vi holder vores pagter, og jeg vil nyde stor glæde af mine efterkommere.

Med dette perspektiv på taknemmelighed, hvordan kunne jeg så ikke være lykkelig? ALS er ikke sjovt, og det er helt klart lavpunktet i mit liv. Men det er ikke lavt nok til at ødelægge min lykke.

Hvad jeg har lært

Jeg er kommet til at se ALS som et kald, og jeg forsøger at højne det. Faktisk forventer jeg at se tilbage på denne sygdom og grine – taknemmelig for det, denne udfordring har hjulpet mig til at blive. Og hvis det er sådan, jeg vil se tingene senere, hvorfor så ikke se dem sådan nu?

Jeg ønsker ikke at give et indtryk af, at denne udfordring er let. Det tog mig lang tid at få mine følelser og frygt under kontrol. Jeg har lært meget i takt med, at min fysiske krop er falmet.

Jeg har lært om, hvordan Gud nogle gange velsigner os. Til at begynde med bliver vi kaldet til at gøre noget, der virker svært – eller endda umuligt! Derefter underviser og opløfter Herren os gennem sin nåde eller den styrkende kraft, der er muliggjort gennem hans forsoning. Først når vi kommer ud på den anden side af opgaven, ser vi hans hånd og hans velsignelser i vores liv. Som præsident Thomas S. Monson (1927-2018) sagde: »Bed ikke om opgaver, der lever op til jeres evner, men bed om evner, der lever op til jeres opgaver. Så vil udførelsen af jeres opgaver ikke være et mirakel, men I vil være miraklet.«

Det mønster er sket for mig igen og igen. Så jeg har tillid til, at ALS vil vise sig at være på samme måde for mig.

mor og børn — Min sygdom vil sandsynligvis tage mit liv, før jeg når at se mine børn vokse op. Jeg har udgivet en bog med mine lektier og taler, som de og andre kan læse, når jeg ikke er der mere. Indtil enden kommer for mig, prøver jeg at højne mit kald og blive mere som Jesus.

Hvis evangeliet er sandt, sagde præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) engang, »hvad andet betyder så i virkeligheden noget?« Jeg lærer meget om, hvad der virkelig betyder noget. I mine prøvelser har jeg lært, at universets Gud elsker mig. Når jeg ser tilbage, kan jeg se hans hånd i mit liv. Hver eneste prøvelse, jeg har mødt, har forberedt mig på den næste. ALS var ikke en del af mine planer, men jeg har lært, at »[hans] veje [er] ikke … vores veje«.

Gud elsker os præcis, hvor vi er lige nu, men han ønsker også så meget mere af os. Vi er ikke i nærheden af målstregen. Vi har lang vej endnu, men vi er nødt til at blive »lidt bedre hver dag«. Fordi Gud elsker os, beder han os om at træde i karakter, blive bedre og følge ham.

Da profeten Nefi fra Mormons Bog blev stillet et spørgsmål, som han ikke vidste, hvordan han skulle besvare, støttede han sig til det, han allerede vidste: »Jeg ved, at [Gud] elsker sine børn; alligevel forstår jeg ikke betydningen af alting« (1 Ne 11:17).

Jeg tror på, at uanset hvor svært, urimeligt, uretfærdigt eller smertefuldt dette liv kan virke, vil vi alle være meget tilfredse med den endelige afvejning. Vores valg vil overtrumfe vores omstændigheder.

»Det hele bliver godt til sidst, og hvis det ikke er godt, er det ikke slutningen,« siger et populært ordsprog. Herren selv har sagt:

»I kan med jeres naturlige øjne ikke i øjeblikket se Guds forehavende med hensyn til det, som skal komme herefter, og den herlighed, der skal følge efter megen modgang.

For efter megen modgang kommer velsignelserne. Derfor skal den dag komme, da I skal blive kronet med megen herlighed« (L&P 58:3-4).

Jeg forstår ikke betydningen af alting. Men jeg ved, at Gud elsker mig. Han elsker også jer. Hans fuldkomne kærlighed fordriver min frygt (se Moro 8:16). Indtil enden kommer for mig, prøver jeg at højne mit kald og blive mere som Jesus.

Takket være teknologi, der giver mig mulighed for at skrive på tastatur med mine øjne, vil jeg fortsætte med at dele mit vidnesbyrd og min tro på Guds plan for lykke, indtil han kalder mig hjem.