2023
Den gave, jeg aldrig vil glemme
December 2023


»Den gave, jeg aldrig vil glemme«, Liahona, dec. 2023.

Sidste dages helliges røster

Den gave, jeg aldrig vil glemme

Jeg fik en umiskendelig tilskyndelse om, at det var den familie, vi måtte hjælpe.

Billede
piger, der kører ned ad en sneklædt bakke på et stykke pap

Illustration: Anastasia Suvorova

Et år til jul besluttede min familie sig for at give de penge, vi ville have brugt på gaver til os selv, til en familie, der kunne bruge noget hjælp. Vi bad for at finde ud af, hvem vi skulle hjælpe. Jeg opbevarede pengene i en kuvert i min pung, så jeg var klar, når tilskyndelsen kom.

Nogle få dage inden jul gik mine børn ud og kælkede. Jeg ankom til bakken for at hente dem og så på, mens de tog endnu en tur ned ad bakken for sjov.

Snart lagde jeg mærke til to små piger, der ikke var klædt på til det kolde vejr. De havde gummistøvler på, bukser med huller i knæene, forårsjakker og en vante hver fra det samme par. De havde det sjovt med at køre ned ad bakken på et stykke pap.

Mens jeg så dem køre ned ad bakken til deres mor, fik jeg en umiskendelig fornemmelse af, at det var den familie, vi måtte hjælpe. Jeg gik over for at tale med moren. Da hun vendte sig om, blev jeg forbløffet over at indse, at jeg kendte hende.

Ti år tidligere havde jeg været denne søsters besøgslærerinde. Dengang bagte jeg en dag brød og følte, at jeg skulle give hende et. Men da jeg kørte hjem til hende, bemærkede jeg en ukendt bil i hendes indkørsel. Jeg tænkte, at hun måtte have besøg, og jeg havde ikke lyst til at trænge mig på. Så jeg vendte mig om og gik hjem.

En halv time senere ringede hjælpeforeningspræsidenten for at spørge, om jeg kunne tage hen til denne søster og passe hendes børn. Hun lå på hospitalet, og hendes mor var kommet for at være hos børnene, men ønskede meget at være sammen med sin datter. Jeg skyndte mig derover, men skammede mig over, at jeg ikke havde fulgt den tidligere tilskyndelse. Siden den dag havde jeg gjort mit bedste for at følge Åndens tilskyndelser, men denne oplevelse hjemsøgte mig stadig.

Jeg er taknemmelig for, at jeg igen fik genetableret min relation til denne kære søster. Den dag besvarede vor himmelske Fader ikke alene de bønner, som min familie havde bedt om at finde en familie at tjene. Han velsignede også mig med en mulighed for at tilgive mig selv for en tidligere fejltagelse. Jeg havde ikke forventet den gave, men det er én, jeg aldrig kommer til at glemme.