2023
Er du min far?
December 2023


»Er du min far?«, Liahona, dec. 2023.

Sidste dages helliges røster

Er du min far?

»Der er ingen større glæde end at tjene andre,« sagde Nelson til mig.

Billede
julegaver, der er pakket ind

Illustration: Anastasia Suvorova

For nogle år siden ringede min søn Nelson til mig juleaften. Ugen inden havde en advokat, der ikke talte spansk, bedt ham om at tjene som tolk. Advokatens klient, en ældre mand, der ikke talte engelsk, anmodede om forældremyndighed over sine børnebørn.

Efter mødet ønskede Nelson sin klient glædelig jul. Manden svarede, at det ville blive en trist jul det år. Han kæmpede økonomisk for at forsørge sin familie. Derudover var hans 29-årige datter lige gået bort og efterlod fem små børn, den yngste var blot to år gammel. Deres far sad i fængsel, så børnebørnene skulle bo hos klienten og hans hustru.

Da både Nelson og advokaten blev rørt over mandens situation, besluttede de sig for ikke at kræve betaling for deres ydelser. Så bad Nelson om navn og alder på børnene og om mandens adresse.

Den aften kunne Nelson ikke falde i søvn, for han tænkte over, hvordan han kunne hjælpe familien. Da han knælede ned og bad inderligt om dem, følte han sig inspireret til at skrive et brev, der forklarede familiens situation, han skrev børnenes navne og alder og bad om donation af gaver. Den næste dag uddelte han kopier af brevet til dommere, advokater og andre medarbejdere i retsbygningen.

Reaktionen var så stor, at han snart fyldte bagagerummet og sæderne i sin bil med gaver. Dem, der ikke havde tid til at købe gaver, donerede penge til familien.

»Mamá,« sagde Nelson, »der er mange gode mennesker i verden. Hvis du bare kunne se, hvordan de reagerede! Jeg bad blot om en gave til hvert barn, men der blev doneret mange flere.«

Nelson ankom til familiens hjem juleaften. Børnene var begejstrede og glade, mens de hjalp ham med at læsse gaverne ud af hans bil. Deres bedstefar og bedstemor rystede bare på hovedet i vantro.

Da Nelson satte sig ned for at hvile et øjeblik, inden han tog af sted, kom den toårige hen til ham og kravlede op på hans skød. Så rørte han kærligt ved Nelsons ansigt og spurgte: »Er du min far?«

Det fik Nelson til at græde, og han var taknemmelig for dem, der havde hjulpet med at gøre julen bedre for familien.

»Mamá,« sagde han, »der er ingen større glæde end at tjene andre. Jeg er taknemmelig over at have været et redskab i Guds hænder til at velsigne denne gode familie.«

Nelsons glæde afspejlede Frelserens lære om, at »det er saligere at give end at få« (ApG 20:35).