»Skønheden ved at ældes«, Liahona, sep. 2022.
At ældes med trofasthed
Skønheden ved at ældes
Jeg vil hellere have et ansigt, der viser rynker af latter og tårer.
Jeg husker, at jeg som barn så på min bedstemors rynkede kinder. Rynkerne om hendes øjne foldede sig i hjørnerne, og små rynker prydede hendes overlæbe. Jeg spurgte hende, hvordan jeg kunne undgå at få rynker.
»Lad være med at smile,« sagde hun. »Og græd ikke.«
Jeg fulgte hendes råd – en hel dag. Så gav jeg op. Hvordan kan nogen leve uden at smile eller græde? Jeg besluttede, at jeg hellere ville have et ansigt med rynker af latter og tårer.
I Mormons Bog lærte Lehi sin søn Jakob, at vi er her på jorden for at glædes (se 2 Ne 2:25). Men han lærte os også, at vi for at kende glæde må opleve sorg (se 2 Ne 2:22-23). Jeg har nu opdaget tegnene på både glæde og sorg, som er mejslet i ansigtet på dem, der har levet livet. Deres ansigt bærer deres livshistorie.
Jeg er enig med den person, der sagde: »Smukke gamle mennesker er kunstværker.«1 Nogle mennesker udvikler en karakter, når de ældes, der gør dem bemærkelsesværdige. Jeg har for eksempel stirret ind i øjnene på hvidhårede, hvidklædte kvindelige tempelpræsidenter og er blevet ramt af det utrolige lys, der skinner i deres øjne og stråler i deres smilende ansigter.
Nu hvor jeg selv er ved at blive en ældre kvinde, har jeg lært, at der er visse glæder, der følger med at blive ældre. Jeg er for eksempel blevet mere tryg i min egen krop. Jeg er bare taknemlig for, at den stadig virker! Jeg går måske langsommere og taler langsommere, end jeg engang gjorde. Jeg er måske mere polstret om lårene, og mine arme er mere sarte. Men jeg kan godt lide tanken om, at min berøring også er mere nænsom.
Jeg ved, at jeg stadig kan blive ved med at udvikle mig og lære, at »uanset hvilket intelligensniveau vi opnår i dette liv, så opstår det sammen med os i opstandelsen« (L&P 130:18). Og så ser jeg frem til de lektier, jeg stadig kan lære. Desuden kan jeg hjælpe andre – som mine børnebørn – til at lære af de historier i mit liv, som jeg kan dele med dem.
Modelfoto
Min mand og jeg er endnu bedre i stand til at acceptere hinanden og ved, at vi også stadig kan lære og vokse sammen. Vores ægteskab er blevet rigere på grund af de storme, vi har stået igennem sammen. Vores børn er vokset op for at gøre os stolte eller gøre os bekymret, afhængigt af situationen. Børnebørn bringer bogstavelig glæde og fryd.
Og med alderen kommer kundskaben om, at livet på jorden ikke varer evigt. Nu er tiden inde til at gøre de ting, som jeg altid har haft til hensigt at gøre. Hvis ikke nu, hvornår så? »Se dette livs dag er dagen for menneskene at udføre deres arbejde« (Alma 34:32). Forhåbentlig indser vi med alderen, at tiden er inde til at sige de uudtalte ord, hele forhold og nå de resterende mål.
Når jeg bliver ældre, tænker jeg på den arv, jeg vil efterlade mine efterkommere. Jeg håber, at en del af den vil være, at når jeg oplevede glæde og sorg, fandt jeg visdom. Og på grund af det fandt jeg skønheden i at blive ældre.
Forfatteren bor i Californien i USA.