Rachel Lighthall

Californien i USA

Billede

Rachel Lighthall

Når man går rundt i asken og ruinerne, der hvor Rachel boede engang, bemærker man selvfølgelig alt det, der er væk. Men selv efter en ildebrand fortærede byen Paradise i Californien, bemærker man Rachels tro, når hun taler om, hvordan hun har set Guds hånd i sit liv.

Richard M. Romney, fotograf

Vi er ikke uvante med brande i dette område, så da jeg så de tunge røgskyer den morgen, var jeg ikke så bekymret. Jeg var forholdsvis ny i området, men dem, der har boet hele livet i Paradise - især dem, der har boet oppe i bjergene – har prøvet at blive evakueret før.

Men denne gang fik kraftig vind ilden til at sprede sig så hurtigt, at myndigheden totalt undervurderede, hvor lang tid det ville tage, inden den nåede os. De fleste af os havde ingen anelse om, hvad der foregik, før det brændte alle vegne i byen. Situationen ændrede sig fra »grund til svag bekymring« til nødsituation! Vi fik en time til at komme ud.

Evakueringen var kaotisk og skete i al hast. De fleste kørte igennem branden for at komme ud af byen. Da jeg kørte væk med mine børn, var der røg alle vegne. Der var fløjet gløder ind over hele byen, der havde antændt brande alle steder. Mange forlod et brændende hus eller lod naboens brændende hus bag sig. Jeg vidste ikke, om vores hus ville blive ødelagt eller ej.

Mens vi kørte, førte jeg en samtale med Gud. Jeg bad om, at vi måtte komme ud i sikkerhed, og at vores hus ikke ville blive ramt. Vi havde kun boet i vores hus i to år. Som familie havde vi arbejdet sammen om at forbedre det. Min mand og børnene havde hjulpet mig med at lave køkkenborde og gulve. Vi kaldte det vores bjælkehytte. Jeg elskede mit hjem, og jeg prøvede at være stærk nok til at underkaste mig Guds vilje.

Nogle få dage efter fandt vi ud af, at vores hus var gået op i røg. Vi havde gjort det smukt, og nu var det brændt ned. Men når jeg ser tilbage, var den tid vi tilbragte i det hus en skøn tid. Jeg er så taknemmelig for, at Gud gav mig den tid i det hus.

En af de smukkeste ting, jeg har set og hørt som følge af denne brand, er vidnesbyrd fra folk med »stor tro.« Disse mennesker har set, at Gud var kendt med detaljerne i deres liv. »Stor tro« er ikke noget, man bare får i nattens løb. Den tager lang tid at opbygge.

Det minder mig om lignelsen med de ti brudepiger. Hvis man ikke har olie på lampen, må man vende sig til Gud, inden krisen rammer. Når man bliver ramt af katastrofer som denne brand, er der ikke tid til at fylde olie på lampen. Det svarer til, at man sætter sig ind i sin bil og beder ungerne om at spænde deres sikkerhedsseler. Forestil jer, at de svarer: »Jeg har ikke brug for sikkerhedssele. Jeg spænder den, når jeg hører dig skrige!« I det kritiske øjeblik har de ikke tid.

Efter branden bemærkede jeg, at folk her med »olie på lampen« ikke har lidt så meget. De sørger stadig, de har stadig udfordringer, men de tror stadig på, at Gud bekymrer sig for dem og er med i livets små detaljer. De ved, at Gud har magt nok til, at han kunne have reddet deres huse fra branden, men de bliver heller ikke vrede, når tingene ikke er retfærdige. De accepterer hans vilje. Det er det, jeg kalder »stor tro.«

Alle, der tror på Gud, har set hans hånd i denne brand. Man kan nok ikke bevise for nogle, at der er en Gud på grund af et stort mirakel, men Gud har udvirket omkring en million små mirakler her i Paradise. Hvis man tror på Gud, kan man se hans hånd i alt. Selvom det har været udfordrende, har det også været mirakuløst. Gud har hjulpet os til at lære lige det, vi var nødt til at lære.

»Stor tro« skåner ikke nogen fra at sørge over det, de har mistet. Noget at det sværeste ved hele denne oplevelse har været at se mine kæres sorg. Jeg har nok sørget mere med dem end over det, jeg selv har mistet. Jo, det har været en udfordring for min familie, og vi har mistet meget. Men vi har også fået meget.

Medlemmerne af staven i Chico Californien gjorde så meget for at tjene dem, der blev ramt af branden. Alle personer, der kom til stavscentret på evakueringsdagen, blev inden for få timer genhuset hos medlemmer af staven. De lukkede os ind i deres hjem og hjalp os med at få fat i det, vi havde brug for. Jeg er også blevet forbløffet over alle de forskellige donationer, vi har modtaget fra hellige over hele verden. Vi er blevet velsignet og støttet, og vi kan mærke deres kærlighed. Det er så skønt at være sidste dages hellig. Det har jeg lyst til at råbe af mine lungers fulde kraft!

Da ilden brød ud, bad jeg en masse, for jeg havde brug for at kunne sørge, og jeg havde behov for at lære mine børn at sørge. Gud havde noget smukt at lære mig. Jeg lærte vigtigheden af »ren sorg.« Med det mener jeg, at man ikke tager til mørke steder med sin sorg eller et skræmmende sted. Man lader ikke sine tanker dvæle ved vrede eller skam. Man sørger, som Gud ville sørge. På den måde bliver det smukt og helende at sørge. Det føles mere som kærlighed.

I denne situation er den største udfordring uvisheden. Alle har flere spørgsmål end svar. Vi ved ikke, hvor hurtigt Paradise kan genopbygges, eller om den overhovedet kan, for ødelæggelserne er ufattelige.

Gud har arbejdet med mig i årevis for at forberede mig til denne situation. Jeg har oplevet andre »katastrofer« i mit liv, der har hjulpet mig til at vide, at Gud på smuk vis vejleder mig.

Der er ingen modgang, jeg går igennem, der ikke er et fuldkomment og smukt formål med. Jeg har lagt mærke til, at når jeg har ladet Gud undervise mig, har jeg altid lært af mine udfordringer. Gud tillader, at vi går igennem disse udfordringer, så vi kan lære at stole på ham og elske ham. Jeg ved, at han altid er der, når det bliver svært.