2020
Motivér den opvoksende generation
Januar 2020


Motivér denopvoksende generation

Forfatteren bor i Utah i USA.

Her er fire forslag til, hvordan I hjælper jeres børn med at sætte og nå meningsfulde mål for at udvikle sig, som Frelseren gjorde.

Billede
hands helping women

Illustrationer: David Green

Som forældre og ledere ønsker vi at hjælpe børn og unge til at følge Jesus Kristus hele livet og opnå den indre motivation til at tjene Herren og fuldføre deres personlige missioner.

Børn og unge er et enkelt, men effektivt sæt af ressourcer, der skal hjælpe børn og unge med at vokse åndeligt, socialt, fysisk og intellektuelt, som Frelseren gjorde (se Luk 2:52). Det sker ved, at de lærer og efterlever Jesu Kristi evangelium, deltager i meningsfulde og spændende tjenester og aktiviteter og sætter og når deres egne mål. Men ligesom forældrene i de følgende historier, føler vi os måske allerede overbebyrdede og har ikke brug for flere mål på vores liste. Vi kan også være bekymrede for, at vores børn ikke udvikler sig uden et puf i ryggen.

Eksempel 1 på en målsætningssamtale:

Alana på 15 satte sig ned med sin mor, Rachel, og kastede et blik på en liste, de havde lavet over de mulige mål, Alana kunne arbejde på. Alanas far, Jeff, gik forbi. »Hvilke af disse skal jeg tage, far?« spurgte Alana.

Jeff så på sit ur, skar en lille grimasse og kiggede på listen. »Hmm, den der ser let ud. Hvad med at lære en salme udenad? Den kan du hurtigt få i hus. Hvad ser ellers let ud?«

Rachel kom på banen, idet hun huskede, hvor svært Alana havde haft det med at prøve at komme på skolens løbehold. »Måske har du brug for at prøve noget svært! Hvad med noget med træning?« foreslog hun.

»Argh,« mumlede Alana og rakte ud efter sin mobil. »Jeg tror, jeg er færdig.«

Hvordan kan forældre og ledere hjælpe?

Forældre og ledere kan gøre en masse for at hjælpe børn og unge med at blive motiveret indefra til at tillægge sig gode værdier, træffe gode valg og både nyde deres fremgang og bedrifter.

Tænk på en gang, hvor I var stærkt motiveret til at arbejde mod et mål. Hvad var det, der motiverede jer? Det kan være, at I så en mulighed eller en evne, I rigtig gerne ville have, eller der var et problem, I måtte løse. Andres eksempel og støtte inspirerede jer til at prøve.

På samme vis vil børn og unge få en større indre motivation, når de (1) bønsomt afgør, hvad de ønsker (ikke hvad andre ønsker for dem), (2) lægger en plan for at opnå det, (3) ikke er for påvirkede af udsigten til belønning eller straf og (4) føler, at de har deres forældres og lederes opbakning.

1. Hjælp jeres unge med at finde ud af, hvad de ønsker sig mest

Alle ønsker sig noget: Komme med på holdet, få mere søvn, føle sig mindre ensom eller komme Gud nærmere. Herren og hans budbringere har ofte spurgt folk, hvad de ønsker (se Mark 11:24; 1 Ne 11:1-2; Alma 18:15; 3 Ne 27:1-2; Eter 2:23-25). Men at finde ud af, hvad vi ønsker os mest og ikke bare, hvad vi ønsker os her og nu, kræver erfaring og selvrefleksion.

Når I tænker på et barn eller en ung, I gerne vil hjælpe, så stil jer selv disse spørgsmål:

  • Hvordan kan jeg introducere dem for nye erfaringer, værdier og idealer i en kontekst af gode forhold og sjov.

  • Skal jeg lade dem mærke konsekvenserne af dårlige valg, så de vil ønske at træffe bedre valg fremover?

  • Hvornår kan jeg spørge dem om deres tro og værdier? (Se den medfølgende liste »Gode afdækkende spørgsmål.«)

  • Hvordan kan jeg påpege deres styrker? (Prøv: »Jeg synes, du er rigtig god til __________________. Hvordan kan du bruge det til at tjene Herren?«)

2. Hjælp de unge med at lægge en plan

Når de unge først har sat sig et mål, er de ofte ret gode til at lægge en plan. Yngre børn har måske brug for flere forslag. Kom først med jeres forslag, når de selv er gået i stå. Men vær begejstrede og lad være med at gå i forsvar, hvis de bedre kan lide deres egne idéer!

Når I hjælper andre til at lægge en plan, kan I spørge:

  • Hvad er dit mål? (Abstrakte mål som »Blive venligere« er svære at definere, hvis de ikke inkluderer specifikke handlinger som »Give et kompliment hver dag« eller »Sige undskyld, når jeg bliver gal.«)

  • Hvorfor er dette mål vigtigt for dig? (Hvordan vil det hjælpe dem til at leve i overensstemmelse med deres værdier eller at blive mere som Frelseren?)

  • Er det det rette tidspunkt at arbejde på dette mål? (Hvorfor eller hvorfor ikke?)

  • Hvilke små, lette skridt kan du tage for at komme i gang? (Mind dem om, at handling motiverer. Hjælp dem med at komme i gang eller i gang igen med noget småt og enkelt).

  • Hvilke ting kan du bruge for at understøtte din plan? (Overvej at lave påmindelser, hænge opmuntrende ord op, lave et skema til at føre regnskab med fremgang, fjerne fristelser, skaffe de rette redskaber eller bede om hjælp).

  • Hvad kan eventuelt stå i vejen? Hvordan vil du håndtere det? (Hjælpe med at huske deres plan, kigge på hvad der gik galt, øve sig mere på den svære del, lægge en ny strategi eller justere målet).

For at hjælpe andre igennem tilbageslag kan I dele erfaringer fra jeres eget eller jeres families liv om mennesker, der mødte udfordringer, og om at stå fast. Prøv også at spørge:

  • Hvad har du prøvet? Hvad kan du ellers prøve?

  • Hvem kan hjælpe? Hvordan kan jeg hjælpe dig?

  • Hvilke idéer kommer der til dig, når du beder om dette?

3. Vær forsigtig med belønning eller straf

Små belønninger kan hjælpe folk til at prøve noget nyt, gøre noget svært mere sjovt eller fejre en succes. Når det overdrives kan belønninger dog underminere motivationen. Mennesker, der allerede har det godt med en opgave, vil ofte udføre den mindre, hvis de bliver betalt for det, da de konkluderer, at det ikke er værd at gøre for belønningen. Og selvom børn er nødt til at opleve konsekvenserne af dårlige valg, så lærer de at frygte og undgå folk, der straffer dem, i stedet for at tage de gode værdier til sig.

Selvfølgelig forventer folk at blive betalt på deres arbejde, hvor bonusser eller anerkendelse også kan være nyttig feedback. Men når det gælder om at efterleve evangeliet og nå personlige mål, så er den indre belønning langt mere motiverende i det lange løb. Indre belønning er blandt andet:

  • At mærke Ånden.

  • Føle sig knyttet til sine forældre,ledere og venner.

  • At man lever efter sine værdier.

  • At man lærer, prøver nyt og løser problemer.

  • Man har det sjovt.

  • Man gør en forskel.

Hjælp de unge til at kende og værdsætte den indre belønning. Og sørg lejlighedsvist for en lille belønning for at fejre en god indsats!

4. Hjælp de unge til at føle jeres kærlighed

Kærlige forhold er noget af det vigtigste, når det handler om at øve indflydelse på andres værdier, mål og motivation. Hvordan har folk fortalt jer, at de virkelig elsker og værdsætter jer? Hvordan afgør I, hvem I trygt kan være ærlige over for om jeres fejltrin eller kampe? Hvis I ikke rigtig følte jer elsket derhjemme, hvad tror I så, at I havde brug for, som I ikke fik der?

Jeres svar kan hjælpe jer til at vide, hvordan I skal kommunikere til de unge, at de er værdsatte og trygge hos jer.

Med øvelse og himlens hjælp kan vi være med til at motivere og påvirke den opvoksende generation.

Eksempel 2 på en målsætningssamtale:

Alana på 15 satte sig ned med sin mor, Rachel, og kastede et blik på en liste over mål, Alana kunne arbejde på, da hendes far, Jeff, gik forbi. »Hvilke af disse skal jeg tage, far?« spurgte Alana.

Jeff så på sit ur, skar en lille grimasse og kiggede på listen. »Hmm, den der ser let ud. Hvad med at lære en salme udenad? Den kan du hurtigt få i hus. Hvad ser ellers let ud?«

Jeff blev tavs. Der var noget, der ikke føltes rigtigt, så han tog sig tid til at tænke over, hvad det var.

»Jeg er sent på den,« tænkte han. »Jeg har bare lyst til at få det her overstået. Jeg er ikke ret god til at være forælder. Hmm. Han så på sin datter, og han indså, at han også havde andre følelser. Håb. Fryd. Det her handlede ikke bare om at få tjekket noget af. Det handlede om hendes udvikling, og det her var en chance for at skabe kontakt med hende. Et smil spredte sig på hans ansigt

»Lad os tænke lidt over det,« sagde han. »Hvad nu, hvis vi hver især skriver det ned, som vi har følt os tilskyndet til at arbejde med på det sidste?«

»Okay,« sagde Alana. Rachel fandt papir og blyanter, og de brugte nogle få minutter på at tænke og skrive.

»Okay,« sagde Rachel. »Hvad nu?«

Alana kom i tanke om det: »Jeg tror, at vi skal bede om det og så vælge et mål og lægge en plan. Men far, tror du virkelig, at vor himmelske Fader går op i, hvilket mål jeg vælger?«

Jeff tænkte lidt over det. »Du har mange gode idéer, så måske ønsker vor himmelske Fader bare, at du vælger en til at begynde med. Men jeg er helt sikker på en ting. Vor himmelske Fader er ikke ligeglad med dig.«

»Jeg ved, at du gerne vil bruge dine gaver til at gøre en forskel,« tilføjede Rachel, »så hvis et af disse mål er vigtigere, er jeg sikker på, at vor himmelske Fader vil hjælpe dig til at føle det.«

Alana smilede, og kom i tanke om noget, »præsident Nelson har bedt de unge om at granske deres liv grundigt. Kan jeg hente det, jeg skrev?«

»Ja da!« sagde Jeff med et smil. Han så på sit ur igen. »Ups, jeg bliver nødt til at løbe. Find ud af, hvad du skrev ned og lad os tale om det over middagsmaden, okay?« Jeg har nogle spørgsmål, der måske kan være en hjælp.«

»Super!« sagde Alana, smilende. »Og far! Og mor! Tak!«

Udskriv